Søren Espersen

Udenrigs- & Sikkerhed

2008

Døds-jihad i børne-tv

Jyllands-Posten, 06.03.2008

Af SørenEspersen, folketingsmedlem (DF)

Da frihedskæmperen Kurt Westergaard i palæstinensisk børne-tv forleden blev udsat for dødstrusler fra den ulækre jihad-kanin, Assud, vakte det sund forargelse herhjemme og var topnyhed i nyhedsudsendelserne.

Hvad vi dog ikke fik at vide i de danske nyhedsudsendelser, var, at denne form for pervers døds-jihad er dagligdag i palæstinensisk børne-tv.

Det nye er, at det denne gang var vores ven Kurt, det gik ud over - til daglig er det sådan mere generelt jøder, som skal rives midt over, sprænges i luften og ædes.

Interesserede vil kunne klikke ind på websitet memritv.org, som er flinke til at overvåge og oversætte den daglige døds-dosis i børne-tv, som danske borgere i øvrigt er med til at finansiere takket være den kvarte milliard skattekroner, som årligt sluses ned til palæstinenserne.

Ud over den glubske jihad-kanin, Assud, bringer de Goebbels-inspirerede palæstinensiske børneprogrammer eksempelvis ofte interviews med små drenge og piger, hvis allerhøjeste ønske det er at blive selvmordsbombere, og som smilende og ophidsede af fryd fortæller, hvordan de glæder sig til at rive en masse jøder med i døden.

Intervieweren synes altid, at det lyder som en rigtig skæg idé og roser de små seks-årige for deres gode intentioner om rigtigt at gøre noget for Palæstina.

Ofte har de små smilende rovdyr deres forældre med i studiet - og fra mor og far er der stolte smil.

En far fortalte forleden, hvor uendelig lykkelig han var, fordi hans 18-årige søn havde sprængt sig selv i stumper og stykker - og at drengen derved var blevet familiens sjette selvmordsbomber.

Det skal måske lige tilføjes, at der faktisk er udsendelser på palæstinensisk tv, som ikke er tilladt for børn, og som derfor sendes i de sene aftentimer, hvor børnene er lagt i seng.

Det drejer sig om programmer med scener, hvor mænd og kvinder kysser hinanden. Sådan noget bør palæstinensiske børn ikke udsættes for.

Vi gør Serbien uret ved med magt at rive landet itu

Kristeligt Dagblad, 30.01.2008, Side 11

KRONIK Jeg er overbevist om, at Kosovos sammenslutning med Albanien vil ske senest 10 år efter, at Kosovo har proklameret selvstændighed. Men var et Storalbanien nu det, vi ville, da vi bombede Beograd?

Af Søren Espersen MF(DF)

"Løbet er kørt - det lader til, at der nok ikke er noget at gøre ved det ..."

Det resignerede, det opgivende - det er det, der kendetegner politikere i ind- og udland, når talen falder på Kosovo. Man er grundig træt af den konflikt og irriteret over, at serberne ikke bare hyggeligt vil tilpasse sig den nye tingenes tilstand.

Ja, løbet er kørt. Det er den besked, som serbiske diplomater dag efter dag får, når de i alle vestlige hovedstæder får foretræde for ministre og parlamentsmedlemmer. Og hvor må det dog have været frustrerende for de serbiske diplomater, som også har løbet storm mod Christiansborg, rustet til tænderne med imponerende skriftligt materiale, bare at vide, at uanset, hvad de sagde, og uanset, hvilke argumenter de fremlagde, så var det ligegyldigt. Løbet var kørt: Serbien mister sin provins, og et medlemsland rives itu.

Meget er således gået skævt, siden NATO i 1999 besluttede sig til at bombe Beograd. I min ledende artikel i tidsskriftet Dansk Folkeblad skrev jeg dengang blandt andet: "1500 års kristendom i den serbiske provins Kosovo er forbi. Den sluttede, da den sidste serbiske soldat havde forladt provinsen, mens den albanske undergrundshær, UCK, fejrede begivenheden sammen med soldater fra NATO."

Lederen skabte vild forargelse, og jeg blev stillet til regnskab i aviser, i tv og i radio, for artiklen var jo skrevet på et tidspunkt, hvor alle, efter den mest ensidige mediehjernevask i mands minde, syntes, at det var alle tiders, at NATO hjalp albanerne med at smide serberne ud af Kosovo. Vi havde jo hørt om, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og serberne skulle straffes. Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen.

Bombardementet af Beograd og sejren over serberne blev fejret, idet man nu så frem til et multikulturelt samfund i Kosovo, hvor muslimske albanere og kristne serbere fredeligt kunne leve side om side.

Så vidt drømmene! For da serberne overgav sig, kunne UCK uhindret tage magten i Kosovo. Og det skal jeg love for, man gjorde. På ni år har UCK, som nu udgør administrationen, bortjaget mere end 400.000 serbere, ligesom man har udplyndret, brændt og bortsprængt masser af kirker og klostre - herunder mange middelalderbygninger. En kulturhistorisk vandalisme, hvis sidestykke i moderne europæisk historie kun kan findes i forbindelse med nazisternes ødelæggelse af uerstattelige synagoger.

Nu er vi så kommet til målstregen i det løb, der er kørt. Og jeg og mit parti er af mange grunde urolige med hensyn til det, der nu kommer, og vi er i sagen ikke tilfreds med den danske regering. Vi ville gerne, at Danmark havde bakket op bag den række af EU-lande, som for nogle måneder siden sagde nej til Kosovo-selvstændighed, men som nu har bøjet sig for presset fra USA. Normalt bakker vi jo op om regeringen i udenrigspolitikken, men hvad angår Kosovo, siger vi fra.

For nogle måneder siden var jeg med Udenrigspolitisk Nævn på besøg i Pristina og mødtes her med tidligere medlemmer af UCK, som nu er kommet højt til tops i Kosovos regering og parlament. Jeg erfarede her, at man fra Kosovos side i de forhandlinger, der har været ført med FN, slet ikke har engageret sig i andre muligheder, end at Kosovo skulle blive en selvstændig stat.

Det var ligeledes under de formelle samtaler min fornemmelse, at et selvstændigt Kosovo kun er første skridt mod en sammenslutning med Albanien. Og det giver jo mening, for det er jo netop ikke et særligt folk, der bor i Kosovo, men ganske almindelige albanere - og det er jo evident, at albanere gerne vil bo i Albanien.

Men hvad vil et selvstændigt Kosovo så føre til?

Ja, på kortere sigt må en genopblussen af volden forventes, og det kan i værste fald kan blive til en ny, blodig borgerkrig. 12-15 procent af befolkningen i Kosovo er serbere, og kun et sidste øjebliks kompromisløsning i form af, at den nordlige del af Kosovo forbliver en del af Serbien, vil måske kunne holde disse serbere i ro. Fra moderlandet kan de forvente støtte. I titusindvis af frivillige i uofficielle militsgrupper er med våben i hånd klar til at strømme ind fra Serbien, når selvstændigheden proklameres. En genopblusning af volden må nødvendigvis medføre en styrkelse af de fremmede tropper, der står i landet. Der er dog ingen tvivl om, at man, såfremt den militære vilje fortsat er til stede, atter vil kunne gennemtvinge sikkerhed.

Et næste skridt i sagaen kan herefter blive, at Kosovo, hvor absolut intet produceres, og som fuldstændig er afhængig af EU-støtte, om nogle år vil lade afholde en folkeafstemning om en sammensmeltning med det mere velstående Albanien. Dette skridt vil være en naturlig følge af, at 90 procent af indbyggerne i Kosovo er albanere, og at hver og én af disse ønsker en sammensmeltning med moderlandet, og - uanset at de vestlige regeringer i dag afviser denne mulighed - hvem vil til den tid kunne sætte sig op mod et "folkeligt krav" og en beslutning fra en selvstændig stat?

Tirana har i denne forbindelse spillet kortene godt - nemlig ved totalt at blande sig udenom. Man hører aldrig en lyd fra Albanien i denne sag. Hvorfor skulle Tirana da i øvrigt også blande sig, når alting går præcis, som man bare kunne drømme om.

Intet under, at man i Albanien elsker USA, som har været bannerfører for et selvstændigt Kosovo. Ja, selv præsident Bush, som i den grad savner kærlighed og kun møder rasende demonstranter, hvor end han kommer, bliver i Tirana hyldet som helt.

Personligt er jeg overbevist om, at Kosovos tilslutning til Albanien vil ske senest 10 år efter, at Kosovo har proklameret selvstændighed. Men var et Storalbanien nu det, vi ville, da vi bombede Beograd i 1999?

Hvad var det så, der gik galt? Jo, alle er vel enige om, at det ideelle ville have været, at ledelserne i Serbien og Kosovo havde fundet en mindelig løsning. Men som nævnt finder jeg, at denne mulighed blev besværliggjort af Attisaris rapport, som frem for at åbne for muligheder fik karakter af en facitliste, som afslutter enhver forhandlingsmulighed.

Når Dansk Folkeparti mener, at man er i færd med at gøre Serbien stor uret, og i Udenrigspolitisk Nævn agter at modsætte sig Danmarks anerkendelse af et selvstændigt Kosovo, sker det med disse argumenter:

1. I FN's charter understreges ethvert medlemslands territoriale integritet.

2. Det kan ikke være rigtigt, at en af verdenssamfundet fuldt anerkendt stat på denne måde med magt rives over. Det kan ikke være fair, at en ældgammel stat og nation pålægges en historisk vidtrækkende straf, blot fordi man i en periode på nogle få år havde en ganske forfærdelig ledelse.

3. Beslutningen om at ændre et FN-medlemslands territoriale grænser alene af den grund, at en etnisk befolkningsgruppe har vokset sig større, vil skabe en præcedens, som alle lande med store etniske befolkningsgrupper med god grund burde frygte.

4. Serbien har i vore øjne strakt sig langt ved at tilkendegive at ville acceptere et fuldt selvstyre for Kosovo mod at beholde overhøjheden over Kosovo og dermed bevare Serbiens territoriale integritet.

5. Vi anser det som nævnt som sikkert, at et selvstændigt Kovovo i løbet af få år vil søge sammenslutning med Albanien. Meget tyder på, at denne sammenslutning allerede så småt er på vej.

Endelig er der de danske tropper, som arbejder i området omkring Mitrovica, og som vi også under turen med Udenrigspolitisk Nævn med stor glæde havde lejlighed til at besøge.

Efter vor opfattelse vil tropperne efter dansk anerkendelse af et selvstændigt Kosovo få en helt ny placering; en placering, som er såvel uønsket som farlig. Tropperne har et godt navn og image hos såvel serberne som albanerne. I tilfælde af dansk anerkendelse af Kosovo, vil kosovoserberne nødvendigvis vende sig mod de danske soldater, som ikke længere vil blive set som neutrale i konflikten. Det er vores opfattelse, at regeringen derfor, efter anerkendelsen, på ny bør overveje den danske tilstedeværelse.

Når soldater skal "makke ret"

Berlingske Tidende, 15.01.2008

Af Søren Espersen, Udenrigspolitisk ordfører for DF

Det har slået mig, at det ofte er det mest selvfølgelige, der får folk til at råbe og rase mest. Som nu forleden, hvor Berlingske Tidende bragte en overskrift om, at jeg mener, at soldater skal »makke ret«. Nu var det ganske vist Berlingskes overskriftsredaktør, som havde tillagt mig den vending - for jeg havde aldrig udtalt den, men meningen med det, jeg sagde til avisen, var såmænd ganske godt ramt med overskriften, så den vil jeg ikke klage over.

Derimod undrede jeg mig over, at flere, som skrev til mig på mail, var rasende over dette selvfølgelige, at en dansk soldat da skal gøre sin pligt - og, ja: makke ret. Diskussionen var en følge af, at næsten halvdelen af de soldater, som skulle udsendes til Afghanistan, nok mente, at de ville sende afbud. For mig var det en rystende meddelelse, fordi der netop var tale om professionelle soldater, som af den ene eller anden årsag ikke ville udføre deres arbejde, men »sendte afbud«.

Meddelelsen bestyrkede mig i, at der i de seneste år er vendt op og ned på mange ting, når det gælder vort militær, og jeg har i den forbindelse lyst til at fortælle om min svigersøn, som er i Israels faldskærmstropper, og som har været igennem flere operationer efter at have været døden nær i Libanon, hvor han blev ramt i maven og i begge ben. I det slag, hvori han blev så alvorligt såret, afgik 11 af hans venner ved døden. De døde var i øvrigt alle værnepligtige. Som sine kammerater har også min svigersøn aftjent værnepligt, først i tre år - og dernæst med hyppige genindkaldelser, hvorunder han har deltaget i talrige militære operationer.

Mig bekendt er hverken han eller hans kammerater nogensinde blevet spurgt om, hvorvidt de var »klar eller ikke klar« til at deltage i operationer. Vi - hans pårørende - fik ingen lejlighed til at tage stilling til, om vi syntes, det var en god idé, at han skulle af sted. Ej heller stillede nogen spørgsmål ved hans regerings ret til at sende ham ud på præcis de opgaver, militæret besluttede skulle udføres. Selvfølgelig. Ellers kunne han jo i god tid have meddelt, at han var militærnægter.

I Grundlovens § 81 hedder det: »Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver«. Og hvad der bidrager til fædrelandets forsvar, besluttes ikke af soldaterne, men alene af Folketinget. Eksempelvis at bekæmpelsen af terrorister i Afghanistans bjerge er et værdifuldt og nødvendigt bidrag til forsvaret af Danmark.

Dette er ikke uinteressant at have i baghovedet, at der altså intet er til hinder for, at regering og folketing besluttede, at også værnepligtige sendes af sted på internationale missioner. Det er der nu ingen i Folketinget, der har tænkt på at gøre, for herhjemme har vi klogeligt besluttet, at det udelukkende skal være professionelle soldater, vi sender af sted.

Men når det nu er sådan, så er det absolut mindste, man dog af professionelle kan forlange, at de udfører deres arbejde. Og det bør ikke kunne komme som den store overraskelse for en soldat, at en væsentlig del af hans erhverv er at gå i krig, når han får besked på det.

Det kan ikke være rigtigt, at vi uddanner professionelle soldater, som så - når det gælder - sender afbud.

2007

Kronik: Når NATO vil gå på to ben i Afghanistan

Jyllands-Posten, 07.12.2007, 1. sektion, Side 11

Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)

Da de allierede styrker gik i land i Normandiet i sommeren 1944, havde de britiske og amerikanske generaler fået ordre til så hurtigt som muligt at nedkæmpe den tyske armé, marchere mod Berlin og derefter sikre sig det tyske folks betingelsesløse overgivelse.

Det fortælles i øvrigt, at generaladmiral von Friedeburg i forbindelse med kapitulationen på Lüneburger Heide i maj 1945 forsøgte at få nogle ganske få og ubetydelige tyske betingelser med i dokumentet, men af feltmarskal Montgomery blot iskoldt fik at vide, at der ikke var det mindste at diskutere - men at von Friedeburg bare kunne nøjes med »at skrive sit navn her...«

Gad vidst hvordan Montgomery, Eisenhower, Patton og de andre legendariske generaler havde haft det med forholdsordrer om, at de nu under udførelse af deres opgave frem mod Berlin for alt i verden skulle træde varsomt - og at det var uhyre vigtigt, at de vandt »the hearts and minds of the Germans...«? Og mon i øvrigt deres politiske foresatte, Englands premierminister og USA's præsident, selv i deres inderste, lønlige tanker havde kunnet forestille sig at foreslå sådant noget?

Nej, ordren fra Churchill, Roosevelt og senere Truman var for de militære chefer befriende klar: Nedkæmp den tyske armé, sørg for det tyske folks betingelsesløse kapitulation og afskaf nazismen. Og gå så omgående derefter i gang med at levere forsyninger til det tyske folk - og at genopbygge Tyskland.

Og det forunderlige er, at med den hurtige og effektive hjælp, som efter kapitulationen blev sat i gang i Tyskland - og som snart blev til Marshall-hjælpen, ja, så vandt de allierede faktisk inden for få år the hearts and minds of the Germans !

Vesttyskland, renset for nazismen, blev snart den frie vestlige verden en tro væbner - og har været det lige siden.

I dag har der overalt i den vestlige verdens militære hoveder sneget sig en ganske anden filosofi ind. Ja, der undervises ligefrem i denne nye filosofi rundt om i den vestlige verdens officersskoler, ligesom den vestlige verdens førende politikere ustandselig gentager filosofien.

Denne nye militære filosofi, som for tiden afprøves i Afghanistan, og som er blevet NATO's forholdsordre, handler firkantet sagt om, at man i kampen mod Al Qaida og Taleban hele tiden skal gå på to ben. At militært engagement og genopbygning skal gå hånd i hånd. At man, hver gang en militær deling affyrer en raket mod Al Qaida og Taleban, skal en anden militær deling skynde sig ud og lægge en ny mursten til en skole. At man hver gang, man ødelægger en bro, skal skynde sig at bygge den op igen. At man hver gang, man rammer nogle bygninger i en landsby, skal skynde sig at sige undskyld - og i øvrigt yde erstatning.

Uden at kunne drage sammenligninger mellem de to konflikter i øvrigt, er det i denne forbindelse interessant at se på krigen forrige sommer i Libanon mellem Israel og Hizbollah, for her havde man en tilsvarende situation i forholdet mellem militæret og politikerne - og i forholdet mellem en krigsførende magt og det ubestemmelige begreb verdenssamfundet.

For vel gav premierminister Ehud Olmert sin hær ordre til at gå ind over grænsen til Libanon og rydde den sydlige del af landet for Hizbollah-folk, men samtidig fik den israelske hær i realiteten hænderne bundet op på ryggen. For der var hele tiden et hensyn at tage til verdensopinionen - til de billeder CNN et par timer efter et militært angreb ville kunne fremvise.

