Politisk Forførelse tale
Det følgende skal ifølge drejebogen handle om politisk forførelse.
Det kommer det også til, men der bliver ikke tale om en gennemgang af den politiske forførelse gennem tiderne. Det er der skrevet en masse bøger om - specielt inden for faget retorik. Nogle af dem er glimrende.
Men det kommer i høj grad til at dreje sig om den verden, jeg kender - nemlig Dansk Folkeparti - og det er nok også derfor, jeg er blevet inviteret til at tale. Tak for den invitation, i øvrigt.
Det pudsige er, at invitationen af mig - og invitationen til at tale over emnet "politisk forførelse" - i sig selv er ren og skær politisk forførelse.
For deri antydes jo mere end rimeligt er - og i virkeligheden ikke særlig elegant -, at Dansk Folkeparti betjener sig af politisk forførelse - som er et negativt ladet begreb. Altså underforstået:
- De er ude på at snyde vælgerne.
- De mener ikke, hvad de siger.
- De vil sige, hvad det skal være - for at få stemmer.
Fornylig udkom der en bog, "Danskerne Først" - skrevet af chefredaktør David Trads fra dagbladet Information - og med nøjagtig disse påstande.
Egentlig havde David Trads kaldt sin bog "Dansk Folkebedrag", men ændrede så titlen i sidste øjeblik til noget mere blødt.
Stærkt retorisk, forresten, for som en god retoriker og journalist ved han, at man aldrig direkte selv fortæller læserne, hvad de skal mene.
Det er bedre at skrive på en måde, så læserne selv finder ud af det, han egentlig havde ment. Det er kendt inden for journalistikken: '"Don't tell it - show it".
Altså: Skriv ikke: "Den oplevelse, jeg havde, da jeg så den stakkels gamle kvinde sidde i dyb sorg, var ganske overvældende stærk. Og jeg græd indvendigt, da jeg oplevede det..." Skriv om hendes sorg, så det er LÆSERNE, der begynder at græde indvendigt...
Læserne er ligeglade med, om journalisten græder. Det bliver han i deres øjne bare en tøsedreng af. Men de vil gerne - ved at læse en stærk dokumentation - selv græde og le.
Det fandt David Trads så - for sin egen professionalitets skyld - selv ud af.
Og det var godt for ham - for ellers havde bogen været endnu mere svækket.
Igen er det også en væsentlig del af politisk forførelse - og ikke mindst i Danmark - at man hellere bør underspille - end foretage "over kill".
En politiker eller en journalist, der overskrider den udefinérbare grænse til sine egne heftige følelser, er færdig med at blive taget alvorligt.
Men altså: Det forudsættes ved den blotte invitation og min tilstedeværelse her i dag, at jeg nok ved en masse om politisk forførelse - og at Dansk Folkeparti benytter sig af politisk forførelse.
En lille parantés: Det er skægt, at det altid er den såkaldte højrefløj, der i medierne beskrives som forførere. Og det på trods af, at der sågu i alle hjørner af det politiske spektrum har været store forførere gennem tiderne.
Lenin var eksempelvis en rigtig politisk forfører, en fremragende taler, som kunne ophidse og opildne sine russiske landsmænd.
På Cuba har folk i to menneskealdre grædt snot og nærmest fået orgasme, når Castro har brølet og gestikuleret sig gennem sine taler.
Men vi behøver slet ikke at forlade Danmark for at finde fremragende forførere i alle politiske sammenhænge. I husker måske Aksel Larsen, som fra en robåd i Københavns kanaler med sin snurrige fynske accent talte, så arbejderne var ved at tabe både hammer og segl.
Og selv den pæne politiker fra Det Radikale Venstre, Hilmar Baunsgaard, formåede med sit skæve, lidt kejtede smilk (han var i øvrigt grim som en hest) at forføre hele folket til at tro, at hér havde man en statsmand af den helt store kaliber.
Han drev sit lille radikale parti frem fra de sædvanlige syv-otte mandater i Folketinget til 27 mandater, og møvede sig frem til statsministerposten.
Ren politisk forførelse! For Baunsgaard rummede ingenting, og var i bund og grund en ganske almindelig politiker med ganske almindelige meninger. Men han brød igennem på TV på en måde, som Danmark aldrig havde oplevet.
Glistrup - som var lige så grim som Baunsgaard - gjorde det samme. Oven i købet med en dialekt, som ingen havde troet nogensinde ville blive troet i Danmark - nemlig syngende bornholmsk.
