Søren Espersen

Billedgalleri

Jeg har været i billed-kassen derhjemme, og præsenterer her - med mine personlige kommentarer - et skønsomt udvalg.
De venligste hilsner
Søren Espersen

Til min Bedstemor, Kristiane, og Bedstefar, Knud Christian Espersens guldbryllup.  Jeg er helt ude til venstre - på min storebror, Anders's arm.
Ellers er billedet fyldt med mine dejlige kusiner og fætre, søskende samt onkler og tanter.

Jeg begyndte at gå til violinspil på Aalborg Musikkonservatorium, da jeg var seks år.  Jeg blev undervist af  den fremragende førsteviolinist i Aalborg Symfoniorkester, Svend Børge Jensen, og lærte hos ham i et par år.

Jeg burde jo nok have fortsat, men i stedet blev klaveret mit instrument.

På dette tidspunkt af min studenter-tur rundt til forældrene var jeg holdt op med at tælle øller.

Det samme er min gode ven, Carsten Nødskou - i dag royal medarbejder på Ugebladet Hjemmet. Vi blev studenter fra Hasseris Gymnasium i 1973, og var således det nye gymnasiums allerførste studenterhold.

I Søværnet - og på rekrutskolen i Auderød i Nordsjælland i 1974. Jeg sidder som nummer to fra højre. Senere kom jeg i U-Båds-Eksadren, og gjorde tjeneste på eskadrens moderskib, "Henrik Gerner".

Jeg blev i øvrigt såret af en torpedo!! Jeg fik nemlig knust min tommelfinger, idet denne kom mellem en torpedo og skibssiden.

Så jeg fik fem ugers sygeorlov midt i det hele.

Heldigvis var det sommer, så jeg tilbragte min tid som krigsskadet sammen med glade venner i et sommerhus i Løkken.

"Røverne fra Rold" - vel nok ikke det smarteste navn til et pop-band. Men vi var gode til at spille for De-Unge-på-40 -- og tjente gode penge, når vi først i 70erne spillede til bal på diverse restaurationer og til fødselsdage og andre fester.

Lars Søbye var trommeslager, mens John Karlsson var bassist.

Jeg arbejdede som journalist på dagbladet B.T. i otte år - en rigtig god tid. Seks af årene var jeg B.T.s redaktør i Nordjylland - og havde i det meste af dét forløb et dejligt samarbejde med journalist Kalle Kvist, som blev min gode ven.
For nogle år siden døde Kalle alt for tidligt af kræft.

Mine forældre med hele deres voksne børneflok - mine dejlige søskende - uden for den gamle skole i Svenstrup i Himmerland, hvor jeg blev født og voksede op. Fra venstre er det min far, Christian Espersen (1906-1995) min mor, Inger Espersen (1915-2004), og herefter Gerda, Kirsten (1948-2011), Birthe, mig selv, Karen-Sophie og Anders.

Min egen herlige børneflok - fotograferet på stranden i Blokhus for snart mange år siden:

Fra venstre er det Susie, Peter, Robin, Anders - med kælenavnet Nelly (ingen ved hvorfor!) og Ditte.

England boede Yvette og jeg og børnene i knapt  fire år og havde en skøn tid i en rigtig lille "Miss Marple" landsby i Hertforshire, kaldet Furneux Pelham.

Derovre er bilerne mildt sagt noget billigere end herhjemme, så vi behøvede ikke at anstrenge bankbogen ret meget, før jeg fik mig min drenge-drømmebil, en Daimler 4,2.

Yvette trillede rundt i en MR2- sportsvogn - og så havde vi i øvrigt en Fiat Panda til vores unge pige... Jo, det var tider!

Hvorfor tog vi hjem??? Faktisk et rigtigt godt spørgsmål....!

Min hustru Yvette har jeg ikke ét ondt ord at sige om!

Tre af mine unger, Susie, Robin og Peter, var pavestolte, da landets daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, tog sig pænt af dem i forbindelse med 75-års dagen for Sønderjyllands Genforening med Danmark i 1920.

Det var på Dybbøl Banke, og vejret var strålende. I dagene omkring jubilæet kørte vi rundt i Sønderjylland - såvel nord som syd for grænsen, og børnene måtte finde sig i at blive trukket med ind i kirker, museer og på slotte. De var så venlige at forsikre mig om, at de ikke kedede sig!

En af mange, mange skønne stunder i det festlige lag, som Dansk Folkeparti også kan være. I festkælderen under Pia Kjærsgaards forældres navnkundige villa i Hellerup spiller Kristian Thulesen Dahl for, mens vi andre synger.

Vi andre er Pia Kjærsgaard, Poul Nødgaard, mig selv og Peter Skaarup.

Dette billede er fra kommunalvalget i 1997, Dansk Folkepartis første, egentlige valg, og hvor vi jo stormede ind med 150 byrådsmedlemmer - rundt i hele landet.