Alene af den grund opererede kun tre israelske divisioner inde i Libanon, mens der lige nede ad vejen, i det nordlige Israel stod 11 krigsduelige divisioner som aldrig kom i kamp. Og af den grund var det ganske få bombetogter, som Israels luftvåben foretog.

Alt dette ville jo, set fra et israelsk synspunkt, have været ganske udmærket - hvis Israel vel at mærke havde vundet krigen. Nu blev krigen i stedet noteret som en tabt krig, og Hizbollah kørte bagefter rundt i Libanons gader og jublede over, at man havde vundet.

Dette syn var efter sigende det værste for de frustrerede israelske generaler, som vidste, at man militært havde kunnet udføre opgaven at rydde Libanon for Hizbollah-folk, men at krigen alene blev tabt, fordi det ikke kan lade sig gøre at kæmpe med hænderne bundet op på ryggen.

I Afghanistan er de allierede generaler på samme måde udstyret med en ordre om, at man hele tiden skal afstemme sine militære midler i forhold til - ikke hvad der er militært nødvendigt, men hvad man mener offentligheden derhjemme vil kunne leve med. Det skal forstås på den måde, at hvis Al Qaida og Taleban affyrer raketter fra en landsby, må man vurdere, om det egentlig ikke er bedre for den offentlige mening derhjemme i London og København bare at lade sine egne soldater dynge til med raketter og lade Taleban beholde landsbyen - frem for at angribe landsbyen, hvorved nogle civile kunne blive ramt. Civile ofre giver nemlig dårlige billeder og dårligt image hjemme - så hellere dukke sig for Taleban-raketterne.

Det er i denne diskussion væsentligt at holde sig for øje, at NATO - verdens største og mest effektive krigsmaskine - militært ville kunne bringe Taleban og Al Qaida på knæ og til kapitulation i løbet af 6-12 måneder. Det vil sige: Hvis man altså brugte de militære muligheder, man havde - og vel at mærke, hvis hele NATO stod sammen om opgaven.

I stedet har man altså valgt at gå på to ben. Og det lyder jo ganske sympatisk, fordrageligt og fredselskende - og det er af den årsag et slogan, som også herhjemme nyder stor opbakning, og som har den positive effekt, at opbakningen i Folketinget til Afghanistan-missionen er bred.

Men hvad medfører det, at vi skal gå på to ben? Hvad betyder det for NATO's samlede engagement i Afghanistan, at man ikke hurtigst muligt får nedkæmpet Taleban - men i stedet farer med lempe? Og betyder det virkelig, at vi ved vores sympatiske eftergivenhed vinder afghanernes hearts and minds - altså så at sige får afghanerne over på vores side?

Til det sidste kan der svares ubetinget nej. Talebanerne styrer, efter seks års NATO-engagement, stadig begivenhederne i en tredjedel af Afghanistan. Det skønnes, at Taleban, hvis det gælder, kan mobilisere 100.000 dygtige, dødsforagtende krigere alene i Helmand, Kandahar og det nordlige Pakistan, og de nyder stor sympati i lokalbefolkningen, som i høj grad er Taleban, som ser på de fremmede tropper som fjender, der skal dræbes - og den afghanske hær som en quisling-hær, som ødelægger deres afgrøder og dermed deres indtjening.

Men hvad nu med NATO's engagement?

Ja, hvis militæret fra politisk hold har fået besked på at føre krig, og samtidig har fået bundet hænderne på ryggen, ja, så siger det sig selv, at det felttog må fejle. NATO har valgt filosofien at gå på to ben - og har dermed samtidig valgt at måtte engagere sig i Afghanistan de næste 25 år, hvert år med mange allierede soldater døde.

Kan det virkelig være den rigtige filosofi?

Jeg tror ikke, Churchill og Roosevelt ville have syntes det.

Jeg har derimod en formodning om, at de ville have kommanderet: Lad os sætte alle militære kræfter ind på så hurtigt som muligt at nedkæmpe Taleban og Al Qaida til en betingelsesløs kapitulation.

Lad dem skrive under på papiret, som vi ønsker det. Og lad os så komme i gang med at genopbygge Afghanistan.

Sylen: CIA-amatører!

Ekstra Bladet, 18.09.2007, bagsiden

Af Søren Espersen, MF

SÅ TONEDE han igen frem på tv-skærmene: Osama Bin Laden – den ulækre karl.

Dér sad han så igen – brovtende, selvhøjtidelig, salvelsesfuld – og messede sine dødstrusler ud mod menneskeheden.

’Omvend jer til islam – ellers ..!’, var budskabet fra denne fredens og kærlighedens religion .., idet man ihukommer ordene fra den sagtmodige Aayan Hirsi Ali: ’De 19 flykapreres umenneskelige handling var den logiske følge af dette detaljerede system til styring af den menneskelige adfærd. Islams verden er opdelt i dem og os – hvis man ikke accepterer Islam, må man gå til grunde.’

Ja, sandelig, Osama bin Laden misbruger ikke Koranen. Han bruger den bare ...

MEN TILBAGE foran tv-skærmen må man så for 117. gang spørge sig selv: ’Hvorfor har vi dog ikke for længst fået ram på den brutale stodder?’

Kan det virkelig være rigtigt, at de samlede styrker af hele den frie verdens efterretningsorganisationer med CIA i spidsen ikke efter seks lange år har fundet ud af, i hvilken pakistansk eller afghansk hule Osama leger grævling?

Hvor kluddermikkel-agtig har CIA egentlig lov at være, når man svømmer i ansatte og endeløse dollar-milliarder og har en teknologi til rådighed, som er så præcis, at man ude fra verdensrummet kan tælle røgringene fra Osamas vandpibe? Ligesom man fuldstændig uden problemer kan læse hver eneste e-mail og aflytte hver eneste telefonopringning. Tænk på, at Osama har mange hundrede bevæbnede mænd omkring sig. At de skal have forsyninger derude i klippehulerne. At der skal rekrutteres nye folk. At der skal afgives ordrer til cellerne rundt om. Og at det alt sammen er foregået i seks år – uden at genierne i CIA har opdaget noget ...

JO, DET GIVER kuldegys, hvis ikke så simpelt et job som at få ram på hulemanden kan løses. Mærkeligt, at USA finder sig i at betale til så elendigt et efterretningsvæsen.

Sylen: Forsvar for Søvndal

Ekstra Bladet, 02.05.2007, bagsiden

Af Søren Espersen, MF

GUDSKELOV er jeg sjældent enig med SF’s Villy Søvndal. Men på ét punkt er der to – Villy og mig! – der står sammen i dansk politik. Vi er enige om, at i vores folkestyre er alt til åben diskussion – herunder Danmarks Forsvar.

NOGEN – såvel inden for Forsvaret som i det politiske liv – synes beklageligvis ikke, det er en selvfølge. Og i takt med, at Danmark heftigere og heftigere engagerer sig i krige med de store problemer, der deraf følger, stikker censur-mimoserne hovederne frem: ’Man kan ikke, for vores soldaters skyld, være bekendt at diskutere vores engagement i Irak eller Afghanistan,’ siger de. Eller: ’Det er til skade for vore soldater, at vi åbent kritiserer eller debatterer enkeltindsatser’.

MENS SØVNDAL er modstander af vore militære engagementer, er jeg som bekendt entusiastisk tilhænger af Danmarks militære indsats. Jeg er rævestolt af, at vi nu endelig er kommet fri af den æreløse fodnotepolitik, og at vi i dag med ære og værdighed står i Den Frie Verdens frontlinje.

MEN HVIS nogen har lyst til at kritisere Danmarks militære indsatser – eller officererne, soldaterne eller forsvarsministeren – er det fuldstændig efter folkestyrets håndbog. Det skulle da bare lige mangle, at ikke også Villy Søvndal, præcis hvornår og hvordan han vil, kan debattere og kritisere alt det, han lyster. Også uden – tåbeligt – at blive beskyldt for at ’svigte soldaterne’.

I TRADITIONELT krigsførende lande som England, USA og Israel diskuteres – højtråbende og i fuld offentlighed – hver eneste træfning og hver eneste militær beslutning i detaljen. Sådan skal det være i et demokrati. Og kan Forsvaret – minister, officerer og menige inklusive – ikke håndtere at blive kritiseret og diskuteret i fuld offentlighed, har de ikke forstået en pind af, hvad det vil sige at være en institution i et folkestyre.

Det var ikke rigtigt at gå ind i Irak - men beslutningen var rigtig

Information, 12.04.2007, 1. sektion, Side 2-3

Kommentar: Det var ikke rigtigt at gå ind i Irak - men beslutningen var rigtig

Invasionen af Irak var en helt rigtig beslutning, som vi uden tøven ville gentage under de samme omstændigheder

Af Søren Espersen, MF

Efter den store udenrigspolitiske debat tirsdag på DR2 har der været nogen debat vedrørende mine udtalelser. Jeg var bedt om at holde en kort tale, hvor jeg skulle besvare spørgsmålet: 'Var det rigtigt at gå ind i Irak?'

Mit svar var: Nej, det var ikke rigtigt at gå ind i Irak, men beslutningen var rigtig! Og en beslutning, vi uden tøven ville træffe igen under de samme omstændigheder.

Det var - indrømmet - et noget kryptisk svar, som ikke kan stå alene, men som kræver en forklaring. Den forklaring fik jeg også i kortfattet form lejlighed til at give i tv-debatten, og jeg vil i det følgende uddybe den.

Som politiker er man nødt til at agere på baggrund af de informationer, man har til rådighed. Og det, man har til rådighed, er dels erfaringen omkring et bestemt emne - det vil sige den historiske viden - og dels det, man kan kalde 'nuets' oplysninger.

Hvad ved vi lige nu og her? Hvad ved vi i dette øjeblik, hvor vi skal træffe en væsentlig beslutning, der betyder, at danske soldater bringes i livsfare?

Det ville være skønt, hvis man som politiker eller i andre af livets forhold, inden man traf beslutninger, havde kendskab til alt det, der efterfølgende kom frem - i bagklogskabens lys.

Først til Serbien: For otte år siden var hele verden overbevist om, at Slobodan Milosevic havde gang i et massemord, at massegravene var gravet, og at Milosevic var i gang med at fylde dem med mennesker. Vi vidste det, og vi agerede på den baggrund. Og med den sikre viden begyndte NATO bombardementerne af Beograd - efterfulgt af en invasion af Serbien. Infrastrukturen blev ødelagt, tusinder af mennesker mistede deres bolig.

Serbien var i knæ. Ved en måling herhjemme stod det klart, at overvældende 90 procent af danskerne var tilfreds med bombardementerne og invasionen. I Folketinget var det i øvrigt kun Dansk Folkeparti, som stemte nej.

Nogle måneder senere stod det klart, at der ingen massegrave var i Kosovo. Mange albanere var drevet på flugt, men det etniske folkedrab var ikke eksisterende. Hvad skulle NATO så have gjort? Skulle NATO have sagt: Om forladelse, Milosevic! Det var ikke rigtigt af os - nu tager vi hjem igen, og så kan du ellers regere videre som om intet var hændt. Selvfølgelig ikke! Vi havde, på baggrund af en sikker viden om massegrave i Kosovo ageret og sagt A. Følgelig måtte vi også sige B. Vi kunne ikke have, at Milosevic' stalinistiske jernhånd fortsat skulle sætte dagsordenen. NATO-tropperne står stadig i Kosovo hér otte år senere. Med Dansk Folkepartis fulde opbakning. For selv om vi sagde nej dengang i 1999, påtager vi os som et seriøst parti alligevel ansvaret for at løse den situation, bl.a. Danmark var med til at skabe.

Galningen måtte standses

For fire år siden hørte vi alle USA's sympatiske og overbevisende udenrigsminister, Colin Powell, i FN dokumentere, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og at han stod i ledtog med terrororganisationer. Med Saddam havde vi 35 års smertelig erfaring.

Vi vidste således, at Saddam var en gangster, som havde kørt sit land i sænk, indhyllet sit land i et ufrit mørke. Vi vidste, at han havde foretaget etniske udrensninger i det kurdiske folk, havde udslettet hele landsbyer - og vi vidste, at han havde ladet det regne med missiler over israelerne og var parat til at gøre det igen. Og så havde vi altså Powells sikre informationer. Det var ikke noget, vi troede - det var noget, vi vidste. Og vi agerede på den baggrund! Ikke mindst fordi Saddam igennem 12 år havde leget kispus med våbeninspektørerne og nogle måneder forinden, i december 2002, havde fået det allersidste ultimatum fra FN's Sikkerhedsråd.

Løbet var kørt for Saddam. Galningen måtte standses. Nogle måneder senere stod det så klart, at der ingen masseødelæggelsesvåben var, og at Saddam ikke stod i ledtog med terrororganisationer. På det tidspunkt var Iraks infrastruktur ødelagt, og diktaturets system lå heldigvis i ruiner. Friheden og mulighederne bankede på for det irakiske folk efter 35 års mørke. Og terroristerne? Ja, de vejrede morgenluft.

Hvad skulle vi i en sådan situation have gjort? Skulle vi have sagt: Undskyld, Saddam! Det var forkert af os. Vi smutter igen! Fortsæt du blot dit modbydelige diktatur og kør videre, som om ingenting var hændt. Selvfølgelig ikke. Vi havde sagt A, og så måtte vi nødvendigvis også sige B. Det forstod FN's Sikkerhedsråd - og gav et urokkeligt mandat til de frie allierede. Et mandat, som igen og igen fornyes. Og det værdsætter de kræfter i Irak, som er lykkelige over at være sluppet for Saddam efter 35 år.

Vi løb ikke et sekund fra ansvaret. Vi gjorde derimod det, vi nødvendigvis måtte gøre. Invasionen af Irak var en helt rigtig beslutning, som vi uden tøven ville gentage under de samme omstændigheder. I Dansk Folkeparti fortryder vi ikke et øjeblik. Vi bakkede helhjertet op om beslutningen og gør det stadig - uden vaklen.

Vi støtter skam tolke

Ekstra Bladet, 09.04.2007, Side 44

Af Søren Espersen

Det er sympatisk, at nogle danskere gerne vil hjælpe de irakiske tolke (Ekstra Bladet 6.4.). De har nemlig hørt i medierne, at det kun drejer sig om 20 mennesker, og at DF – formentlig af ren ondskab – sætter hælene i. Begge dele er forkert. Mange hundreder irakere har udført lønnet arbejde for de danske styrker. For de allierede styrker drejer det sig om måske 100.000. De har leveret brød, mælk, grøntsager og kød og har været brugt som mekanikere etc. Alle har de gjort et udmærket stykke arbejde, som de selv har søgt. Det vil være unfair over for alle disse mange grupper blot at forære en opholdstilladelse til 20 udvalgte og deres familier.

Hvis vi åbner vore døre for alle, bliver det en ladeport, vi åbner. Vores stramme udlændingepolitik har en stor del af æren for Danmarks fremgang, og der er brug for irakerne til genopbygningen af deres eget land. Vi skal hjælpe vores irakiske medarbejdere – men de skal støttes i det Irak, som de selv har hjulpet med at befri. I øvrigt har DF været med til at afsætte 30 mio. kroner netop til det formål at hjælpe de internt fordrevne, herunder altså tolke.

For første gang vil FN med magt rive et land over

Berlingske Tidende, 01.03.2007, 2 Sektion, MAGASIN, Side 12

Af Søren Espersen, MF, udenrigspolitisk ordfører (DF)

Det er ikke før set, at FNs flertal med magt vil rive et medlemsland over - som man nu vil gøre i forhold til Serbien. Ganske vist besluttede FN for 60 år siden at dele det gamle britiske mandatområde, Palæstina, i to stater. Men her var tale om noget, der aldrig havde været en stat og derfor ikke medlem af FN - og hvis oprindelige mandatområde også omfattede hele Jordan.

Med Serbien er der derimod tale om et velafgrænset og veldefineret land. Årsagen til den planlagte overrivning er, at der i løbet af et par generationer er blevet et albansk-muslimsk flertal i Kosovo. Om end Kosovo er en del af Serbien og altid har været det, ledes regionen i dag af en albansk-muslimsk regering understøttet af bl.a. danske soldater.

Serbernes standpunkt er, at Kosovo er en del af Serbien. De albanske muslimer stiller på deres side med krav om, at Kosovo bliver et selvstændigt land. Selvom muslimerne ikke officielt siger det, er der ingen tvivl om, at planen er, at Kosovo skal smeltes sammen med Albanien. Det store prestigeprojekt, som man nu vil have EU til at betale, er første skridt: Det er en motorvej mellem Albaniens hovedstad Tirana og Kosovos hovedby Pristina. Lur mig, om ikke et selvstændigt Kosovo om ganske få år forlanger »anschluss« med moderlandet. Et Storalbanien tegner sig!

Rusland er for tiden den eneste hindring mod, at FNs planer føres ud i livet. Overrivningen af Serbien kan nemlig kun blive til noget, såfremt FNs Sikkerhedsråd siger ja --og her skal Rusland som permanent medlem stemme for. Men siger Rusland ja - og presset på Rusland er enormt for tiden, rives Serbien over i to, og dermed har FN altså for første gang delt et medlemsland med den eneste forklaring, at befolkningen i en region ikke længere har den samme religion som flertallet i landet.

Og man må spørge i hvilken region i et af Europas lande, hvor det muslimske flertal mon næste gang kræver selvstændighed? Bliver det Marseilles? Bliver det Berlin? Skåne? Bliver det Staffordshire og Yorkshire? Skal et land i det hele taget fremover bare acceptere at blive revet over, fordi muslimer antalsmæssigt får overtaget i et område -og derefter forlanger selvstændighed?

