Tale af Søren Espersen på "Tidehvervs Sommermøde" juni 2002 på Ry Højskole
Peter Broberg bor i Landkrona i Skåne. Han fortalte engang, at han, da han var blevet student, besluttede sig til at blive arkitekt. Han gik i gang med uddannelsen, og bestemte sig til at skrive speciale i skånsk kirkebyggeri. Han havde bemærket, at middelalderkirkerne i Skåne var væsensforskellige fra dem, der lå i Småland og længere oppe i Sverige.
Under et ferieophold på Sjælland bemærkede han til gengæld, at de sjællandske middelalderkirker var nøjagtig at sammenligne med de skånske, hvorfor han gav sig i kast med at finde ud af, hvordan dét hang sammen... Først på dét tidspunkt blev han opmærksom på, at Skåne i tusind år frem til 1658 havde været en del af Danmark.
"Den oplysning var meget chokerende, og jeg blev vred", forklarede Peter Broberg.
Selvfølgelig blev han vred: Hér havde han som dreng og ung gået igennem hele den svenske grundskole, havde taget studentereksamen og var godt i gang med en videregående uddannelse, før han - alene af den grund at han interesserede sig for kirkebyggeri, og fordi han ved et rent tilfælde var på ferie på Sjælland - blev klar over, at historieundervisningen i Skåne led under en ikke uvæsentlig fejl:
Der manglede tusind år!
Nu kan der jo være gode grunde til, at de svenske historiebøger i grundskolen og gymnasiet har valgt at udelade denne tusindårs-detalje. Men det kan være svært at forstå, at de fleste danske historiebøger på samme måde har forbigået - eller i bedste fald - gået let hen over detaljen.
Jeg har eksempelvis altid følt det mærkeligt at bladre igennem omfangsrige værker om "danske middelalderkirker" - uden at én af de 350 sognekirker i Skåne har været nævnt - hvoraf nogle af dem er ganske enestående.
For mig har det ligeledes været specielt at opleve, at der rundt om i danske landsbyer er mindestene over de 6.000 sønderjyder, der mistede livet i tysk krigstjeneste, mens der ingen sten er at finde til minde om de 35.000 skåninger, der mistede livet som kanonføde i Karl den XI og Karl den XII's arméer.
At der som en selvfølge er er mindesmærker over de hundreder, der satte livet ind under den tyske besættelse, mens der ikke er ét over de titusinder, der døde som frihedskæmpere i Skåne efter 1658.
Hvem herhjemme i dag har nogen anelse om, hvad der egentlig skete med den skånske befolkning efter dette ulykkelige år?
Er man klar over, at det med livstidsstraf var forbudt at skrive og tale dansk -samt at importere og besidde danske bøger til Skåne helt frem til 1844 - midt i Skandinavismens storhedsperiode, og at Öehlensschläger derfor måske nok kunne laurbær-krones i Lund, men at ingen i Skåne kunne få lov til at læse hans digte på originalsproget.
Vi er i vor historieskrivning med god grund interesserede i en dansk modstandskamp, som varede fem år fra 1940 til 1945, mens vi er uinteresserede i en dansk modstandskamp, der varede 153 år fra 1658 til den sluttede i en blodig batalje den 15. juni 1811.
Hvilken dansk historieskrivning fortæller om dette allersidste skånske oprør, som fandt sted på denne dato ved herregården Klågerup, hvor 900 hundrede unge skånske bønder nægtede at give sig over for den svenske armé, hvor 500 blev dræbt, hvor 395 blev indfanget og hvor halvdelen af disse blev henrettet på Stortorvet i Malmø.
Herhjemme blev ingen orienteret om det. Det stod ikke engang - end ikke som en notits - at læse i Berlingske Tidende, som ellers allerede den gang var godt med i udlandsdækningen
På samme Stortorv er der ingen monument over disse henrettede skånske patrioter, intet monument over de tusinder, som blev fordrevet, intet monument over dem, der mistede livet i modstandskampen. Derimod er der en stor rytterstatue af kong Karl den Tiende Gustav, landets besætter.
Men som sagt: Jeg kan vel forstå, at svenskerne har fordrejet historien, men jeg kan ikke forstå, at vi danskere har gjort det.
Skåningerne selv er i de senere år for alvor begyndt at interessere sig for "1000-års detaljen" - den historie, som altså frem til 1658 var dansk - og tiden derefter.
Der er ikke på nogen måde tale om et revanchistisk eller chauvinistisk formål, for - som Palle Lauring fornuftigt påpegede:
Ganske vist har Skåne en lang dansk historie, men Skåne har altså også en lang svensk historie. Pånær nogle enkelte fantaster, som ingen tager alvorligt, har ingen interesse i igen at ændre på grænsedragningerne. Vi skal ikke grave rustne stridsøkser op.
Det er der heller ikke tale om - og skal heller ikke være tale om. Dette er i virkeligheden bare en tale om et berettiget krav om, at historie skal skrives rigtigt.
At der helt usentimentalt skal være orden i sagerne. At der er en forklaring på, at de skånske kirker ligner de sjællandske. At der er en forklaring på, at det skånske sprog er noget specielt - og ikke blot en snurrig svensk dialekt.
At der er en forklaring på alt det, man går og undrer sig over, hvis man som skåning begynder at grave i traditionerne, i kulturen, i væremåden - også i småtingene:
Hvorfor man fejrer Mortensaften i hele Skåne og Sankt Hans Aften mange steder i Skåne, men ingen af delene i Småland eller andre steder i Sverige. Hvorfor det i Skåne hedder "jordbær" og ikke "jordgubbar", hvorfor Søren er et almindeligt navn i Skåne, men ikke i resten af Sverige.
Meget falder på plads, hvis historien bliver skrevet ordentligt - med ret og rimelighed.
Den lille anstændighed, den rimelighed bør kunne tillades mellem to folk, som er så tæt knyttet som det danske og det svenske.
Det er ikke uinteressant hverken for danskere eller skåninger at vide, at den kendingsmelodi, som Danmarks Radio har - Drømte mig en drøm i nat - den mest danske af alle danske sange er skrevet af en skånsk munk og fandtes nedskrevet i margin på Skånske Lov.
Det er ej heller uinteressant, at selveste Holger Danske efter alt at dømme havde sit fødested i Blekinge. Men den detalje gør ham altså ikke til Holger Svenske...
Og dog - det bliver måske det næste, når man tænker på, at man i forbindelse med indvielsen af Øresundsbroen i brochuren for programmet så Tyge Brahe benævnt som "den svensk-danske videnskabsmand" - til trods for, at Tyge Brahe aldrig nogensinde i hele sit liv havde sat sine ben i Sverige. Og sikkert heller ikke ville have brudt sig om det.
I en anden brochure, som jeg for et par år siden tilfældigt fik fat i nede i Præstø, stod der en del at læse om Gøngehøvdingen, Svend Poulsen, som jo under svenskerkrigene slog sine folder på Sydsjælland.
Om Svend Poulsen stod der at læse - og nu citerer jeg: "Gøngehøvdingen, som selv var svensk - født og opvokset i Sydsverige som han var - var på den danske side i kampen mod sine tidligere landsmænd..." Citat slut.
Den brochuretekst lykkedes det mig og andre at få ændret, om end det var vanskeligt at overbevise den lokale historiker om vore fantastiske påstande... Jeg tror, at Svend Poulsen har tumlet rundt i sin grav i frustration over, at den danske eftertid havde gjort ham til svensker...
Et lille tankeeksperiment: Hvis nu Jylland i 1658 ved skæbnens ugunst var blevet indlemmet i et Stor-Polen. Ville nogen her til stede så finde det anstændigt, at jyske skolebørn skulle lære om en fortid, som ikke er deres?
