Indlæg
Rigsfællesskabet
Ikke længere plads til surhed, forurettethed og pinlige kupplaner:
Rigsfællesskabet skal alene bevares, hvis alle virkelig vil det – ellers kan det være det samme
Det udenrigspolitiske tidsskrift RÆSON, nr. 02 - 2010
Af Søren Espersen, MF (DF)
Rundt om spirer folkeslagenes friheds- og selvstændighedstrang. Siden Murens fald er den ene nye statsdannelse efter den anden dukket frem, og har fuldstændig ændret Europakortet: Slovakiet, Tjekkiet, Slovenien, Kroatien, Serbien, Montenegro, Kosovo, Makedonien - samt en række nye statsdannelser i det, der engang var Sovjetunionen. Ja, efterhånden er lille Danmark blevet til en pæn, mellemstor europæisk stat!
Udviklingen er naturlig. Jeg forstår denne folkenes trang til at være sig selv. Om end jeg er varm tilhænger af Rigsfællesskabet mellem Danmark og de tidligere kolonier, Grønland og Færøerne, og gerne ser dette fællesskab fortsat, har vi forståelse for, at også færingerne og grønlænderne ønsker suverænitet over egne forhold.
Rigsfællesskabet har jo også slagside - selvom den tid godt nok er forbi, hvor de to nordatlantiske folk bare var kolonifolk. Det er stadig Danmark, der er centrum i fællesskabet. Færingerne og grønlænderne har repræsentanter i Folketinget - mens danskerne jo ikke tilsvarende er repræsenteret i Lagtinget eller i Grønlands Selvstyre.
Såvel på Færøerne som i Grønland er der i parlamenterne groft sagt flertal for selvstændighed, og det må vi så forholde os til. Men mens de fleste danske partier synes til sinds bare at få sagen ordnet hurtigst muligt, maner Dansk Folkeparti til besindighed. For, som det, efter den aktuelle diskussion om Færøernes forfatningsudkast, nu forhåbentlig står klart for alle – så kan det ikke ordnes i en håndevending. Forude venter en kæmpeopgave, juridisk og politisk, før båndene på en værdig og ordentlig måde kan kappes mellem Nordatlanten og Danmark. Det synes evident, at der skal en folkeafstemning til - men skal der kun stemmes på Færøerne og i Grønland - eller skal der stemmes i hele det danske rige? Hvad med de nordatlantiske mandater i Folketinget? Skal der kompenseres for de milliardudgifter, Danmark har haft? Der er således en række uafklarede spørgsmål, som må besvares, før fællesskabet kan opløses. Når dagen kommer skal vi nok finde ud af at besvaret de mange spørgsmål - således at vi alle, danskere, færinger og grønlændere kan have et fundament at arbejde videre på frem mod afviklingen.
Det frygtelige scenario for mig i denne forbindelse er, at vi kan tvinges til en grundlovsændring – med alt det besvær som det giver – og at kravet vil blive stillet om andre ændringer.
Men lad mig sige det så klart. som jeg kan: Forlanger det færøske eller grønlandske folk fuld selvstændighed, vil det kunne ske hurtigt, og ingen herhjemme vil modsætte sig det. Alle vil i den situation gøre sit yderste for at overgangen kan gå så fint og værdigt som muligt. I denne proces er der ikke plads til surhed, forurettethed og pinlige kupplaner, som vi så det med visse færøske politikeres – læs: Høgni Høydals – forsøg på at omgå Grundloven. Det skal gøres ordentligt! Rigsfællesskabet, derimod, skal alene bevares, hvis alle virkelig vil det. Rigsfællesskabet er man med i af lyst og glæde – ellers kan det være det samme.
Ligeså pinagtigt som Høgni Høydals ufølsomme kupplaner har det også været at opleve, hvordan enkelte, vrisne grønlandske selvstændigheds-politikere blot sidder på lur og venter på at olien springer, således at de kan sige Danmark farvel på det præcise tidspunkt, hvor de kan fortsætte med at leve på første klasse. Men endelig ikke et øjeblik før! Så meget betyder altså frihed og selvstændighed… Den slags kræmmermentalitet giver ikke respekt.
Men når man taler om de nordatlantiske medlemmer af Rigsfællesskabet som en fortsat del af fællesskabet – eller i løsrivelsespolitikernes arbejde for fuld selvstændighed, er det værd at bemærke, at Færøerne og Grønland er alt for forskellige til at kunne omtales som ét.
Så her Færøerne først:
Hvordan det ender med det af såvel Statsministeren som Lagmanden skrottede udkast til en færøsk forfatning, er ikke til at vide. Der er vældig ballade på Færøerne om sagen – mest fordi mange borgere undrer sig over, at et forfatningsudvalg i 12 år har siddet og nørklet med sagen, uden én eneste gang i det mindste at tale med statsministeriet om sagen.
Det er gået op for mange færinger, at det nok netop har været den hovedansvarlige skriverkarl, Høgni Høydals, idé med processen – nemlig at Folketinget og Regeringen skulle præsenteres for et fait-a-compli, som ikke var til diskussion. En fuldt færdig lov, som var blevet vedtaget i Lagtinget og af det færøske folk i en folkeafstemning, og som Folketinget så blot skulle nikke til – uden nogen mulighed for at moderere teksten.
Jeg ved det, for jeg har i de seneste år flere gange over for færøske politikere, såvel på rejse med Præsidiet som på rejse med Færøudvalget, spurgt ind til, hvordan det gik med forfatningsarbejdet; men hver gang har jeg fået en sludder for en sladder fra folk, som bestemt ikke havde lyst til at sige noget som helst. Den slags rævekager er vi bestemt ikke vant til i samarbejdet mellem politikere i Rigsfællesskabet!
Først da det nu fuldt færdige lovudkast blev smækket på Færøernes Lagtings hjemmeside på færøsk og engelsk (..!!), var der mulighed for at konstatere, hvad det hele drejede sig om. Jeg bad i den forbindelse Statsministeren om et juridisk notat om, hvorledes teksten harmonerede med Grundloven – og samtidig med regeringens klare svar lå der et lige så klart svar fra Lagtingets egne jurister: Lovudkastet strider mod Grundloven, og er i sin natur en forfatning for en selvstændig stat. Jeg bad efterfølgende på et samråd i Færøudvalget Statsministeren om at bekræfte, at blev det foreliggende lovudkast vedtaget i Lagtinget og senere ved en folkeafstemning, ville resultatet være en de-facto-udmeldelse af Rigsfællesskabet. Dette bekræftede Statsministeren.
Enkelte færøske politikere har i senere essays og artikler i færøske blade fremhævet, at det jo nok juridisk stred mod Grundloven, men at man jo bare politisk kunne bøje loven, således at det hele faldt i hak – og var der blot den tilstrækkelige politiske vilje til det, ville det sagtens kunne gå. Udtalelser som disse er ikke seriøse, og viser med al tydelighed med hvilket ubekymret letsind, man betragter lovgivning i almindelighed og Grundloven i særdeleshed. For folketingspolitikere er der ikke noget at rafle om: Vi kan ikke vedtage en lov, som strider imod Grundloven; den har vi skrevet under på at ville overholde, inden vi den første dag på arbejdet overhovedet fik lov at gå ind i Folketingssalen. Det gjorde i øvrigt også Høgni Høydal, hvilket jeg netop har mindet ham om!.