Churchill, som bliver nævnt i foredragets oplæg, er i en klasse for sig selv. Jeg ved ikke, om nogen af jer nogensinde har hørt ham i nogle af de radiotaler, der blev transmitteret forud for og under den anden verdenskrig:
En lille, gnækkende stemme - nærmest som en tør revisor. Når han talte bevægede han sjældent stemmen. Radiotalerne læste han op - slavisk efter manuskript, og alligevel sømmede han på én gang hele det britiske folk fast til højtalerne derude i de tusind små hjem.
Ikke ét ord, ikke en sætning, ikke én kunstpause ville de undvære, når den gamle mand snøvlede sig gennem sine taler. Fremragende retorik? Nej, vel var det ej. Det er ihvertfald ikke den form for retorik, der undervises efter på universitetet i dag.
Og alligevel formåede han ene mand at vinde Anden Verdenskrig.
For det var selve den britiske folkesjæl, der talte.
Og selvom taleren altså var mand af de helt gamle og stenrige adelsslægter - og derved burde have diskvalificeret ham overfor den britiske arbejderklasse - og selvom han anvendte et snurrigt akademisk sprog af den slags, der tales på Eaton og Cambridge, gik hans taler lige durk ind i hjertet på selv den allerdårligst uddannede - så han græd snot - og skyndte sig ud for at hente sine våben så han kunne gå i døden for sin ø.
Iøvrigt en taler, som præcis demonstrerede for alverden forskellen på den hysteriske - til tider skrigende - Hitler og det opskruede chauvinistiske Tyskland - og det afklarede, afdæmpede og civiliserede England.
Forskellen på vildskaben og civilisationen, så at sige....
Men folkeforførere var de begge to. Eller måske snarere folkeførere. --
--- For prøv lige at lægge mærke til udtrykket folkeforfører - Et negativt ladet udtryk, bygget op over det seksuelt ladede ord "at forføre" - underforstået:
Man forfører, og forlader igen...
Oftest en mandsperson, der ikke har rent mel i posen. For en forfører MENER ikke det, han siger.
Han bruger alle tricks. Han kunne sagtens finde på at fortælle pigen, at han vil gifte sig med hende, mens han piller tøjet af hende. Og hun stønner af fryd, mens han fortæller hende at han elsker hende højt.
Det er bare løgn, for han vil bare i seng med hende. En pæn mand med reelle hensigter ville jo nemlig ikke forføre pigen før brylluppet. Han ville jo vente til bryllupsnatten.
"Folkeforfører" - efter den gængse definition - mener heller ikke, hvad han siger. Det er populisten, vi snakker om her.
Det er ham, der sutter på pegefingeren - og stikker den op i luften, for at se, hvorfra vinden blæser.... Og det han hører eller mærker - det siger han. Uanset om han mener det eller ej.
Det er folkeforføring. Det er folkebedrag. Og så er vi tilbage ved David Trads - og hans første titel på bogen om Dansk Folkeparti.
I bogen siger han det lysende klart: Vi mener ikke det, vi siger. Pia Kjærsgaard mener ikke det, hun siger. Hun er en folkeforfører. Og derfor advarer han befolkningen: Tro dem ikke. De mener ikke det, de siger....
Nu kunne jeg jo så godt til jer her i dag sige: "Jo, jeg mener, det jeg siger!"
Men det behøvede I jo ikke at tro på - for det ville jo forudsætte, at jeg sagde sandheden. Og det må hver af jer jo selv beslutte jer til om jeg gør.
David Trads har besluttet sig til, at det gør jeg ikke, og han har besluttet sig til, at det gør Pia KJærsgaard heller ikke - eller Søren Krarup eller Kristian Thulesen Dahl eller Jesper Langballe -- vi mener ikke det vi siger. Vi lyver overfor vælgerne.
Nu er menneskers troværdighed jo ikke en absolut videnskab. Det er politik for resten heller ikke. Et menneske kan ikke ved hjælp af formler og matematiske ligninger bevise, at han mener det, han siger.
Han kan måske godt fremvise et hav af artikler, han har skrevet og taler han har holdt gennem de sidste 30 år -- og hvor han også sagde det, han siger idag.
Men selv det bevis kan jo bare være udtryk for den allerhøjeste genialitet, når det gælder folkeforførelse -- at han har forberedt denne her løgn meget meget længe. Så det beviser ingenting. Kun, at han er særlig udspekuleret.