Ville vi finde det rimeligt, at disse jyske skolebørn ikke måtte få at vide, at Christian den Fjerde engang også var jydernes konge? At disse skolebørn ikke måtte vide noget om Absalon, om Niels Ebbesen i Randers, om Kristian den Anden, men i stedet skulle tvinges til at fejre polske helligdage, fejre de polske erobrere og skulle finde sig i, at der i Randers, i Silkeborg og i Aalborg blev opstillet rytterstatuer af de konger og generaler, der stod bag en blodig etnisk udrensning på det jydske folk?
Og ville nogen her iøvrigt finde det acceptabelt, at samtlige stednavne i hele Jylland - helt ned til den allermindste flække - blev for-polsket - polsk-ificeret?
Også det gik svenskerne nemlig med nidkærhed i gang med så såre overtagelsen i 1658 var en realitet. Mens Sydsvenska Dagbladet her ved årsskiftet kunne oplyse, at bystyret i Malmø arbejder på at genindføre de gamle danske gadenavne fra før den svenske erobring i 1658, er andre skånske kræfter i gang med at kortlægge, hvorledes det ligger med de i tusindvis af stednavne ude i Skåne, Halland og Blekinge.
I løbet af en periode på cirka 30 år, fra 1670 til 1700, blev nemlig - snart sagt - samtlige skånelandske stednavne ændret. Med andre ord forsvensket - og ofte forvansket.
En forfalskning af dimensioner, for vi taler om henved 3.000 lokaliteter af blot nogenlunde størrelse.
Opgaven, som i korthed lød på at ændre stednavnene, så de ikke længere lød dansk, var centralt styret, men blev nidkært løst lokalt af de nyindsatte svenske præster og af de lokale myndighedspersoner.
Denne del af forsvenskningen var i virkeligheden, bortset naturligvis fra torturen og massedrabene, et af de værste overgreb på skåningerne. For intet i sproget er ældre end netop stednavnene.
Vikingetids-navne er de rene årsunger, når det gælder danske stednavne. Et utal af stednavne kan således henføres til jernalderen og atter mange stednavne skal finde deres oprindelse endnu længere tilbage. Ja, faktisk helt tilbage til før den nordiske gudelære.
Intet kan, selv i dag, skabe mere furore i et lokalsamfund, end hvis myndigheder formaster sig til at pille ved et stednavn.
Fiflingen med selv det mindste bogstav kan skabe lokal panik, massemøder og underskriftsindsamlinger.
Om det skal staves Thorning med H eller uden H, Aalborg med dobbelt-a eller med å, Faxe med X eller med KS. Eller for nu at blive ved noget, der virkelig betyder noget: Haderslev eller Hadersleben, Aabenraa eller Apenrade, Sild eller Sylt.
Keder man sig i øvrigt lidt under ferieopholdet i Dublin - så prøv at spørge en irsk katolik om vej til Londonderry... Så har man mistet en ven..., for på de kanter hedder byen Derry.
Folket værner instinktivt om stednavnene, for de udgør mere end noget forbindelsen til fortiden. Og derfor var det afgørende for den svenske besættelsesmagt hurtigst muligt at få forsvensket de danske stednavne og derved få kappet endnu en line til Jylland og øerne.
I dag er opgaven løst. For ikke alene benyttes de forsvenskede navne af den skånske befolkning, men sågar også af den danske befolkning og af danske myndigheder, som dog burde vide bedre, men som på sin vis er undskyldt: Ingen her til lands aner, hvad stederne hed, og de kan ingen steder gå hen og finde ud af det. Selv spurgte jeg engang på Landsbiblioteket i Christiansstad, men en sådan fortegnelse var ikke at finde.
I 1983 udkom en afhandling, "Ortnamn i Skåne", skrevet af den svenske stednavnsforsker Bengt Pamp. Forfatteren skriver i forordet, at han vil forklare skånske stednavnes oprindelse. Men det kniber med forklaringen, for ikke ét sted i afhandlingen får læserne nemlig orientering om, hvad stednavnene faktisk oprindelig hed!
Så vidt går han ind imellem, at hans søgte forklaringer bliver rent pjat. Eksempelvis fortæller han, at navnet Eljaröd i Albo Herred er opstået af pattedyret älg... Sandheden er naturligvis, at lokaliteten hed Ellerød, og er opstået af træ-arten el; altså en rydning på stedet, hvor der var elle-træer, nøjagtig som det hedder Egerød og Birkerød. Eller har forfatteren måske fantasi nok til at kunne forestille sig, at vore forfædre har måttet rydde et areal for elge, inden de kunne dyrke jorden?
Om ordet Mölletofta forklarer han, at mölle er et "skånsk dialektord for kvarn", selvom mølle jo er et helt igennem dansk ord.
Og at svenskerne plastrede endelselsen -arp på istedet for -erup eller -rup bortforklares af Bengt Pamp således: "..-erup utvecklades på Själland under Skånes danske tid... och själlandska skrivvanor kom at anses for "finare" och rigtigare än andra. Därfor är det praktisk taget regel under den danska tiden, att det skånska -arp översätts til -erup. Det är altså inte så, som man ofta får höra, att till exempel Alnarp under dansk tid hette Alnerup; det bare skrevs så... Normalt försvinder dessa själlandska skriftformer efter det att Skåne blivit svenskt - naturligtvis inte med en gång, men efter hand - för at ersättas af det äkt-skånska -arp. I en del fall har emellertid traditionen varit för seg, och -erup har kunnat överleva..."
Desværre er Bengt Pamps bog den eneste, der forefindes på skånske og danske biblioteker om emnet. Men derudover forefindes en dokumentsamling på Rigsarkivet i København, "Kronens Skøder paa afhændet og erhvervet Jordegods i Danmark fra Reformationen til Nutiden". I dokumenterne, som blev samlet i 1892, gemmer sig en fortegnelse over ca. 1.600 skånelandske stednavne.
De rigtige!
Gennemlæsningen, som jeg en gang brugte en hel sommer på - til stor undren for min familie, som mente, jeg var blevet sindssyg - er en sand fornøjelse. Et væld af gammel-kendte navne, som vi kender dem fra Sjælland, Fyn og Jylland, dukker frem i Skåne, Halland og Blekinge, og en pragtfuld samling af "nye" stednavne, som dog alligevel klinger så dansk.
Mange navne er der slet ikke pillet ved. Enten af den grund, at lokaliteten på det pågældende tidspunkt ikke havde større betydning og derfor blev overset, da man ændrede historien, eller fordi navnet er fælles-nordisk.
Eksemplerne er:
Torup, Holmby, Dalby, Råby, Barum, Balsby, Helsingborg, Lyby, Broby, Vejby, Laxbro, Glimminge, Ivø, Arild, Vedhygge, Bollerup, Hov, Etterup, Virke, Skurup, Trelleborg, Stiby, Viby, Lund og Falsterbo.
Mange kan man med det samme genkende i den nye svenske forklædning, for ofte er der kun tilføjet et svensk-klingende "a", ændret til et "ö" eller andre kosmetiske ændringer, som dog ikke har forandret noget med hensyn til betydning og oprindelse.
Eksemplerne er:
Maglehjem-Maglehem, Bare-Bara, Tosterød-Tostaröd, Slagtofte-Slagtofta, Brandsted-Brandstad, Egerød-Ekeröd, Froste-Frosta, Bøgetofte-Böketofta, Bækkeskov-Bäckaskog, Gladsaxe-Gladsax, Hjortshøj-Hjortshög, Haneskov-Hanaskog, Landskrone-Landskrona, Katvig-Kattvik, Limhavn-Limhamn, Lervig-Lervik, Lillerød-Lillaryd, Rinkeby-Rinkaby, Ramløse-Ramlösa.
