Spin-Konference tale
Københavns Universitet, fredag den 5. november 2004
Min mor var meget god til de helt små børn. Når børnene kom i teenage-alderen var hun måske knapt så god til dem - men til de helt små børn var hun altså god. Når et af mine børn foreksempel blev vanskelig, var træt og måske sulten - eller bare almindelig vrøvlet, var det mor som lynhurtigt kunne standse gråden ved pludselig at pege ud i luften - og sige: "Næh, se - der er en gråspurv…!"
Hun kaldte det en afledningsmanøvre… Her ville det hedde spin…
Indtil jeg var 12 år gammel i 1965 havde vi ingen fjernsyn hjemme - min barndoms fodboldlandskampe foregik i radioen.
På gode sommerdage åbnede vi vinduerne og skruede op. Ganske bestemt husker jeg en kamp mod svenskerne, hvor det hele var én stor elendighed. Vi var bagud 0-6 - og hjemme i haven hang vi med næbbet. Så lød det med ét fra den altid optimistiske Gunnar Nu Hansen:
"Men Danmark fører i hjørnespark…!"
Og pludselig havde vi det alle sammen meget bedre.
Gunnar Hansen var spin-mester over alle spin-mestre. Selv et fortvivlende og lammende nederlag kunne han få vendt til sommerhygge og glæde: "Men Danmark fører i hjørnespark!" Gunnar Nu Hansen talte kun de lyse timer - i øvrigt en dejlig menneskelig egenskab.
Hverken min mor eller Gunnar Nu Hansen kunne finde på at lyve. Det lå ikke til nogen af dem. Der var rent faktisk en gråspurv, når hun sagde det. Og Danmark var rent faktisk foran i hjørnespark. Vi havde haft seks hjørnespark og svenskerne havde haft fem.
Men mor og Gunnar ændrede dagsordenen ved at flytte fokus fra det uafvendelige - fra det ubehagelige.
Knut Hamsun fortæller om den dødsdømte, der sidder med sine håndjern på nede i bunden af kærren, som skrumler af sted mod galgebakken. Så er der sådan en lille træsplint, der borer sig op i hans højre balle. Han flytter sig lidt til den ene side - og har det straks meget bedre….
Det hele hander altså om at flytte fokus. Det handler om at sætte dagsordener. Ikke om at lyve. Og derfor irriterer det mig altid, når der i folks underbevidsthed sættes lighedstegn mellem spin og løgn.
Det er ikke sikkert I ved det - men løgn er nemlig bandlyst på Christiansborg.
Som den er bandlyst i alle andre parlamenter i verden.
Det første, jeg siger til nye folketingskandidater er: Når du nu bevæger dig ud i det offentlige rum, må du aldrig nogensinde lyve. For løgnen bliver uvægerligt afsløret på et eller andet tidspunkt. Hvis du af en eller anden grund ikke kan sige sandheden, så hold mund. Eller snak om noget andet.
Per Stig Møller mistede ikke ledelsen hos De Konservative fordi han havde kørt spritkørsel som ung. Han mistede magten fordi han løj om sin spritkørsel. SFs Gert Petersen fik ikke problemer fordi han havde været i Hitler-Jugend, da han var 14. Han fik alene problemer fordi han sagde, at han ikke havde været det.
Men at flytte fokus er at nedtone indtrykket af en dårligdom for i stedet enten at rette fokus et andet sted hen - eller at finde og fremdrage nogle andre, mere positive sider.
Dårligdommen forsvinder ikke af den grund. Sverige fører stadig 6-0, men fokus rettes i stedet ind på det dejlige faktum, at vi fører i hjørnespark.
Det uafvendelige går ikke væk selv om vi retter vores fokus andre steder hen.
En kugle kan godt vendes 180 grader - men den er stadig den samme, sande kugle. Månens bagside er stadig Månen, men det er en helt anden historie, der fortælles.