Nu, hvor hele sagen er kommet for en dag på Færøerne, og det færøske folk er blevet klar over, hvad der står på spil, hvis forfatningen vedtages, er følelserne for projektet kølnet. I Lagtinget er den brede opbakning ved at smuldre, og spørgsmålet er vel om der nu overhovedet vil være et flertal i befolkningen for definitivt at kappe forbindelsen til Danmark.
Det var i virkeligheden krisen og kollapset i den færøske økonomi i starten af 1990´erne, der for alvor tændte drømmen om et eget land i et flertal af færingene. En positiv udløber af krisen vil mange færinger vel mene.
Der var gang i økonomien på Færøerne i 1980´erne. Både det offentlige og private forbrug eksploderede og færingene levede livet med »grænseløs glæde og hengivenhed«, for nu at bruge ord der ellers er hæftet på Bente Christina Brobergs liv, bedre kendt som Barbara i forfatter Jørgen-Frantz Jacobsens roman fra 1939 af samme navn.
Investeringerne skete primært for lånte penge. For eksempel blev infrastrukturen udbygget betydeligt og der er nu mere end 800 km asfalterede veje. I slutningen af 80´erne satte afmatningen ind og i begyndelse af 1990´erne begyndte de først krisetegn af vise sig. Økonomien faldt sammen i 1992-1993 med virksomhedslukninger og bank-krak til følge - fulgt af udvandringer - mest til Danmark. I kriseårene udvandrede mere end 10 procent af befolkningen, hovedparten i den erhvervsdygtige alder og Regeringen måtte træde til med betydelige lån for at økonomien ikke skulle kollapse helt.
Den seneste internationale finanskrise viser derimod, at Færøerne ved godt økonomisk arbejde i høj grad har fået stabiliseret sin økonomi. Øerne er sluppet langt billigere ud af krisen end de fleste andre lande.
Hjemmestyreloven erkender, at Færøerne i national, historisk og geografisk henseende indtager en særstilling inden for riget og anerkender Færøerne som et »selvstyrende folkesamfund«. Udtrykket forbindes i nyere folkeretlig teori med begrebet »folkenes selvbestemmelsesret«, ifølge hvilken et i folkerettens forstand defineret »folk« har en folkeretligt beskyttet ret til indre selvstyre som øverste myndighed i forhold til borgerne. Færøerne er en del af riget og derfor omfattet af Grundloven. Det fremgår af Danmarks Rigets Grundlov af 1953, hvor det allerede i kapitel 1 § 1, hedder: »Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige«
Hvis der opstår tvivlsspørgsmål om det færøske hjemmestyres kompetence i forhold til regeringen i København, så forlægges spørgsmålet for et nævn, bestående af to fra regeringen og to medlemmer valgt af landsstyret samt tre højesteretsdommere. Bliver der enighed mellem de to fra regeringen og de to fra landsstyret, er sagen endeligt afgjort. I modsat fald afgøres sagen af de tre højesteretsdommere. Det første halve århundrede må dog være forløbet uden alvorlige gnidninger, for nævnet har aldrig været nedsat.
Og nu til Grønland:
Som bekendt modsatte Dansk Folkeparti sig som det eneste parti i Folketinget lovforslaget om Grønlands Selvstyre, som jo dog nu er vedtaget. Når vi gjorde det, var det alene ud fra økonomiske perspektiver. Det er min opfattelse, at Folketinget med loven har begået en af danmarkshistoriens største politiske fejltagelser, - og uden sidestykke formentlig den mest kostbare fejltagelse nogensinde. Mange kyndige forventer, at råstoffundene omkring Grønland vil blive enorme og indtægterne kolossale. Astronomiske summer på op til10.000 milliarder kroner (svarende til Danmarks samlede forsvarsbudget i 430 år…!!) har været nævnt. Resultatet af loven vil til den tid stå klart for enhver, og kritikken mod regering og Folketing vil blive nådesløs, efterhånden som dette kommer til at stå klart for enhver, at Danmark ikke får økonomisk udbytte, alene det Grønlandske selvstyre vil profitere.
En sådan udvikling er i kontrast til de historiske kendsgerninger, som er, at Danmark og det danske folk har bidraget til Grønlands udvikling, så Grønland i dag fremstår som et moderne velfærdssamfund. Men i stedet for at videreudvikle og styrke Rigsfællesskabet med en solid økonomisk forankring i Rigsfællesskabets nuværende og fremtidige ressourcer, har Folketingets flertal sat fællesskabets interesser på spil. Prisen bliver en underminering af fællesskabet, opsplitning og interessekonflikter mellem de forskellige dele af fællesskabet i stedet for sammenhold og sikker kurs.
Af det kommissorium, som i 2004 blev afstukket af Anders Fogh Rasmussen og Hans Enoksen, og som dannede baggrund for Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions rapport – og som senere blev til loven, fremgår det, at formålet er at sikre ”størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab”.
Det formål blev ikke er blevet opfyldt. Dels altså fordi alene Grønlands Selvstyre får økonomisk udbytte af aftalen, men måske mest fordi man fra grønlandsk side kun har været fokuseret på at forberede Grønlands Selvstændighed, således forstået, at Selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene tjener det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed.
Jeg deler ikke det ønske, idet jeg er af den opfattelse, at en egentlig grønlandsk statsdannelse ikke vil tjene hverken det danske eller det grønlandske folks interesser, men i løbet af kort tid efter selvstændigheden direkte eller indirekte vil gøre Grønland til en vasal til USA. Jeg er til gengæld varm tilhænger af Rigsfællesskabet, idet der er så utrolig meget, der binder danskere og grønlændere sammen – historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt, at det for begge parter efter 300 års tæt samhørighed vil være en historisk fejltagelse at bryde båndene.
Også i denne forbindelse er det værd at nævne surhed og forurettethed: Der er nemlig enkelte toneangivende grønlandske siumut-politikere, uden megen sans for historie og tradition, som i de seneste mange år ved hjælp af urimelige verbale angreb på Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk.
Ved tilsidesættelse af historiske fakta samt ved fremhævelse af realitetsløse drømmerier, er det igennem en årrække lykkedes disse enkelte politikere at skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere som et selvstændigt land – altså et land, der fører egen udenrigspolitik med ambassader i andre lande, samt på egen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver.
Ydermere har man fra disse enkelte politikere hævdet det realistisk, at Grønland på egen hånd som en selvstændig nation vil kunne forestå retshåndhævelsen af et demokratisk velfærdssamfund, herunder at oprette og drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner, der vil kunne varetage mellemlange og videregående uddannelser samt at etablere og drive et fuldt udbygget social- og sundhedsvæsen. Det er min opfattelse, at et så slet uddannet samfund som det grønlandske, med sine blot 50.000 indbyggere ikke vil være i stand til at løfte denne kolossale opgave med så omfattende og krævende opgaver på en måde, som det naturligt vil blive krævet i en moderne, vestlig verden og med de udfordringer, den moderne vestlige verden naturligt stiller.
Det nye landsstyre på Grønland med den pragmatiske IA-politiker Kuupik Kleist i førersædet har dog givet mig fornyet tro på, at uddannelsessystemet, som er altafgørende for Grønlands fremtid, vil kunne blive forbedret, og at Grønland derved vil kunne få vendt udviklingen til det bedre. Uddannelsesniveauet blandt de grønlandske unge, som kommer til Danmark for at gå på efterskole eller gymnasium, er i de seneste år blevet forringet. Sprogkundskaberne i grønlandsk er forbedret, men til gengæld er dansk og engelsk blevet markant ringere. Der er i Grønland i dag en fornyet forståelse af, at det er nødvendigt for videreuddannelse at man udover sit grønlandske er suveræn på enten dansk eller engelsk – helst begge sprog, idet det jo er i Danmark at den videregående uddannelse foregår.