Andre kniber det lidt mere med, om end det stadig med lidt god vilje let kan lade sig gøre at gennemskue forvanskningen.
Eksemplerne er:
Glimager-Glimåkra, Opager-Uppåkra, Lyngby-Ljungby, Birkerød-Björkeröd, Kattrup-Kattarp, Neldager-Nällåkra, Lokkerup-Lockarp, Lundager-Lundåkra, Glumslev-Glumslöv, Boserup-Bosarp, Bertelstrup-Bertilstorp, Skipperup-Skepparp, Saxtrup-Saxtorp, Alnerup-Alnarp, Djurslev-Djurslöv, Guldager-Gullåkra, Bredenæs-Breanäs, Ulletofte-Ulatofta, Ferlev-Färlöv, Gamlerup-Gamlarp, Hesselholt-Hesslehult, Ousby-Osby, Simenstrup-Simonstorp, Solbjerg-Solberga, Kamperup-Kamparp, Julerup-Jularp, Kirkeheddinge-Kyrkheddinge.
Alvorlig svært bliver det i det følgende, hvor der ofte er tale om forvanskninger i en grad, så det oprindelige stednavn næsten er forsvundet. Og man skal være mere end almindelig dygtig og heldig for at "gætte" sig til sammenhængen. Der er ofte tale om stednavne, som helt er ændret, så betydningen er blevet ny.
Eksemplerne er:
Ellerød-Eljaröd (ændret fra at være en træsort til en elg), Tokkehus-Tåghusa, Gennerup-Genarp, Næfshøj-Nevishög, Aagerup-Akarp, Hulebjergsrød-Hålebäckseröd, Olstrup-Olastorp, Ramserød-Ramsjö (oprindelig en skov-rydning, lavet af manden Ramm, men nu ændret til Ramms sø), Aasnerød-Årröd, Flikinge-Flyinge, Raasrød-Råset, Rønge-Röinge, Bjerretofte-Bäretofta.
Munkehus-Munksjö (et landområde, ændret til en sø), Snogerup-Snarrap, Bredding-Breinge, Grindelsted-Gringelstad, Axelholt-Axlahult, Gørrød-Djurröd (oprindelig af kvindenavnet Gytha, men nu ændret til "dyr"), Hellested-Heljestad, Hørrød-Huaröd, Bjerrehuse-Bjäresjö (igen et landområde, Bjerghusene, ændret til Bjäre-sø), Kattehuse-Kadesjö (det samme igen), Esby-Väsby (eksemplet er fra Luggude Herred, men det mest normale er, at Vesby bare bliver til Väsby).
Jørslev-Görslöv, Møholt-Mjöhult, Rinderup-Rönnarp, Tange-Tånga, Finnsrød-Fundersed (oprindelig mandsnavnet Finn, nu noget ganske andet - et "hittebarn"), Regnerød-Rögnaröd, Egebjerg-Ignaberga, Tyelse-Tygelsjö, Everskov-Efverlöf, Harebjerg-Hardeberga, Grindby-Grönby (oprindelig af ordet grind, men nu med navn efter en farve - igen en fundamental ændring), Sillesø-Själlesjö, Nørre Møns-Nymö.
Blandt unge hjemstavnsbevidste skåninger er det af stor interesse nu endelig at finde frem til, hvad deres egen lokaliteter hed, inden stednavnene, som tilfældet var med personnavnene, blev tvangsændret, ofte til ukendelighed.
Og faktisk er der et par succeshistorier at fortælle. I sidste århundrede og frem til Anden Verdenskrig skrev svenskerne altid "Hälsingborg" - med A umlaut, nu er det med E som i Helsingør - ligesom man helt grotesk op til for 20-25 år siden på kort anførte Helge Å som "Helga Å".
Der hersker blandt navne-eksperter delte meninger om, hvorvidt Helge Å har betydningen "den hellige å" eller om den eventuelt skulle være opkaldt efter Roars tvillingebror. Er det første tilfældet, burde den på svensk hedde Heliga Å.
Er det sidste derimod tilfældet - altså at den er opkaldt efter Roars tvilling, Helge, præsterede man altså at give en å kønsskifteoperation fra en mand til en kvinde. Heldigvis kom man på dette punkt til fornuft. Nu hedder den igen på de svenske kort Helge Å.
Såvidt stednavnene. Nogle ville måske kalde det en detalje. Men så let mener jeg ikke, de skal slippe. I stednavnene gemmer sig landets historie, den nationale forståelse, ja, måske ligefrem folkeånden, og den slags bør man ikke lege med.
Men hvad er nu årsagen til, at den danske historieskrivning i den grad har kunnet se bort fra tabet af det østlige Danmark og dermed svigtet de danskere, som boede der.
Ja, skandinavismen er naturligvis én af forklaringerne - og én af de bedste forklaringer.
Det er i hvert fald et faktum, at den nationalhistoriske litteratur, der blev skrevet efter skandinavismens fremtrængen - med Carit Etlar som en af de få undtagelser - helt undlader at gøre noget særligt ud af tabet af Skånelandene.
Selv A.D. Jørgensen i sine 40 fortællinger af Fædrelandets Historie bliver det kolossale tab, i forbindelse med den levende beskrivelse af Stormen på København, blot noteret i en bisætning, som nøgternt og ultrakort lyder: "Herefter overgik Skåne til Sverige."
Det siges, at Christian den Femte, da han vendte tilbage fra sin mislykkede Skånske Krig lod Kronborgs vinduer over mod Skåne blænde for ikke at få sin appetit ødelagt. Jeg ved ikke, om det passer, men i hvert fald blev de mentale vinduer aldrig genåbnet.
Det er Palle Lauring, der om denne mentale blænding noterer: "Der blev med ét stille om Skåne, Halland og Blekinge. Stilheden blev til glemsel. Men da vi glemte det tabte kernedanske land derovre på den anden side Sundet, tog vi endnu et tab hjem, for samtidig gled de ud af vor historie, vor kulturhistorie, og af vores bevidsthed om os selv." Og Lauring skriver videre: "Endog i faglitteraturen helt op til i dag har Kronborgs nedrullede gardiner sat mærkbare spor. Rent bortset fra historie, kulturhistorie og så meget andet godt, har vi glemt at Skånelandene, inden de fik deres skæbne endeligt afgjort, måtte gennem århundreder så dramatiske og bitre, så blodige og utrolige, at ingen anden del af Danmark har gennemgået noget tilsvarende. Vi burde dog, skriver Lauring, vise den anstændighed at huske for eksempel de ulykker, vi selv var med til at lave."
Til trods for den underlige historieskrivning er der vel ingen, der i dag ville kunne finde på at hævde, at Skåne ikke engang var en integreret del af Danmark. Om end nogen nok stadig ville kunne finde på at sige, at "engang ejede Danmark Skåne" - som om man talte om en eller anden eksotisk koloni på linje med Trankebar eller Sankt Croix.
Men fra tidernes morgen - fra da man først begyndte at tale om et dansk rige, var Skåne en del af det. Måske den vigtigste del - ellers havde man ikke lagt Danmarks ærkebispesæde i Lund!
Skåne var altså den centrale del af Danmark. Her var 300 af landets dejligste herresæder og et tilsvarende antal middelalderkirker. Her levede en befolkning, som følte sig dansk, talte dansk, tænkte dansk. For disse skåninger var det at skulle skifte nationalitet et ubegribeligt traume, der endnu ikke er faldet på plads. Det antages, at henved 60.000 skåninger blev fordrevet og måtte flygte over Sundet, hvor de dog naturligvis fra dag til dag - da de jo var danske - blev assimileret i den sjællandske hverdag.