Sagen er, at hvis Rusland ikke står fast i denne sag, vil der med FN-beslutningen kunne skabes en uhyggelig præcedens. Så man må inderligt håbe, at Rusland står fast. Ikke alene for Serbiens skyld, men så sandelig også for andre europæiske lande, hvor islam marcherer frem

Pas på Kosovos fremtid

Jyllands-Posten, 02.02.2007, Side 11

Af Søren Espersen, Folketingsmedlem, Udenrigspolitiske Ordfører (DF)

MEGET TYDER på, at Martti Ahtisaari som FN’s udsending vil fremlægge sin plan for Kosovos fremtidige status. Alle venter, at planen vil anbefale, at Kosovo bliver en selvstændig stat.

Om det så bliver sådan, er en anden sag – for det kræver, at FN’s Sikkerhedsråd siger ja, og Rusland vil givet sige nej. I hvert fald advarede præsident Putin forleden om ikke at tromle Kosovos selvstændighed igennem – og i den advarsel er jeg enig med ham:

At tvinge Serbien til at acceptere selvstændighed for Kosovo, ville ikke alene være uklogt, men en historisk fejltagelse.

Det er i øvrigt min opfattelse, at en eventuel selvstændighed for Kosovo blot vil være en midlertidig anordning – en parentes – for det endelige mål for det uproduktive Kosovos store albansk-muslimske flertal er og bliver provinsens indlemmelse i Albanien.

Den slags tales der bare ikke højt om i Albanien eller i Kosovo.

Det er klogt af dem at holde mund om dette kontroversielle mål, når man ved at tie kan få FN til at gennemtvinge det første skridt ved at give Kosovo selvstændighed.

Næste krig bliver mere blodig

Kristeligt Dagblad, 03.01.2007, Side 8

MELLEMØSTEN: Et nyt blodbad i Mellemøsten kan forhindres, men kun hvis FN-styrken begynder at vise tænder og gøre det nødvendige

Af Søren Espersen

For få måneder siden, da mandatet for FN-tropper til Libanon blev diskuteret, var alle parter enige om vigtigheden af, at de 15.000 mand - samt FN-flådestyrken ud for Libanons kyst - skulle udgøre "en slagkraftig styrke". Underforstået: Ingen ønskede en FN-styrke af den observerende type, som i mange år har opholdt sig i Libanon; nej, man ville have en styrke, som var i stand til at sørge for lov og orden - og som var i stand til at løse de nødvendige opgaver.

Ikke mindst for Israel var det afgørende vigtigt, at man - når man i løbet af august trak sine tre divisioner ud af Libanon - fik en FN-styrke, som i samarbejde med Libanons hær blandt andet kunne sørge for, at Hizbollah ikke på ny fik tilførsel af kortdistancemissiler som de 12.000 Katusja-raketter, som i en måneds tid regnede ned over det nordlige Israel og drev knap 300.000 israelere på flugt sydover. Men også for libaneserne var det afgørende, at den FN-styrke, der blev opstillet, ville kunne genskabe orden og ro i landet.

I Udenrigspolitisk Nævn blev vi af såvel statsministeren som udenrigsministeren og forsvarsministeren forsikret om, at der ville være tale om "en slagkraftig styrke" - og blandt andet derfor tilsluttede Dansk Folkeparti sig mandatet og den brede enighed i Folketinget om dansk bidrag til styrken i form af to fartøjer fra Søværnet, som skulle indgå i den tysk-ledede FN-flåde. Formålet med FN-flåden var, i samarbejde med Libanons militærflåde, blandt andet at sørge for, at Hizbollah ikke fik tilført våben ad søvejen.

Men den dansk-tyske FN-flåde har ikke bordet ét eneste skib. Det har Forsvarsministeren netop bekræftet over for mig. Og på landjorden strømmer nye missiler ind i Libanon - adresseret Hizbollah - og med 15.000 FN-tropper som bovlamme tilskuere. Ifølge Time Magazine har Hizbollah i de forløbne tre måneder stort set fået erstattet alle sine kortdistancemissiler - og forsyningsruten går fra Iran via Syriens hovedstad Damaskus ind i Libanon. Tilsvarende oplyser den britiske avis, Daily Telegraph (den 1. november 2006 i artiklen "Hizbollah Rebuilds its Military Force under Nose of UN"), at Hizbollah arbejder ekstremt hurtigt i det sydlige Libanon, og at terrororganisationen har et fabelagtigt netværk, som arbejder så effektivt, at FN ikke har en chance. At alt dette foregår lige for næsen af FN's "slagkraftige styrke" er en skandale. Og dødsensfarligt. Det er, som om man fra det internationale samfunds side ikke fatter rækkevidden af bare at lade stå til og derved åbne for en ny krig mellem Hizbollah og Israel.

Et er i hvert fald sikkert: Når det kommer til en ny krig mellem de to parter, bliver det en ganske anderledes blodig forestilling, end den vi var vidne til i sommer. Det er der flere grunde til. For det første vil Hizbollah, stærkt opmuntret af egen indsats i sommer, være endnu stærkere og endnu mere opsat. Og næste gang vil man få hjælp af mange tusinde frivillige, som vil strømme ind fra andre lande, specielt naturligvis Syrien og Iran.

På den israelske side vil alt ligeledes være anderledes. Tag nemlig ikke fejl af, hvordan sommerens krig har været diskuteret i Israel. Frustrationerne over at hæren ikke, som normalt, fik rimeligt frie hænder til at gøre det militært nødvendige, er store. Sagen er jo, at nok blev tre israelske divisioner sendt ind i Libanon, men lige nede ad vejen stod endnu 11 kampklare divisioner, som aldrig kom i kamp. Og i hundredevis af jager- og bombefly, som aldrig blev sendt af sted mod Hizbollah. I Israel spørges regeringen derfor: Gik Israel halvhjertet ind i den krig? Ofrede vi mange soldater, fordi vi ikke satsede det nødvendige. Holdt vi os tilbage, fordi vores internationale image helst ikke skulle skades som følge af mange civile libanesiske tab? Den israelske regering har forstået budskabet, og israelerne vil ikke én gang til tåle at blive ydmyget af Hizbollah. Tvinges Israel således igen i kamp af nye missiler fra Hizbollah, vil man atter gå i krig - men denne gang med hele slagstyrken.

Dette frygtelige blodbad er det FN's opgave at forhindre, men det er i den elvte time. Og blodbadet kan forhindres, men kun hvis FN-styrken begynder at vise tænder og gøre det nødvendige. FN har alle de militære midler til at standse den videre oprustning af Hizbollah og dermed sikre fred og fremgang i Libanon. Gør man det ikke, vil historiens dom over FN blive hård.

Gambling i Mellemøsten

Jyllands-Posten, 02.01.2007, Side 10

Af Søren Espersen, Folketingsmedlem, Udenrigsordfører (DF)

I ET SVAR TIL mig fra DI gentager organisationen lige præcist den pointe, som gjorde, at jeg udtrykte bekymring for DI’s nye mellemøstlige satsning. DI erkender, at de sammen med andre interessegrupper pressede på for, at Jyllands-Posten skulle undskylde nogle harmløse tegninger. Det finder jeg helt uacceptabelt.

Jeg er derfor betænkelig ved, at DI forsøger at få sine medlemmer til at investere i et marked, der er så politisk betændt som det mellemøstlige. Det er i mine øjne ren gambling. Som politiker blander jeg mig ikke i, om danske virksomheder gambler med deres investorers penge, men når det implicit ligger i gamblingen, at hvis den lykkes, vil presset på andre danske virksomheder og politikere øges i tilfælde af en ny krise, så kaldes jeg til at udstede en venlig ment advarsel.

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at dansk eksport stiger kraftigt i disse år og der findes adskillige markeder i vækst, hvor danske virksomheder ikke skal slå knuder på sig og de grundlæggende danske værdier, for at handle der.

En måde DI kunne undgå at bringe sig selv, sine medlemsvirksomheder og det danske samfund i forlegenhed en anden gang, var at gøre det klart for sine samhandelspartnere, at danske eksportvirksomheder trives i og lever af den frie danske samfundsmodel.

Forudsætningen for den danske velstand er friheden til at tænke og handle frit, hvilket danske virksomheder passende kunne meddele sine mellemøstlige samarbejdspartnere i tilfælde af, at disse forsøger at politisere handelssamarbejdet.

DI kunne derfor i fremtiden spille en positiv rolle i Mellemøsten ved at udbrede danske frihedsidealer, frem for at bede en uafhængig dansk avis undskylde for sin brug af ytringsfriheden.

I så tilfælde ville en mellemøstlig satsning give god mening.

2006

Lad os se ondskaben i øjnene

Berlingske Tidende, 21.10.2006, 2 Sektion, MAGASIN, Side 24

Af Søren Espersen

I vore dage ser vi i nærbilleder ikke alene volden og terroren og lidende ofre, men så sandelig også storskrydende gerningsmænd, som praler af det, de har gjort – eller som de nu, som Allahs soldater, er på vej til at gøre. I vore dage konfronteres almindelige mennesker dagligt, igennem TV, video og internet med det hele.

Vi er vel et eller andet sted klar over, at det for gerningsmændenes sag er væsentligt, at verden lægger mærke til deres forbrydelser, og det kan føles ubehageligt at vide, at vi, alene ved at være tilskuere, spiller det spil, som gerningsmændene ønsker. Det ville følgende være fristende at foreslå, at medierne i enighed besluttede sig til, at gerningsmændene ikke længere skulle have den reklame, de higer efter, ved simpelthen ikke længere at vise deres pralerier.

Men der er intet nyt under Solen; summen af menneskelig dårskab og ondskab er konstant og vil ikke forsvinde, blot fordi vi ikke konfronteres med den. Ondskabens virkelighed går ikke væk, bare fordi vi lader som om, den ikke er der. Og spørgsmålet er, om det ikke netop i denne buldrende eksistenskrig mellem folkestyre og anstændighed på den ene side og diktatur og barbari på den anden er en ren foræring til os, at vi nu så nøje er i stand til at studere vores fjende og lære ham at kende – hvad alle, der kender til krigskunst, ved, er en nødvendighed. Så lad os endelig se ondskaben i øjnene!

Ikke alene lærer de militære og politimæssige efterretningstjenester betydningsfuldt nyt ved hvert eneste video-møde med den sorte islamiske terrors bagmænd og selvmordere, men i de demokratiske og frihedselskende befolkninger fatter vi ved hvert ubehageligt video-træf ondskabens karakter tydeligere.

Sideløbende hermed sker der glædeligvis det, at vi almindelige mennesker dag for dag kommer til at holde mere af den frie verden, hvis værdier det mere og mere går op for os, at vi under ingen omstændigheder vil miste. Så mens terrorens ophavsmænd lider under den vrangforestilling, at de ved vold, trusler og pralerier underminerer den demokratiske verden og svækker almindelige vesterlændinges modstandskraft, sker det modsatte: Dagligt stiger almindelige menneskers kendskab til ondskaben, og dagligt øges almindelige menneskers forsvarsvilje. Det mærker jeg i disse tider overalt, hvor jeg færdes.

Da vi frie vesterlændinge, i modsætning til vore modstandere, tilmed generelt er så dejligt befriet for at hade vores fjender, har vi den nødvendige pragmatisme intakt. Den pragmatisme, der gør os i stand til at holde hovedet koldt og hjertet varmt i det opgør med middelalderen, der nu udspiller sig. Det er et opgør, som rødkindede, svedige og fanatiske brushaner ikke har en chance for at vinde.

Den Afrikanske Union burde bekæmpe folkedrab
Jyllands-Posten, 4. juli 2006, 1. sektion, side 6

De 53 medlemslande af Den Afrikanske Union (AU) var atter samlet 30/6-1/7 - denne gang i Gambias hovedstad, Banjul. Atter stod på dagsordenen massedrabet i Darfur, hvor blodtørstige bander fortsætter med at myrde løs; og atter endte et AU-topmøde i det rene ingenting.

Det er trist at skulle konstatere det, men Afrikas ledere har igen-igen spillet fallit. De har atter demonstreret, at de simpelt hen hverken har viljen eller lysten til at standse et massemord på deres kontinent.

De militære evner og magtmidler har de derimod til overflod. Men i stedet for at få hænderne op af lommerne og få sendt soldaterne af sted, griber de til den sædvanlige jammermusik om alt det, de ikke kan klare. Og så må europæerne og amerikanerne på bedste koloniherrefacon komme flyvende flere tusinde kilometer for at løse problemerne.

Det er en skandale - og i virkeligheden såvel usselt som frækt af afrikanerne.

Oven i købet har jo Sudans præsident, Omar Hassan al-Bashir, på topmødet gentaget, at han ikke vil tillade FN-soldater på sudansk jord - men kun AU-soldater.

Det betyder, at hvis europæerne og amerikanerne skal ind i Darfur, skal det ske med magt.

AU har for tiden knap 7.000 mand - det er alt, hvad de har kunnet mønstre efter adskillige afrikanske topmøder, og efter at man har ævlet og kævlet måned efter måned. Og igen og igen har man samtidig forsøgt at skubbe sorteper over til FN - underforstået europæerne og amerikanerne.

Det er ubegribeligt, når man tænker på, at AU har hele 2,2 millioner mand under våben. Alene i Sudans seks nabolande, Egypten, Libyen, Etiopien, Uganda, Kenya og Congo råder man over 880.000 soldater.

Egypten alene har 450.000 soldater og besidder alt, hvad et dansk militær bare kunne drømme om at have i alle afskygninger af militært isenkram.

Dansk Folkeparti har gentagne gange over for den danske regering påpeget det fuldstændigt urimelige i, at europæere og amerikanere igen må holde for, når der i de afrikanske lande formelig vrimler med veludrustede soldater, som - også klimamæssigt - ville være på hjemmebane i Sudan.

I stedet forlanger man altså, at bl.a. danske soldater skal engagere sig.

Og for så lige eftertrykkeligt at spytte europæerne og amerikanerne en ekstra gang i ansigtet havde AU ved weekendmødet i Banjul som æresgæst inviteret Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, angiveligt med det formål at demonstrere, at Afrika ikke lader sig diktere noget af Vesten.

Det formål ville unægteligt fremstå knapt så fjoget, hvis man trådte i karakter og begyndte at løse egne problemer.

Dialog med hvem?
Politikens kronik, 23. maj 2006, 2. sektion, side 7

Vi må holde op med at være naive i Det Arabiske Initiativ. Vi må hellere bruge vores kræfter, penge og energi på at støtte arabiske kræfter, som har en anden agenda end islamisk diktatur.

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører

Dialog er et positivt ladet ord; det betragtes som godt og rigtigt at vise vilje til at tale om tingene. Lad os sætte os ned og snakke om det ... Sådan er vi opdraget til at gøre, når vi har svært ved at finde ud af det sammen, når noget brænder på - når tingene går i hårdknude.

Søg konsensus!  Forlig jer, I skabhalse! Sådan forlanger folkestyretraditionen. Sådan forlanger vælgerne, at politikerne agerer. Konfrontation, skænderier og ophedet diskussion er for så vidt i orden; det hører med til spillet, det er stadig demokratiets natur. Men at der males op i hjørner, at samtaler afvises, at der vendes ryggen til, at dialogen pure opgives - det hører ikke med til spillet. For vi kan da vel snakke om det ... Og lad os i det mindste, i samtalens ultimative finale, dér, hvor alle muligheder er udtømte, og vi ikke under nogen omstændigheder kan mødes i en form for forståelse, blive enige om, at vi ikke kan blive enige. Og så slutte af med en kop kaffe sammen. For vi respekterer jo modpartens ret til at mene, som han gør. Selve folkestyrets sjæl.

Men hvad nu, hvis modparten bestemt meget gerne vil føre dialog og meget gerne vil snakke alt, hvad det skal være, men kun, såfremt dialogen foregår på egne, fastlåste præmisser? Hvad nu, hvis modpartens absolut eneste formål med dialogen er missionerende prædiken? Og hvad nu, hvis modparten afskyr folkestyre, ikke på nogen måde vil forstå hverken folkestyre eller folkestyrets sjæl, men derimod bekender sig til - og er en del af - et fascistisk diktatur. Skal der så fortsat føres dialog?

Hvad nu, hvis din dialogpartner siger: »Hvis du ikke ender med at gøre det, jeg forlanger, så er du selv ude om alle de ulykker, der herefter kommer til at ramle ned over ikke alene dig og din familie, men også dine landsmænd. Intet sted vil I herefter kunne færdes i fred. Vi boykotter jer, vi skræmmer jer, vi myrder jer«. Skal der så fortsat føres dialog?

Ja, også dét kan jo diskuteres. Men vi må hellere snart finde ud af det, for det er jo den virkelighed, vi står over for i den dialog, vi har besluttet os til at tage med en række af verdens allerværste fascistiske stater. Det gælder lande som Iran, Syrien og Yemen, som er del af regeringens Arabiske Initiativ. Uden for initiativet tilstræber vi dialog med lande som Saudi-Arabien, Kuwait og Emiraterne.

Jeg var fornogle måneder siden, midt i Muhammedkrisen, med i panelet ved et dialogmøde. Det foregik i Politikens Hus, og et par af de andre paneldeltagere var udsendinge fra den arabiske verden - islamiske lærde, som de blev betegnet.

Jeg gik derfra med en fornemmelse af, at det, de forstod ved dialog, var islamisk prædiken. Jeg fik indtrykket af, at det sådan set ikke var meningen, at de skulle flytte sig - det var snarere meningen, at vi skulle bringes til at forstå dem. Ja, så stærk og inderlig blev på et tidspunkt prædikenen fra en af de lærde i panelet - en meget salvelsesfuld, selvfed og selvsmagende type - at jeg fik fornemmelsen af at være dumpet ned i et vækkelsesmøde.