##
Alliancen med USA
Jyllands-Posten, 22.01.2008, 1. sektion, Side 9
Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)
Grønlandske toppolitikere færdes efterhånden lige så hjemmevant på luksushotellerne i New York og i regeringskorridorerne i Washington som i København.
Jonathan Motzfeldt, Hans Enoksen, Lars-Emil Johansen og alle de andre bestemmende grønlændere flyver og farer på invitation af den amerikanske regering til USA i én uendelighed.
Fra USA's ambassade i København er en fast Grønlands-konsulent i daglig kontakt med Nuuk, ligesom ambassadør James Cain gør sit yderste for hele tiden at pleje venskabelig omgang med de grønlandske toppolitikere.
Umiddelbart lyder det meget tilforladeligt - og egentlig i tråd med, at Grønland også på det udenrigspolitiske område mere og mere inddrages i statens affærer - men man skal ikke lade sig narre; for det, der er i gang, er langt mere vidtrækkende: USA's regering ved præcist, hvad man gør - og stille og roligt er man ved at gøre sig klar til den dag, da Grønland forlanger selvstændighed fra Danmark.
Og de grønlandske toppolitikere labber helt tydeligt - med stor fornøjelse - hele det amerikanske fedteri i sig - de elsker det.
I USA har man endelig fundet en samarbejdspartner, som bare er helt vild med at opfylde alle grønlandske forlangender, og som behandler landstingsmedlemmer med den næsegruse respekt, som man mener at fortjene - helt anderledes, når man kommer til København og bare bliver behandlet som ligeværdige.
Landstings- og folketingsmedlem Lars-Emil Johansen - filosoffen bag den nye grønlandsk-amerikanske alliance, som har til formål at køre Danmark og Norden ud på et sidespor - har på et offentligt møde sagt det direkte: »I det øjeblik, Grønland får sin selvstændighed, vil den nye regeringschef indgå en bilateral aftale om forsvars- og sikkerhedspolitik med Washington.«
Med andre ord: Amerikanske flådefartøjer omkring Grønland og amerikanske flybaser langs kysten.
Som det fremgik af DIIS-udredningen "Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54" var det meget tæt på, at USA annekterede Grønland efter Anden Verdenskrig. Så det er jo ikke underligt, at USA slikker sig om munden, nu da Lars-Emil Johansen og Co. efter selvstændigheden med åbne øjne har tænkt sig at flyve lige ind i det amerikanske gab.
Men til den tid - når luksusturene til USA ebber ud, når hvedebrødsdagene er forbi, når hverdagen melder sig - og Lars-Emil Johansen og Co. i Washington bare opleves som irriterende polarmyg, så gad jeg da egentlig vide, om grønlænderne vil overveje, om de egentlig ikke var bedre tjent med rigsfællesskabet?
Lær grønlandsk!
Jyllands-Posten, 12.12.2007, 1. sektion, Side 12
Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)
CHANDA KRISTENSEN fra Vinderup giver i et indlæg her i Jyllands-Posten 10/12 udtryk for vrede over, at jeg har kritiseret Landsstyret for at ville stille krav om, at departementschefer skal kunne tale grønlandsk.
Det, jeg har sagt, er, at det kan synes umuligt for Grønlands hjemmestyre at finde den faglige kompetence uden at bruge danske departementschefer, men jeg håber da, at det lykkes.
Chanda Kristensen mener i øvrigt, at alle, der bor i Grønland, bør bestræbe sig på at lære grønlandsk. Men heri er jeg jo fuldstændig enig med Chanda Kristensen. Selv kunne jeg ikke drømme om at bosætte mig i et andet land uden hurtigst muligt at få lært sproget.
Så min opfordring til alle dansk-talende, der bor i Grønland, er at komme i gang med at lære sproget deroppe. Selvfølgelig.
Grønlands ledere har ansvaret
Berlingske Tidende, 03.12.2007, 2 Sektion, MAGASIN, Side 8
Af Søren Espersen Medlem af Grønlandsk- Dansk Selvstyrekommission
Når jeg har haft diskussioner med Lars-Emil Johansen eller andre af Grønlands ledende politiske skikkelser om Grønlands enorme samfundsproblemer, har det slået mig, hvor lynhurtigt disse politikere nærmest pr. rygmarv får rettet ansvars-pilen mod Danmark.
»Det er den gamle kolonimagts skyld«, jamres det fra Lars-Emil og Co. – hvorefter påbegyndes en lang opremsning om, hvor forfærdeligt, danskerne har behandlet grønlænderne. Ja, hvis de for alvor får sig talt varme, så startede alle ulykkerne, da Hans Egede landede i 1721 – og siden er det faktisk gået ned ad bakke. Så fik grønlænderne Grundloven »trukket ned om ørerne uden at blive spurgt«, så blev man sparket ud af kajakkerne og blev tvunget til at tage arbejde inde i de større byer, og så blev grønlænderne ellers systematisk udpint af koloniherrerne, såvel økonomisk som socialt og kulturelt.
Lars-Emil Johansen har tilmed i al sin fantasifulde visdom fundet ud af, at Danmark skylder Grønland et sted mellem 60 og 100 milliarder kroner som følge af alt det, Danmark har sparet i NATO ved at kunne tilbyde Thule og Søndre Strømfjord. Som borgmesteren i Jakobshavn, Anthon Frederiksen, engang udtrykte det i Selvstyrekommissionen: »Danskerne har i århundreder grinet hele vejen til banken…!« Ja, hvor har vi dog moret os…!
Det tragi-komiske er dog, at det er lykkedes for Anthon Frederiksen, Lars-Emil Johansen, Kuupik Kleist, Johan Lund-Olsen, Minninguaq Kleist og andre at få den grønlandske ungdom til at tro på denne vulgære historieforfalskning, som har til hensigt at skabe en fornemmelse af, at grønlænderne er ofre og danskere er bødler.
At give grønlænderne offerrollen som »et undertrykt folk« – ja, jeg har ligefrem hørt den tidligere landsstyreformand, Jonathan Motzfeldt beskrevet som »Grønlands Mandela«. Jo, goddaw, do! Nelson Mandela sad altså i fængsel i 27 år, mens Motzfeldt i de sidste 27 år har siddet på business-class. Så sammenligningen mellem Mandela og Motzfeldt, som Motzfeldt ikke kan lastes for, er grotesk. Desværre er det ikke kun unge grønlændere, der er hoppet på offerrollen.
Her i Danmark har den politiske elite generelt samme forkvaklede opfattelse af tingene. Men forklaringen på de enorme grønlandske samfundsproblemer er jo en anden, og ansvars-pilen bør rettes ét sted hen: Mod Grønlands Hjemmestyre. I 30 år har Hjemmestyret haft det fulde ansvar for udviklingen på Grønland. Har oven i købet hvert år fra København fået sendt 3,5 milliarder kroner, svarende til 65.000 kroner pr. indbygger i Grønland. Men Siumut og Co. har misligholdt deres hverv og har ikke udført deres opgave tilfredsstillende. At Staten så har et overordnet ansvar for Grønlands befolkning, som jo alle er danske statsborgere, er en anden ting. Det er derfor, Dansk Folkeparti har foreslået, at en stor del af bloktilskuddet fremover øremærkes til uddannelsesmæssige og sociale indsatser, således at opgaven kan blive løst. Det bør vi gøre sammen med grønlænderne, men spar os venligst for mere jammer!