Endnu har vi de mest uvurderlige skatte i behold fra denne danske tid: Necrologium Lundense og Saxes krønnike, Skånske Lov - som blev den første af de danske landskabslove, Anders Sunesens Hexaemeron, Sankt Petri i Malmø, Vor Frue Kirke i Helsingborg, den gamle Ystad-arkitektur. Den periode, vi kan takke for Glimmingehus og Kærnen i Helsingborg, Katedralskolen i Lund, herregårdene Bollerup og Borreby, Torup, Svenstrup, Lyngbygaard og Rosendal.
Fra den tid har vi arvet de originale skånske døbefonde, altertavlerne i Ystad og Lund. Fra denne tid har vi et utal af vore gamle folkeviser, og på den tid lagdes grunden til vort agerbrug og vor handel.
Og hertil kommer, at Skåne i løbet af disse århundreder år efter år knyttedes stærkere og stærkere til Sjælland, Jylland og Fyn gennem de ofre, der blev ydet af skåningerne.
Hvor mange hærgningstogter måtte Skåne ikke stå igennem? Hvor mange byer og landsbyer blev ikke nedbrændte?
Det er ikke for meget sagt, at Skåne led og stred for Danmark. Man behøver ikke gå ret meget i dybden i Rigsarkivets dokumenter fra den gang for at få en levende forestilling om, hvor dansk Skåne dengang var. Konkrete detaljer overbeviser ofte stærkere end abstrakte fantasier: Man behøver blot flygtigt at bladre i Lund Stiftsbøger. Over alt findes danske navne - på gader, på landsbyer, på herregårde, på mennesker.
Mens det er blevet vane - også herhjemme at betegne Kristian den Anden med det svenske tilnavn Kristian-Tyran, var det under tilnavnet Kristian den Gode, han blev kendt i Skåne.
Her kunne man ikke se noget forkert i, at han i Stockholm lod Søren Norby og dennes kolleger hugge hovederne af nogle svenskere. Det mente man ikke var noget at snakke om - vel nærmest løn som fortjent.
Blandt skåningerne havde han sine mest trofaste venner. Det var ikke tilfældigt, at netop Søren Norby - Skipper Clements trofaste ven - landede i Skåne for at samle bønderne til kamp mod de adelige lejetropper. Der vidste han, han ville få den nødvendige hjælp
Eller hvis man tænker på Gustaf Vasa, i Sverige fejret som folkets befrier og med rette prist som det nye Sveriges egentlige grundlægger. I Skåne kendte man Gustaf Vasa som angriberen, hvis tropper uden anledning i tide og utide slog ind og hærgede de danske skåninger.
På samme måde så skåningerne på Sveriges største regent, Gustaf II Adolf: Som en farlig fjende, hadet og frygtet af alle. Manden, som nedbrændte by efter by og slog ihjel efter forgodtbefindende, og som hvert år den 6. november fejres - også i Skåne - som nationalhelten: "Hjälte-Kungen."
I den nordskånske by, Lønsboda, bruger man i dag også svenske 500-kroner-sedler med Carl den 11 på. Det må være underligt, når denne mand med sine tropper i en massakre netop mod Lønsboda sogn henrettede samtlige mænd og drenge, voldtog og plyndrede - og derefter lod landsbyen nedbrænde.
I et sogn protesterede man i 1682 i kirken mod at en bleg teologisk kandidat fra Stockholm var blevet sendt ned til erstatning for den bortjagede danske præst.
Man markerede sin utilfredshed med pludselig at skulle høre evangeliet på et andet sprog ved at trampe i gulvet, da han begyndte at tale. Det gentog sig næste søndag - og næste søndag igen. Den fjerde søndag kom tropperne. De slæbte hver tiende kirkegænger ud - og skød dem. Herefter ophørte protesterne, og den svenske kandidat fik ro til at prædike.
1682 blev netop året, hvor man for alvor tog fat på at svenskificere kirken, som på dette tidspunkt var det helt centrale samlingspunkt i almindelige menneskers liv. Året forinden var Lunds nye biskop, smålændingen Canutus Hahn tiltrådt.
Han havde overtaget embedet efter den sidste danske biskop i Skåne, Peder Winstrup, som i forbindelse med den svenske magtovertagelse havde vist sig som en sand vindbøjtel, som for egen positions skyld helt havde underkastet sig selv de mest uretfærdige svenske bestemmelser. Det gik med ham som så mange overløbere, at de blev mere nidkære end de nye magthavere selv.
Winstrup havde i slutningen af 1670'erne med stolthed kunne rapportere til kong Karl den 11. at der overalt i Skåneland var gode tegn på, at befolkningen var ved at lægge sig de danske sæder og skikke bag sig - og at -citat: "så mange nu er ved helt at miste kærligheden til Danmark".
I de betydende skånske byer var borgmestrene ved at blive afløst af up-svenske administratorer: Til Ystad kom stockholmeren Olof Karlsson, i Helsingborg vermlændingen Magnus Paulin og i Christiansstad overtoges styret af Lars Svahn, som var fra Uppsala.
I disse byer - samt i Malmø - blev svensk lov indført, omend Roskildefreden netop havde fastslået, at skåningerne kunne beholde deres egnslov - og nu kom turen så til sognekirkerne.
Biskop Canutus Hahn indkaldte samtlige Skånes præster til en stiftssynode i Malmø den 2. maj 1682, hvor kirkens mænd fik instruktioner om, hvad der herefter skulle gælde i kirkerne, og hvordan der herefter skulle prædikes.
Præsterne fik de nye materialer med hjem, og skulle ved ankomsten til synoden aflevere deres gamle. Alterbogen, som Canutus Hahn havde udleveret, var selve rettesnoren for præsternes fremtidige virke.
I indledningen hedder det utvetydigt, at skåningerne fremover skulle høre Guds klare ord på "ren och oblandad svenska". For yderligere at understrege, at der nu var nye herrer i Skåne, plastredes kirkerne til med Karl XI's navneskjold, ligesom der udgik en befaling om, at alle børn over seks år samt alle tjenestefolk en hverdag én gang om ugen skulle melde sig i kirkerne for at blive undervist i den svenske katekismus.
Canutus Hahn havde den holdning, at de danske præster hurtigst muligt skulle fjernes fra prædikestolene rundt om, idet han skrev: "De danska prästerna ingjuter bara ondska i folket".
På dette tidspunkt var man dog endnu ikke til sinds bare at afskedige dem, idet man stadig et eller andet sted i bevidstheden havde Roskilde-Fredens bestemmelser.
Dem kunne man imidlertid omgå ved at det blev præsterne selv, som bad om at måtte holde kirke på svensk og efter svenske regler.
Det blev de så tvunget til at bede om! Det skete ved, at Canutus Hahn begav sig på rejse, hvor han systematisk besøgte hvert eneste provsti i Skåne, hvor han bl.a. overrakte præsterne en skrivelse med denne besked: "I præster har troskabspligt over for øvrigheden, og den, der sætter sig op mod øvrigheden, sætter sig op mod Gud."
På det tidspunkt var det kun hver syvende præst, der prædikede på svensk, og mange præster, afviste at benytte de svenske bønnebøger og den svenske bibel, omend de accepterede at skifte præstekjolen ud til svensk design. I de kommende årtier døde de dog ud. Og blev omgående erstattet med en svensk kandidat. De danske sæder og det danske sprog tyndede derfor ad åre bort i de skånske kirker. Men det tog lang tid. Den sidste danske prædiken blev holdt af præsten Poul Ennertsen i Glimager i 1702.