Jeg så efterfølgende nogle af disse islamiske lærde - i tordnende godt humør og fulde af charme - give interview til tv og fik det indtryk, at de, som Udenrigsministeriet havde inviteret herop som en del af Det Arabiske Initiativ for at føre dialog, rejste hjem uden at have fået noget som helst andet nyt i bagagen end den souvenir, de købte med hjem fra lufthavnen.

Og hvad skulle de mon også have fået med, som de ikke allerede kendte i forvejen? Jeg kunne jo høre dels på deres fremragende engelsk, dels på deres enormt store kendskab til alt i den vestlige verden, dels på den måde, de hjemmevant færdedes i vort samfund på, at de måske hundredvis af gange havde været i Vesten. Det skulle ikke undre mig, om de ligefrem havde boet her og måske studeret ved Oxford eller Cambridge. Intet her var dem fremmed. Selv den danske straffelov færdedes de hjemmevant i - vidste alt om blasfemiparagraffen, om paragraf 266b, om grundlovens paragraf om ytringsfrihed, om vestlige regeringers manglende mulighed for at gribe ind over for medierne osv. Der var kort sagt intet, de ikke vidste i forvejen.

Det var selvfølgelig imponerende, men også en mærkelig oplevelse. For jeg havde troet, at det om den vestlige verden var det, jeg skulle fortælle dem om, som de så kunne tage med hjem. Modsat havde jeg jo set frem til at lære noget om deres respektive landes forhold til ytringsfriheden, hvorfor kvinderne i deres lande ikke må køre bil, hvorfor man hugger hænderne af folk, som stjæler, hvorfor man henretter folk, som er holdt op med at tro på Muhammed, hvorfor der er så mange analfabeter, hvorfor de muslimske lande udvikler sig så sløvt og apatisk.

Deres dialog-ærinde var altså ikke at lære mere om Vesten - for Vesten vidste de alt om i forvejen. Det var heller ikke at fortælle om de fascistiske diktaturer i Arabien og islams eventuelle ansvar herfor. Nej, deres ærinde var alene at sprede islams budskab samt at fortælle os, at vi vesterlændinge under ingen omstændigheder måtte genere hverken islam eller Muhammed. Og at vi skulle vide, at såfremt vi blev ved med at gøre det, ville det være på eget ansvar - så kunne de ikke længere svare for konsekvenserne.

Dialog? I så fald ville jeg hellere være fri!

Nu var det jo så heller ikke den almindelige araber, ministeriet havde betalt førsteklasses billet for at få herop - med henblik på dialog. Det var jo netop de fascistiske diktatorers talsmænd - repræsentanterne for rædselsregimerne i Arabien. Pamperne ... Heroppe blev de bare ikke lanceret på den måde; de blev præsenteret som værende »islamiske lærde« og dermed nogle, som man i al anstændighed burde lytte til med andægtighed. Og var det ikke diktaturstaternes pampere, der blev slæbt op til dialogmøder, var det pampernes teenagebørn.

Joh, også teenagerne blev vi skam belemret med under vores hektiske dialogperiode, hvor vi var rædselsslagne for ikke længere at kunne sælge mælk i Saudi-Arabien! Pampernes børn fra de arabiske diktaturer væltede ind på vore højskoler og gymnasier med det erklærede formål at søge dialog.

Det var en overgang ikke til at tænde for et tv-apparat, uden at et eller andet arabisk pamperbarn med store dådyrøjne fortalte os, hvor forfærdeligt det havde været for dem at se Jyllands-Postens tegninger - og hvor gerne de snart ville have en undskyldning fra statsministeren. Og om vi da ikke godt kunne forstå, at det da ikke kunne være så svært for Anders Fogh bare lige at sige undskyld - for så ville det hele jo være overstået - så var der ingen, som længere ville true os og brænde flag, og så skulle de nok købe vores mælk igen.

Dialog? I så fald ville jeg hellere være fri!

Men betyderdet faktum, at de fleste arabisk-muslimske lande er fascistiske diktaturstater, at vi så ikke længere skal søge forbindelse med denne verden?

Nej, det er slet ikke min opfattelse. Jeg mener derimod bestemt, at vi bør have diplomatiske forbindelser med ethvert styre på jordkloden - uanset substans. Det, vi taler om, er alene, hvorvidt den indsats, vi yder, der ligger ved siden af det rent diplomatiske, vil risikere at komme til at blåstemple de pågældende styrer. Altså at Danmarks indsats i de pågældende lande bliver af systembevarende karakter - over for regimer, som vi absolut ikke ønsker at bevare.

Den fare er med Det Arabiske Initiativ overhængende. De intentioner, der lå bag initiativet, var som altid, når det gælder dansk udenrigsindsats, gode. Initiativet skulle være til gavn for menneskerettighederne, og de, om end minimale, spirer til demokrati, der fandtes i den arabiske verden, skulle have et kærligt skub fremad. Det skulle ske ved en udstrakt grad af dialog, og der skulle skabes partnerskaber for at fremme reformer. Til formålet afsattes et årligt beløb på 100 millioner kroner.

Som alle de eksperter og ngo'er, der kom til at arbejde inden for initiativet, vil kunne bevidne, er den arabiske interesse for samvær og dialog enorm. Der var - og er - slet ingen problemer med at få arabiske delegationer til Danmark for at diskutere, hvad det skal være, og enhver dansk delegation den anden vej vil blive mødt med smil, med stor venlighed og med villighed til dialog. For så imødekommende og venlige er arabere nu engang af natur.

Og i selskab med arabere kan man vitterlig snakke om alt: menneskerettigheder, sociale forhold, retlige standarder, fredelig sameksistens, tolerance og ytringsfrihed. Alt! Jeg har ofte været i selskab med officielle repræsentanter for disse arabiske diktaturer, og har hver gang haft den samme fornemmelse som ved mit ovenfor nævnte dialogmøde på Politiken: at deres viden om vestlige forhold er kolossal, at de har en fuldstændig præcis forståelse for den måde, hvorpå vores demokratiske systemer er skruet sammen, og at de færdes fuldstændig hjemmevant på vore breddegrader.

Intet under, at de danske eksperter og ngo'er, som dagligt arbejder med initiativet, synes, at det hele går ganske fortræffeligt. For her er jo virkelig en dialog i gang! Man har selv fra ekspertside fortalt mig det - specielt i den seneste tid, hvor jeg har kritiseret Det Arabiske Initiativ, og jeg har læst entusiastiske beretninger om de fremskridt, man føler, man oplever. For nylig fortalte en af ngo'erne mig med begejstring, at saudierne nu var kommet så langt, at de i deres land havde oprettet en menneskerettighedskommission, og at der sad kvinder med. Så der kunne jeg bare se - nu kører det!

Jeg tror nu ikke, at det kører i Saudi-Arabien ... Og jeg har den allerstørste, allermest surmulende skepsis, når en fascistisk diktaturstat som Saudi-Arabien - med kongens egen hellige velsignelse - opretter en menneskerettighedskommission. Uanset hvor mange af sine prinsesser, han så sætter ind i denne kommission, tror jeg ikke kongen over en dørtærskel. Han er fuld af fup, og han har ingen som helst tanke om - selv ikke i sit allerbageste baghoved - at den kommission skal gennemføre noget som helst, der bare dufter af menneskerettigheder.

Da hverken ngo'erne eller eksperterne er dummere end jeg, må forklaringen på deres entusiasme alene være, at de stædigt vil tro på, at der er en positiv udvikling i gang i for eksempel Saudi-Arabien. Måske fordi alternativet er for skræmmende. Men de kan ikke komme uden om, at alt viser, at den arabiske verden på alle væsentlige områder er hægtet af udviklingen. Det gælder politisk udvikling, det gælder teknologisk udvikling, det gælder produktion, og det gælder uddannelse og undervisning. Jeg læste et sted, at der i 2004 alene var oversat flere bøger til spansk, end der var oversat til arabisk i 1.000 år. En skræmmende detalje, som dog præcist fortæller, hvad det her drejer sig om.

Vi har i Dansk Folkeparti bedt om, at Det Arabiske Initiativ nu tages op til en gennemgribende revision. Diplomatiet skal som nævnt fortsætte på samme måde som altid - gode og venlige forbindelser med alle, men med Det Arabiske Initiativ er det noget andet. Vi må holde op med at være naive. Vi må i stedet bruge vores kræfter, penge og energi på at støtte og hjælpe de arabiske kræfter, som har en anden agenda end islamisk diktatur. Vi må ophøre med at bruge penge på at støtte pamperne og derved optræde systembevarende. Vi har fornemmet, at regeringen har lyttet til det, vi siger - og vi afventer derfor med interesse regeringens forslag til en revision.


Det arabiske image
Jyllands-Posten, 6. juni 2006, 1. sektion side 10

Af Søren Espersen
Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører

I UDENRIGSMINISTERIETS netop udsendte analyse omkring det arabiske initiativ, var det konklusionen omkring tegningesagen, der faldt mig i øjnene.

Det slås fast, at tegningesagen har gjort dialog yderligere nødvendig, fordi Danmark i de arabiske lande er blevet udsat for et imageskifte, og at opfattelsen af Danmark i de arabiske lande er ændret til det negative som resultat af sagen. Det er gennemgående i analysen, at der fokuseres på Danmarks ramponerede image i de arabiske lande - som årsagen til, at nu må der fra dansk side for alvor gøres noget med hensyn til dialogen.

Men jeg kunne godt have tænkt mig, at man i analysen også havde beskæftiget sig med det modsatte. Altså: Hvordan er mon de arabiske landes image blevet ændret i Danmark som følge af tegningesagen? Hvordan mon den danske befolkning opfatter araberne, efter at man har set dem i tusindvis strømme ud på gaderne - på jagt efter en dansk ambassade, de kunne brænde af? Hvordan mon det arabiske image har det blandt danskerne, efter at man har oplevet den ene gruppe arabere efter den anden håne Dannebrog, og efter at araberne har boykottet vore varer? Hvordan mon danskerne er begyndt at opfatte araberne, efter at de har truet danske statsborgere på livet - sådan at disse måtte flygte over hals og hoved?

Uden at jeg kan henvise til en meningsmåling i denne anledning, antager jeg, at hvis den måling var blevet foretaget, ville det vise sig, at det arabiske image i Danmark, ja, i alle vestlige demokratier, efter tegningesagen er virkelig elendigt. Men der er altså ingen arabiske regeringer, der af den grund har sat et dialog-arbejde i gang for at forbedre det elendige image. Der er ikke nogen regering i Arabien, der har lanceret det danske initiativ.

Sådan noget fra arabisk side ville være utænkeligt. For sådan tænker man ikke i den arabiske verden. Der føler man sig af princip som den forurettede part. Og så stor er forskellen på vores og deres verden, at selv om vi ikke har brændt deres ambassader ned, forhånet deres flag, boykottet deres varer eller fremkommet med dødstrusler - men derimod dem, der har gjort det mod os - så er det os, der tager initiativet til dialog og tilmed betaler. Så stor er forskellen på vores og deres verden, at selv om Danmark er konfliktens offer, og den arabiske verden er gerningsmanden, så er det os, der elskværdigt rækker hånden frem til forsoning og dialog - og tilmed betaler regningen.

Og selv om det hele, hvis man lige tænker tanken igennem, lyder mærkværdigt - så er vi jo her ved selve kernen i, hvordan ægte demokratier optræder - i modsætning til feudale diktaturer.

Man kan kalde det, vi foretager os, når vi generøst fortsætter det arabiske initiativ, naivt. Men jeg vil hellere betegne det arabiske initiativ som sympatisk. For det er sympatisk, at vi i demokratierne mod alle odds kæmper videre for det, vi tror på - og at vi stædigt, mod alle odds, holder fast ved, at der må være en mulighed for folkestyre og udvikling selv i de arabiske lande.

Samtidig er initiativet i sig selv en væsentlig del af dansk sikkerhedspolitik. Og det er baggrunden for, at Dansk Folkeparti - og jeg vil ikke undlade at gøre opmærksom på: Efter mange, svære overvejelser - accepterer en fortsættelse af det arabiske initiativ. Vi accepterer det, ikke mindst fordi regeringen har ladet forstå, at en fortsættelse, ud over at ville kunne medvirke positivt til demokrati og udvikling i de arabiske lande, samtidig er af betydning for Danmarks sikkerhed.

Israels grænser er ikke fastlagte
Information, 10. maj 2006, side 20/21

Af Søren Espersen, MF (DF), udenrigspolitisk ordfører

Der hersker en almindelig opfattelse af, at Israels grænser er de grænser, der fandtes umiddelbart før Seksdageskrigen i juni 1967. Det er ligeledes en generel opfattelse, at Israel ved sin militære kontrol af Vestbredden holder jord besat, som tilhører det palæstinensiske folk, og at man må trække sig tilbage fra disse områder.

Man henviser i den forbindelse til FNs resolution nr. 242 af 22. november 1967. Problemet er dog, at resolutionen i sin engelske tekst udtrykker det således: "Withdrawal of Israeli armed forces from territoriums occupied in the recent conflict". Man bør bemærke, at der tales om, at Israel skal trække sig tilbage fra territorier, der blev besat - der står altså ikke territorierne.

Det er med velberådet hu, at man har skrevet det således i FN-resolution 242, for sagen er jo, at der i moderne tid i det område ikke har eksisteret nogen fast grænsedragning - med undtagelse af grænsen mellem Ægypten og Israel, som blev fastsat i forbindelse med fredsslutningen. Resten af grænserne er løse, midlertidige og tilfældige de-facto grænsetilstande, opstået i timerne og minutterne omkring påtvungne eller frivillige våbenhviler - og ingen af disse grænser behøver at være de korrekte.

Det oprindelige britiske mandatområde Palæstina var et stort område, bestående af det nuværende Israel, Gaza, Vestbredden og Jordan - sidstnævnte blev allerede i 1920'erne skilt ud som et selvstændigt kongerige.

FN besluttede så i 1947 at dele resten af mandatområdet Palæstina i en selvstændig jødisk stat og en selvstændig arabisk stat. Som bekendt sagde jøderne ja, mens det blev et nej fra araberne. En krig fulgte oprettelsen af den jødiske stat - og endte i en våbenhvile og bestemt ikke med den grænsedragning, som FN havde angivet.

Efter Seksdageskrigen knapt 20 år senere tog Israel kontrol over Vestbredden med Jerusalem, med Gaza samt med Golanhøjderne oppe nordpå. Ingen efterfølgende fredsslutning - og igen ingen grænsedragning. Og hvor gik grænserne nu?

Først i 1978 kom der som nævnt i forhold til Ægypten en fredsslutning og en grænsedragning. Denne grænsedragning er gensidig respekteret, men det er værd at bemærke, at stregen først blev trukket i forbindelse med de forhandlinger, som endte i fredsslutning.

Dette bør ligeledes være udgangspunktet i forbindelse med de forhandlinger, der forhåbentlig snart kommer i gang - at der ingen korrekte grænsedragninger findes i det område. Det geografiske omfang af Israel og det geografiske omfang af en eventuel ny palæstinensisk stat bliver således det, de to parter samt de øvrige arabiske lande i fredsprocessen ender med at forhandle sig frem til.

Det vil alene forkludre og umuliggøre fredsprocessen, såfremt man bliver ved med at hævde, at grænserne i området allerede er fastlagt, for 1967-grænserne er stort set ubrugelige i forhold til fredsprocessen. Det samme gælder for resten 1947-grænserne, 1948-grænserne, 1973-grænserne - og hvad der ellers har været de tilfældige resultater af det sidste halve århundrede i Mellemøsten.

Er der derimod en reel vilje til forståelse mellem parterne, skal grænserne på kortet nok blive tegnet i gensidig respekt. De rigtige grænser.

Blodig uretfærdighed over for serberne
Jyllands-Posten, 24. februar 2006, 1. sek., side 10

Af Søren Espersen, MF
Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører

I DISSE SENE februardage har man i Wien påbegyndt et FN-ledet møde om provinsen Kosovos fremtid. Om end Kosovo formelt er en del af Serbien, ledes provinsen reelt af den albansk-muslimske befolkning - under premierminister Bajram Kosumi og under militær beskyttelse af FN, hvor også danske tropper og danske politifolk indgår.

Serberne kræver overherredømme, fordi man betragter Kosovo som den serbiske nations vugge.

De albanske muslimer derimod stiller med et krav om absolut selvstyre. Formodentlig, om end dette ikke i dag officielt formuleres, med det formål ad åre at sammensmelte Kosovo med Albanien.

Hvordan forhandlingerne ender, er ikke til at forudsige, men alle solemærker peger i retning af, at Serbien mister Kosovo.

I dag er det ikke rart at tænke på, at det var os - NATO og Danmark - som dengang i 1999 tog det afgørende skridt, som med magt skar Kosovo væk fra Serbien, for det, vi foretog os dengang, var og er en blodig uretfærdighed over for Serbien.

Beslutningen om at bombe Serbien blev dengang truffet efter den mest bastante, ensidige medie-hjernevask i mands minde. Stort set alle i Danmark syntes, at det var rigtigt, at NATO hjalp muslimerne med at smide de kristne ud af Kosovo. For det var jo reelt det, der skete.

Vi havde hørt, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og disse efterretninger var årsagen til, at også danske fly blev sat ind for at straffe serberne.

Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen.

Sejren over serberne blev fejret, idet man nu så frem til et multikulturelt samfund i Kosovo, hvor muslimske albanere og kristne serbere kunne leve fredeligt side om side.