DF er ikke grønlandskritisk
Jyllands-Posten, 24.11.2007, 1. sektion, Side 10
Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF), medlem af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission
DET ER dybt irriterende og i øvrigt unfair, at Jyllands-Posten i sin leder 22/11 betegner Dansk Folkeparti som »grønlandskritisk« - og samtidig påstår, at Dansk Folkeparti finder »enhver lejlighed kærkommen til at stikke en kæp i hjulet for alt, der berører Grønland.«
Vel er vi ej grønlands-kritiske, og vel stikker vi ikke kæppe i hjulet på »alt, der berører Grønland«.
Vi har arbejdet nidkært og engageret i selvstyrekommissionen og er altså, efter en grundig analyse og flere grønlands-debatter i vores folketingsgruppe, nået frem til, at vi ikke kan anbefale, at Grønlands Selvstyre med et pennestrøg får foræret alle ressourcer, som vi mener tilhører rigsfællesskabet og bør komme os alle til gode.
Ligeledes er vi stærkt indignerede over den elendige sociale situation, der findes i Grønland, og som vi mener Siumut - det regeringsbærende parti gennem 30 år - er ansvarlig for. Og dette har vi reageret på.
Samtidig er vi rasende over den nepotisme og den korruption, der kendetegner Grønland. Vi mener, at vi har fuld ret til at reagere i disse sager. Dels fordi der er tale om danske statsborgere, dels fordi danske skatteydere hvert år sender 3,2 mia. kr. derop.
I øvrigt er der rigtigt mange grønlændere, der har udtrykt glæde over, at Dansk Folkeparti - i modsætning til andre partier i Folketinget - faktisk engagerer sig i sagen.
Er det ikke netop meningen med demokratiet, at der kan fremkomme forskellige opfattelser?
Og er Dansk Folkepartis indstilling til rigsfællesskabet ikke fuldt ud lige så legal en opfattelse som de andres?
Jeg spørger bare.
Grønland under administration
Jyllands-Posten, 14.11.2007, 1. sektion, Side 13
Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)
DET ER IKKE mange uger siden, at en perlerække af politikere med en krigsmaling af forargelse i ansigterne, var ude med rasende fordømmelser af den måde, hvorpå børnene af de afviste asylansøgere i Sandholmlejren behandledes på.
Den samme perlerække af politikere var til gengæld fuldstændig tavse, da en DR-dokumentar, Flugten fra Grønland, tydeliggjorde, at i hundredvis af grønlænderbørn går for lud og koldt vand, er generelt udsat for incest, ofte sulter og må overnatte i frysende kolde opgange.
Det er faktisk mit klare indtryk, at mange grønlænderbørn ville juble af glæde over at komme til at bo i Sandholmlejren.
Men hvorfor så denne forskel på den humanistiske forargelse?
Ja, svaret ligger jo ikke lige for, men har vist noget at gøre med, at grønlænderne, som i øvrigt alle er danske statsborgere, rent formelt ikke er noget, vi kan gøre noget ved.
Min påstand er, at det både kan og skal vi. Det kræver sådan set blot, at 90 mandater i Folketinget beslutter, at nu skal der altså ryddes op i det morads, som 30 års hjemmestyre med Siumut ved styrepinden har medført. Så egentlig er det bare et spørgsmål, om danske politikere vil træde i karakter - eller om de igen vil lade vore små danske statsborgere højt mod nord i stikken. Og - undskyld, Birthe Rønn Hornbech - i dette spil rækker det altså ikke nok, at du vil »tale med statsministeren.« Nej, dette skal gøres ordentligt - ellers ender det som talrige gange før, hvor Grønlands dårligdomme er blevet udstillet: Intet sker.
Det er for at undgå dette, at Dansk Folkeparti straks efter folketingsvalget vil fremsætte forslag i Folketinget om, at Grønland ekstraordinært og midlertidigt sættes under administration.
Grønlands Hjemmestyre har, under en al for lang dominans af partiet Siumut, spillet fallit. Grønland er i dag et land i et totalt socialt og sundhedsmæssigt kaos med incest, med børn, der sulter eller går for lud og koldt vand, med chokerende elendige statistikker inden for snart sagt alle social- og sundhedsområder, med en undervisningssektor, der ikke fungerer. Og hjemmestyret har igennem mange år demonstreret, at man hverken har evne eller vilje til at rette op på tingene. Her har den ledende klasse nok at gøre med at rage til sig. Her stortrives korruption og nepotisme.
Folketinget har et ansvar for sine statsborgere, der lider under den åbenlyst forkvaklede ledelse af Grønland. I mange år har vi vasket hænder, idet vi har henvist til, at grønlænderne selv havde styring over landet, men nu bør vi være nået til det stadium, hvor vi må sige, at nu går det ikke længere, for der er ingen styring.
Det er mit håb, at det danske social- og sundhedssystem med al sin ekspertise ville kunne tage effektivt fat om problemerne, ligesom en genopretning af undervisningssektoren vil kunne påbegyndes. De nødvendige økonomiske midler til denne ekstraordinære indsats er vi villige til at finde.
Grønland - Stop pamperne
Politiken, 08.11.2007, Debat, Side 10
Af Søren Espersen, Mf (DF)
Det er ikke mange uger siden, at en perlerække af politikere var ude med rasende fordømmelser af den måde, hvorpå børnene af de afviste asylansøgere i Sandholmlejren behandledes på.
Den samme perlerække af politikere var til gengæld fuldstændig tavse, da en DR-dokumentar, ’Flugten fra Grønland’, tydeliggjorde, at i hundredvis af grønlænderbørn går for lud og koldt vand, er generelt udsat for incest, ofte sulter – og må overnatte i kolde opgange. Det er mit indtryk, at mange grønlænderbørn ville juble af glæde over at bo i Sandholmlejren.
Men hvorfor så denne forskel på forargelsen? Ja, svaret ligger jo ikke lige for, men har vist noget at gøre med, at grønlænderne, som i øvrigt alle er danske statsborgere, rent formelt ikke er nogen, vi kan gøre noget ved.
Min påstand er, at det både kan og skal vi. Det kræver blot, at 90 mandater i Folketinget beslutter, at nu skal der altså ryddes op i det morads, som 30 års hjemmestyre med Siumut ved styrepinden har medført. Så egentlig er det bare et spørgsmål om, at danske politikere vil træde i karakter – eller om de igen vil lade vore små danske statsborgere højt mod nord i stikken. Det er for at undgå dette, at Dansk Folkeparti straks efter folketingsvalget vil fremsætte forslag i Folketinget om, at Grønland ekstraordinært og midlertidigt sættes under administration.
Grønlands Hjemmestyre har, under en alt for lang dominans af partiet Siumut, spillet fallit. Grønland er i dag et land i et totalt socialt og sundhedsmæssigt kaos med incest, med børn, der sulter eller går for lud og koldt vand, med chokerende, elendige statistikker inden for snart sagt alle social- og sundhedsområder, med en undervisningssektor, der ikke fungerer. Og Hjemmestyret har igennem mange år demonstreret, at man hverken har evne eller vilje til at rette op på tingene. Her har den ledende klasse nok at gøre med at rage til sig. Her stortrives korruption og nepotisme.