Så: Det kniber med bevisførelsen. Jeg KAN ikke bevise, at jeg mener det, jeg siger.
Det hele bliver således et spørgsmål om tillid. Som det altid er imellem en politiker og vælgerne. De bestemmer, om de tror på manden - eller om de synes han er fuld af løgn. Sådan er det. Vi kommer det ikke nærmere.
Men lad os nu antage, at det hele for Pia Kjærsgaard virkelig var et spørgsmål om at opnå den størst mulige magt, de allerstørste positioner i samfundet - på den allermest effektive måde.
Hvis vi nu antager, at det forholder sig som David Trads og andre siger - at hun var en snu, folkeforførende opportunist, der ville være minister - og helst statsminister.
Var hun så i virkeligheden særlig smart?
Var hun så i virkeligheden særlig smart, da hun i 1978 meldte sig ind i Fremskridtspartiet, kæmpede tre valgkampe uden at nå noget så meget som et sølle folketingsmandat i et - med god grund - hånet og latterliggjort parti, som overhovedet ingen indflydelse havde - og som ikke havde nogen som helst udsigt til nogensinde at få det?
Var hun så i virkeligheden særlig smart, da hun i 1995 gjorde det helt umulige: Brød ud af et lallende landsbytosseparti - for at grundlægge et andet parti, som også omgående blev stemplet som værende et lallende landsbytosseparti?
Var hun særlig smart, når hun allerede fra 1984, hvor indvandrerdebatten slet ikke var på tapetet, hvor ingen talte om det - og hvor kun ganske få syntes, det var ganske rimeligt og rigtigt at vi hjalp folk i nød - for det havde vi jo altid gjort -- når hun på dét tidspunkt begyndte at rase mod den nye udlændingelov, så allesammen rigtigt kunne kaste sig over hende - og kalde hende racist. Og som senere ligefrem gik til korporligheder mod hende.
Var det så særlig smart? En hver ordentlig spindoktor ville i hvert fald på dette tidspunkt ikke have anbefalet denne fremgangsmåde, hvis Pia ville være statsminister.
Han ville nok snarere have anbefalet, at hun søgte optagelse i Venstre eller Socialdemokratiet - eller måske de konservative, hvis hun gik rundt med en minister i maven.
Hendes politiske talent er så indlysende stort, at jeg er ret sikker på, at hun ville have været statsminister i dag, hvis hun havde gjort det opportunistisk rigtige: valgt et af de store partier.
Når Dansk Folkeparti således igennem lang tid af vore politiske modstandere - og David Trads var ikke den første! - er blevet beskyldt for at være populistiske og opportunistiske, er realiteterne måske snarere, at vi i de senere år dels har været bedre til at fortælle om vore holdninger end andre partier.
Og i det spil nytter det altså ikke noget at tro, at man kan fuppe folk ved at sige noget andet, end det, man mener.
Specielt ikke efter at vi har fået fjernsynet. Det er så afslørende. Det er så utroligt afslørende. Man kan måske i et enkelt TV-interview og i et enkelt avis-interview fuppe vælgerne og sige noget andet end det, man mener, men man kan altså ikke blive ved med det igennem mange år.
Og fremfor snyderi og opportunisme er svaret på Dansk Folkepartis succes i mine øjne, at vælgerne kan se, at vi mener det, vi siger. De kan se på mig, at det kommer direkte fra mit hjerte, når jeg siger, at masseindvandringen og ophævelsen af den danske suverænitet i forhold til EU er de i særklasse største problemer for Danmark. De kan se på mig, at jeg mener det, når jeg siger, at det er selve den danske nation, der står på spil, og at disse "politikområder" står over alle andre politikområder.
Og at samtidig andre politikområder i den grad er underordnet: Om omfartsvejen går højreom eller venstreom, om vi skal betale 20 procent i skat eller 80 procent i skat, om Rigsarkivet skal ligge det ene eller andet sted - om der skal laves nye motorveje eller flere togforbindelser. Det har da altsammen detajl-interesse, og vi forholder os også til disse ting i Dansk Folkeparti, for det skal vi. Men dybest set er jeg flintrende ligeglad. Det er det andet, der tæller. Og det véd vælgerne.
Første betingelse for "folkeforførelse" er derfor: Man skal mene det, man siger. Ellers er slaget tabt på forhånd.
Næste betingelse bliver så at få det, man mener, fremstillet på en sådan måde, at der bliver lagt mærke til det. Man kan have landets bedste politiske program - og så stille sig op på en omvendt ølkasse i Ørstedsparken - og så er det i øvrigt ligegyldigt.
