Der har i diskussionen om bestyrelsens rolle i Danmarks Radio på det seneste været brugt en lang række mærkelige begreber, som jeg mener har forvaklet diskussionen.
Man har talt om, at programmedarbejderne var lagt i en "spændetrøje".
Man har talt om, at de nu i stedet skulle have et "frihedsbrev".
Det, at DR-Bestyrelsen har det overordnede ansvar for udsendelserne, har været beskrevet nærmest som censur - om ikke forhåndscensur, så dog censur.
Det har været nævnt, at det var "uholdbart" og "uantageligt", at bestyrelsesmedlemmer blandede sig - og eksempelvis kritiserede navngivne programmedarbejdere, programmer eller program-serier.
Og det har været nævnt, at man eksempelvis aldrig i SAS, Aller eller Det Berlingske Officin kunne forestille sig, at medarbejdere blev angrebet af bestyrelsesmedlemmer.
Man har således fra en kant af været forarget over, at jeg - alene som følge af min kritik - har sørget for, at Ole Sippel er sikret en livstidsansættelse som DRs chefkorrespondent i Mellemøsten... For efter al kritikken, er det i hvert fald 100 procents sikkert, at ingen direktør i Danmarks Radio ville turde rokke hans ansættelse. Så det var lige før, han burde invitere mig på frokost.
Men jeg synes ikke diskussionen i dag skal dreje sig om Ole Sippel eller andre navngivne medarbejdere - selvom jeg ved Gud ikke finder noget som helst mærkeligt i, at vi benytter os af navne, når vi skal identificere hinanden og identificere problemer og problemstillinger.
Jeg har altid - også i min tid som fodboldspiller - hyldet princippet først og fremmest at gå efter manden - bolden kunne man så altid bagefter sikre sig...
Men jeg finder det altså vigtigt, at vi nu her i aften får hold på begreberne.
For hvad er det, vi har for os med den bestyrelse, som bl.a. jeg er medlem af? Og hvad er det for en virksomhed, vi har for os? Og hvordan kan den sammenlignes med andre danske virksomheder?
Ja, først og fremmest er det en - efter danske forhold - meget stor virksomhed. Med en årlig omsætning på mere end tre milliarder kroner - og med mange mange hundrede medarbejdere.
Der er en bestyrelse. Der er en direktion. Der er chefer og der er mere eller mindre menige medarbejdere. Arbejdsmarkedets regler bliver fulgt til punkt og prikke. Man gør en masse for personalepleje, for udvikling og dygtiggørelse af ledelsen og af medarbejderstaben - der er orden i sagerne som der nødvendigvis må være på en stor virksomhed.
Blandt medarbejderne er der generelt en loyalitet med virksomheden - man vil gerne have, det går virksomheden godt - og at man har fremgang på alle fronter.
Man kunne på denne måde blive ved med at remse op af positive sammenligninger. For Danmarks Radio er på mange mange måder som andre store danske virksomheder.
Men der er nogle afgørende forskelle, der gør, at Danmarks Radio ikke på nogen måder kan sammenlignes med en almindelig virksomhed.
For det første er det slet ikke sikkert, at alle bestyrelsesmedlemmer deler direktionens holdning om, at Danmarks Radio bør sætte sig totalt på hele fladen -- morgen, middag og aften på tre-fire tv-kanaler og på 4-5-6 landsdækkende radiokanaler.
Det kunne være, at nogle af bestyrelsesmedlemmer istedet syntes det er en god idé at nedbryde monopoler. Så allerede her går det galt... For i samtlige kommercielle virksomheders bestyrelser, gælder det om at få raget så meget til sig som overhovedet muligt -- at komme så tæt på monopoltilstanden som overhovedet muligt.
Men ikke i Danmarks Radios bestyrelse. Her er der faktisk nogen, der synes, at lammende-stort ikke nødvendigvis er godt -- men at almindelig-stort nok kan gå.
Her er der delte meninger -- som der nødvendigvis må være, når vi har politiske modsætninger repræsenteret -- politiske ekstremer -- lige fra SF - og helt ud til... Venstre....