Folketinget har et ansvar for sine statsborgere, der lider under den åbenlyst forkvaklede ledelse af Grønland. Det er mit håb, at det danske social- og sundhedssystem med al sin ekspertise ville kunne tage effektivt fat om problemerne, ligesom en genopretning af undervisningssektoren vil kunne påbegyndes. De nødvendige økonomiske midler til denne ekstraordinære indsats er vi villige til at finde.
Sylen: Helge Oliesheik
Ekstra Bladet, 23.09.2007, bagsiden
Af Søren Espersen, MF
DA HAN TONEDE frem på TV2 Nyhederne den aften, lignede videnskabsminister Helge Sander en rigtig charmerende oliesheik. Han er i øvrigt stadig, trods sine 57 år på bagen, en flot fyr, det er Helge...!
Nå, men Helge Oliesheik kunne stolt fortælle, at nu havde han lige brugt 30 mio. kr. på at sende et fartøj til Nordpolen for at få styr på, præcist hvilken del der hører til Danmark – og man kunne forstå på ham, at de penge var givet rigtigt godt ud, for det viste sig vistnok, at det var vores det hele...
HA! DER FIK russerne dén! Og canadierne, nordmændene og amerikanerne – og andre, der går og drømmer søde oliedrømme om Nordpolen og omegn. Glem det – det hele er dansk!
TV2-reporteren var lige så ellevild af begejstring som Helge: Der var så mega-meget olie deroppe, sagde hun, at nu blev Danmark for alvor ’en af de helt store, internationale olienationer’. Vi taler Saudi-Arabien. Vi taler Irak. Vi taler Kuwait...
O.k., det kan så måske accepteres, at denne unge TV2-reporter måske ikke lige har fulgt med i de sidste måneders politiske beslutninger, men det er foruroligende, at videnskabsministeren åbenbart heller ikke aner, hvad der foregår.
FOR SÅ VILLE HAN have vidst, at uanset hvor meget olie der springer ved Nordpolen, så kommer det ikke Danmark til gavn. Derimod kan Grønlands landsstyreformand, Hans Enoksen, slikke sig om munden. For Helge Sanders eget parti, Venstre, har lige – sammen med de konservative, Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten – gjort klar til at forære Hans Enoksen det hele, rub og stub.
SET I DÉT LYS er det bestemt rundhåndet af Helge Sander at lade millionerne rulle til disse kostbare og krævende videnskabelige undersøgelser. Og udpræget venligt af Danmarks regering, at den påtager sig hele det kommende slagsmål med russerne, nordmændene, canadierne og amerikanerne – for at gøre Grønland til en af de helt store internationale olienationer...
Kronik: Råstofferne er Rigsfællesskabets
Politiken, 13.08.2007, Kronik, Side 5
Rigsfællesskabet mellem Grønland og Danmark bør bestå. Derfor bryder Dansk Folkeparti med enigheden i Selvstyrekommissionen.
Søren Espersen er MF for Dansk Folkeparti og medlem af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission.
Af SØREN ESPERSEN
Onsdag 12. september samles Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission i Nuuk/Godthåb til sit sidste møde. Arbejdet vil da være færdiggjort. Igennem de tre år, kommissionen har arbejdet, er det blevet til 12 møder – ud over en lang række udvalgsmøder under kommissionen, som består af landstingspolitikere og folketingspolitikere – en fra hvert parti.
Selvstyrekommissionen blev 21. juni 2004 nedsat og udpeget af landsstyreformand Hans Enoksen og statsminister Anders Fogh Rasmussen med dette kommissorium: »... at sikre størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab«.
Det er Dansk Folkepartis opfattelse, at dette formål ikke er blevet opfyldt, og det er årsagen til, at vi som det eneste parti vil stå uden for kommissionens indstilling. Vi beklager dette, for det ville have været det rigtige, om samtlige delegerede kunne stå sammen om at give Grønland selvstyre, så det var en smertelig beslutning for mit parti, da vi her for ganske nylig valgte at stå af og i stedet formulere en mindretalsudtalelse.
Når kommissoriet ikke er blevet opfyldt, skyldes det måske, at man generelt fra grønlandsk side har haft øjnene stift rettet mod at forberede Grønlands selvstændighed – således forstået, at selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed.
Dansk Folkeparti har ikke budt denne dagsorden velkommen og i forløbet til tider været utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som strider mod kommissoriets ånd og bogstav.
Måske er løbet dog endnu ikke kørt. Vi har nemlig stadig det håb, at den kommende tids offentlige debat samt de drøftelser, der nu på baggrund af kommissionsindstillingen indledes mellem landsstyret og regeringen, vil medføre, at netop de punkter – hovedsagelig af økonomisk art – der betyder, at vi ikke kan tiltræde kommissionsindstillingen, vil blive taget op til fornyet drøftelse og efterfølgende blive korrigeret på en sådan måde, at vi til sin tid vil kunne stemme for loven om Grønlands Selvstyre – og på den måde sikre, at det fra dansk side vil være et enigt folketing, der vedtager en selvstyrelov for Grønland.
Kimen til problemerne blev givet lagt, da regeringen og landsstyret udstak kommissionens arbejdsform. Her blev kommissionen delt i to arbejdsgrupper: stats- og folkeretsgruppen samt erhvervs- og økonomigruppen. Fra dansk side sad i den første gruppe Venstre, de radikale og Enhedslisten, i den anden Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative samt SF.
Ved en gruppes afrapportering til den samlede kommission var det stort set umuligt for de partier, der ikke var repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som allerede – og ofte under store besværligheder – havde været drøftet, og hvor man ofte havde måttet indgå kompromiser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side.
Ud over møderne i de to arbejdsgrupper har man så haft særmøder i henholdsvis den samlede danske delegation og i den samlede grønlandske delegation.
Dette har givet karakter af, at det var to lande, der forhandlede med hinanden – hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske holdninger, der findes ikke mindst i den danske delegation. Men da der således alligevel blev tale om to holdninger over for hinanden – en grønlandsk og en dansk – er det vor opfattelse, at det eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem landsstyret og regeringen – hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af forhandlingerne.
Ansvaret for, at det blev, som det blev, ligger alene hos regeringen og landsstyret. Disse to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden.
Som nævnt har en stor del af den grønlandske delegation haft øjnene stift rettet mod egentlig selvstændighed for Grønland. DF har ikke kunnet tiltræde den dagsorden, da vi er af den opfattelse, at en egentlig grønlandsk statsdannelse ikke tjener nogens interesser. Vi er tilhængere af rigsfællesskabet og ser det gerne fortsat. Der er så utrolig meget, der binder danskere og grønlændere sammen – historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt – at det for begge parter efter 300 års tæt samhørighed vil være en historisk katastrofe at bryde båndene.
Det bør i den forbindelse nævnes, at det er vor opfattelse, at enkelte af de grønlandske politikere, uden megen sans for historie og tradition, i de seneste år ved hjælp af urimelige verbale angreb på Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk – en barriere, som ikke generelt afspejler grønlandsk sind og sjæl, og som derfor heldigvis ikke har vundet gehør i det grønlandske folks flertal. Her er kærligheden til Danmark, til det danske folk og det kongelige hus – og dermed til rigsfællesskabet – usvækket.