Ekstra-Bladet bragte dette billede på forsiden og på plakaterne - Det er Peter Skaarup og mig selv, der er de glade givere af sejrskysset. til Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkeparti blev sejrherre i 7-mands-turneringen for politiske partier i København. Det foregik en brandvarm sommerdag i Fælledparken - jeg mener, det var i sommeren 2000. I finalen bankede vi De Konservative - efter at have gjort det af med Socialistisk Folkeparti i semifinalen.

Espersen-familien udgjorde næsten halvdelen af DFs bruttotrup, idet jeg havde mine tre sønner, Anders, Robin og Peter med på holdet.

Min ældste søn, Anders, blandt sine søskende som oftest kaldt Nelly, kedede sig bravt,  mens han var værnepligtig på Farum Kaserne.

Der var simpelthen for megen spildtid, sagde han.

Men han gjorde alligevel sin pligt, og det var skægt at aflægge besøg på forældredagen.

I Israel holder vi ofte vore ferier.

Vi har en stor familie dernede, og vi nyder at være sammen med dem.

Her er vi - det er fra sommeren 2000 - taget en aftentur til det gamle Jaffa.

Fra venstre er det min datters svigerfar og svigermor, Udi og Vered, min svigersøn Eyal, mine to døtre, Ditte og Susie, min kone Yvette, min yngste søn, Peter og mig selv.

Her er jeg så -  til højre - med kalot! 

Jøder kalder den også kippah eller yarmulka.

Mit ærinde ved Ha-Kotel - Grædemuren - i april 2003 var at jeg var med ved en bar-mitzva  - en slags jødisk konfirmation. 

Yvette og jeg var inviteret til festen i Jerusalem af gode venner, hvis søn var bar-mitzva-dreng.

En meget lykkelig dag for  mig og min familie. Jeg forlader her  sammen med min kone, Yvette og min datter, Susie, Østre Landsret efter sejren over Tjeck Magazine. 

Bladet blev den 24. februar 2004 dømt til at betale mig en stor erstatning samt sagens omkostninger i såvel by- som landsret, eftersom Tjeck blev dømt for at have spredt onde og falske rygter. (foto: Scanpix)

I januar 2003 var jeg og min kone så heldig som en del af en folketingsdelegation at blive inviteret til Den Kinesiske Republik på Taiwan som regeringens gæster.

Det var en enestående oplevelse at opleve Østen, og det frie Kina, på denne måde.

Her er jeg og Yvette sammen med Jesper Langballe og Peter Skaarup ved Chiang-Kai Cheks mindepalads i Taipei.

På den fantastiske rejse, som bragte os rundt på den smukke ø, deltog i øvrigt Pia Kjærsgaard og hendes mand, Henrik Thorup, samt Elisabeth og Søren Krarup. 

Dansk Folkepartis årsmøde i Vejle i 2002 blev i Israels tegn.

Vi havde besluttet til aftenfesten at servere israelsk vin fra Golan-området, og vi gjorde det i protest mod fagbevægelsen SIDs frække opfordring til at boykotte Israel.

Vi fik på årsmødet besøg af Israels daværende ambassadør, Carmi Gillon, som Pia Kjærsgaard og jeg her ses i selskab med.

Oktober 2004 på toppen af Massada - den historiske klippe ved Dødehavet i Israel, hvor Ele'azar Ben Ya'ir og hans jødiske oprørere mod romerne fandt døden i året 73.

I dag skal enhver israelsk officer sværge troskabsed på Massada.

Med på Yvettes og min tur til Dødehavet havde vi Ditte og Eyal - samt deres lille Daniel. Vi boede et par dage i Kibbutz Ein Gedi.

Dødehavet er i øvrigt et af de steder, hvor der hersker et fortrinligt samarbejde mellem israelere, jordanere og palæstinensere. Alle er enige om at dette områdes helt unikke karakter skal bevares og beskyttes.

Også på Christiansborg blev min 50 års fødselsdag fejret. Jeg blev meget glad, da Dansk Folkeparti holdt den fine reception for mig i Samtaleværelset, og endnu gladere, da jeg fik denne flotte cykel, som jeg nu dagligt suser afsted på nede på Sydsjælland.

Min hustru, Yvette, og Pia Kjærsgaard hjælper med balancen.

Min 50-års fødselsdag blev fejret med en masse mennesker den 20. juli 2003.
Her et udsnit - nemlig de af mine fætre og kusiner, der var med. Vi havde i alt 90 mennesker til en herlig sommerfest - med oceaner af kølig hvidvin og god stemning.

Festen skulle, viste det sig, også blive den sidste, store sammenkomst, min mor, Inger Espersen, var med til.

Hun boede hos os i godt fem år. Efter længere tids svaghed sov hun stille ind i vort hjem i Køng, den 4. maj 2004.

Mine tre yngste, Susie, Robin - med guitar - og Peter var så venlige på min 50-års dag at afsynge "Far" - frit efter sangen fra "Far til Fire". 