Forsvenskningen af kirkerne havde ingen bekendelsesmæssig baggrund. Det var aldrig en del af diskussionen. Men det var fra svensk side en politisk kampagne, rettet mod bondebefolkningen. Som af og til protesterede - også skriftligt.
Det mest kendte brev til myndighederne i den henseende er skrevet af sognebørnene i Gessie uden for Malmø - hvortil en ny svensk teolog var ankommet. I brevet hedder det bl.a. - og jeg citerer: "Vi er jo her i Gessie hverken tyrkere eller hedninger, så vi vil ikke, at der skal prædikes på svensk for os. Vi vil have prædiken på dansk som vor gamle præst, Hr. Jens gjorde." Der blev aldrig svaret på brevet.
Generalguvernøren, von Ascheberg beklager i en skrivelse til kongen, at "tempelsången i Skånelands kyrkor tysnat och at prästen ensam får sjunge psalmerne medan församlingen sitter stel og stum..."
Præstestanden i Skåne og Blekinge udsattes for megen lidelse i de følgende årtier.
På grund af præsternes stilling i det datidige samfund betragtedes de - og var i realiteten - ansvarlige talsmænd for deres menigheder, og derfor selve nøglen til forsvenskningen.
Neutralitet var en umulighed for disse præster. Modstandsfolkene så de svenskvenlige præster an, og plyndrede og chikanerede ved hver given lejlighed disse, mens de danskvenlige præster befandt sig i samme dilemma - med den forskel, at deres modstandere var den svenske militærmagt.
For mange af de præster, der optrådte som modstandere mod det svenske styre, var der ingen anden mulighed end flugt til Danmark.
I sin bog, fra 1993, "Skåneland utan förskoning", anfører Uno Röhndahl, en række eksempler på præster, som ragede uklar med svenskerne.
Præsten i Håslev og Bonderup, Bastian Odder, førtes som fange til Malmø og blev udvist til Danmark. Hans kollea i Børringe, Johan Clausen dømtes til døden i 1677 for at have talt Danmarks sag.
Professor Joshua Schwartz i Lund undgik døden ved at flygte, og samme udvej i samme år valgte Hans Jensen i Kjeldstrup. Nogle år senere finder man ham som sognepræst i Ibsker og Svanneke på Bornholm.
Modsat blev sognepræst Peder Jensen Kock slået ihjel af snaphaner, fordi han havde reddet en svensk kvartermesters liv. På samme måde endte præsten Mads Jensen sit liv. Han blev mishandlet til døde af danske modstandsfolk.
Præsten i Trygelsø og Klagstrup, Søren Jensen, dømtes i 1678 af kommisorialretten til døden for sine danske synspunkter.
Listen over de flygtede er, som Uno Röhndal dokumenterer, uendelig: Poul Larsen Jemshøj i Gammelstrup flygtede, det samme gjorde Bertel Bertelsen i Hoby, Hans Lepin i Kristianopel, Cornelius Ledebur i Holmby, Henrik Nissenius i Lyngby og mange mange andre.
I september 1689 kom de svenske bibler til Lunds Stift. Samtidig inddroges alle danske bibler, som blev indleveret til konsistoriet i Lund, og samtidig fik menighederne i sognet besked om, at de inden en måned skulle have afleveret hjemmenes bibler, bønnebøger og salmebøger.
I øvrigt blev det en vældig god forretning for svenskerne, idet det lykkedes dem at sælge stort set det hele på Sjælland. At det ikke gik helt som svenskerne ønskede, konstateredes ved en provstevisitats i Gumløse den 4. juni 1711, hvor man konfiskerede danske bibler og salmebøger.
Bevis for modstanden mødte man også i et af de hidsigste modstandssogne, Gammeltorp i Blekinge, hvorfra biskop Mathias Steuchius i sin rapport til kongen i 1696 berettede, at hele menigheden beklageligvis ikke alene holdt fast i de gamle danske sæder og skikke, men også i sine gamle bøger, hvorfor biskoppen anbefalede, at der snarest blev skredet hårdt ind fra myndigheden side.
Men i kirkerne var det overalt rent svensk i hvert fald fra omkring 1720, fra hvilket år, man i kirkebøgerne og i officielle skrivelser kun ser rent og ublandet svensk skrevet. Men én ting var den ugentlige dosis kirkesvensk - noget andet realiteten ude omkring i de skånske hjem.
Det bemærkede forskeren dr. fil. Ingemar Ingers fra Lunds Universitet, da han i efteråret 1940 havde været på besøg i Totterup Kirke i Bare Herred, hvor han havde ført flere længere samtaler med ringeren og graveren Olof Jeppsson omkring kirke og kirkegård.
Jeppsson var født i 1863, tiltrådte sin tjeneste i 1890 - således mere end 200 år efter forsvenskningsarbejdets indledning i Skåne. Han var stadig i embedet i 1933.
Professor Ingers fandt, at Jeppssons sprogbrug var påfaldende mærkværdigt og med påfaldende mange ægte danske ord og sætninger - ganske vist i en svensk forklædning. Han brugte ord som "gavestok" - for gabestok, "lijvågn" - istedet for "likvagn", "prækestol", "spillebord" for klaviatur og "tjårke" i stedet for "kyrka".
Olof Jeppssons ordliste blev offentliggjort i Ingemar Ingers disputats i 1974, "Uniformiteten og Skånes folkemål", og hvori Ingers slog fast, at nok var embedsmænd, journalister, præster og professorer gået helt over til svensk skrift og tale, men at almuens sprog først efter umanérligt mange år blev ændret.
At lytte til svenske prædikener og at synge svenske salmer, betød altså ingenlunde, at sproget på kirkebakken efter gudstjenesten var svensk. Og de generationer, der lå mellem Olof Jeppsson i Totterup og skåningerne i 1680'erne bevarede fra en kant af de danske ord, som ikke lige havde med Biblelen og kirken at gøre. Dokumenter fra embedsmandsværket er ét - almuen noget andet. Skåningen beholdt sit østdanske sprog, og indblandede i årenes løb flere og flere svenske ord og vendinger. For et års tid siden udkom i Skåne en Dansk-Skånsk-Svensk ordbog, som er blevet solgt i stort oplag. Et vidnesbyrd om den nye hjemstavnsinteresse i Skåne.
En undersøgelse fornylig blandt gymnasiaster i Sverige viste iøvrigt, at selvhadet mod egen dialekt er større i Skåne end i nogen anden del af Sverige.
Samme undersøgelse viste, at den skånske dialekt er den, man i resten af Sverige synes mindst om!
Men tilbage til Canutus Hahn, der som tidligere beskrevet samtidig satte ind for at få ændret de sidste danske stednavne. I forbindelse med fredsforhandlingerne, der førte frem til aftalen i Roskilde i 1658 og i København 1660 havde de danske forhandlere gjort meget ud af, at skåningernes rettigheder som nævnt skulle bibeholdes - bl.a. hed det, at alle såvel skånske som danske og norske undersåtter skulle holdes "skadesløse" - og at bl.a. sprog, kirkeret og retsvæsen skulle fortsætte som hidtil.
Med fredsaftalerne skrev såvel Danmark som Sverige dermed i virkeligheden under på eksistensen af en særlig skånsk nationalitet. Officielt var der indtil 1719 en klar grænse mellem generalguvernementet Skåne og Sverige.
I realiteten gik der dog kun få år efter 1658, inden svenskerne begyndte at ændre på realiteterne.
Det underlige er, at Danmark som part i fredsslutningen undervejs ikke protesterede - end ikke efter den endelige annektering i 1719. I 1682 blev købstæderne påtvunget svensk ret, og den 430-år skånske stadsret ophævedes.