Ved tilsidesættelse af historiske fakta samt ved fremhævelse af realitetsløse drømmerier er det igennem en årrække lykkedes disse enkelte politikere at skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere som et selvstændigt land – altså et land, der fører egen udenrigspolitik med ambassader i andre lande samt på egen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver.
Ydermere har man hævdet det realistisk, at Grønland på egen hånd som en selvstændig nation vil kunne forestå retshåndhævelsen af et demokratisk velfærdssamfund, herunder at oprette og drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner, der vil kunne varetage mellemlange og videregående uddannelser samt at etablere og drive et fuldt udbygget social- og sundhedsvæsen.
Det er vor opfattelse, at et så slet uddannet samfund som det grønlandske med sine blot 50.000 indbyggere – et indbyggertal som i Vordingborg Kommune, men uligt mere spredt – ikke vil være i stand til at løfte denne kolossale opgave med så omfattende og krævende opgaver på en måde, som det naturligt vil blive krævet i en moderne vestlig verden og med de udfordringer, den moderne vestlige verden naturligt stiller.
Vi mener, at selv om der ad åre skulle tilflyde Grønland umådelige olierigdomme, ville denne rigdom i sig selv ikke kunne råde bod på de faglige og uddannelsesmæssige mangler.
Samtidig ønsker vi at henlede opmærksomheden på, at skulle der ved Grønland vise sig store forekomster af olie, er det bestemt ikke givet, at denne olie om 15-20 år vil have nogen som helst værdi. Den teknologiske udvikling i udforskning af alternative energiformer er nemlig hurtigt fremadskridende. Ihærdigt og effektivt arbejdes der internationalt på klimaforbedringer, og det er derfor ikke usandsynligt, at man om en snes år vil have fundet langt billigere og renere energiformer, der gør olie overflødig – og dermed værdiløs.
Vi finder således, at grønlandsk selvstændighed, alene baseret på håb om selvbårenhed som følge af store oliefund, bør give anledning til stor utryghed i det grønlandske folk. Mens vi således ser meget positivt på vidtgående grønlandsk selvstyre, kan vi ikke anbefale at Grønland bliver et selvstændigt land.
Hvis det en dag skulle lykkes de grønlandske politikere at få trukket Grønland ud af rigsfællesskabet, vil det gøre Grønland til en sårbar deltager i den internationale sikkerhedspolitik.
Dansk Folkeparti vil dog – såfremt det grønlandske folk efter vedtagelse i Landstinget og efter en folkeafstemning efter de principper, der i dag gælder ved valg til Landstinget og Folketinget, beslutter sig til selvstændighed – ikke modsætte sig en sådan beslutning.
Vi vil i en sådan situation derimod bidrage positivt til, at overgangen fra selvstyre til selvstændighed kommer til at foregå i en venskabelig ånd samt ordentligt, værdigt og redeligt.
Helt afgørende for vor beslutning har dog været de økonomiske forhold.
Ud over, pris- og lønreguleret, at fastlåse det nuværende bloktilskud på 3.202,1 million kroner, hvilket vi ikke mener, det er rimeligt at binde fremtidige Folketing på, understøtter de økonomiske beslutninger, at Grønland allerede under det kommende selvstyre overdrages ejendomsretten til Grønlands undergrund, og at råstofindtægter i Grønland alene tilfalder selvstyret.
Samtidig vil staten, efter at statens tilskud er nedsat til 0 kroner, ikke længere få del i eventuelle indtægter fra indvinding af grønlandske råstoffer. I forbindelse med det fastlåste bloktilskud forekommer det os særlig urimeligt, at selv i tilfælde af grønlandsk vækst, som ikke har med råstoffer at gøre – eksempelvis som følge af en øget produktion – vil bloktilskuddet stadig forblive uændret.
Det er vor opfattelse, at der i forbindelse med Grønlands overgang til selvstyre, så længe statsmidler er i spil, bør sikres en langt mere effektiv kontrol med den grønlandske forvaltning af offentlige midler. Den indlysende model ville være, at Statsrevisorerne og Rigsrevisorerne bliver berettiget til at revidere selvstyret og forvaltningen på samme måde, som danske myndigheder er undergivet revision. Den grønlandske uvilje over for denne løsning undrer, idet det er en effektiv måde at beskytte sit samfund på mod uønsket korruption og misbrug af offentlige midler.
I kommissionsindstillingen hedder det: »Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre«. Det har forbavset os, at øvrige medlemmer af den danske delegation har kunnet acceptere dette forhold omkring ejendomsretten, og således klart ikke har handlet i overensstemmelse med Danmarks interesser.
Det burde nemlig være evident, at Danmarks riges undergrund som en selvfølge tilhører Danmarks rige, og at alle borgere i rigsfællesskabet får del i de værdier, der måtte findes i undergrunden. Sådan forholder det sig jo allerede, når det gælder de værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund samt i forhold til de værdier, som skabes af danske borgere – og som solidarisk, år efter år, videregives, så de også kommer Grønland til gode.
Sådan har det altid været: Enorme subsidier blev forud for hjemmestyret overført fra Danmark til Grønland i årene mellem 1953 og 1979, hvor de grønlandske kommuner opnåede fuld udligning i forhold til danske kommuner. Også i årene frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes store subsidier fra staten til Grønland. I alle årene, som det fremgår af DIIS-rapporten fra 2007, ’Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54’, har Danmark på intet tidspunkt i historien profiteret på Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forholdet mellem koloniherre og koloni.
Danmark har derimod til stadighed – uegennyttigt og ihærdigt – arbejdet på, år efter år, at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene af den grund ville det være etisk uantageligt, om Danmark ikke, i tilfælde af umådelige råstofindtægter fra den grønlandske undergrund, skulle få andel i værdierne.
Fra grønlandsk side har der i forbindelse med diskussionerne i Selvstyrekommissionen ofte været henvist til den beslutning, regeringen Schlüter i sin tid tog i forbindelse med råstofområdet på Færøerne. Det er dog vor opfattelse, at Færøerne ikke kan sammenlignes med Grønland. Det gælder selvbårenhed, det gælder uddannelsesniveauet, og det gælder de generelle økonomiske forhold.
Yderligere er det vor holdning, at man bør lære af historien – og ikke mindst af historiens fejltagelser. Således finder vi, at den daværende statsminister Poul Schlüter ved sin egenrådige beslutning begik en historisk fejl, da han på den måde, det skete på – og uden foregående samfundsdebat – disponerede med rigets undergrund. Dispositionen blev dengang, med god grund, efterfølgende bredt kritiseret i den danske offentlighed. Dansk Folkeparti ønsker ikke at være medvirkende til at begå en lignende historisk fejl.
Vi agter i det hele taget ikke at tilskynde til, eller medvirke til, at indskrænke det danske rige, og vi vil ingensinde medvirke til at overdrage statens ejendomsret til dele af det danske rige. Kun i tilfælde af at det grønlandske folk har besluttet, at man ønsker selvstændighed, vil vi som nævnt være parate til at overdrage højhedsret og ejendomsret til dette nye, selvstændige Grønland.
På baggrund af disse nævnte reservationer, er det derfor Dansk Folkepartis hensigt at anbefale Folketinget og Landstinget at afvise ’Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre’, idet vi samtidig opfordrer regeringen til at indlede forhandlinger med Landsstyret om en ændret formulering af det økonomiske afsnit, hvilket vil kunne være i hele rigsfællesskabets interesse.