Med den erkendelse er det ikke kriminelt at arbejde bevidst på at gøre det så godt som muligt. Og der vil jeg sige, at præcis er det, vi i Dansk Folkeparti har arbejdet på. Faktisk synes jeg, det er en hån mod vælgerne, hvis man ikke hele tiden gør sit yderste og sørger for at gøre alting så professionelt som muligt.
Jeg mindes med forfærdelse CD's partiblad, som selv efter at partiet havde været 25 år på Christiansborg, lignede et skoleblad, jeg lavede i syvende klasse.
Jeg ved ikke, om det var bevidst fra CDs side, at man bestemt ikke ville være dem, som "leflede" for vælgerne ved at lave et flot blad. Hvis det var - så lykkedes det. Der var ingen leflen her. Det var bare almindelig elendigt.
Men ved på den måde at stikke næsen i sky og være elitær, leflede man i hvert fald ikke for vælgerne - til gengæld hånede man dem.
I Dansk Folkeparti - og i øvrigt da også i flere andre partier, satser vi 100 procent på at gøre alting så godt som overhovedet muligt. Vi tænker alvorligt over hvert eneste initiativ, vi tager, over hver eneste annonce, vi producerer, over hver kampagne, hver "event". I forsøget på at gøre pressen interesseret - og dermed at gøre offentligheden interesseret i det, vi mener.
Inden for de uskrevne regler, der nu engang eksisterer - og altid har eksisteret - mellem pressen og politikerne på Christiansborg, er der mulighed for udfoldelse fra begge sider.
Pressen og politikerne lever af hinanden - og på trods af hinanden. I et had-kærlighedsforhold. Et arrangeret, fornufts-ægteskab.
Og som i ethvert påtvungent ægteskab, drejer det sig også her om at sætte dagsordenen og bestemme, hvor skabet skal stå. Dette er den daglige, ubønhørlige kamp: Pressen afviser at danse efter politikernes pibe. Politikerne afviser at danse efter pressens pibe. Men begge parter danser nu løs alligevel - til piber og trommer.
Og der jubles i hver lejr, hver gang det lykkes, at få den anden part til at danse.
Valget den 20. november skabte en helt ny situation for Dansk Folkeparti. En situation, som vi endnu ikke aner, hvordan vi skal tackle. Pressen på Christiansborg har det nemlig lige som politikerne: De tæller hele tiden til 90. Alt andet end den sammentælling er biting. Efter valget er vi en del af det magiske tal. Og derfor er pressens indgangsvinkel til os en helt anden - og vores indgangsvinkel til pressen en helt anden.
At vi ikke længere skal ringe journalister op, men bliver ringet op, er dels et luksusproblem, dels meget skræmmende. At det pludselig efter seks års ørkenvandring har konsekvens, når en af vore ordførere lukker munden op, er rart - og samtidig ikke særlig rart.
14 af vore nye folketingsmedlemmer har aldrig prøvet andet, og tror, at det er "det normale", at journalisterne ihærdigt jagter dem gennem landet for en kommentar: "Årh, hvor er det træls, at man ikke kan få fred - selv i weekenden...", sukker de allerede. Mens vore 8 gamle er himmelfaldne over at blive taget alvorligt - og mindes "pionerdagene", hvor der var rigtige politikere til, og hvor der skulle arbejdes!
For Dansk Folkeparti har de første år på Christiansborg i forhold til pressen været underlige. For et par år siden var der på Danmarks Journalisthøjskole et prøvevalg, hvor de studerende skulle stemme. Dansk Folkeparti fik 0 stemmer.
Et prøvevalg blandt journalisterne på Borgen ville give samme resultat. Ikke at det burde have nogen betydning, at vi ikke har sympatisører herinde - i hvert fald ikke, hvis journalisterne gør det de skal gøre: Drive journalistik. Men selvfølgelig har det alligevel betydning, at udgangspunktet er negativt.
Jeg håber ikke, det lyder som om, jeg vil have medlidenhed, men det er altså en mærkelig situation for et politisk parti, som repræsenterer en stor del af det danske folk, som bekender sig til folkestyret, og som aldrig har krøllet så meget som et ben på en flue - ikke alene ikke at være elsket, men knapt nok at være tålt.
Det er ikke den personlige omgang med journalisterne, jeg hentyder til. Der er - som altid på Christiansborg - en nem, uformel og jovial omgangstone journalister og politikere imellem. Også når det gælder Dansk Folkeparti.