Personligt har jeg aldrig haft problemer med at vende ting på hovedet. Det har altid været naturligt for at at vende ting på hovedet. Det ligger indgroet i mig, at hvis eksempelvis alle er enige om en ting, må der være noget galt….
Jeg er på den måde en underlig mand.
Jeg bryder mig virkelig ikke om at være i en forsamling af mennesker, hvor alle er enige.
Selv om jeg selv er enig med alle de andre….
Selv på mit partis årsmøde, hvor vi 800 mennesker ved gud ikke er uenige om noget, kan jeg godt gribe mig selv i at få det ubehageligt - og så må jeg lige ud og vende uden for, indtil jeg kommer til mig selv igen. For det er da mærkeligt, at jeg ikke bare kan være glad for at være sammen med en masse mennesker, der mener det samme som jeg…
Det er da en underlig mand, der i sådan en situation får en ubændig trang til at vende det hele på hovedet - og se det hele fra nogle andre sider… Det kan også af og til være en fordel at have de tilbøjeligheder.
At spinne er nemlig at vende ting på hovedet - at tale om den side af kuglen, man har det bedst med at tale om om. At tale om det, man helst vil tale om. At sætte dagsordenen. At sætte dagsordener.
Dagsordenen er afgørende i alle livets forhold - i alle livets magtkampe - herunder politik. At bestemme hvad der skal snakkes om. At sætte dagsordenen. Dagsordenen vil alle sætte. Og vi bliver alle sammen sure, hvis det er de andre, der sætter dagsordenen.
Fra journalisternes side rynkes der på næsen, hvis politikerne hellere vil tale om noget andet end lige præcis journalisternes dagsorden. For journalisterne har jo også - hvad enten de selv har opfundet den eller den er blevet vedtaget på redaktionsmødet - en dagsorden. Men hvem siger det er deres dagsorden, det gælder. Hvem siger vi andre behøver af følge efter - bare fordi en flok journalister på en avis har haft en redaktionsmøde, hvor man har vedtaget en dagsorden.
"Jamen, du bliver da nødt til at forholde dig til…", lyder deres fornærmede svar, hvis man ikke vil følge med i avisens dagsorden - i det fokus, avisen har besluttet at anlægge.
Jeg har ligefrem oplevet, at journalister har været sure hvis vi andre har haft held til at sætte en dagsorden. En kommentator fandt det forargeligt, at - som han formulerede det - "at det igen i sommer lykkedes Dansk Folkeparti at sætte dagsordenen…."
Egentlig tror jeg ikke den pågældende kommentator havde fundet det særlig forargeligt, hvis han selv - eller hans egen avis - den sommer havde formået at sætte dagsordenen… Jeg er derimod næsten sikker på, at han ville have fundet det ganske fortræffeligt, hvis det var lykkedes for ham selv - eller for hans avis at sætte sommerens dagsorden…. Det blev det så ikke til - og det var synd for dem, men de behøver da ikke mukke over andre, som det lykkedes for.
Journalister - og jeg kan godt tillade mig at generalisere, for jeg er selv journalist - regner med, at de har patent på at sætte fokus. Patent på at sætte dagsordener. Og det ikke er ikke kun til glæde for deres egen avis eller for deres egne læsere. En god dagsordens-kampagne fra en avis er kun rigtigt noget ved, hvis andre medier følger trop… citerer fra den, forholder sig til den. Og kun rigtigt noget ved, hvis politikerne følger trop og der stilles spørgsmål til ministre på baggrund af artiklerne…
Jeg regner ikke med at det kommer som den store overraskelse for jer: Men præcis på samme måde har vi det altså også. Vores kampagner, vores initiativer - som vi måske ellers kun lancerer ét sted - skal alligevel helst slå igennem i alle medier, før vi kan betegne den som en god kampagne. Vi sætter - som journalisterne - pris på, at det emne, vi har rejst diskuteres i debatspalterne, at det giver anledning til radioudsendelser, hvor folk kan ringe ind og sige for og imod. At det giver anledning til ledere i aviserne, at det giver anledning til, at TV ringer og spørger ministeren om hvad han nu mener om det…
Så har vi sat dagsordenen.