Men det var bare fantasi, for da NATO havde kastet den sidste bombe, kunne UCK (Kosovos Befrielseshær. red.) med de storalbanske drømme uhindret tage magten i Kosovo og gik i gang med udrensningen af kristendommen i Kosovo.

Siden da har UCK ikke alene bortjaget mere end 400.000 kristne serbere og myrdet i hundredvis, men systematisk har den albansk-muslimske hær udplyndret, brændt og sprængt 110 kirker og klostre - herunder et halvhundrede fredede bygninger fra før Middelalderen. Enkelte af dem virkelig kulturhistoriske perler.

Der er således tale om en kulturhistorisk vandalisme, hvis sidestykke i moderne europæisk historie kun kan findes i forbindelse med nazisternes ødelæggelse af de mange uerstattelige jødiske synagoger i Østeuropa.

Og vandalismen har altså igen fundet sted lige midt i vort eget Europa - og ikke en kat har løftet et øjenbryn i den anledning.

Men hvorfor er det uinteressant, at kristendommen ikke længere er eksisterende i Kosovo?

Vi taler om et land, som blev kristent 600 år før Danmark. Vi taler om en kristendom, der mod alle odds overlevede 500 års muslimsk styre i Det Ottomanske Imperium, og en kristendom, som overlevede Anden Verdenskrig, da Kosovo også blev styret af etniske albanere. Dengang var albanerne fascistiske og allierede med Mussolini og Hitler.

Serbiens klassiske Kosovo-provins endte altså med at blive afkristnet ved hjælp af styrker fra NATO og senere under FN-troppers opsyn.

Og ikke én af kulturbarbarerne er blevet straffet - endsige stillet for retten.

For det er nu blevet officiel europæisk konsensus, at Kosovo med magt skal rives fra Serbien.

Og i dette konsensus er man nu parat til at ofre kristendommen, for i det nye muslimske Storalbanien er der ikke plads til kristendommen.

Siger Saudi Arabien undskyld?
Sjællandske, 16. februar 2006

Af Søren Espersen MF (DF)

Jeg skulle lige høre, om Saudi Arabien havde tænkt sig at sige undskyld?

For offentlige steninger, for piskning og håndsafhugning, for at tillade slaveri, for alle former for fysisk tortur, for henrettelser i massevis, fordi anholdte ingen ret har til en forsvarer, fordi anholdte ikke har ret til at føre vidner, fordi kvinder ikke har må køre bil eller rejse, fordi kun den muslimske tro er tilladt, fordi jøder ikke har lov til at besøge landet, fordi man ikke må gå klædt som man vil, fordi man ikke må ytre sig som man vil, fordi kors ikke må bæres offentligt, for censur, fordi ingen politiske partier er tilladt, fordi fri debat ikke er tilladt, for hundredtusindvis af årlige tvangsægteskaber, for grusomhed mod dyr, fordi incest aldrig straffes.

Måske var det en idé, Herbert Pundik, at saudierne sagde undskyld ved at samle penge ind til opførelse af en dansk domkirke i Riyadh?

Erhvervslivet må finde andre eksportmarkeder
Erhvervsbladet, 2. februar 2006

Af Søren Espersen, MF (DF)

Eksportvirksomheder har ofte i tidens løb været nødt til at forlade et eksportmarked og finde nye. Da vi jo selvfølgelig ikke vil ændre vores folkestyre og demokrati for at glæde muslimske ekstremister i arabiske lande, må vi stille og roligt acceptere, at vi ikke længere kan samhandle med disse lande.

Sådan har dansk erhvervsliv jo mange gange i ro og orden måttet omstille sig til nye virkeligheder.

Sådan gør ordentlige danske erhvervsfolk i stedet for som den pinlige Hans Skov Christensen at jamre og forlange, at vi ændrer vores demokrati.

Herbert Pundiks forslag om at vi skal bygge en stormoské for at fedte for araberne for så ændrer de nok adfærd svarer til at give en to-årig dreng en cykel, hvis han lover aldrig mere at tisse i sengen.

Afrika må selv løse problemet Darfur
Flensborg Avis, 4. januar 2006, side 2

Søren Espersen (DF). Udenrigspolitisk ordfører

I Sudans Dafur-region lider mange mennesker nød som følge af borgerkrig og uro, og påny lyder der nu krav om, at Danmark og andre vestlige lande skal sende tropper af sted for at hjælpe.

Ja, Danmark hjælper jo gerne rundt om - og skal også hjælpe. Snart vil mere end 1500 danske soldater være i gang med sikkerheds- og fredsskabende missioner rundt om i verden, og også i det sydlige Sudan er danskerne på plads. Men er det rimeligt, at Danmark igen skal holde for i Afrika? Jeg spørger: Hvorfor løser Afrika ikke sine egne problemer? Hvorfor standser afrikanerne ikke selv slagterierne i Dafur? Hvorfor træder Den Afrikanske Union (AU) ikke i karakter? Mangel på soldater? Mangel på militær kapacitet og militær kunnen? Næppe! Det vrimler jo nærmest med soldater og militær kapacitet i det 49-land store AU.

Det er alene viljen, det kniber med.

Forleden bad jeg udenrigsministeriet om at opgøre - land for land - den militære kapacitet inden for AU, og resultatet var mildt sagt overraskende: I Den Afrikanske Union er der 2,2 millioner mand under våben, og de 49 lande i unionen anvender årligt 100 milliarder kroner på militære udgifter. Alene i seks af de lande, der ligger som nabolande til Sudan - nemlig Ægypten, Libyen, Etiopien, Uganda, Kenya og Congo - står der 882.000 mand under våben. I Ægypten alene 450.000 mand, og i Etiopien 162.000 mand.

Er det i den situation rimeligt, at danske soldater skal ud på en 6000 kilometer lang rejse, så umiddelbart nærliggende stater med en dramatisk større militær kapacitet end Danmark kan køre på frihjul?

Det er ellers ikke, fordi FN ikke har forsøgt at få Den Afrikanske Union til at gøre sin pligt. Man har tigget og bedt om, at man griber ind i Dafur, men til dato har kun ca. 2000 AU-soldater vist sig i regionen - og det til at kontrollere et område på størrelse med Frankrig.

Danmark skal selvfølgelig gå foran. Men det skal være på den måde, at regeringen nu igennem FN og Nato sætter sig i spidsen for at lægge maksimalt pres på Den Afrikanske Union, så den selv kommer i gang med at løse en humanitær katastrofe på eget kontinent - i egen umiddelbar nærhed. Med 2,2 millioner soldater skulle det ære muligt.

2005

En ulovlig krig…
Morgenavisen Jyllands-Posten, lørdag den 26/11 2005

Af Søren Espersen, MF
Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører

Det fremgår af Morgenavisen Jyllands-Posten, at faderen til den i Irak dræbte danske soldat, Bjarke Kirkmand Olsen vil sagsøge statsministeren. Årsagen er, at faderen, Johan Kirkmand, er af den opfattelse, at Danmarks deltagelse krigen i Irak er ulovlig.

Jeg har personligt medfølelse for den sørgende pårørende, men ville virkelig ønske, at han ville besinde sig og trække søgsmålet tilbage. For Johan Kirkmand har ladt sig spænde for en politisk vogn, hvis piskende og kyniske kuske er det sædvanlige forbitrede venstreorienterede hylekor, repræsenteret af Christian Harlang og Bjørn Elmquist.

Johan Kirkmand er i deres manipulerende hænder - ulykkelig som han er - blevet et let offer for den i landet udbredte misforståelse, at begrebet "en ulovlig krig" er en del af Danmarks lovgivning. Ja, der er ligefrem unge universitetsstuderende, der har fortalt mig, at krigen mod Irak strider mod Grundloven - og at årsagen skulle være, at en krig kun er lovlig, såfremt De Forenede Nationer har sagt god for den.

Men i Danmarks Riges Grundlov er der kun én eneste paragraf - nemlig § 19, stk. 2, der omhandler anvendelse af militær magt, idet det kort og klart hedder: "Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan Kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militær magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som Kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt indkaldes til møde."

Det er som sagt alt, hvad der står - og intet andet. Jeg nævner lige i en bisætning, at FN selvfølgelig overhovedet ikke er nævnt i Grundloven, og FN er i øvrigt ikke lovgiver.

Med andre ord: Det er alene regering og folketing, som kan beslutte om Danmark skal gå i krig - og hvis et flertal i Folketinget har truffet beslutningen om at gå i krig, er det i fuld overensstemmelse med Grundloven - og en fuldstændig ligeså lovlig beslutning som enhver anden lov, der vedtages i dette land.

Jeg erkender, at det da i den nuværende situation føles rart, at FNs Sikkerhedsråd sanktionerer og bakker op i forhold til det nødvendige arbejde, de allierede befrielsesstyrker udfører i Irak. Men hvad angår Danmarks lovgivning er opbakningen alene at betragte som et moralsk rygstød. Juridisk er den aldeles ligegyldig. Hvis et flertal i Folketinget træffer beslutning om at føre Danmark i krig, kan end ikke Højesteret gøre den beslutning ulovlig.

Den besked vil Johan Kirkmand også få af Højesteret, hvis han om 8-10 år ender med at have fået ført sin sag op til denne instans, og kun advokaterne - og ingen andre - vil så til den tid kunne konstatere at have haft udbytte af sagen.

Find et nyt navn til Folkekirkens Nødhjælp
Berlingske Tidende 17.  august  2005, 2 sektion, magasin, side 12

Af Søren Espersen, MF, udenrigsordfører Dansk Folkeparti

Der er garanteret en eller anden rimelig historisk forklaring på, hvorfor Folkekirkens Nødhjælp hedder som det hedder. Men i anstændighedens interesse bør foreningen nu skifte navn, for navnet er i dag rent plattenslageri. Et plattenslageri, der ved at anvende navnet på hele Danmarks kirke giver denne stærkt venstreorienterede, radikale politiske interesseorganisation et skær af legitimitet – og som tilmed får såvel private som staten til at punge ud. For statens vedkommende med knapt 220 millioner kroner om året.

Forfatteren Hans Hauge har for nylig beskrevet, hvordan han på egen krop og sjæl ved en rejse til Mellemøsten – sponseret af Folkekirkens Nødhjælp – havde oplevet foreningens manipulerende og politiserende indsats i den dirrende konflikt mellem israelere og arabere. Hvordan Folkekirkens Nødhjælp helt åbenlyst har valgt side i konflikten – og helt ensidigt bekæmper Israel – regionens eneste folkestyre. Efterfølgende, 1. august, forsøger så Folkekirkens Nødhjælps internationale chef, den radikale politiker Christian Friis Bach, hændervridende at komme med en søgt og pinlig forklaring – noget om, at Hans Hauge vist ikke har forstået noget af det hele. En skandale er det, at Folkekirkens Nødhjælp, som vist alle pr. rygmarv fra barnsben forbinder med neutralt nødhjælpsarbejde, på denne måde har udviklet sig til en benhård venstreorienteret politisk bevægelse, styret af Det Radikale Venstre, som i øvrigt med sin selvretfærdige og rethaveriske facon bestemt ikke medvirker til at bløde op på den svære mellemøstkonflikt, men som derimod hælder benzin på bålet.

Som tidligere nævnt vil jeg i Folketinget arbejde for, at den årlige statsoverførsel på de 220 millioner kroner fratages Folkekirkens Nødhjælp. Udelukkende de velgørende foreninger, som lover at agere politisk neutralt og alene satser på at afbøde nød, sygdom og elendighed, skal have del i statskroner. Ellers må foreningerne klare sig selv. Og for Folkekirkens Nødhjælps vedkommende anstændigvis under et andet navn.

Der er intet nyt under solen
Jyllands-Posten, lørdag den 9. juli 2005

Af Søren Espersen, MF (DF), udenrigspolitisk ordfører

VI DANSKERE tæller kun de lyse timer. Således står præsident Bill Clintons besøg her i landet i 1997 i erindringen som en lys og glad begivenhed - med et varmt og venligt menneskehav på Nytorv i København.

Jo, dengang holdt alle danskere af USA og USA's præsident i modsætning til i dag. Men vi glemmer, at uden om det solbeskinnede Nytorv lå politiet i juli 1997 i en jernring, og at indsatsen for at beskytte præsidenten mod rasende demonstranter var en af Danmarks hidtil største politiopgaver. Og det var altså før 11. september 2001.

Der var kæmpedemonstrationer mod Bill Clinton i København. Med præcis de samme sure og forudsigelige venstreorienterede, som demonstrerede mod Bush.

32 venstrefløjsbevægelser og fagforeninger var gået sammen for at fortælle Clinton, at han ikke var velkommen i København.

Slogans var bl.a. "Bill-fri-by" og "Clinton, din svindler - du hænger snart og dingler" og "Yankee-go-home". Man havde produceret en plakat, hvor et foto af Bill Clinton var baggrunden for et sigtekorn. Der var masser af vold i gaderne og afbrændinger af amerikanske flag.

I øvrigt var det en af Enhedslistens politikere, Søren Søndergaard, der holdt had-talen mod Clinton - præcis som det denne gang var en af Enhedslistens politikere, Line Barfod, der holdt had-talen.

Nej, der er intet nyt under solen. I hvert fald ikke når det gælder venstrefløjens anti-amerikanisme. Den har været uændret siden Anden Verdenskrig.


Partnerskab for udvikling

Kronik - Kristeligt Dagblad, onsdag den 6. juli 2005

Ulandsbistand: Det enkelte i-land bør samle al sin bistand i et enkelt land og herefter koncentrere hele sin indsats og alle sine bevilgede u-landsmidler omkring dette ene land

Af Søren Espersen, MF
Dansk Folkepartis udenrigsordfører

Det er den almindelige opfattelse, at sult og nød i Afrika har sin årsag i, at der fra i-landene ydes for lidt økono-misk støtte. Herhjemme mundhugges partierne om u-lands-promiller – skal vi betale 0,7, 0,8 eller måske 1,0 procent af BNP? Et enkelt parti foreslår ligefrem 1,5 procent.

Men opfattelsen af, at jo mere der betales, desto bedre går det for Afrika, holder ikke. For det går jo for Afrika generelt ringere og ringere. De hundredvis af milliarder dollar, der fra i-landene bare inden for de seneste 25 år er blevet overført til det nødlidende Afrika, er mange gange større end den Marshall-hjælp efter Anden Verdenskrig, som bragte Europa på fode. Alene i 2004 er beløbet til Afrika 75 milliarder dollar.

Forskellen er, at der på modtagersiden i dag står administratorer, der ikke ved, hvordan man bedst bruger støtten. Forskellen på succes og fiasko ligger i styringen. Og har man på modtagersiden mis-management, er størrelsen af u-landsbistanden af mindre betydning. Når man ved det, og når man ved, hvor dårligt der styres i afrikanske lande, kan man undres over, at flere og flere midler overføres til u-landene som budgetstøtte – en udvikling, som også den danske regering ønsker. Men budgetstøtte duer kun, hvis modtagerlandets administration er i topklasse. Og var den det, behøvede den pågældende stat vel ret beset ikke bistand.

Hvis man erkender, at en u-landsbistands succes står og falder med modtagerlandets evne til at administrere, og hvis man erkender, at den hidtidige spredehaglsmetode er slået fejl, er det måske en anden vej, i-lande og u-lande i samarbejde fremover skal gå.

Ideen om "Partnerskab for Udvikling" trænger sig på – altså ideen om, at det enkelte i-land, frem for at sprede sin u-landsbistand, i stedet bør samle al sin bistand i et enkelt land, og herefter koncentrere hele sin indsats i dette land og alle sine bevilgede u-landsmidler omkring dette ene land.

Danmark kunne ved dramatisk at omlægge sin u-landsbistand være det første i-land, der tog initiativet, og vi skal i det følgende arbejde med ideen om, at eksempelvis Danmark og Tanzania snarest indgår et "Partnerskab for Udvikling" – med officiel start i 2015.

Vi forudsætter, at Danmarks samlede budget for årlig u-landsstøtte fremover fastholdes på de af FN anbefalede 0,7 procent af BNP – i dagens penge at regne omkring 10 milliarder kroner.


Over de kommende 10 år nedtrappes u-landsbistanden til samtlige øvrige modtagerlande, herunder den multilaterale bistand, som ydes gennem FN og EU, og herunder ydelsen til private hjælpeorganisationer, sådan at al øvrig dansk engagement standses, og de enkelte lande fra 2015 ikke længere modtager dansk bistand, mens det tilsvarende beløb år for år sluses ind i Tanzania.

For tiden udgør den danske bistand til landet knapt 600 millioner kroner, hvoraf 120 millioner udbetales som budgetstøtte. I alt modtager Tanzania fra mange forskellige i-lande et årligt beløb på cirka fem milliarder kroner. I Tanzania har man overordnet disse problemer: Mangel på uddannet arbejdskraft, aids, et burundisk flygtningeproblem, demokrati og frihedsrettighederne og korruption, som ofte nærmest lammer strukturerne.

De myndigheder i Tanzania, som formidler og arrangerer modtagelsen af bistand, skal for tiden forhandle med 46 forskellige lande. Bare et enkelt ugentligt møde med hvert land, blandt andet Danida, kræver altså et helt års planlægning i kalenderen for vore tanzaniske venner, som – og det forstår man jo så godt – efter sigende er ved at møde sig selv ihjel.

I det kommende dansk-tanzanianske "Partnerskab for Udvikling", som skal forhandles mellem Danmark og Tanzania og underskrives af de to landes regeringer, bør der lægges op til et bredt funderet samarbejde, som altså bliver opbygget på en årlig bistand på 10 milliarder kroner – dobbelt så meget, som landet i dag i alt modtager.