Sylen: Schlüters brøler
Ekstra Bladet, 05.05.2007, bagsiden
Af Søren Espersen MF
LÆRER MAN ikke af historiens fejltagelser, er man dømt til at gentage dem.
For en snes år siden forærede Poul Schlüter med en frisk håndbevægelse en del af Riget – den færøske undergrund – væk. Den raske, uigennemtænkte beslutning gav anledning til et ramaskrig herhjemme.
MAN TROR , det er løgn, men i disse måneder er Danmark med vidåbne øjne ved at gentage fejltagelsen, idet vi igen forærer en del af riget – den grønlandske undergrund – væk. Men i modsætning til Schlüters feberbeslutning gentager vi fejltagelsen efter tre års arbejde i Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission.
Vi har simpelt hen ikke haft mod til at stå op imod de grønlandske politikere Lars-Emil Johansen og Kuupik Kleist, som har siddet i førersædet, og som prædiker løsrivelse fra Danmark.
JEG MÅ sige, at det i dén grad har forbavset mig, at samtlige mine kolleger i kommissionen har kunnet acceptere de usolidariske grønlandske krav, og således klart har ageret i modstrid med såvel det grønlandske som det danske folks interesser.
LAD MIG lige, for at forebygge misforståelser, slå fast: Den dag, Grønland får fuld selvstændighed og bliver et frit land, tilhører undergrunden og dermed de værdifulde råstoffer naturligvis det grønlandske folk alene. Men indtil den dag er den grønlandske undergrund en del af Det Danske Rige, således at alle borgere i fællesskabet bør have andel i de værdier, der måtte findes.
I FOLKETINGET lader løbet til at være kørt – men jeg har det håb, at vi i den kommende tids folkelige debatter om emnet kan rejse protester i det danske og grønlandske folk. Der er nemlig mange fornuftige og moderate grønlændere, som elsker det danske folk og kongehuset – og som er lede og kede af enhver tale om løsrivelse og er solidariske med Danmark.
Bryd ikke båndene til Danmark
Berlingske Tidende, 18.04.2007, 2 Sektion, MAGASIN, Side 12
Af Søren Espersen (MF), DF
Grønlands selvstændighed tjener ikke hverken det grønlandske eller det danske folks interesser. Det er i den forbindelse vigtigt for mig at slå fast, at jeg er varm tilhænger af Rigsfællesskabet, og meget gerne ser det fortsat.
Der er så meget, der binder danskere og grønlændere sammen – historisk, følelsesmæssigt og ikke mindst familiemæssigt. Båndene mellem de to samfund er efter 300 år umådeligt stærke. Der findes vel knap en eneste grønlænder, som ikke i sin slægt eller nærmeste familie har danskere. Dansk sprog og kultur er i den grad integreret i det grønlandske samfund, at de fleste grønlændere for længst er en del af dansk-grønlandsk livsstil. Det vil derfor være en historisk fejltagelse af dimensioner at bryde båndene.
Det er min opfattelse, at en lille indspist klike af stærkt venstreorienterede grønlandske politikere uden sans for historien i de seneste år ved hjælp af en urimelig hetz mod Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk – en barriere, som heldigvis ikke på nogen måder afspejler grønlandsk sind og sjæl, og som ikke på nogen måde vinder gehør i det grønlandske folks tavse flertal. Her er kærligheden til Danmark, til det danske folk og det kongelige hus – og dermed til Rigsfællesskabet – usvækket.
Ved hjælp af manipulation med de historiske og kulturelle fakta – samt ved brug af realitetsløse drømmerier – er det lykkedes denne bestemmende klike at skabe indtrykket af, at blot der flyder olie i rigeligt mål, vil Grønland fremover være i stand til at eksistere som et selvstændigt land og at agere som et selvstændigt land – altså et land, der fører egen udenrigspolitik med ambassader i andre lande – samt på egen hånd forestår forsvars- og sikkerhedsopgaver.
Yderligere er det hævdet muligt, at Grønland på egen hånd vil kunne forestå retshåndhævelsen af et demokratisk velfærdssamfund, herunder at oprette og drive domstole, at etablere og drive uddannelsesinstitutioner, der vil kunne varetage videregående uddannelser samt at etablere og drive et fuldt udbygget sundhedsvæsen.
Det er min opfattelse, at sådanne krævende opgaver i et så slet uddannet samfund som det grønlandske med sine blot 50.000 indbyggere – et indbyggertal som i Vordingborg Kommune, men ulig mere spredt – ikke i indeværende århundrede, om nogensinde, vil være i stand til at løfte denne kolossale opgave på en måde, som det vil blive forlangt i en moderne vestlig verden og med de udfordringer den moderne vestlige verden stiller. Det er vor opfattelse, at selv såfremt der ad åre skulle tilflyde Grønland store rigdomme, vil denne rigdom ikke i sig selv kunne råde bod på de faglige mangler.
Grønland - Derfor siger DF nej
Politiken, 04.04.2007, Side 7
Af Søren Espersen, MF (DF), Medlem Af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission
Forhandlingerne i Den Grønlandsk-Danske Selvstyrekommission er blevet sprængt, efter at Dansk Folkeparti i weekenden gik enegang og meddelte, at man ikke kunne tilslutte sig den fælleserklæring, som skulle danne baggrund for et kommende lovforslag om selvstyre for Grønland.
Det er med den allerstørste beklagelse, at vi har besluttet at sige fra. Dansk Folkeparti har i stedet valgt at udarbejde en såkaldt mindretalserklæring til Selvstyrekommissionens indstillende rapport, hvor vi nærmere vil forklare vor stilling, som er af rent principiel karakter.
Af det kommissorium, som i sin tid blev afstukket af statsministeren og landsstyreformanden, fremgår det, at formålet skulle være at sikre »størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab«. Det er vor opfattelse, at dette formål ikke bliver resultatet; snarere har man, ikke mindst fra grønlandsk side, alene været optaget af at forberede Grønlands egentlige selvstændighed – således at selvstyret kun skulle tjene det formål at være første skridt mod egentlig selvstændighed.
Et centralt punkt, der gør det umuligt for Dansk Folkeparti at støtte en fællesindstilling, er det forhold, at Grønland allerede under et selvstyre skal overdrages ejendomsretten til Grønlands undergrund, og at indtægter fra råstofudvinding alene tilfalder Grønlands Selvstyre. Det har i den forbindelse forbavset os, at de øvrige medlemmer af den danske delegation har kunnet acceptere dette essentielle forhold og således klart ikke har ageret i overensstemmelse med Danmarks interesser. Man har med et pennestrøg foræret en væsentlig del af Danmarks Riges undergrund væk.
Men for os er det evident, at Rigets undergrund – indtil den dag, hvor Grønland bliver et egentligt selvstændigt land – tilhører Danmarks Rige, og at alle borgere i Rigsfællesskabet får del i de værdier, der måtte findes i undergrunden.
Yderligere har man i Selvstyrekommissionen forlangt, at Dansk Folkeparti skulle garantere, at bloktilskuddet til Grønland, pris- og lønreguleret for tid og evighed, skal fortsætte uændret, og en sådan garanti ønsker vi ikke at lade os binde af.
Vi ser frem til den kommende tids debatter om emnet, idet vi håber at kunne overbevise Folketinget og befolkningen om, at Danmark ikke bør gentage den historiske fejltagelse, der skete, da daværende statsminister Poul Schlüter med en rask håndbevægelse forærede den færøske undergrund væk. I Dansk Folkeparti lærer vi af historiens fejltagelser – gør man ikke det, er man jo som bekendt dømt til at gentage dem.