Men det negative udgangspunkt - og nu taler jeg om situationen før valget -, som vi vidste, journalisterne havde, gjorde, at vi altid pr. rygmarv var nødt til at være på vagt, når vi uopfordret blev ringet op af journalister: "Der ligger en telefonbesked fra Berlingske Tidende -- der må stikke noget under!"
Paranoide?? Tjah, såmænd, men der er vel ikke noget at sige til det. Vi oplevede - og oplever - en gevaldig, vedvarende kamp imod os - fra medierne. Og det er specielt..
Og i øvrigt grotesk. DF´s eneste objektive forbrydelse er nemlig, at partiet vil føre udlændingelovgivningen tilbage til det, den var før 1983. Så megen had og hetz for så lidt.
Så megen had for noget så indlysende fornuftigt. Tænk engang, hvis partiet havde foreslået noget kontroversielt...
Men mængden af angreb fra pressens side har altså gjort, at vi på et tidspunkt i 1997 besluttede os til at holde op med at forsvare os. Det var en beslutning, som jeg næsten kan sætte dato på. Jeg delte dengang kontor med Peter Skaarup - og vi skulle til og igang med en ny kasse med avisklip, hvor vi blev angrebet for hvad det skulle være. Og så gad vi ikke mere! Vi sagde slut, og besluttede os fra det øjeblik til at lade være med at forsvare os - og i stedet gå til angreb.
Og det er - set i bagkundskabens lys - måske det allerbedste, der overhovedet kunne være sket, for det tvang os til at gå andre veje.
Og da vi samtidig begyndte at få en fornemmelse af, at det netop var vore angriberes plan, at vi skulle trættes af hele tiden at forsvare, hele tiden at "tage afstand", var det jo en ekstra god grund til at gøre det modsatte af det, vore modstandere ønskede.
Så vi gik til angreb. Kørte frem med vores eget. Lavede annoncer om det, vi syntes var interessant at snakke om. Svarede i virkeligheden på de spørgsmål, vi fik stillet - uanset emnet - ved så at sige at holde foredrag om det, vi gik op i. Den holdning har vi haft siden.
Problemet for os var i første omgang penge. Vi havde ingen fra og med partiets stiftelse den 6. oktober 1995 til og med folketingsvalget den 11. marts 1998. Ja, den første lange tid fra '95 til og med årsskiftet 96-97 havde vi ikke engang gruppestøttemidler. Først, da daværende formand for Folketinget, Erling Olsen, forbarmede sig over os, blev der udbetalt gruppestøttemidler, så vi kunne foretage ansættelse af personale på Christiansborg.
Tilførslen af gruppestøttemidler betød, at vi blev i stand til at foretage ansættelser på Christiansborg - men frem til folketingsvalget i 1998 havde vi fortsat udelukkende kontingentmidlerne til kampagneudgifter.
Nødtvungent måtte vi derfor gå andre veje end det, der var normalt. Vi indså, at når valget blev udskrevet, var det for sent for os, idet vi ville drukne i de andres annoncer, hvorfor det blev besluttet at bruge vore beskedne kampagnemidler - så at sige "i utide".
Der er et fornuftigt diæt-slogan, der lyder: "Man bliver ikke fed af det, man spiser mellem jul og nytår - man bliver fed af det, man spiser mellem nytår og jul... "
Det overførte vi på vores situation: "Man får ikke stemmer af det, man laver mellem valgets udskrivelse og valget - man får stemmer af det, man laver mellem valget og valgets udskrivelse."
Denne holdning forsøgte vi at få til at slå igennem i alle led af partiet. Fortalte vore lokalforeninger, at det ikke var noget ved at gemme på bankbogen til der var blevet udskrevet valg, men at man skulle se at få dem brugt til noget fornuftigt, mens de andre partier lå i dvale. Det blev det normale, at Dansk Folkeparti lokalt havde gadekampagner på tidspunkter, hvor ingen andre partier var på gaden, og hvor vælgerne overhovedet ikke tænkte på valg.
Det bemærkelsesværdige er, at mange af vore tillidsfolk senere har berettet, at det netop er i de gadekampagner, hvor ingen forbipasserende forventer at opleve politisk aktivitet, at interessen er størst for en samtale. Mens vælgerne i ugerne op til valget nærmest bliver irriteret over al den pågående aktivitet - ja, hvor man ligefrem føler sig generet.