For det andet er 99 procent af hele omsætningen licensmidler - offentlige midler. Og det er en selvfølgelighed, at når Danmarks Radio drives for offentlige midler, ja, så må og skal offentlighedens repræsentanter have fuld indsigt i Danmarks Radio - og udstikke retningslinjer for driften.
Bestyrelsen er således ikke en spændetrøje hverken for direktion eller for medarbejdere.
Men det virker modsat absurd at nogen taler om, at DR skal have et frihedsbrev...
Jeg ved ikke, hvordan man havde tænkt sig, at det frihedsbrev skulle udstikkes - hvordan det hele skulle foregå, men jeg tror, at nogle af medarbejderne i Danmarks Radio - eller måske direktionen - har tænkt sig noget i retning af, at de selv skulle overtage det hele: Licenspengene, fremtiden, programansvaret - overordnet og detaljeret...
Og skulle de så have en bestyrelse --- ja, så skulle det være en såkaldt uafhængig bestyrelse - sådan en -i-luften-frit-svævende bestyrelse, som ikke havde noget med hverken regering eller folketing at gøre.
Og så meldte man sig ellers - med de årlige tre milliarder offentlige kroner - ud og blev selvstyrende og selvbestemmende. Jeg ved i øvrigt ikke, hvem der skulle besætte posterne - om det skulle være Kulturministeren. Eller måske lytter- og seerorganisationerne kunne sammensætte en bestyrelse - for det er jo lytterne og seernes penge, der anvendes.
Uanset hvad: Ned fra himlen ville denne nye, uafhængige bestyrelse nok ikke falde.
Og selvom den så gjorde, tvivler jeg meget på, at den alligevel ville blive så uafhængig som man kunne ønske sig.
Det er kritiseret, at bestyrelsesmedlemmer har kritiseret navngivne medarbejdere. Og man har overfor mig påpeget, at sådan gør man ikke i andre virksomheder.
Nej, det ville være utænkeligt, at et medlem af eksempelvis Allers bestyrelse kritiserer en af medarbejderne i Aller. Men det modsatte ville være lige så utænkeligt. I min journalistiske tid har jeg været såvel i Aller som i Det Berlingske Hus, og jeg kan forsikre, at hvis en medarbejder i eksempelvis Det Berlingske Hus kritiserede bestyrelsen eller et medlem af bestyrelsen, ville denne medarbejder være fortid hurtigere end han kunne få tid til at sige topstyring.
Jeg - mit parti, medlemmer af den folketingsgruppe, jeg er ansat af, min partileder --- er i årevis blevet kritiseret af medarbejdere i Danmarks Radio. I program efter program. Af og til hånet, hetzet og nedgjort - og specielt i P1 om formiddagen.
Men hvorfor skulle jeg så love, at jeg i de fem år, jeg er valgt til bestyrelsen, ikke vil kritisere en eneste af Danmarks Radios 3.500 medarbejdere....
En absurd situation. Og en umulig situation. Og et løfte, jeg aldrig ville give, fordi jeg på forhånd vidste, at jeg ikke kunne holde det.
Loyalitet, har man råbt og forlangt... Men loyalitet mellem en bestyrelse på den ene side - og en direktion og en medarbejderstab på den anden side - må gå begge veje.
Uanset hvor hyggeligt og gemytligt, vi har det i forbindelse med bestyrelsesmøderne - for der er, vil jeg sige, en utrolig god stemning: Loyaliteten har jeg bestemt ikke mærket. Tværtimod har jeg oplevet i aviserne at kunne læse ordrette referater af det, der af mig er blevet sagt i et såkaldt lukket bestyrelsesmøde. Og jeg har oplevet i DRåben at blive udskældt - uden at have mulighed for genmæle.
Det er jo ikke gensidig loyalitet. Den er ikke eksisterende.
Jeg har lidt retorisk sagt, at jeg gerne vil give tilsagn om, at jeg i de næste fem år ikke vil kritisere en eneste af DRs medarbejdere - under forudsætning af, at vi laver en deal om, at ingen af de 3.500 kritiserer mig...
En umulig deal. Så mit forslag skal være, at vi fra og med i aften holder op med at stikke hinanden blår i øjnene...!