Der skal træffes aftale om de gængse u-landsdiscipliner som bekæmpelse af sult og underernæring, undervisning, miljø, landbrug, industri, fiskeri og søfart, erhvervsudvikling i det hele taget, sundhed, bygning af veje og jernbaner, men i høj grad også om mere utraditionelle discipliner som statsførelse, domstole, politiuddannelse, militær, grænsekontrol og parlamentarisme.

Man kunne forestille sig et tæt samarbejde mellem Tanzania og Danmark på alle samfundets områder. I partnerskabet kunne indgå snævert sundhedssamarbejde, et udvekslingssamarbejde måske på kommunalt plan, tæt samarbejde mellem diverse højere uddannelsesinstitutioner, mellem dansk politi og tanzaniansk, uddannelse af officerer, mellem de to medieverdener samt en parlamentarisk udveksling.

Som en oplagt sidegevinst kunne måske et folkeligt engagement herhjemme og i Tanzania udvikles. Altså det engagement, der opstår, når noget bliver synligt og levendegjort. At der sættes bynavne, regionsnavne, navne og ansigter på. At man kan følge en udvikling. At man oplever, at noget bliver bedre. At man ser, at det nytter. Kort sagt alt det, der for den danske offentlighed mangler i dag, hvor alt er et uoverskueligt virvar.

En yderligere sidegevinst kunne være skabelsen af en dynamo, som også ville få positiv betydning for de dårligt udviklede nabolande, Rwanda, Burundi, Zambia, Malawi, Kenya, Uganda og Mozambique. Med "Partnerskab for Udvikling" kunne Danmark skrive historie som det i-land, der med en målrettet indsats fik sat en ny udvikling i gang i Afrika.


Ikke noget had her

Berlingske Tidende, 28. juni 2005, 2. sektion, magasin, side 11

Af Søren Espersen, MF for Dansk Folkeparti

Fathi El-Abed, som er næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, fremfører i Berlingske Tidende 25. juni unøjagtigheder, som jeg lige vil rette.
Fathi El-Abed skriver, at Israels tidligere ambassadør Carmi Gillon har talt på Dansk Folkepartis årsmøde – El-Abed kan ligefrem citere fra talen.
Men Gillon har aldrig talt på DFs årsmøde. El-Abed skriver videre om mig, at jeg »hader arabere generelt og palæstinensere især«. Også denne information føler jeg trang til at rette: Jeg hader ingen mennesker – hverken nulevende eller afdøde. Og jeg kan forsikre Fathi El-Abed, at det er en stor lykke – han skulle selv prøve det.


Dansk Folkeparti nærer dyb mistillid til FN

Berlingske Tidende 11.  juni  2005, 1 sektion, side 18

Af Søren Espersen (MF), DFs udenrigspolitiske ordfører

Af Berlingske Tidende 8. juni fremgår det, at Dansk Folkeparti i forbindelse med en forespørgselsdebat fik markeret sin mistro over for FNs Menneskerettighedskommission, og jeg kan forstå, at vor mistro har vakt nogen undren. De fleste er jo nemlig opdraget med den forestilling, at FN er den faste og urokkelige klippe i en forblæst verden – selve hjørnestenen i arbejdet for at undgå kriser og krige mellem landene, stedet hvor de fattigste hjælpes frem, og stedet, hvor intolerance og had skal bekæmpes. Det ligger således dybt forankret i os alle, at FN er af det gode.

Desværre er meget ved FN facade. Et eksempel på det er, at det FN, som blev stiftet som en reaktion på de tysk-østrigske nazisters krig mod anstændighed og civilisation, i dag er blevet den førende leverandør af antisemitisme, intolerance og forskelsbehandling over for det jødiske folk og det jødiske folks hjemland. Når Pakistans FN-ambassadør for bare et par måneder siden på vegne af 56 medlemslande fastslår, at ordet »antisemitisme« ikke har noget med jøder at gøre – så fatter man vel rækkevidden af den skamløshed, der også er kendetegnende for FN-systemet. Lad mig give flere eksempler på den måde, hvorpå den jødiske stat i FN-systemet hetzes og diskrimineres:

* Når Menneskerettighedskommissionen har møder, og Israel som det eneste land nægtes adgang.
* Når FNs Generalforsamling vedtager en resolution, der sidestiller zionisme med racisme.
* Når Israel af FN er blevet fordømt 321 gange – mens araberne aldrig er blevet fordømt. Når brochurer på FNs racismekonference i Durban i 2001 udstillede krumnæsede jøder med giftige hugtænder og bloddryppende hænder pyntet med svastika.
* Når en fjerdedel af FNs resolutioner igennem 40 år om brud på menneskerettighederne har fokuseret på Israel, mens der aldrig er forekommet nogen resolution om undertrykkelsen af 1,3 mia. kinesere, om 1 mio. kvinde-slaver i Saudi-Arabien, om racismen i Zimbabwe, om det iranske retssystem med korsfæstelse, stening og amputationer. Ligeledes er der heller ikke nogensinde vedtaget resolutioner vedrørende forholdene i Syrien, Sudan, Bahrain, Egypten, Yemen, Pakistan, Malaysia eller Mali.

Jeg håber, at jeg med disse få eksempler har godtgjort årsagen til, hvorfor vi har en dyb mistillid til FNs Menneskerettighedskommission, og hvorfor vi er af den opfattelse, at den styrkelse af kommissionen, der lægges op til, vil være en misforståelse.

Darfur: FN er alt for håndsky

Politiken 31.  marts  2005, 2. sektion, side 6

Af Søren Espersen (MF), udenrigspolitisk ordfører for DF

Lige for tiden er omkring 1.100 danske soldater i gang med sikkerheds- og fredsskabende missioner rundt om i verden. Om kort tid - også med mit partis støtte - skal yderligere et halvt hundrede danskere af sted til det sydlige Sudan på en FN-mission.

Danmark er altid blandt de første lande, som FN spørger - og det er ikke alene, fordi man kender den danske soldats værd, men i højere grad, fordi man ved, at man i Danmark vil møde god vilje, og i de sidste 40 år faktisk aldrig har fået nej.

Men det er ikke rimeligt, at svaret på anmodningen altid skal være et ja. Det er eksempelvis i Sudan-konflikten ikke rimeligt, at danske soldater skal ud på en 6.000 kilometer lang rejse, når umiddelbart nært-liggende stater med en langt større militær kapacitet end Danmark kører frihjul. Og sikkert er det, at FN i denne sag ikke lægger det nødvendige pres på afrikanske og arabiske stater.

FN har tigget og bedt såvel arabiske stater som Den Afrikanske Union (AU) om at tage et ansvar såvel i det sydlige Sudan som i Darfur-regionen, hvor et veritabelt folkemord finder sted, men per dags dato står der 1.500 AU-tropper i regionen - til at kontrollere et område på størrelse med Frankrig, hvilket selvfølgelig er omsonst.

Men hvorfor nøjes FN med at tigge AU og de arabiske stater om at løse problemerne i deres egen verdensdel? Hvorfor får de ikke tommelskruerne på af FN? Mens lille Danmarks forsvar udgøres af cirka 30.000 mand og det årlige militærbudget er omkring de 17 milliarder kroner, ser det ganske anderledes luksuøst ud hos staterne i nærheden af Sudan.

Egypten har 450.000 soldater gående rundt og har et årligt militærbudget på 40 milliarder. Libyen har 76.000 mand under våben, Marokko 145.000, Tunesien 40.000, Jordan 100.000, Algier 127.000 og Saudi-Arabien 127.000 mand under våben. En gennemgang af Afrikas staters mandskabsmæssige og militærmaterielle kapacitet ville dokumentere, at der er millioner af soldater under våben.

Men man kan altså fra AU kun stille 1.500 mand - og hvis man laver en vældig kraftanstrengelse, kan man efter sigende om et års tid nå op på 3.500 mand. Til at løse en humanitær katastrofe i deres eget nærområde. Forargeligt og helt uacceptabelt.

Så det ender altså igen med amerikanerne og de vestlige lande - herunder Danmark. Det kunne så endda gå, hvis man ikke hele tiden netop fra de afrikanske og arabiske stater skulle høre på de jamrende klagesange om den vestlige verden som 'verdens politimand'.

Kan Danmark tackle krigens virkelighed?

Kristeligt Dagblad, 10. marts 2005, side 9

Det er langt fra sikkert, at vi som nation og folk vil kunne håndtere oplysninger om et angreb på danske tropper med store tab i et fjernt land

Af Søren Espersen, MF (DF)

Først min konklusion: Hvis Danmark fremover vil være krigsførende nation og dermed af og til besættelsesmagt, bliver vi nødt til at acceptere, at også danske soldater dør i fremmede lande. Enten lærer vi at håndtere den tanke - eller også er det nu tiden at bakke ud.

Sagt ligeud er det et Guds under, at ikke flere danske soldater i forbindelse med de offensive krigshandlinger, de har deltaget i i såvel Afghanistan som Irak, er døde. I virkeligheden er det et rent tilfælde, at det i henseende til døde soldater har været amerikanerne og englænderne, der har båret byrderne.

At det forholder sig således er jo en lykke, men hvis vi fortsat vil spille en aktiv, militær rolle i udlandet, er det jo langt fra sikkert, at denne fine danske tabsstatistik fortsætter, og jeg spørger mig selv: Hvordan vil politikere og offentlighed herhjemme reagere, hvis vi eksempelvis en morgen vågnede op til oplysningerne om at et fjendtligt missilangreb med ét slag havde kostet 150 danske soldater livet?

Jeg er langt fra sikker på, at vi som nation og folk ville kunne håndtere oplysningerne. Jeg har en fornemmelse af, at en dansk regering - hvad enten den var af den ene eller anden beskaffenhed - ikke ville kunne fortsætte sit fjerne militære engagement.

Såvel i Storbritannien, i Frankrig og i USA - lande som altid har valgt at engagere sig militært - har man været vant til kontinuerlige tab igennem kriser og krige. Når en ung brite vælger at blive professionel soldat, får han og hans pårørende samtidig at vide, at man kan dø af arbejdet - som det nøgternt udtrykkes over for nye britiske rekrutter: En del af en soldats arbejde er at dø.

Herhjemme anskuer vi - som følge af en helt anden moderne historie - tingene anderledes. Det har for os været det fredsbevarende arbejde i FN-regi, der har kendetegnet Danmarks nyere militærhistorie. Danske tropper er først rykket ind, når en våbenhvile mellem to stridende parter er blevet en realitet.

Indtil 1999, hvor der skete noget dramatisk anderledes. Ved krigen mod Serbien blev danske tropper for første gang i 270 år sendt til angreb mod en fremmed hær uden for Danmarks grænser. Krigen mod Serbien blev som bekendt fulgt op i 2001 af krigen mod Afghanistan og i 2003 af krigen mod Irak. Danmark har således i fem år uden afbrydelse været en krigsførende nation. Og besættelsesmagt.

Desværre har hverken regering, folketing eller det danske folk anelse om, hvad det vil sige at være en krigsførende nation. Da den britiske regering besluttede sig til at gå til angreb på Argentina for at tilbageerobre Falklandsøerne, opstillede man i fuld offentlighed en tabskalkulation og nåede frem til, at man i værste fald måtte indstille sig på at miste 800 soldater. Så galt gik det ikke - man mistede "kun" 225.

Men kunne man forestille sig, at en dansk regering forud for afsendelse af tropper til Irak havde opstillet tabs-kalkulationer? Kunne man have forestillet sig, at Anders Fogh Rasmussen i en tv-tale slog fast, at den opgave, danske tropper nu skulle ud på, givet ville blive uhyre farlig og krævende, og at man beklageligvis måtte indstille sig på et meget højt tabstal?

Nej, det kunne man ikke forestille sig, for i vores danske bevidsthed er døden ikke en del af en soldats arbejde. Eller rettere: En dansk soldat må ikke dø. Aviserne, tv og det danske folk forventer og kræver, at soldaterne kommer godt afsted, vinker farvel til deres pårørende, gør den nødvendige indsats, bliver rost af vore allierede - og at de så i øvrigt kommer hjem i god behold til deres familier. Allesammen.

Men vi må ændre indstilling. Og gør vi ikke det, svigter vi afgørende vort ansvar. Vore tropper er ikke længere den joviale og vellidte FN-soldat, som fik venner både på den græske og den tyrkiske side på Cypern. Blandt de seks millioner frustrerede tidligere medlemmer af Saddam Husseins Baath-Parti og blandt tusinder af sympatisører af al-Qaeda er danske soldater fjenden, som de hader og foragter, og som de har svoret skal dø.

Vi kan godt fortsat lege til, at disse fjender nok inderst inde vil holde af os og vore værdier, når de ser Dannebrog blafre på en tank eller over Camp Dannevang. Men med den leg stikker vi hinanden blår i øjnene og svigter vore unge mennesker dernede. Vi kan godt fortsat tage debatter med hinanden om, hvorvidt en fange blev "afhørt" eller "udspurgt", og vi kan godt fortsat bruge tid på at finde ud af, hvorledes den stol, fangen sad på, var magelig nok - eller om fangen fik fire eller fem glas vand. Men når vi gør det, stikker vi hinanden blår i øjnene. Ved fortsat at lege, at krig føres efter danske værdier, ja næsten overenskomstmæssigt korrekt - og at alle i øvrigt ifølge overenskomsten skal komme hjem i god behold, svigter vi ikke alene soldaterne dernede, men også os selv.

Jeg opfordrer derfor til, at vi nu seriøst tager diskussionen om den situation, Danmark nu står i. Den reelle diskussion: Er Danmarks forsvarsledelse såvel som politisk ledelse og det danske folk indstillet på at føre angrebskrig i fremmede lande? Er vi parate til at håndtere selv store tab af menneskeliv? Er vi med andre ord parate til at tackle krigens virkelighed?

2004

De arabiske lande og Israel

Politiken, 21. juni 2004, 2. sektion, side 5


Af Søren Espersen, pressechef, Dansk Folkeparti

Det er rent ud fantastisk, at når jeg her i avisen skriver, at det, araberne har bidraget med til den moderne civilisation - bygningskunst, humanistisk tænkning, malerkunst, skulptur, filosofi, litteratur, videnskab, teknologi - er intet, falder man fra en kant over mig og bebrejder mig, at jeg tillader mig påstanden.

I stedet fortæller bl.a. Bent Melchior og Naser Khader mig forarget og forurettet, at araberne skam har opfundet talsystemet!

Hvis de to forurettede gentlemen og andre ville interessere sig lidt for emnet - frem for bare at hive deres trivielle rygmarvsreaktioner frem - kunne de starte med her i sommer at læse FN's rapport fra 2002 'Arab Human Development Report', hvor den fortvivlende ikke-udvikling i de arabiske lande blotlægges.

Af rapporten fremgår, at de 22 medlemslande af Den Arabiske Liga ligger på linje med de fattigste afrikanske lande.

Rapporten peger på, at ikkevæksten skyldes de autoritære regimer og generel manglende kompetence på grund af de arabiske landes demokratiske, sociale og kulturelle mangler.

Den personlige frihed, inklusive ytringsfriheden, er stærkt begrænset. Styreformerne er hierarkiske og i mange lande direkte undertrykkende.

Pressen er kun delvis fri, og der føres censur over for forfattere - bøger er ofte bandlyste.

Oversættelser finder stort set ikke sted. Som et kuriosum kan jeg oplyse, at Spanien årlig oversætter lige så mange udenlandske bøger, som der har været oversat til arabisk i de sidste 1.000 år!

Ydermere kan jeg oplyse, at cirka 10 millioner arabiske børn ikke går i skole, at 65 millioner arabere er analfabeter, at kun knap 2 procent af de arabiske befolkninger har adgang til computer - og kun halvdelen af disse har adgang til internet.

De arabiske kvinder har ikke de samme rettigheder som mændene. De er næsten uden for politisk indflydelse og besætter kun 3,5 procent af pladserne i de arabiske parlamenter.

De unge arabere har ingen job- og uddannelsesmuligheder, arbejdsløsheden for de unge mellem 15 og 25 år er reelt 60 procent, og på grund af de manglende muligheder drømmer 51 procent af de unge arabere om en fremtid i et europæisk land. Når disse så ankommer til Vesten, medbringer de normer og den menneske- og kulturopfattelse, der er skyld i de arabiske landes manglende udvikling.

Når den arabiske verden på alle områder er så tilbagestående, skyldes det hverken uvidenhed eller mangel på intelligens, men alene at det er lykkedes for reaktionære præsteskaber at fastholde befolkningerne i uvidenhed og overtro.

Mennesker indoktrineres og trues til at tro, at samfundsordenen er dikteret af en gud, som vil straffe dem, hvis samfundet moderniseres.

Den arabiske verden forbliver fattig og tilbagestående, hvis denne overtro ikke brydes.

Min pointe var og er, at ville Israel for alvor gøre de palæstinensiske arabere en tjeneste, annekterede israelerne Vestbredden og gjorde den til en del af Israel. De arabere, der så ville være med i udviklingen, kunne blive - resten kunne emigrere til et af de øvrige 22 arabiske lande.

En palæstinensisk stat! Aldrig
Politiken 6. juni 2004, 3. sektion, side 12

Hvad i alverden skal vi med endnu en arabisk stat? Hvilket bidrag kan den yde til Mellemøstens frihed, fremgang og sikkerhed?

Af Søren Espersen, folketingskandidat (DF), pressechef

Jeg har gjort mit bedste. Jeg har forsøgt og forsøgt at se det hele med andre øjne - i erkendelse af, at der som hovedregel altid er to sider af en sag. Jeg har læst og læst alle mulige og umulige bøger og artikler om emnet. Jeg har endda indimellem forsøgt at lytte til Ole Sippel. Men lige lidt hjælper det: Jeg kan ikke med min allerbedste vilje se, hvad i alverden vi skal med endnu en arabisk stat - denne her kaldt Palæstina.