For vort vedkommende bestemte vi fra starten, at vi selvfølgelig blev nødt til at forholde os til dagens og tidens emner, men at det ideelle ville være, at dagens og tidens emner blev formuleret hos os.
Man må forholde sig til andres dagsordener, men man bestemmer selv, hvor meget man vil gøre ud af dagsordener, som andre har skabt. Og mine er lige så gode - lige så legitime - som andres.
En gang talte jeg efter et politisk møde i Jylland med en vred dame. Efter mødet kom hun styrtende over for at fortælle mig, at "Der var overhovedet ingen af jer, der forholdt jeg til det væsentlige. I havde så helvedes travlt med at tale om alle mulige andre, fuldstændig ligegyldige ting.!"
Det viste sig, at hun var modstander af, at kvinder skulle gå med pels…
Alle andre ting var fuldstændig ligegyldigt for hende. Det var jo så hendes verden. Og alt andet end det var dermed ligegyldigt.
Det er på samme måde med Statsministerens nytårstale. Såvel journalisterne som oppositionspolitikerne forholder sig sjældent til det, han siger - de er generelt langt mere interesseret i det, han ikke sagde. For det han lige netop ikke sagde, var måske det som de selv eller deres avis lige havde kørt kampagne om - eller for politikernes vedkommende - måske lige det, der lige præcis var deres partis kerneområde. Og går statsministeren så endelig ind på det, kan det såmænd også være galt.
Alt dette er normalt - og har været normalt til alle tider - i den politiske markedsføring af holdninger. Og det er unfair at betragte dette som noget negativt - for ved at et parti eller en politiker drejer ting hen på det, partiet eller han finder væsentligt, fortæller det jo også samtidig præcist vælgeren, hvad partiet lægger mest vægt på.
Det er det, journalister ofte kalder "at snakke uden om". Men - som jeg har nævnt tidligere - det er jo egentlig kun at snakke uden om det, som en tilfældig journalist finder afgørende vigtigt. Og jeg vil holde fast ved, at det ikke nødvendigvis er ham, der skal bestemme hvad der er vigtigt.
Dette må ikke misforstås. For politikere har selvfølgelig en forpligtelse til at forholde sig også til det, de helst ikke vil snakke om. Man kan altså ikke tillade sig bare at snakke udenom.
Alle vil for øjeblikket meget gerne være fri for at snakke om det nedslidte kloak-net, for det er der absolut ingen stemmer i.
Det er kun i de - foreløbig meget få - husstande, hvor rotterne rent fysisk kommer op i stuerne, at man begynder at fatte interesse for det nedslidte kloak-net, og det er en elendig politisk sag at skulle forklare alle de andre hundredetusindvis af husstande - hvor rotterne altså endnu ikke er blevet synlige - hvorfor vi bliver nødt til at spare på de sociale udgifter, fordi vi skal bruge 25 milliarder på at reparere kloak-nettet
Men opgaven i den politiske spin er altså som nævnt at vende det uafvendelige. At gøre det ubehagelige mere behageligt.
Det er efterhånden blevet banalt at tale om "rettidig omhu" - i takt med at alle bruger udtrykket hele tiden. Men jeg kan ikke finde et mere dækkende udtryk for at tackle de problemer, som vi ved kommer - altså de ubehageligheder, som vi ved, at vi får. Og så naturligvis de ubehageligheder, vi ikke kunne forudse ville komme. Dem vil jeg vende tilbage til.
Men selv når man i god tid grundigt og omhyggeligt forbereder sig på et problem, man ved kommer, kan det alligevel ofte gå galt - fordi tingene alligevel udvikler sig anderledes end man havde forudset. Poul Nyrup Rasmussens cykelhjelm er sådant et godt eksempel.