Året efter, i 1683, blev den 500 år gamle kirkeret ophævet - og samme år blev Skånske Lov - den ældste af alle danske landskabslove - gjort ugyldig. Samtidig oprettedes universitetet i Lund. Officielt for at styrke videnskaberne, men målet var et andet: Universitetet blev fra første stund centrum og redskab i forsvenskningsprocessen. Lunds Universitet var således aldrig blevet oprettet, såfremt Skåne var forblevet en del af Danmark, for det naturlige sted for studier for skåningerne ville naturligvis fortsat have været København.
Og alligevel fortsatte man altså frem til 1719 i alle officielle papirer med at tale om "den skånske nation" og "den skånske stat" - til forskel fra Sverige og den svenske nation.
Kirkerne og præsterne var som nævnt en af nøglerne til forsvenskningen. Det samme var jorden. Det gjaldt om i første omgang at formindske den skånsk-danske adels ejendom, hvilket kunne ske ved køb, konfiskation eller reduktion.
Metoderne, som praktiseredes af svenskerne varierede alt efter område - men efter vore dages målestok var de alle metoderne kriminelle. Men i dette - som i så mange andre henseender - blev almindelige spilleregler sat ud af kraft, for at leve op til Karl X Gustafs intentioner, da han udtalte: "..och altså efter handen rensa den provinsen av utlänninger og henne med svenskt folk besätta".
Det var også årsagen til, at den svenske krone flittigt arbejdede på så hurtigt som muligt at overtage alle de ejendomme, man overhovedet kunne komme i nærheden af.
De skånske adelsfamilier fik valget mellem at sværge den svenske konge troskab - og samtidig blive optaget i den svenske adelstand - med deraf følgende rettigheder. Eller at blive deporteret.
De adelsfolk, der nægtede at sværge troskabseden, blev godt modtaget i Danmark og fik af kongen her så vidt muligt kompensation for det tab, de havde lidt ved at skulle sælge billigt eller afstå -- det gjaldt eksempelvis Knud Thott, som overtog Gavnø Slot ved Næstved, da han måtte forlade Skåne.
Og nu vi er ved Thotterne: Den 6. oktober 1677 var afsat som "afrejsedag" for de tre brødre, Knud, Holger og Tage, og som alle havde nægtet at sværge. Kong Karl XI havde bestemt, at de tre skulle deporteres til Vimmerby i Småland - men dér havde de naturligvis ikke lyst til at lade sig fragte op, hvorfor de nogle dage forinden undslap til Sjælland.
Efter deres flugt indledtes en retslig proces imod dem i Malmø, hvor de fradømtes alt: gods, gårde og løsøre. Og eftersom de tre bødre var meget betydelige jordejere, blev derved et stort antal godser "ledige" ved at de inddroges af kronen - det gjaldt eksempelvis Eriksholm, Søvde, Ågerup, Knudstrup, Barsebäck, Svenstrup, Sæby, Skabersø og Marsvinsholm.
Det var dog lykkedes brødrene at få fjenet en del værdier fra deres godser og få det smuglet ud af landet, hvilket Generalguvernør Göran Sperling, som skulle overtage et par af godserne blev så forbandet over, at han klagede til kongen over, at "alt er borte!" - og advarede om, at man en anden gang ikke skulle være så naive at tro, at man kunne stole på danskere...
Men det var et vanskeligt valg, de gamle dansk-skånske adelsslægter måtte træffe, om end mange slap for direkte ruin i forbindelse med alle de mange mageskifter og salg, var der dog mange familier, der blev ruinerede på grund af konfiskation.
Mange adelsmænd valgte at lade sig optage i den svenske adel - ofte med den bagtanke, at der måske kun gik kort tid, før Skåne igen blev dansk - og at det ville være urimeligt at skulle opgive slægtens jord og ejendom - og så skulle til at kæmpe for at få den tilbage igen.
Men adelsfolkene fik i det mindste et valg.
Så heldig var almuen ikke. For det gemene skånske folk var der ingen udveje. Jo, de kunne flygte til Danmark, hvilket 10-15 procent af almuen gjorde. Men for den almindelige bondefamilie var der ellers ikke meget at vælge imellem.
I hundredevis af skånske hjem blev pålagt at brødføde en svensk soldat - hvortil fulgte nogle ganske særlige regler: I tilfælde af, at bondemanden døde, var det således, at ville enken have soldaten, overtog han gården. Der rapporteredes om mange pludselige dødsfald blandt skånske bondemænd i netop denne periode, ligesom det viste sig, at mange bondekoner kort efter deres mands pludselige død blev stærkt forelsket i den svenske soldat, der tilfældigvis boede på gården.
Karlene var der bud efter i Karl den XI's og Karl den XII's arméer. Selvom ingen af kongerne stolede en døjt på skåningerne. Mistroen fremgår af lægdsrullerne til Skånska Dragonregementet, som Uno Röhndal har fundet. Fra og med 1658 og halvtreds år frem hvervedes ikke én eneste skåning til dette regiment, idet der var en regel om, at rytterne skulle være af svensk byrd.
Så var der mere tiltro til skåningerne i Frederik den III's regimenter. Han grundlagde i 1660 sin Kongelige Livgarde alene bestående af skåninger - specielt gøngerne var velrepræsenterede - og rekrutteringen af skåninger til Livgarden i København pågik helt frem til århundredeskiftet.
Kunne skåningerne ikke bruges i de svenske regimenter, der stod i Skåne, var de til gengæld brugbare i de svenske arméer, der på dette tidspunkt turede rundt i hele det nordlige Europa.
Som nævnt blev henved 35.000 skånske karle tvangsudskrevne - og blev hurtigt som lynet sendt af sted til Baltikum, Polen eller Tjekkiet - hvor arméerne nu befandt sig, men efter et par år aldrig til de tyske lande, for herfra desserterede de de første år i stort tal. Vejen til Danmark var ikke lang. De kunne gå herop - og det gjorde de. Og derfor endte de oftest i Estland, Finland, Letland, hvor rullerne viser i tusindvis af optegnelser over disse soldater "av skånsk nation" - eller "schonenländere", som de også er optegnet som.
Også blandt disse var deserteringerne mange. Mange flygtede til Rusland eller slog sig ned i de enorme skovområder. Endnu i dag findes der i de tre baltiske stater rigtigt mange ætlinge af de skåninger og blekingeboere, som valgte at desertere fra den karolinske armé. Og hér kom de altid i forreste geled. Udskrivning til svensk krigstjeneste var - og det vidste de unge mænd - at regne som en dødsdom. Mens de endnu var på svensk grund var de under bevogtning med hænderne bundet. Under rejsen til krigsskuepladserne foregik det på samme måde. Først i timerne før selve slagene, fik de udleveret våben. Stort set ingen kom hjem.
Et eksempel fra et kontingent tvangsudskrevne på 543 mand, der udgik fra Kristianstad i 1676, og som deltog i et slag i Baltikum: 33 døde, 280 var deserterede over til de russiske styrker - resten blev meldt sårede eller savnede. Efter massedeserteringer over til specielt russerne, blev skåningerne fordelt på forskellige garnisoner på en sådan måde, at de altid var en minoritet overfor de svensk-finske soldater, som fik til opgave at holde dem i skak, og havde forholdsordre til at skyde dem, hvis de forsøgte flugt. Men imens fortsatte tvangsudskrivningerne gennem de skånske og blekingske bygder med uformindsket styrke. Og ødegårdenes antal steg og steg. Allerede i maj måned 1677 kunne landsbogholderen Isac Larsson Stirén rapportere, at hele fire sogne alene i Torne Herred og to sogne i Froste Herred var helt øde - uden indbyggere.