Fra Hovedbestyrelsen og Folketingsgruppen fulgte man op med en beslutning om, at det årlige kampagnebudget skulle bruges - og at der ikke skulle spekuleres i valgdatoer og at der ikke skulle gemmes til valget.
I Dansk Folkeparti har vi et valg- og strategiudvalg, nedsat af Hovedbestyrelsen. Vi mødes hver sjette-syvende uge i et heldages-møde. Fra morgen til sen aften. Uden nogen egentlig dagsorden - bortset fra den langsigtede strategi. Udvalget besluttede, at der mindst en gang pr år - helst to gange pr. år skulle køres en kampagne om et bestemt emne.
Idéen hermed er at sætte den politiske dagsorden. Altså frem for at vente på, at der kommer en eller anden rapport eller et eller andet større projekt, som vi så skal forholde os politisk til - så kunne vi ligeså godt selv lave et projekt, som andre så måtte forholde sig til.
Disse kampagner planlægges langt ud i fremtiden - uagtet hvad den aktuelle debat går på. Dette er en fare, og jeg vil tilstå, at vi af og til forud for nogle af vore kampagner har haft røde øren, idet der kort tid før kampagnen skulle søsættes, slet ikke var nogen tegn på, at dette emne overhovedet ville have nogen interesse. Ved én lejlighed var vi meget tæt på at aflyse projektet.
Vi valgte i disse situationer alligevel at sætte skyklapperne på - og gøre som planlagt. Det viste sig nemlig, at når blot det arbejde, der fra vor side var lagt i det, var af en tilstrækkelig kvalitet, ville det uvægerligt skabe debat - og uvægerligt sætte dagsordenen.
Den første kampagne, vi på denne måde afskibede, var kampagnen mod det multietniske samfund. Vor største udgift var konsulenthonoraret til Danmarks Statistik, som vi havde bedt om at udregne udgifterne, forbundet med fremmede. Danmarks Statistik nåede frem til et ret nøjagtigt tal, 28,5 milliarder kroner - plus de 11 milliarder, der brugtes af Danida. i alt altså tæt ved 40 milliarder kroner - svarende til halvanden Storebæltsbro. Pr. år!
Alene det, at vi havde sat gang i en udregning, skabte debat - og satte i øvrigt gang i regeringens egne udregninger. Vi understregede dog i kampagnen gang på gang, at det ikke var pengene, der var det store problem for Dansk Folkeparti - men snarere, at Danmark var ved at blive multietnisk - at befolkningen i et tordnende tempo var ved at blive udskiftet med en anden befolkning.
Senere fulgte andre store kampagner: "Gamle Danmark - tryghed i alderdommen", "Tryghed nu - volden ud af Danmark" o.s.v.
Den sidste, store kampagne - vor hidtil dyreste - var forsvaret for den danske krone: "For kronen og fædrelandet". Pudsigt nok fik vi i vor langtidsplanlægning en håndsrækning fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Vi havde vedtaget, at "For kronen og fædrelandet" skulle afvikles fra maj 2000 til og med vort årsmøde i oktober.
Vi begyndte forberedelserne til denne kampagne i juli 1999, og havde således stort set alting færdigt, da statsministeren i marts overraskende udskrev folkeafstemning til afholdelse i september.
Udskrivelsen skete på et tidspunkt, hvor vi havde alle annoncer klar, alle brochurer, alle radiospots, hele den store landsturne med vores nye, flotte kampagnebil -, "Kronebilen!" - og der var booket på dyrskuer og kræmmermarkeder over hele landet.
Det eneste, vi skulle ændre var datoen for vort årsmøde, som vi flyttede en måned frem, så det blev gennemført inden afstemningen, idet det netop var planen, at årsmødet skulle være kulminationen på vor lange kampagne for kronens bevarelse.
Jeg bilder mig ind, at vi ved vores del af kampagnen hentede mindst 500.000 nej-stemmer, og således havde den afgørende ære for, at vi bevarede vor nationale møntenhed.
Det har ofte undret mig, at nogle af de initiativer, vi har lavet, har skabt en så stor kontrovers, og har adstedkommet påstande om, at de var provokerende. Og så atter medført påstande om, at vi - som egentlig ikke havde disse hensigter - bevidst provokerede
Da vi eksempelvis i efteråret 1998 skulle planlægge markeringen af Grundlovens 150-års fødselsdag, var vi enige om, at det var en så vigtig begivenhed såvel for Danmark som for Dansk Folkeparti, at vi ville gøre noget særligt ud af det.