Det er en særlig stor glæde for mig, når familiemedlemmer melder sig ind i Dansk Folkeparti og bliver aktive i partiet. Rikke her er én af dem. 

Rikke Karlsson er min niece og fik et rigtigt flot folketingsvalg den 8. februar 2005 i Nordjylland og igen den 13. november 2007, og er nu 1. suppleant til Folketinget. Ved EP-valget 2009 blev hun ligledes 1. suppleant - lige efter Morten Messerschmidt og Anna Rosbach Andersen,

Rikke er en brav, køn, charmerende og meget meget dygtig pige - med ben i næsen, og mon ikke hun ender i Folketinget en dag - det tror jeg.

Tirsdag den 8. februar 2005 vil  altid være en mindeværdig dato for mig, for den dag blev jeg valgt til Folketinget for første gang.

Mine to yngste børn, Susie og Peter var med på Christiansborg på valgaftenen, hvor DF igen blev sejrherre med 13,3 procent af stemmerne - svarende til 24 mandater. En ny flot triumf for Pia Kjærsgaard - og jeg under hende det.

Jamen, det er da helt vildt så stolte Yvette og jeg blev i juni 2005, da vores yngste søn, Peter, fik huen efter en flot HF-eksamen på Vordingborg Gymnasium.
Han arbejder i det daglige i København, men bruger al sin tid på at spille. Han er blevet en fantastisk musiker, som skriver sange til sit band, "The National Shutup". De vandt i fjor en stor konkurrence for rockbands - så det kører!

Min datter Ditte og hendes mand Eyal med mine to herlige børnebørn - Mai og Daniel. Fotografiet af den lille familie her er fra 2006.

Den 25. oktober 2006 skulle det så times Yvette og mig at blive inviteret til Dronningens og Prinsgemalens bal på Christiansborg. Jeg var jo stolt af min smukke hustru - og det blev i øvrigt en meget stor oplevelse for os begge.

Jeg har ikke for vane at være nervøs over ret meget i denne verden. Sidste gang, jeg for alvor var nervøs, var således ved min konfirmation i 1967 - men dét her var jeg altså nervøs for!

I timevis havde jeg det dårligt ved tanken om at jeg skulle skvatte på vej henover det bonede gulv for at sige goddag til Dronningen. Heldigvis klarede jeg det. Hurra!

August 2007 havde min kone og jeg en dejlig vandre-ferie ved Cornwall's forrevne kyster.

Vi var i selskab med min svoger, Graham og min svigerinde, Tina, som er Yvettes tvillingesøster. De to er vore bedste venner.

Graham har taget fotoet her, lige inden vi sætter ud på en 6 miles vandring langs kysten fra Boscastle til Tintagel. Jeg tror, vi var meget meget heldige med vejret, for solen strålede fra en skyfri himmel fra morgen til aften i samtlige syv dage, vi vandrede. Det er ikke normalt i Cornwall!   

I sommeren 2008 var Yvette og jeg på rejse til Grønland, og kørte på hundeslæde ved Qeqertarsuaq (Godhavn) - min kære svoger, kunstmaleren og præsten Karl-Peter Andersens fødested.
Det var Yvettes første rejse til Grønland, som jeg har besøgt så mange gange tidligere - og som har en særlig plads i mit hjerte. Karl-Peter kom første gang i mit barndomshjem, da jeg bare var 5 år, og siden da har alt med Grønland optaget mig og engageret mig.
Karl-Peter er nu pastor-emerius - eftersom han for nogle år siden gik på pension fra sit arbejde som præst for grønlænderne i Jylland. Han er dog fortsat aktiv med gudstjenester, ligesom han maler som aldrig før!

Fra januar 2009 - hos tropperne i Afghanistan - her i selskab med Venstres politiske ordfører, Inger Støyberg, som en måneds tid efter turen blev udnævnt til beskæftigelsesminister. På den meget lærerige tur, som gik til såvel Camp Bastion, Camp Price og til Camp Amadillo var yderligere forsvarsminister Søren Gade (V), Margrethe Vestager (R) og Jeppe Kofoed (S)

"It is not long. We vanish like the small fish before the hunger of the mako. The High Places are broken, and the pahue covers our paepaes. It does not matter. "E tupu te fau; e toro to farero, e mou te taata." The hibiscus shall grow, the coral shall spread, and man shall cease. There is sleep on your eyelids, and the mats are ready..." (Poem from the Marquesas in the South Pacific)

"Det er ikke lang tid. Vi forsvinder som de små fisk forsvinder for mako-hajens sult. Vore hellige steder er knuste, og slyngplanterne breder sig over vore altre. Men det betyder intet. "E tupu te fau; e toro to farero, e mou te taata." Hibiskusblomsten skal vokse og blomstre; korallerne skal brede sig, og mennesket vil ophøre med at være.  Dine øjne er trætte, og måtterne er rede..." (Digt fra Marquesas-øerne i Sydhavet)