Hvad bliver Palæstinas bidrag til frihed, fremgang og sikkerhed dels i Mellemøsten, dels i verden? Hvad kan palæstinenserne som folk bidrage med? Hvad har andre arabiske lande bidraget med ?

Ja, man kan jo starte med at kigge sig om i nabolaget til det kommende Palæstina: En ørken af mismod, håbløshed, despotisme og korruption. Rene udskud med folk som Assad, som Gaddafi og - indtil for nylig Saddam Hussein ved roret. For ikke at nævne den skinbarlige dårligdom, som benævner sig Saudi-Arabiens kongelige familie.

Intet harde arabiske lande opnået på nogen som helst felter - måske bortset fra opdræt af dyre heste og dadel-produktion. Kig rundt om i huset og se, hvor mange genstande du i det daglige bruger, der er mærket med 'Made in ...' forskellige arabiske stater. Hvor megen nyudvikling, hvor mange opfindelser, hvor megen bygningskunst, hvor meget malerkunst, skulptur, litteratur, filosofi, hvor megen videnskab og humanistisk tænkning har man bidraget med fra de arabiske lande i nyere tid. Intet. Nul og nix.

Men nu skal vi altså have en ny arabisk stat. Og i fuld alvor mener den samlede opinion, at den gamle korrupte, skydegale egypter, Yassir Arafat, lige præcis er manden, der skal lede en sådan stat. Manden, som siger ét på engelsk, når han interviewes til vestligt fjernsyn, og det stik modsatte, når han interviewes på arabisk. Manden, som har puget milliarder til sig på private konti i Schweiz - og blæser på sit nyerhvervede folk.

Hvorfor brugte man i øvrigt ikke årene 1948-1967, hvor Vestbredden og Gaza var på arabiske hænder, til at oprette en palæstinensisk stat? Der var jo masser af tid til det, men ikke en finger blev der dengang løftet for at komme i gang med opgaven. Hvorfor har man ikke brugt sin selvstyreordning efter Oslo-aftalen til at få gang i produktionen i det nye Palæstina - frem for at være så travlt optaget af at svælge i hævn over israelerne?

Svaret er, at det simpelthen ikke lader sig gøre at skabe en roligt arbejdende, fredelig og produktiv stat, når det er palæstinensiske arabere, der skal skabe den. Det er de ikke gearet til. I stedet vil den nye stat - Gud forbyde, at den nogensinde bliver oprettet - fra første dag være travlt optaget af fortsat at bekæmpe Israel, for målet er som altid den jødiske stats eliminering. Intet mindre. Det ved alle. Der er bare ingen, der siger det mere.

Når de palæstinensiske arabere i dag forsikrer, at man, efter at man har overtaget overhøjheden over Jerusalem, vil indføre et multietnisk paradis med ligeret for alle religioner, er det værd at erindre om, hvad der ventede israelerne, da de trængte ind i Østjerusalem: Jødiske gravpladser var blevet skændet, oldgamle synagoger i det jødiske kvarter i den gamle bydel var blevet jævnet med jorden og jødiske gravstene fra Oliebjerget var blevet anvendt til brolægning af jordanske landeveje - ja, endog til militærlatriner. Er det nødvendigt at sige, at israelske jøder igennem 20 års araberstyre - fra 1948 til 1967 - har været udelukket fra pilgrimsfærd til de hellige områder? Ingen adgang til Grædemuren, ingen adgang til Betlehem, til Jeriko eller Hebron.

Arabernes endemål er stadig den jødiske stats afvikling. Så længe man ikke forstår det, fatter man ikke den arabiske tankegang.

En nyarabisk-palæstinensisk stat, klos op ad den jødiske, ville med andre ord være en umulighed. Måske kræver Yassir Arafat lige nu 'kun' Østjerusalem, Gaza og Vestbredden, men efter at han har fået det, bliver det næste forlangende Haifa, Vestjerusalem og Jaffa. Og er det ikke PLO, der kræver det, bliver det Hamas eller Hizbollah, eller hvem der nu lige til den tid er ved muffen, der kræver det. Den jødiske stat vil aldrig blive ladt i fred. Oprettelsen af en palæstinensisk stat - hvad er det egentlig for en størrelse, når man betænker, at 80 procent af Jordans befolkning allerede er palæstinensere - ville med andre ord være som at komme fra asken i ilden for det israelske folk.

Det er min egen private opfattelse, at israelerne - som det er sket med Golan - burde have annekteret alle de områder, de indtog i 1967, og gjort dem til en del af Israel.

De arabere, der så ville have været med til, sammen med det jødiske flertal, at opbygge en moderne, demokratisk velfærdsstat, kunne have fået chancen. De øvrige - de fanatiske og enøjede - kunne være rejst deres vej - der er plads nok i Storarabien.

Dette fremsynede, fornuftige og progressive projekt kan nås endnu.

Jeg græd tørre tårer
B.T. 6. april 2004, 1. sektion, side 18

Af Søren Espersen, pressechef, Dansk Folkeparti

Sheik Yassin var for Hamas hvad Osama bin Laden er for Al Queda. Meddelelsen om Sheik Yassins pludselige død modtog jeg derfor med tørre tårer.

2003

Israel - tornen i øjet
Berlingske Tidende 11. marts 2003, 2 sektion, magasin, side 5

Af Søren Espersen, Journalist og pressechef (DF), Medlem af bestyrelsen for Danmarks Radio

»Jeg er ikke modstander af jøder - slet ikke. Højst modstander af Sharon«, siger filmmanden Jørgen Flindt Pedersen, og der nikkes anerkendende; for det er jo godt sagt og helt i tråd med dansk ideel-demokratisk, fordomsfri tænkning: Vi har ikke noget imod jøder. Højst Sharon ... Men modstanden mod jøder har altid haft mange forklædninger. Det er ikke jøder som sådan, vi har noget imod. Højst dem der korsfæstede Jesus. Højst dem der puger penge eller tager ågerrenter fra kristne. Højst dem der slagter fedekalvene på den forkerte måde. Højst dem der tager alle de bedste job. Højst dem der går med kalot. Højst dem der bortskærer små drenges forhud. Højst dem der konspirerer om at tage verdensherredømmet. Men ellers er vi ikke modstandere af jøder.

Ja, og så er der jo Sharon. Det er den nye årsag, imod hvilken modstanden rettes. Som den tidligere rettedes mod Ben-Gurion, Golda Meïr, Begin og såmænd også Rabin, indtil sidstnævnte blev myrdet og følgelig - ligeledes i tråd med den historiske tradition - blev udnævnt til en god og fredselskende jøde. Skæres de ideel-demokratiske, påtaget fordomsfrie, ord væk, står altså kernen tilbage: Verdens Flindt Pedersen'er vil hævde, at de ikke har det mindste imod jøder; det er bare den jødiske stat, de ikke kan lide. Og melder sig med denne retorik dermed ind i klubben, der tæller Hizbollah, Hamas, PLO og 22 arabiske lande. Det er forståeligt, at Israel er en torn i øjet på jødehadere verden over. Israel ville slet ikke have haft sin berettigelse og ville i hvert fald have gjort et eller andet forkert, hvis jødehaderne i 1948 havde stået og jublet over statens oprettelse. For Israel blev jo netop oprettet som »den jødiske stat«. Forstået helt bogstaveligt på den måde, at her skulle det jødiske liv leves, her skulle enhver af jødisk slægt eller af jødisk tro kunne bosætte sig uden at skulle undskylde sig selv. Her skulle det jødiske folk genfinde sin plads mellem verdens folkeslag - i en stat mellem verdens stater. Naturligvis er en sådan konstruktion en torn i øjet på verdens Flindt Pedersen'er. Sådan nogle findes forresten også i rigt mål i selve Israel. Intellektuelle som i kraft af deres retoriske og kunstneriske evner er med til at sætte dagsordenen i den politiske debat i landet og har fået det gjort til noget suspekt og antikveret at være jøde i den jødiske stat. Har vi overhovedet retten til territoriet, bliver der spurgt - som om ret, når der tales om territorium, i virkeligheden er andet og mere end magt og vilje til magt... Som tilfældet er her i Danmark, er også den israelske historieundervisning blevet dvask og ligegyldig - og i værste fald skadelig for den unge generation, som nu vokser op. De stærke globalistiske intellektuelle, som i aviserne skriver nutidens historie og som dagligt markerer sig i radio/TV, har travlt med at forsikre om, at Israel først vil blive rigtig fredeligt og lykkeligt, hvis staten ophørte med at være en verdslig jødisk stat - og i stedet blev en verdslig, multikulturel, multireligiøs stat. At den jødiske stat så ville ophøre med at eksistere, tager disse trendsættere ikke så tungt. De samme kredse er i øvrigt begyndt at stille spørgsmål ved »The Law of Return«, altså den markante lov fra 1950 om, at enhver, som har en jødisk far eller mor, har retten til øjeblikkeligt israelsk statsborgerskab ved ankomsten til Israel. Burde man egentlig ikke, spørger de venstreintellektuelle, udvide denne ret til også at gælde alle andre, der fik lyst til at bosætte sig i Israel? Svaret må nødvendigvis blive et nej. For det er jo netop viljen til at turde være sig selv som jøder i et jødisk hjemland, der er selve den israelske sjæl. Hvis denne vilje svækkes, forsvinder grundlaget for staten. Det handler om at turde være sig selv. At turde være sig selv bekendt. At turde hævde Israel som en jødisk stat. Det handler om et folks ret til at bestemme, hvem der bor i landet, hvem der skal opholde sig dér, og hvem der skal have indfødsret.

Så jødehaderne rundt om har altså gode forbundsfæller. Det er en lang proces, der har bragt en stor del også af den danske intellektuelle elite fra koncepterne. Men det er en proces, der i sin substans begynder og ender med

jødehadet. Og for jødehadere er Israel i dag tornen i øjet. Og det vil Israel være lige til den dag, hvor Israel ikke længere eksisterer. Så finder jødehaderne på noget andet.

2002

Et tilbud Israel godt kan afslå
Berlingske Tidende 5. april 2002, 2_sektion,_magasin, side 6

Af Søren Espersen Pressechef Dansk Folkeparti

Araberne foreslår, at Israel trækker sig tilbage til grænserne før Seksdageskrigen i 1967. Så får israelerne fred, hedder det: »Land for Peace«.

Og i danske øren kan det lyde som en god idé: Hvorfor siger israelerne dog ikke ja tak til dette arabiske tilbud? Hvorfor opgiver man ikke Vestbredden, Golan og Gaza - så man kan leve i fred med sine naboer? Hvorfor trækker man sig ikke tilbage, når Israels tilstedeværelse i disse områder alene er årsagen til den krigslignende situation i Mellemøsten? Det er med forbavselse, man hører disse spørgsmål stillet af en stor del af danskerne i dag. Og forbavselsen bunder alene i, hvor kort en hukommelse den danske opinion har.

For hvordan var situationen for Israel før juni 1967? Dengang Gaza, Vestbredden, Golan samt det østlige Jerusalem stadig var arabiske besiddelser. Når araberne forlanger, at Israel skal trække sig tilbage til grænserne før juni 1967, må man spørge: Hvis disse grænser er så hellige for araberne, så glimrende og fredsskabende - hvorfor var det da dengang så afgørende for araberne at bekæmpe dem?

Det er i den forbindelse vigtigt at fortælle historien om, hvad der skete før Seksdageskrigen i 1967. Og altså mens de i dag så hyldede grænser endnu eksisterede. Jeg er vis på, at ingen, der levede i Israel i de måneder, der gik forud for krigen i 1967, nogensinde vil kunne glemme den frygtelige situation, man var i. På et topmøde i foråret havde Egyptens daværende leder, Gamal Nasser, til hele den arabiske verdens jubel utvetydigt slået fast: »Vort mål er tilintetgørelsen af den jødiske stat«.

Med andre ord, den krig, der forestod, skulle være den sidste arabiske krig mod israelerne, og Nasser havde al mulig grund til at tro, at han ville vinde den. 1. juni var 100.000 egyptiske soldater og knap 1.000 tanks opmarcheret i Sinai. Dertil kom seks syriske brigader og 300 tanks, der utålmodigt ventede på at gå til angreb nordpå. Desuden havde Jordans kong Hussein besluttet at følge trop med sine styrker, bestående af yderligere syv brigader, omkring 270 tanks og en kompetent luftstyrke. Den sidste stat, der sluttede sig til koalitionen mod Israel, var Irak, som sluttede pagt med Egypten en dag før krigen begyndte.

I årene forinden havde terrorister opereret mod Israel både fra Gaza-området og Jordan. De indbefattede en ny organisation, Al Fatah, som under Yasser Arafats ledelse senere blev til PLO. Samtidig havde Egypten og Syrien fået fælles overkommando, og enorme pengesummer og våben, hovedsagelig fra Sovjet, var blevet fordelt ved en arabisk konference med det udtrykkelige formål at fjerne den jødiske stat fra landkortet.

For endemålet er stadig den jødiske stats afvikling , Mens præsident Nasser råbte sit had ud mod jøderne og fastslog, at Egypten var rede til at styrte sig ud i den totale krig, som skulle blive Israels endeligt, og hvor, som han udtrykte det: »jøderne skulle kastes i havet«, sørgede syrerne dagligt for et permanent bombardement af de israelske landbrug neden for Golanhøjderne, mens israelske fiskere og landmænd oppe mod den libanesiske grænse var udsat for daglige angreb af snigskytter, og den daglige tilværelse for jøder i Jerusalem var utålelig.

Dybt inde i det daværende Israel - selv i Tel Aviv - hørte arabisk terrorisme til hverdagen. Det var den hverdag, der var realiteten for israelerne - før juni 1967, mens de i dag så hyldede fredsgrænser faktisk eksisterede. De arabiske ledere overgik hinanden i stortalende trusler mod Israel. Sydende menneskemængder strømmede gennem gaderne i Cairo, Damaskus, Bagdad, Beirut, Tunis og Algier råbende blodtørstige slagord som »Vi vil have krig!« og »Dræb jøderne!«. 30. maj sendte præsident Aref i Bagdad sine tropper til den jordanske front med følgende afskedsord: »Dette er kampens dag. Vi er enige i vor beslutning om at nå vort klare mål: at udslette Israel fra landkortet. Vi mødes med Allahs vilje i Tel Aviv og Haifa«. Den palæstina-arabiske leder Akhmed Shukeiry erklærede: »De indfødte israelere, der overlever krigen, vil få lov at blive i landet. Men jeg tror ikke, mange vil overleve«.

Seksdageskrigens resultat er kendt: Israel vandt og indtog de områder, der i dag er blevet gjort til stridens midtpunkt. Efter den arabiske ydmygelse lød det nye kampråb: Israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder. Nu ville man give løfter om, at israelerne ville kunne leve i fred og sikkerhed, hvis man blot trak sig tilbage fra de »besatte områder«. Nu vil man give Land for Peace. Og man undres. For når araberne i dag forsikrer, at man, efter at man har overtaget overhøjheden over Jerusalem, vil indføre et samfund med ligeret for alle religioner, er det værd at erindre om, hvad der ventede israelerne, da de trængte ind i Østjerusalem: Jødiske gravpladser var blevet skændet, oldgamle synagoger i det jødiske kvarter i den gamle bydel var blevet jævnet med jorden, og jødiske gravstene fra Oliebjerget var blevet anvendt til brolægning af jordanske landeveje - ja, endog til militærlatriner.

Er det nødvendigt at sige, at israelske jøder igennem 20 års araberstyre - fra 1948 til 1967 - har været udelukket fra pilgrimsfærd til de hellige områder? Ingen adgang til Grædemuren, ingen adgang til Betlehem, til Jeriko, Hebron, Efraimbjerget og Nablus. Det er set på den baggrund rent ud fantastiske krav, der nu stilles israelerne: »I skal vende tilbage, hvor I kom fra, da I blev presset og hetzet ind i Seksdageskrigen og Yom Kippur-krigen. I skal igen overlade Golanhøjderne til syrisk artilleri, så de på ny kan beskyde kibbutzerne. I skal igen overlade Jerusalems gamle by til arabiske snigskytter, så de igen kan ødelægge jødiske helligdomme og dænge jer til med granater, og I skal igen omdanne Gazaområdet til en base for terrorister«.

Men hvorfor skulle dog en israelsk regering indlade sig på en sådan idé? For sagen er jo, at araberne i dag blot officielt har modereret de krav, de stiller til en fredelig udvikling i Mellemøsten - men det er intet andet end tom retorik. For endemålet er stadig den jødiske stats afvikling. Så længe man ikke forstår det, fatter man ikke den arabiske tankegang.

2001

Der er hadet til forskel

Kristeligt Dagblad, 9. oktober 2001

KOMMENTAR: Nok bekæmper vi vores fjende med alle midler. Men vi hader ham ikke - for så bliver vi ligesom ham.

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

Den anden aften så jeg på BBC en reportage om terrorangrebet i USA.

Et af de mest gribende indslag i den timelange udsendelse var interviewet med en midaldrende amerikansk kvinde af latinamerikansk oprindelse, som var blevet enke den 11. september.

Hendes mand arbejdede på 105. etage i en af skyskraberne, og han havde midt under terrorangrebet fra sin mobiltelefon ringet til sin hustru - for at sige at han elskede hende, som han havde gjort i de 35 år, de havde været gift. Han ville, havde han sagt i de hurtige staccato-sætninger, gøre alt, hvad han kunne for at bringe sig selv i sikkerhed, men han mente ikke, der var noget at gøre.