En markering, der ville kunne samle en stor del af partiets medlemmer, som ville dokumentere, hvor stor vægt, vi lægger på Grundloven. Og at dagen samtidig lå kun fem dage før vort første valg til Europa-Parlamentet, gjorde den ikke mindre betydningsfuld.
Vi ville finde et sted, som havde en national betydning for Danmark - som eksempelvis Skibelund Krat, som De Konservative traditionelt havde brugt eller Himmelbjerget, som Socialdemokraterne brugte. Efter nogen drøftelse besluttede vi os til at spørge, hvorvidt det kunne lade sig gøre at afvikle grundlovsfesten på Dybbøl Banke.
Jeg anede på dette tidspunkt ikke, at Dybbøl Banke aldrig var blevet brugt af noget parti, og noterede som en selvfølgelighed, at der hurtigt kom et positivt svar tilbage fra Historiecenter Dybbøl og Sønderjyllands Amt.
Nu havde vi så fundet stedet, og kunne begynde planlægningen i samarbejde med Historiecenter Dybbøls daglige leder, Hans Ole Hansen.
Så brød Fanden løs! Det var JydskeVestkysten, der "afslørede" vore hemmelige planer - som ikke var spor hemmelige. Vi havde bare ikke fået det fortalt til nogen endnu.
Reaktionerne var overraskende. Jeg talte senere op, at alene reelle avis-artikler om det formastelige i, at Dansk Folkeparti holdt fest på Dybbøl, var tallet 138.
Tallet på for-og-imod læserindlæg i lokalaviserne og landsaviserne har jeg ikke - men det var i hundredevis. Og det var vel at mærke kun de artikler og læserindlæg, der kom inden den 5. juni overhovedet oprandt.
De fortsatte ufortrødent til langt ind i august - og nu ofte med det indhold, at vi havde været så geniale, så kyniske og så nedrige at få hele landets grundlovsfejring til at blive et "for eller imod Dansk Folkeparti".
Der kom 1200 mennesker med på Dybbøl. Et uhørt stort antal til et hvilket som helst politisk møde og efter det officielle Danmarks fejring på Christiansborg Ridebane det det største enkeltarrangement af de mange hundrede arrangementer, der fandt sted.
Men som understreget: Det var altså ikke for at provokere, at vi holdt fest på Dybbøl. Sådan blev det bare beskrevet. For os var det bare et udmærket og selvfølgeligt sted, som i virkeligheden blev til efter en temmelig lidenskabsløs diskussion.
En eftermiddag havde Pia Kjærsgaard og hendes mand - samt et par venner - været på turistbesøg på Arbejdermuseet i Rømersgade, og var sluttet af med en kop kaffe i caféen.
Et par dage senere fortalte Pia Kjærsgaard, at det havde været en god og hyggelig oplevelse, og at vi måske en gang ved lejlighed kunne holde ét eller andet andet dér.
Da vi kort efter skulle have pressemøde i forbindelse med lanceringen af kampagnen "Gamle Danmark - tryghed i alderdommen", kom vi i tanke om Arbejdermuseet, og bestilte plads. Vi har ofte holdt vore pressemøder ude i byen - blandt andet i de gamle haver på Frederiksberg, Josty, Hansens Familiehave eller andre steder - og igen var det altså uden den store dramatik.
Dramaet blev igen skabt af andre end os. Socialdemokratiet var ved at gå op i limningen af forargelse over, at vi nu ville tage "deres sted" - og slå plat på arbejderklassen, og hvad der ellers blev sagt. Nu er 20-25 procent af SID's medlemmer faktisk Dansk Folkepartis vælgere, så for os var Arbejdermuseet som mødested både selvfølgeligt og rigtigt, for DF er et arbejderparti.
Bortset fra partiets stiftelse, har vi aldrig haft så mange journalister og fotografer til et pressemøde. Og de kom alene af den grund, at vi var dér, hvor vi var. Så objektivt set blev det jo en parti-succes. Men provokation havde vi ikke i tankerne, da stedet blev valgt.
Få måneder efter købte vi, som en vores kampagne mod Schengen-Aftalen, den gamle grænsestation i Sæd, syd for Tønder.
Det havde været svært for en sønderjysk historisk interesseret gruppe af borgere at skaffe de nødvendige midler til at købe grænsestationen for. De ville lave et grænsemuseeum og cafe i bygningen, der blev overflødiggjort ved grænsens afvikling.