I november samme år opgjordedes ødesognene i Froste Herred til ni. Samtidig meddelte kommissær Carl Paulin, at "Rønneberg, Onsjø och Harjagers herreder er totalt ruinerede..."
Antallet af ødegårde var særlig stort i Landskrona-trakten. Alene i året 1679 blev der rapporteret, at man havde fundet 815 ødegårde.
Oppe i Småland blev fattige og jordløse familier opfordret til at søge sydpå, hvor de ville finde rigeligt med frugtbar jord - og huse lige til at flytte ind i. Mange tog selvfølgelig imod opfordringen.
At antallet af ødegårde og ødesogne steg og steg er forståeligt - ved de stadige rygter om nye udskrivninger til arméen. Mange bønder opgav desperat alt, hvad de ejede og flygtede til Sjælland. Situationen var af en sådan karakter for den svenske udskrivning, at man blev tvunget til at spærre alle tænkbare ruter til Bornholm og Sjælland. På begge sider af Sundet er der bevaret en del sigende vidnesbyrd om, hvordan det gik for dem, der ikke ville tilpasse sig det svenske regimente. Overalt forsøgte den svenske administration at tvinge det slagne folk til lydighed.
Og det skete med metoder, som - selv efter datidens målestok - var forfærdelige. Det er ganske vist ikke den version, den svenske historieskrivning beretter. Her påpeger man den mildhed og tolerance, man anvendte mod de besejrede. "Spetsningen" er kendt. En modstandsmand eller en friskyttemand, som blev taget, fik ført en spidset pæl op i anus, hvorefter den blev banket op igennem kroppen, og hvorefter den ulykkelige blev sat op, og døde ofte først mange timer senere. Det antages, at mere end 10.000 skåninger endte deres liv på denne måde. Derfor var det forståeligt, at flere og flere flygtede til Danmark eller søgte tilflugt i skovene, og derved udsatte familien for repressalier.
I Gøngeherrederne udlovede svenskerne penge for en modstandsmand - død eller levende. Og samtidig fik anmelderen eller morderen overdraget modstandsmandens ejendom. Hvem som helst kunne få en ejendom under foregivende af, at det var en "snaphane", man havde taget livet af. Fra 1677 blev der overalt i Skåne oprettet særlige "snaphane-domstole", hvis øverste var rigsråd Ebbe Ulfeldt, og hvis tropper huserede i sognene. Da man ikke altid kunne få fat på enkeltpersonerne, idømtes kollektiv-straf. Det skete eksempelvis i de sogne, hvor en svensk officier eller soldat var blevet skudt, og hvor sognenes huse og gårde herefter blev plyndret og nedbrændt.
De to forsøg efter tabet i 1658, danskerne gjorde for at generobre Skånelandene - henholdsvis i 1676 og 1709 - er overalt udmærket og grundigt beskrevet i såvel svensk som dansk historieskrivning, og derfor behøver jeg ikke gå nærmere ind herpå. Kun vil jeg konstatere, at da den danske hær på 15.000 elitetropper under Christian Reventlows kommando gik i land i Råå den 2. november 1709, mødte man blandt almuen stor støtte - ja, de danske tropper blev - 30 år efter Freden i Fontainebleau - modtaget som befriere. I den danske hær antages en tredjedel af soldaterne at have være skåninger.
Kommandanten på Kronborg kunne i månederne op til den danske invasion rapportere, at den skånske flugt over Øresund var taget kraftigt til, og at han i løbet af efteråret 1709 havde observeret store skarer af mænd, kvinder og børn, der ved nattetide tog sig over Sundet. Dertil kan yderligere oplyses, at mange af den svenske armés skånske ryttere og dragoner efter den danske invasion deserterede og meldte sig til den danske hær. Uno Röhndal dokumenterer, at der alene i januar måned 1710 blev meldt, at 106 ryttere fra Gyllenstiernes Regiment med heste og mundering var redet over og havde taget tjeneste i den danske hær. Endnu fandtes altså en samhørighedsfølelse med det gamle moderland, omend formerne var mere passive end da danskerne i 1676 gik i land.
Ganske hurtigt faldt hele Skåne - med undtagelse af fæstningerne i Malmø og Landskrone - i den danske hærs hænder. Ved nytår 1710 faldt også fæstningsbyen Kristianstad, og ikke mindst i denne by gjaldt det, at indtrængerne blev budt hjerteligt velkommen. De skånske ryttere, som endnu fandtes tilbage i de svenske styrker, deserterede nu i hobetal over til danskerne. Generaladjudant Huitfeldts journal viser eksempelvis, at 31 ryttere på en enkelt nat kom ridende over fra Gyllenstiernes Regiment, som da stod ved Osbyholm. De upålidelige skåninger, som endnu var tilbage i svensk uniform, blev nu dels sendt til Malmø som fæstningsforstærkning - og dels som erstatning for de svenske tropper i Finland eller Letland. Udgangen på den dansk-svenske krig - den sidste - som rasede på skånsk jord er kendt. Krigen varede i seks-syv måneder indtil den 5. marts 1710, hvor de sidste danske soldater blev evakueret over til Sjælland fra Helsingborg.
Endnu et krigs-kapitel i den gamle købstads historie blev dermed skrevet. De andre krigsårstal for Helsingborgs vedkommende kan jeg lige en-passant nævne: 1263, 1318, 1369, 1452, 1525, 1644, 1676, 1678 og altså 1710. Men det var naturligvis ikke kun Helsingborg, der var tappet for kræfter og medtaget efter denne sidste, blodige krig. Krigen var én ting, men en pestagtig sygdom fór samme år igennem Skånelandene og ryddede yderligere op. Folk døde i massevis. Særlige begravelsespladser indrettedes uden for kirkegårdene i alle sogne.
Alle folkesamlinger blev forbudt. End ikke begravelserne måtte nogen ud over den nærmeste familie deltage i. Krigen og pesten i begyndelsen af 1700-tallet skabte med andre ord en skånsk tragedie, som vi dårligt kan gøre os nogen forestillinger om. Hvad den svenske imperialisme i alt kostede skånelandenes befolkning i form af åndelig og materiel nedbrydning af folkekulturen eller i blod, kan vi ej heller gøre os forestillinger om. Fra at være den centrale og rigeste del af Danmark, blev Skåne gjort til en fjern og plyndret provins i Sverige.
Nogle af svarene herpå kan vi skaffe os ved at koncentrere os om de to - synes jeg - hovedværker, der er skrevet om netop forsvenskningen. Den første og største er professor Knud Fabricius doktordisputats, "Skaanes Overgang fra Danmark til Sverige", som han arbejdede på i knapt 50 år, og som udkom som bog i 1950'erne - en sober og nøgtern beskrivende disputats. Og den anden Uno Röhndals værker - først og fremmest "Skåneland utan Förskoning", som udkom først i 1990'erne.
Bemærkelsesværdigt nok - og kendetegnende for hele den underlige skæve historieskrivning i de to lande - er Knud Fabricius's værk aldrig oversat til svensk - og Uno Röhndals værker aldrig oversat til dansk! Og så er det endda ikke helt rigtigt, for Röhndals hovedværk ligger faktisk glimrende oversat af journalisten Kjeld B. Nilsson - og har gjort det i otte år, men til trods for et kæmpe arbejde for at skaffe sponsorer til udgivelsen, har det ikke været muligt at finde én eneste fond, der ville medvirke.
Europas nyordning i 1815 skabte et nyt politisk kort, men også en ny national vækkelse. I Norden var Finland kommet under Rusland i 1809 og Norge blev jo forenet med Sverige i personalunion. Taberen var Danmark. I Skåne vaktes de kulturelle og historiske aspekter til nyt liv. I Lund opstod, i hvert fald i akademiske kredse, skandinavismen omkring 1830. Den nåede også en slags folkelig forståelse, manifesteret i forbrødringsfesten nytårsnat 1837/38 på isen mellem Helsingborg og Helsingør. Forbrødringen kunne ses som en åben demonstration mod Karl 14. Johan, som havde bekæmpet skandinavismen.