For et par år siden, mens Poul Nyrup Rasmussen endnu var statsminister, holdt han en skæg tale for Folketingets Presseloge, hvor han fortalte om episoden.
Han havde sagt ja til at deltage i en cykel-demonstration mod Frankrigs atombombe-sprængninger. Et par dage forinden havde hans forudseende rådgiver sagt til ham, at for ikke at statsministeren efterfølgende skulle få vrøvl med alle mulige forældre, der kæmper en heroisk kamp for at få deres børn til at tage hjelm på, når de cykler ud i trafikken, ville det være en rigtig god idé om statsministeren også tog en hjelm på, når han nu skulle fotograferes på cyklen. Han ville derved, sagde rådgiveren, fremstå som en ansvarlig mand - måske nærmest landsfaderagtig.
Nyrup synes det lød fornuftigt, og bad rådgiveren om at indkøbe en hjelm. Da dagen for cykeldemonstrationen oprandt, prøvede Nyrup lige hjelmen foran spejlet i statsministeriet, og sagde: "Synes du ærlig talt ikke den ser ud som om den er for lille…?"
Hvortil rådgiveren replicerede: "Det er der sgu ikke nogen, der lægger mærke til…!"
Osama Bin Ladens optræden i TV et par dage før præsidentvalget er eksemplet på det man kan kalde en ikke forberedt ubehagelighed. Pudsigt nok endte det med at blive en ubehagelighed for såvel Bush som for John Kerry - og derved ophævedes betydningen af den ellers dramatiske TV-optræden.
Kerrys hold fik travlt med at håne Bush for ikke at have fanget Osama endnu.
Bush's hold fik travlt med at forklare befolkningen, at det ikke var nogen tilfældighed, at Osama havde opfordret amerikanerne til ikke at stemme på Bush… Med andre ord: Osama holder med Kerry…. Ikke en særlig god anbefaler at have på holdet…
I et noget mindre format var sagen om Pia Kjærsgaards peberspray ligeledes et eksempel på at gøre det ubehagelige, det uafvendelige til - om ikke en succeshistorie, for det var det selvfølgelig ikke - så dog til noget lidt mindre ubehageligt.
I kender måske sagen: Pia Kjærsgaard havde følt sig truet af en kvinde, og havde hevet sin peberspray op - og truede så kvinden med den. Politiet skrev rapport. For os blev det afgørende at vi selv orienterede pressen, frem for at vente på at en eller anden journalist, som kiggede døgnrapporterne igennem, skulle afsløre den - og fandt ud af at der ventede Pia en bøde for at bære "et ulovligt våben". Ved på den måde selv at rejse sagen, endte affæren i højere grad i en generel diskussion i offentligheden om kvinders ret til at måtte forsvare sig selv.
Det afgørende for et politisk partis succes eller fiasko er således ikke at undgå at forholde sig til udefra kommende ubehageligheder ved at lukke af - eller tro at man kan slippe om ved ubehagelighederne ved at sige "ingen kommentarer" -- i mine øjne den mest idiotiske sætning, en politiker kan fremføre, idet den alene medfører, at den ihærdige journalist nu bliver endnu mere ihærdig i forsøget på at finde frem til sandheden.
Det afgørende for succes eller fiasko er selv at have modet til at sætte dagsordenen. Og det kræver mod, for når det er mennesker, man har med at gøre, vil der uvægerligt opstå fejl eller fejlagtige dispositioner. Man skal med andre ord være parat til at lave fejl. Ikke bare småfejl, men også store bommerter.
Hos os har vi et motto, som ofte og i mange sammenhænge bliver gentaget: "Husk, det dem, der vasker op, der knalder porcelænet."
Vælger man ikke at foretage sig noget af frygt for at lave fejl, er man på den allersikreste vej til fiasko. Eller i bedste fald glemsel. Og glemsel er døden for et politisk parti.