Vi fandt det var et ædelt formål - og prisen var absolut rimelig - nogenlunde svarende til et par helsides-annoncer i Jyllands-Posten. Efter nogle samtaler med den lokale gruppe blev vi enige om, at vi købte stationen, som de så kunne få lov at drive med det formål, de havde planlagt. Samtidig kunne vore lokale partimedlemmer få et sted at være.
Og så blev vi ejendomsbesiddere! Ikke i nogen stor skala, når man betænker, hvor mange prangende ejendomme Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative i årenes løb har købt rundt om i landet til forskellige formål.
Alligevel var forargelsen stor - ikke mindst fra de tre nævnte partier. For nu slog vi så plat på sønderjyderne... Som om Danmarks grænse ejes af sønderjyderne...!
Mig bekendt er der ingen, der har beskyldt Venstre for at slå plat på søllerød'erne, fordi de har et palads derude... Eller beskyldt Socialdemokratiet for at slå plat på frederiksbergerne fordi de har købt det halve af Thorvaldsens Vej. Eller beskyldt De Konservative for at tage patent på Nyhavn...
Man kunne måske oven i købet sige, at Dansk Folkeparti med sit køb af grænsestationen - i modsætning til de andre ejendomsbesiddere - faktisk brugte pengene på noget kulturelt fornuftigt - som mange museums-besøgende allerede har fået stor glæde af.
Det bringer mig tilbage til spørgsmålet om, hvem det egentlig er, der provokerer.
Og at det - ikke mindst i politik - er gavnligt ind i mellem at vende tingene 180 grader på hovedet for at få overblik.
Som en af radisserne engang filosoferede: "Hvis alle de andre gjorde alting omvendt, så var det mig, der var normal..."
Og hvem provokerer egentlig mest:
Os, der indrykker en annonce med navnene på de 4.743, der i de forløbne måneder har fået dansk indfødsret - eller de politikere, der har besluttet at lukke 20.000 - 25.000 fremmede mennesker ind i Danmark hvert år og giver indfødsret til alle og enhver?
Os, der indrykker en annonce med Bin Laden - og spørger om denne mand har ret til asyl i Danmark - eller de politikere, der til skade for landet og folket har skabt en skrupskør asyllovgivning, som reelt gør det muligt?
Os, der køber en gammel utæt grænsestation for at rette opmærksomheden på Schengen-Aftalen - eller de politikere, som stik imod al fornuft har afviklet grænsen, så mafiaen kan drøne ind i landet med 110 kilometer i timen?
I kan nok høre på de retoriske spørgsmål, at jeg personligt ikke er i tvivl...
Så når provokations-beskyldningerne slår ind over os, er vi altid i vort stille sind fulde af fortrøstning, for det var sgu de andre, der startede...!
Vort image er, som I ved, ikke noget at skrive hjem om. Det er så elendigt, det overhovedet kan være. Lykkeligvis ikke så meget blandt almindelige danskere som blandt dem, der skriver aviserne og samtidshistorien. Jeg tvivler på, at vi kan gøre meget ved det - og om det overhovedet er umagen værd at gøre noget ved det.
Men vi gør stadige fremskridt. Jeg tror nok, at vi i det mindste nu generelt betragtes som stuerene, selvom vi endnu beskyldes for af og til at lette ben op ad klunke-møblementet. Men vi gør vort bedste - og vil fremover gøre vort bedste - for ikke at fornærme nogen og altid at optræde så pænt som muligt.
Og én ting er sikkert: Det er i hvert fald ikke os, der ved støjende fremfærd og voldelige overfald forsøger at ødelægge de andres møder og arrangementer. Det er til gengæld os, der til punkt og prikke overholder de spilleregler, Grundloven sætter.
På den måde mener vi egentlig selv, at vi bidrager positivt til folkestyrets videre skæbne.
For os har det som nævnt generelt været vigtigst at undgå ustandselig at blive presset i defensiven - i forsvarerens rolle. Der vil vi heller ikke fremover befinde os. Vi vil helst spille i angreb. Og derfor vil man fortsat opleve os i den offensive rolle. Det koster af og til nogle mål bagtil - og af og til nogle spektakulære selvmål.
Jeg behøver i den forbindelse vist blot at nævne en lidt kedelig tur til Wien sidste sommer - et selvmål, der stadig står gny om ude i de tusind små hjem...
Nu vil jeg gerne igen sige tak for ordet, og jeg glæder mig meget til den fortsatte diskussion.
| 