Fuld selvstændighed til Grønland
- et projekt 50 til 100 år ude i fremtiden
Information, fredag den 18. november 2005 - samt i Grønlandsposten
Af: Søren Espersen, MF (DF)
Medlem af Grønlandsudvalget
og
Chr. H. Hansen, MF (DF)
Medlem af Grønlandsudvalget og Selvstyrekommissionen
"I det øjeblik, Færøerne og Grønland ønsker fuld selvstændighed, vil ingen i den danske regering eller det danske folketing modsætte sig det."
Ovenstående er i årevis, næsten som et mantra, blevet gentaget fra Folketingets talerstol hver gang debatten er drejet ind på de to nordatlantiske lande. Også vi fra Dansk Folkepartis side har i diverse debatter udtrykt os i lignende vendinger.
Det agter Dansk Folkeparti også fortsat at gøre, når det gælder Færøerne, men ikke når det gælder Grønland.
Vi indser, at det har været en fejl i den grad at betragte de to nordatlantiske lande under ét - som om de to landes udviklinger og udviklingsniveauer var ens. Det er de ikke. Og derfor må vi fastslå, at mens Færøerne den dag i dag - måske bortset fra nogle overkommelige økonomiske vanskeligheder - ville være absolut egnet til at varetage egne forhold i et selvstændigt land, gælder dette ikke for Grønland.
Fuld selvstændighed til Grønland er et langtidsprojekt. Vi taler om 50 til 100 år ude i fremtiden.
Inden vi går ind på, hvorfor Grønland i vore øjne ikke i overskuelig fremtid har mulighed for at stå på egne ben i en egen selvstændig stat, vil det her være på sin plads at slå fast, at vor indgangsvinkel til problemstillingen alene er hensynet til det grønlandske folk.
Økonomisk ville det da for os være herligt at slippe for Grønland - og derved hvert år kunne spare knapt fire milliarder kroner på finanslovens grønlandskonto, ud over de mange hundreder af millioner, vi skal finde til Grønland ved siden af - vi taler militærudgifter, vi taler fri uddannelse af grønlændere i Danmark, vi taler hospitalsudgifter til grønlændere i Danmark etc. etc. Men gjorde vi det, ville vi til gengæld i årtier gå rundt med en rigtig elendig samvittighed, fordi vi på denne lette facon lod det grønlandske folk i stikken - samtidig med at vi svigtede vores historiske og folkelige ansvar, som altså også indbefatter det grønlandske folk.
Mens færingerne på snart sagt samtlige områder vil kunne stille med egne folk på ledelsesposter inden for erhvervsliv og offentligt liv - et aldeles afgørende forlangende, når der tales om fuld selvstændighed - er dette på ingen måde tilfældet for grønlænderne.
Der befinder sig for tiden et sted mellem 6.000 og 8.000 danskere i Grønland. En ganske dramatisk overvældende del af samtlige ledende poster i Grønland - såvel i det private erhvervsliv som inden for det offentlige - skal findes blandt disse danskere.
Denne beklagelige situation er den samme, som da Hjemmestyret for knapt 30 år siden blev en realitet. Intet er ændret. Der har i denne forbindelse ingen udvikling været på en tredjedel af et århundrede. Mange unge dygtige grønlændere uddanner sig, enkelte af dem opnår en højere uddannelse i Danmark, men enten bliver de hængende i Danmark og fortsætter karrieren der; og vender nogle af dem tilbage, er det, uvist hvilken grund, meget sjældent, at det ender med en topstilling hverken inden for erhvervslivet eller i den offentlige administration.
For at kunne styre og udvikle sit eget land, kræves i vor moderne verden masser af kompetence - og det er en kompetence, som grønlænderne generelt ikke har, og som man i overskuelig fremtid ikke ser ud til at kunne mønstre.
Man skal kigge meget langt for at kunne spotte en grønlandsk læge, en ledende grønlandsk politimand - eller grønlændere på poster som kommunaldirektører, revisorer, teknikere, ingeniører, dommere, advokater, arkitekter, direktører, afdelingssygeplejersker, entreprenører, socialchefer, skibsbyggere, geologer, havbiologer, sundhedsdirektører, professorer - ja, højt uddannede akademikere i det hele taget. Sådanne grønlændere findes, ja. Men de er beklageligvis undtagelsen, der bekræfter reglen om, at de ikke findes.
Dog kan kompetencerne findes - og de skal findes, hvis Grønland skal have fuld selvstændighed. Alle ressourcer skal kastes ind i en udvikling af et aktivt privat erhvervsliv; således skal iværksætterkulturen udvikles, så der bliver skabt produktion - og så moderne produktionsformer og kommunikation som IT o.l. bliver udbredt. Der skal satses inden for alle erhvervsområder, og der skal satses på videregående uddannelser for Grønlands unge. Det kræver hårdt og målrettet arbejde at skabe kompetencerne, og det vil tage årtier før det eventuelt vil kunne lykkes.
Men fra de ledende grønlandske medlemmer af Landstinget og Landsstyret bliver der ikke gjort meget for at øge kompetencerne. Derimod har man fra politisk hold været stærkt optaget af at grønlandisere Grønland, frem for at internationalisere. Man troede det var smart, at tilsidesætte dansk-undervisningen i skolerne for i stedet at få indført engelsk som en slags andet-sprog, men dels er engelsk og dansk nært beslægtede sprog, og dels er det altså ikke i London eller New York, men stadigvæk i Danmark, at de unge grønlændere skal have den videregående uddannelse. Nu lander de så i Danmark, og er ringere til dansk end nogensinde. Intet under, at mange taber modet, og uden uddannelse vender slukørede hjem til Grønland.
Hjemme venter jo så desværre i høj grad dårlige sociale miljøer. Det er ganske uacceptabelt, at man inden for det danske rige har områder med direkte hungersnød som med børnene i Tasiilaq, med voldsom alkoholisme, med udbredt incest. Landsstyret og Landstinget gør kun lidt for at bekæmpe dårligdommene. Der har man travlt med så meget andet.
Blandt andet har man åbenbart masser af tid til at skælde og smælde mod Danmark og alt hvad der er dansk. Specielt fra politikerne fra de ledende partier, Siumut og IA - de røster man også hører i Folketinget - kan man ofte i grønlandske medier læse og høre Danmark omtalt særdeles nedrigt. Vi er ikke klar over, om det er sådan en slags øvelse i at puste sig op for at virke stærkere og mere pompøse; blot må vi konstatere, at det ikke er specielt befordrende for noget som helst - undtagen en dårlig stemning. Langt bedre ville det være, om disse politikere, såfremt deres mål er et selvstændigt Grønland, ville bruge energien på at stramme musklerne og komme i gang med arbejdet.
Fuld selvstændighed for Grønland bør bestemt være et fælles mål for danske og grønlandske politikere - det ligger også mejslet fast i det arbejde, der for tiden pågår i kommissionsarbejdet, og fra dansk side vil vi gerne med det samme træffe en principbeslutning om at målet er et selvstændigt Grønland - meget gerne stadig inden for Rigsfællesskabet. Men den endelige beslutning om fuld grønlandsk selvstændighed vil Dansk Folkeparti ikke lægge stemmer til, før det øjeblik Grønland besidder de nødvendige kompetencer for at kunne fungere som en moderne vestlig stat.
|