Den skandinaviske deltagelse på Danmarks side i tre-årskrigen og i 1864 blev til en stor bevægelse i Skåne - med skåninger i absolut overtal, når det gjaldt frivillige. Den nye konge i Sverige, Oskar den Første, havde en helt anderledes indstilling til tingene, og tilskyndede til skandinavismen. Han opholdt sig i øvrigt helst i Skåne, og blev både i Danmark og i Sverige meget populær gennem sin folkelighed og sit glade og friske fritidsliv på herregården Bækkeskov. Tilbageskridtet kom de første årtier af 1900-tallet, hvor den storsvenske linje nåede sit højdepunkt. I løbet af disse år rejstes overalt i Skåne konge- og feltherrestatuer og mindestene over svenske sejre - med klimaks i 1926 ved fejringen 250-års dagen for slaget ved Lund. Meget stor opmærksomhed vakte et lille skrift, som samme år udkom i Sverige.
Titlen var "Det skånska problemet", og skriftets forfatter var den skånske præst, David Assarsson, som i øvrigt var leder af den romersk-katolske kirke i Sverige.
Værket vakte opsigt, og bekæmpedes ivrigt af hele det svenske etablissement. I sig selv var værket en ganske uskyldig erindring om, hvad skånsk historie var før 1658, en opfordring til at skåningerne burde huske deres historie og hvad de kom fra.
Der er ikke tale om noget "manifest" eller opfordring til oprør, men i virkeligheden en række akademiske betragtninger. Havde det ikke været for de i hundrevis af rasende svenske reaktioner, tror jeg næppe, værket overhovedet var blevet bemærket.
Reaktionerne i sig selv betød dog, at skåninger i stort tal ville læse værket, og det fik derfor kolossal betydning for mange mennesker i Skåne - og for den skånske hjemstavnsbevægelse.
Direkte aflæseligt i stiftelsen af den endnu sprællevende kulturorganisation Selskabet Skånsk Samling - og en række andre hjemstavnssammenslutninger samt en omfattende skånelandsk historieforskning, der for alvor tog sin begyndelse omkring 1950.
I de allerseneste år har interessen for den skånske baggrund for alvor taget fart. Og samtidig har man fået øjnene op for et meget spændende afsnit i forholdet mellem Skåne og Danmark - nemlig den skånske indvandring til Danmark fra omkring 1850 og til frem til Første Verdenskrig. Indvandringen efter 1658 har vi talt om - men overvældende er det at konstatere, at ved år 1700 var 25 procent - altså en fjerdedel af samtlige indbyggere i København skånske flygtninge.
Men den senere indvandring er ikke mindre interessant.
Vi taler i disse år meget om den polske indvandring på cirka 14.000 personer over en 60 årig periode, og vi kender jødernes indvandring på omkring 10.000 over en årrække på 350 år - ligesom vi er blevet vant til at nævne hugeunotter og kartoffeltyskere sat i forhold til de i titusinder af indvandrere fra den tredje verden, som i disse år er på vej ind over de danske grænser.
Men langt størst er med 100.000 mennesker den moderne skånske indvandring.
Karakteristisk nok bliver denne anden store skånske indvandring slet Ikke nævnt.
Måske først og fremmest fordi, den kulturelt ikke har givet anledning til nogensomhelst problemer.
Men kig engang i Københavns telefonbog - og se de i tusindvis af svenskklingende navne. Larsson, Svensson, Nilsson, Hansson og så videre... Det myldrer med dem, for den skånske indvandring var i høj grad et Københavner- og et Bornholmer-fænomen - det sidste bl.a. beskrevet af Andersen-Nexø i "Pelle Erobreren".
Vi taler om "den glemte indvandring", som er beskrevet af forskeren Richard Willerslev, men som der stadig er meget at forske i.
I svensk kulturhistorie gøres en stor sag ud af udvandringen til Amerika.
Og den var også betydningsfuld, idet omkring en million svenskere - hver syvende - flyttede til USA mellem 1860 og 1920, mens andre 100.000 rejste til Australien, Canada og Sydamerika.
Men hertil kommer altså, at yderligere 100.000 fra Skåne og Blekinge udvandrede til Danmark.
I Danmark var der - i modsætning til i Sverige - økonomisk rimeligt gode tider i denne periode.
Det danske bruttonationalprodukt var dobbelt så stort som Sveriges - og det samme var den personlige gennemsnitsindkomst. Landbrugseksporten eksploderede herhjemme og industrien stormede frem. Der var altså noget at komme efter i Danmark - og der var brug for arbejdskraft.
Indvandrerne slog sig ned over hele landet, men altså specielt på Sjælland, hvor især mange af de dygtige håndværkere slog sig op med egne virksomheder, ligesom mange gik ind som almindelige arbejdere og i landbrugene.
Der var reelt - selv efter nutidige forhold - tale om en masseindstrømning, og alligevel er den gået helt upåagtet hen.
Med de flytninger af mennesker, der er sket på tværs over Sundet - og i dag også i høj grad den anden vej - i dag bor der mere end 60.000 danskere i Skåne -, er det uden mening at tale om Øresund som en nationalitetsgrænse.
Slægtsbåndene på kryds og tværs, det historiske og kulturelle fundament fjerner så at sige statsgrænsen til Sverige. Jo mere, der graves i slægtsforbindelserne, jo flere der finder kusiner, granfætre og oldeforældre på den anden side af Sundet, desto mere forsvinder modsætningen mellem dansk, skånsk og svensk omkring Øresund.
Der findes vel knapt en person i Skåne eller på Sjælland og Bornholm, som ikke har slægtninge på den anden side. Der er tale om et sydskandinavisk familiemønster - hvor jyder og fynboer nok må føle sig lidt uden for. Og så er der altså også tale om en væsentlig del af den skånske historie efter 1658.
Man kan spørge sig, hvorfra den skånske befolkning i århundredernes løb fik sin enorme kampvilje og senere den vilje til at eksistere som nation. I løbet af årene gik vel knapt én eneste familie eller slægt i Skåne i graven uden at have oplevet hjemstavnen som krigsskueplads.
Næsten samtlige svenske konger optrådte med våben i hånd indenfor Skånelands grænser - som oftest i form af korte strejftog ned i Danmark. Brand, plyndring, mord og blodsudgydelse blev civilbefolkningens lod - hvad enten man var aktiv i modstandsbevægelsen eller ej. Det, der ærgrer og smerter er, at Sveriges og Danmarks historieskrivning i mange år knapt nok har bemærket det.
Det officielle Danmark og det officielle Sverige - og den officielle forskning, der finder sted i de to lande, vil ikke medvirke til en ordentlig historieskrivning. Det ligger fast. Som tilfældet har været i århundrederne, er det atter skåningerne, som selv må gøre arbejdet.
Og det bliver gjort i disse år - vær vis på det. Pudsigt nok må det vel siges at være beslutningen om byggeriet af Øresundsforbindelsen, der i begyndelsen af 90-erne for alvor satte gang i forskningen, og i dag er vi vidne til udgivelsen af et væld af bøger, som ser med nye friske øjne på denne fælles dansk-svenske historie. Jeg har selv godt personligt kendskab til flere af disse unge forskere, og til flere af de unge skåninger, der er aktive i denne nye hjemstavnsbevægelse, og det glæder mig at konstatere, at der ikke er så meget som selv den allermindste revanchisme i deres sindelag.