Kvinden er én af de mange pårørende, som i disse dage går rundt omkring ruinerne af World Trade Center med billeder af de savnede - i et spinkelt håb om et mirakel.

I det meget følsomme og værdige interview - af den type, som kun de dygtige BBC-journalister kan præstere - blev hun spurgt, om hun nu hader gerningsmændene. Hvortil hun svarede nej - ikke på vilkår! »Hvis jeg begynder at hade, bringer jeg os ned på gerningsmændenes niveau. Og dér vil jeg aldrig nogensinde være, for så bliver jeg én af dem.«

Et andet billede, der står fast på min nethinde er dokumentationen af jubel-scenerne blandt arabere, da de på tv havde oplevet, at skyskraberne lå i ruiner og flere tusinde amerikanere var omkommet. For det var ikke glæde, disse arabere viste - det var had.

Under Anden Verdenskrig blev flere tyske byer bombet af englænderne - værst gik det ud over Dresden, hvor tusinder omkom. Men hjemme i London rendte englænderne vist ikke rundt i gaderne og jublede og grinede - på samme måde som tyskerne heller ikke festede i gaderne, da blitz-krigens bomber regnede ned over London - med lige så grusomme civile tabstal.

Da glade danskere løb ud på gaderne 4. maj 1945, blev der grædt glædestårer, fordi vi igen var blevet frie, og der igen var blevet fred. Vi glædede os derimod ikke, fordi der var en hel masse tyskere og japanere, der var blevet slået ihjel.

Jeg husker heller ikke, at israelere nogensinde har hånet deres nedkæmpede fjender - eller glædet sig over, at der også var civile ofre på Vestbredden eller i Gaza, når der blev iværksat nødvendige militære indsatser - mens jeg ofte på tv har oplevet jubel i Bagdad, i Cairo og i Damaskus, når scud-missilerne regnede ned over Tel Aviv eller når selvmordsbomber sønderrev israelske restauranter, skoler og shopping-centre.

For i vort verdensbillede kan man i en krig nok glæde sig over, at fjenden er blevet besejret på slagmarken, ligesom man kan hylde tropperne, når de vender hjem - og sammen med dem fejre, at lyset vandt over mørket.

Men i den mosaisk-kristne verden afholder man ikke jubelfester for at fejre, at flere tusinde civile er blevet myrdet. Således er der hadet til forskel på vor verden og den fanatisk-muslimske verden, som vi nu med beslutsomhed, med alvor og med ro i sjælen skal i gang med at nedkæmpe.

Selv ikke kvinden, som lige havde mistet sin elskede mand ved en af historiens mest afskyelige forbrydelser, ville have det over sine læber, at hun hadede gerningsmændene, for så blev hun én af dem. En fabelagtig reaktion. En uvirkelig, storslået reaktion. En kristen reaktion.

Om jeg selv kunne reagere på samme måde, hvis det var min nærmeste pårørende, der var blevet myrdet, ved jeg ikke. Men jeg ville gerne, om jeg kunne.

Nok bekæmper vi det onde med alle midler, og nok bekæmper vi vores fjende - og nedkæmper ham om nødvendigt. Men vi hader ham ikke. Fordi vi ikke vil hade ham - for så bliver vi som ham.

De hadefulde - hvor end de findes og i hvilke sammenhænge de optræder - bør derfor i virkeligheden ynkes, for de er smittebærere af en dødelig sygdom, til hvilken der ingen modgift findes.

At vi føler det således, og at vi vil det således, er den afgørende årsag til, at vi vinder til sidst.

Fordi vi aldrig vil miste os selv og overblikket i blindt had. Fordi vi nægter at lukke de primitive og onde følelser ind. Fordi vi fra barnsben har fået overleveret, at det er en pligt at elske vor næste - selv vore værste fjender - som os selv. Et overvældende forlangende - i virkeligheden et overmenneskeligt forlangende.

Men vi ved inderst inde, at vi bliver nødt til at prøve - for er vi først opfyldt af had, har vi tilintetgjort os selv, og vi vil ikke tilintetgøres. Vi vil leve.

En lille Beijingeser
Ekstra Bladet 20. juli 2001, 1. sektion, side 19

Af Søren Espersen, DFs pressechef

Hvem har fundet på, at Kinas hovedstad hedder Bei-jing? Sikkert de samme, som engang fandt på, at Cambodja pludselig skulle hedde Kampuchea. Men Beijing er en fuldstændig åndssvag betegnelse. I Danmark siger vi Peking. Jeg mener: Vi spiser da heller ikke beijing-and, når vi er på kinesisk restaurant - og vores lille søde hund er da ikke en beijingeser.

Frontalt: Aldrig en palæstinensisk stat
Ekstra Bladet 4. juni 2001, pinse, side 22

Stop hetzen mod Israel. Anerkendelsen af en selvstændig palæstinensisk stat er begyndelsen på enden for det jødiske hjemland, der stædigt har forsvaret folkestyret i en verdensdel præget af diktatoriske feudal-regimer, mener dagens Frontalt-skribent, der er journalist og pressechef for Dansk Folkeparti

Af Søren Espersen

En ny hetz er sat ind mod det eneste anstændige demokrati i Mellemøsten, Israel. Bannerførerne er de samme kræfter, som midt i tresserne tordnede mod den jødiske stat: Den antijødiske veteran Anne Grethe Holmsgaard og hendes partifælle, Keld Albrechtsen, støttet af Holger K. Nielsen og sågar af Mogens Lykketoft. Hetzen er den samme, som jeg husker den fra dengang, hvor jeg selv som knægt tilsluttede mig VS. Et parti, som jeg kort tid efter forlod på grund af den antijødiske retorik. Jeg kunne ikke forstå, at man lagde et demokratisk land som Israel for had. Et land, som tilmed - i den enestående kibbutzbevægelse - i det mindste forsøgte at føre socialisme i praksis.

Forklaringen var, at USA støttede Israel, mens Sovjet støttede araberne. Alt, hvad USA gjorde dengang var ondt, så man valgte at overse, at de kræfter, man støttede var en flok diktatoriske, muslimske feudalherrer - ikke det mindste socialistiske - som hyldede terrorismen, og som benyttede sig af en Goebbelsk antijødisk retorik.

DEN KORTE HUKOMMELSE

I dag drejer det sig for araberne om at få Israel til at opgive 'de besatte områder' - Vestbredden, Golan og Gaza, og det er i den forbindelse forbavsende at opleve, hvor kort en hukommelse den danske opinion har. Det er nemlig afgørende at forstå, at i juni 1967 var Gaza, Vestbredden, Golan og det østlige Jerusalem stadig arabiske besiddelser. Når araberne forlanger, at Israel skal trække sig tilbage til grænserne før juni 1967, må man spørge: Hvis disse grænser er så glimrende og fredsskabende, hvorfor var det da så dengang så afgørende for araberne at bekæmpe dem? Før 1967 opererede terroristbander mod Israel både fra Gaza-området og Jordan. Formålet var at fjerne den jødiske stat fra landkortet. Mens præsident Nasser råbte sit had ud mod jøderne og lovede at 'jøderne skulle kastes i havet...', sørgede syrerne dagligt for bombardement af de israelske landbrug neden for Golanhøjderne, mens israelske landmænd oppe mod den libanesiske grænse var udsat for angreb af snigskytter, og den daglige tilværelse for jøder i Jerusalem var utålelig.

JERUSALEMS ØDELÆGGELSE

Når araberne i dag forsikrer, at man vil indføre en multi-etnisk stat med ligeret for alle religioner, skal der erindres om, hvad der ventede israelerne, da de trængte ind i Østjerusalem: Jødiske gravpladser var blevet skændet, og synagoger i den gamle bydel var blevet jævnet med jorden. Det er derfor rent ud skøre krav, der nu stilles israelerne: 'I skal vende tilbage, hvor I kom fra, da I blev presset og hetzet ind i seksdageskrigen og Yom Kippurkrigen. I skal igen overlade Golanhøjderne til syrisk artilleri. I skal igen overlade Jerusalems gamle by til arabiske snigskytter, og I skal igen omdanne Gaza til en base for terrorister.'

ISRAEL-HADERNE

Hvorfor skulle Israel indlade sig på noget sådant? Sagen er jo, at araberne i dag officielt blot har modereret de krav, de stiller til en fredelig udvikling. Nu hedder det sig, at bare man holder op med de jødiske bosættelser på Vestbredden, bare man lige afgiver en del af Jerusalem, bare man lader 3,5 millioner arabere vende tilbage til Israel, så vil man sagtens kunne leve i fred med jøderne. Det er tom retorik. For endemålet er stadig Israels afvikling. Man kan spørge sig selv, hvad der er sket med det engang så varme forhold mellem Danmark og Israel? Hvad er det, der får danskere, suppleret med herboende arabere, på gaden for at opfordre til boykot af israelske varer? Hvorfor hører man ikke mere djærve ord, som Anker Jørgensen engang leverede i begyndelsen af 70'erne? Det er en lang proces, som har at gøre med, at det gamle had, som sovjetterne havde til Israel, nu er slået igennem på universiteter, på gymnasier og i danske medier. I kredse, som har en naiv forestilling om, at lykken ville være en palæstinensisk stat. Ved denne årelange påvirkning - styret af deciderede Israel-hadere som DRs Lars Ranggaard og Ole Sippel - er folk bildt ind, at hvis blot Israel trækker sig tilbage til '67-grænserne, vil stridighederne være forbi. Påvirkerne fortæller ligeledes, at arabere og israelere sagtens kunne leve i fred og fordragelighed, hvis der enten blev skabt et multietnisk Israel eller en palæstinensisk stat. Men samtidig glemmer de at fortælle, at araberne i årtier før Israels oprettelse dræbte jøder, som opkøbte land for at dyrke det. De glemmer at fortælle, at arabere hader jøder og i vid udstrækning arbejdede side om side med nazisterne for at nedkæmpe dem.

ET STÆDIGT FOLKESTYRE

Der har i de seneste år stort set kun eksisteret én endeløs række af angreb på Israel, som stadig kæmper bare for at få lov at eksistere. Og det på trods af, at det faktisk er et beundringsværdigt land. Et land, som, beliggende midt i et morads af diktatoriske, muslimske feudalstater, med stædighed holder fast i de demokratiske traditioner. Tænk engang, at et folk, som været i krigslignende tilstand gennem et halvt århundrede, endnu har viljen, styrken og modet til at fortsætte folkestyret. Alt, hvad Israel aftalte med Ægypten i begyndelsen af 80'erne blev holdt til punkt og prikke. Hvad angår PLO har israelerne strakt hånden frem til forsoning med denne organisation, som i årevis har bragt bomber til sprængning mod børnehaver og vuggestuer, mod skoler, mod lufthavne og selv mod olympiske sportsfolk. En bevægelse, som har kapret fly og myrdet gidsler, hvis eneste forbrydelse var, at de tilhørte den mosaiske tro.

BEGYNDELSEN TIL UNDERGANGEN

Man bebrejder israelerne, at man tillader jødiske bosættelser. Hvad havde man forestillet sig? Mener man, at en jødisk regering skulle deportere jøder og jævne jødiske samfund med jorden? Det var der som bekendt andre kræfter, som tidligere i historien specialiserede sig i. Netop de kræfter, som statens fædre som Ben-Gurion satte sig for aldrig mere skulle få held med deres forehavende. Kan man forlange, at jøder skulle jage jøder væk fra Hebron, Jericho, Betlehem og Jerusalem, og dermed fuldføre det arbejde, araberne indledte op til Israels oprettelse? En arabisk-palæstinensisk stat, klos op ad den jødiske, er derfor en umulighed. Måske forlanger araberne lige nu kun Østjerusalem, Gaza og Vestbredden, men det næste forlangende vil blive Haifa, Vestjerusalem og Jaffa. Og er det ikke PLO, der kræver det, er det Hamas eller Hizbolla. De vil aldrig lade den jødiske stat i fred. Oprettelsen af en palæstinensisk stat vil være begyndelsen til Israels undergang. Når det gælder et lands og et folks overlevelse er der ingen ret og ingen vrang. Kun viljen til at eksistere. Og viljen til at turde være sig selv som jøder i et jødisk hjemland, er selve den israelske sjæl. På dette grundlag blev Israel oprettet, og på det grundlag vil den fortsætte - forudsat viljen ellers stadig er til stede i det jødiske folk. Men det er op til folket selv. Vi andre kan kun håbe, at det lykkes.

Høge skaber fred
Politiken 8. februar 2001, kultur_og_debat, side 4

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

»Krigsforbryder«, »Det er forbi med fredsprocessen«, raser SFs Holger K. Nielsen om israelernes valg af deres nye statsminister, Ariel Sharon. Tjah, nu er Sharons modpart i konflikten, Yassir Arafat jo ikke ligefrem kendt for at have brugt livet på at spille ludo og ae fredsduer, men derimod på at sprænge jødiske vuggestuer i luften og myrde israelske sportsfolk. Så jeg ved ikke, om den ene har noget at lade den anden høre. Og så det med freden, der nu er i fare: Jeg husker tydeligt, hvordan venstrefløjen herhjemme på samme måde rasede og regerede, da høgen over alle høge, Menachem Begin, blev valgt til statsminister. Men høgen Begin endte med at skabe en solid og varig fred med Israels værste fjende, Anwar Sadat - som også om nogen var høg.

Sådan er historiens mærkelige lære, at det netop ofte er høgene, der slutter fred. Det var høgen Nixon, der afsluttede Vietnamkrigen og åbnede vejen til Kina, ligesom det var høgen Reagan, der takket være sin faste holdning fik gjort en ende såvel på den kolde krig som på det onde sovjetiske imperium. Sagen er jo, at skal der skabes resultater, nytter det ikke noget at gå ind i processen med rystende svaghed og eftergivenhed i forhandlingsmapperne. Enhver fagforeningsboss med respekt for sig selv ved, at man går til forhandlinger med styrke og vilje. Høge er nøjagtigt så begejstrede for fred som duer. Derfor bør israelernes beslutning respekteres.

2000

Mellemøsten: Israel er en stabiliserende faktor
Politiken 15. oktober 2000, ps, side 9

Af Søren Espersen, pressechef

Det er godt 50 år siden, den jødiske stat blev proklameret. Danmark var blandt de lande, som i FN erklærede den nye stat sin uforbeholdne støtte. Meget er ændret i det danske forhold til Israel. Nye vinde blæste fra og med Yom Kippur-krigen i 1973 og oliekrisen, som var næsten sammenfaldende hermed. Det var Sovjetunionens medløbere herhjemme, som fik gennemtvunget den nye danske holdning til Israel, og skiftende danske regeringer fulgte trop. Der har fra dansk side, tragisk forudsigeligt, stort set siden kun eksisteret én endeløs række af angreb på Israel og det israelske folk, som stadig, et halvt århundrede efter statens oprettelse, kæmper en ihærdig kamp bare for at få lov til at eksistere. Og det på trods af, at det faktisk er et på alle måder beundringsværdigt land, vi taler om.

Et land, som, beliggende midt i et morads af diktatoriske, muslimske feudalstater, med imponerende stædighed holder fast i de demokratiske traditioner, fastslået som noget aldeles ufravigeligt i landets grundlov.

Tænk engang, at det politiske lederskab i et folk, som bogstavelig talt har været i krig eller krigslignende tilstand gennem et halvt århundrede, endnu har såvel viljen som styrken og modet til at fortsætte folkestyret. Israel er tilmed i den helt utålelige situation, at landet til stadighed må legitimere sin blotte tilstedeværelse. Og det vel at mærke efter et halvt århundrede, hvor Israel konsekvent har bevist viljen til at indgå i et internationalt samarbejde og at overholde alle internationale aftaler - selv i forhold til den endeløse række af stater, som truer Israels frihed, fred og sikkerhed. Israel må hele tiden undskylde. Israel må hele tiden beklage. Israel må hele tiden bevise sin gode vilje. Israel må hele tiden tigge om sin ret til eksistens. Og som om det ikke var nok: Israel må oven i købet undskylde, at man tillader sig at forsvare sine egne grænser og sit eget folk mod angreb indefra.

Hvad angår PLO har israelerne strakt hånden frem til forsoning med denne organisation, som i årevis har bragt bomber til sprængning dybt inde bag Israels grænser, bomber mod børnehaver og vuggestuer, mod skoler, mod lufthavne og selv mod olympiske sportsfolk. En bevægelse, som har kapret fly, aflivet sagesløse gidsler, som end ikke var israelske statsborgere, men alene fordi de var jøder. Målet for PLO er stadig Israels udslettelse - om end det officielle mål i dag er en israelsk tilbagetrækning til grænserne før seksdages krigen i 1967. Det kan i øvrigt i den forbindelse undre, at man dengang i 1967 overhovedet ville angribe Israel, når man fra arabernes side finder disse 67-grænser så fortrinlige. Det kan ligeledes undre, at det officielle Danmark er så emsigt optaget af at yde økonomisk støtte til Israels fjender. Det har således været fastslået, at det er danske kroner, som opretholder driften af institutioner, hvor Hizbollahs og Hamas' terroristaspiranter uddannes. Inden for Danmarks grænser har vi modtaget 15.000-20.000 palæstinensiske flygtninge og naivt accepteret, at en del af disse på dansk grund samler sig i antijødiske foreninger og tilmed gjort deres undergravende arbejde lettere ved at punge ud til foreningernes drift. Nu, midt i virvaret, hvor det igen trækker op til en krig og hvor Israel har ryggen mod muren, er det rette tid at gøre bod for denne holdning, som har sit udspring i sovjettiden. Det officielle Danmark bør utvetydigt gøre klart, at man betragter Israel dels som en sand ven, dels internationalt slår fast, at Israel er en stabiliserende oase midt i et mellemøstligt virvar af diktaturer.

##