Det er blevet sagt om os i Dansk Folkeparti, at vi er driftssikre - at vi sjældent laver fejl. Det er venligt sagt, men det passer ikke. Vi laver bunker af fejl - såvel fodfejl som massive bommerter. Jeg kan i en lukket kreds sagtens pege på en perlerække af spektakulære selvmål. Men det samlede billede er, at vi sjældent laver fejl.
Men vi satte på et tidligt tidspunkt en dagsorden for os selv om ikke at blive glemt. Og vi satte en anden dagsorden, som var et motto, der hed: "Hvis man vil gøre alle tilpas, gør man ingen tilpas". Og så satte vi en tredje dagsorden om, at den eneste målgruppe, vi havde og har, er det danske folk. På den måde slap vi for at sleske for bestemte befolkningsgrupper. Endelig besluttede vi os til at sige tingene som vi så dem.
På et tidspunkt blev der færre og færre, der kunne blive forargede over det, vi sagde.
Men så var det måden, hvorpå vi agiterede, der blev kritiseret. Man har hævdet, at vi provokerede. Også den påstand har undret mig.
For hvem var det egentlig, der provokerede?
Ja, ikke mindst i politik er det meget gavnligt ind i mellem at vende tingene 180 grader på hovedet for at få overblik - og for at besvare et sådant spørgsmål. Som en af Radisserne engang fornuftigt filosoferede: "Hvis alle de andre gjorde alting omvendt, så var det mig, der var normal..."
Og jeg må spørge: hvem provokerede egentlig mest?
Os, der indrykkede en annonce med navnene på de mere end fire-tusinde, der på et par måneder havde fået dansk indfødsret - eller de politikere, der besluttede at lukke 20.000 - 25.000 fremmede mennesker ind i Danmark hvert år og giver indfødsret til alle og enhver, der bad om det?
Hvem provokerede egentlig mest:
Os, der indrykkede en annonce med et billede af Osama Bin Laden - og gjorde klart, at denne mand havde ret til asyl i Danmark - eller de politikere, der i sin tid skabte en skrupskør asyllovgivning, som gjorde det muligt?
Hvem provokerede egentlig mest:
Os, der køber en gammel utæt grænsestation for at rette opmærksomheden på Schengen-Aftalen - eller de politikere, som stik imod al fornuft afviklede grænsen, så enhver bandit kan drøne ind i landet med 110 kilometer i timen?
Hvem provokerer egentlig mest?
Ja, I kan nok høre på mit retoriske spørgsmål, at jeg personligt ikke er i tvivl...
Så når provokations-beskyldningerne slog ind over os, var vi altid i vort stille sind fulde af fortrøstning, for det var sgu de andre, der startede...!
Og én ting er i hvert fald 100 procent sikkert: Det var aldrig os, der ved støjende fremfærd og voldelige overfald forsøgte at ødelægge andres møder og arrangementer eller i det hele taget den gode stemning.
Det var til gengæld os, der altid til punkt og prikke overholdt de spilleregler, Grundloven sætter - og som i øvrigt ved en hver lejlighed optrådte dannet, høfligt og civiliseret.På den måde mener vi egentlig selv, at vi bidrog og bidrager positivt til det danske folkestyres videre skæbne.
For os var det altid generelt vigtigst at undgå ustandselig at blive presset i defensiven - i forsvarerens rolle. Der vil vi heller ikke fremover befinde os. Vi vil helst spille i angreb.
Og derfor vil man fortsat opleve Dansk Folkeparti i den offensive rolle.
Det koster af og til nogle mål bagtil - og af og til som nævnt nogle spektakulære selvmål.
Ja, hold da op, hvor har vi scoret selvmål. Men underholdningsværdien i sådan en kamp med mange selvmål er nu heller ikke at foragte.
Og vi gider bare ikke 0-0 -kampe...
| 