Søren Espersen

Flertallet er sikkert nok

Jyllands-Posten, 03.12.2007

 Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)

I AVISENS leder 29/11 glæder Jyllands-Posten sig over, at statsminister Anders Fogh Rasmussen har spillet ud til et bredt politisk samarbejde, fordi - som lederen tilføjer - der denne gang er tale om et VOK-flertal hvilende på et enkelt nordatlantisk mandat.

Her må det være tilladt at belære Jyllands-Posten om, at grundlaget for VOK er sikkert nok.

Sandheden er den simple, at de fire nordatlantiske clearer med hinanden, så de reelt fragår i stemmetallet. Dermed bliver VOK-flertallet 89 mod 86, altså komfortabelt.

Når det så er sagt, deler jeg naturligvis Jyllands-Postens opfattelse af, at et bredt politisk samarbejde er ønskværdigt. Det er der ikke noget nyt i. Det har vi faktisk altid ment.

Bitre udfald fra en dårlig taber

Jyllands-Posten, 27.11.2007, 1. sektion, Side 12

Af SørenEspersen, folketingsmedlem og medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis fine valgsejr er tydeligvis en bitter pille at sluge for Thomas Borgsmidt (JP 22/11). Hans drøm om et VKS-samarbejde er gennemsyret af had mod Pia Kjærsgaard, som han i temmeligt primitive vendinger forsøger at dæmonisere.

TB's sammenbidte retorik vil jeg slet ikke gå ind i - blot notere mig, at han åbenbart har det svært med, at 479.532 danskere brugte deres demokratiske ret til at sætte kryds ved DF.

TB glæder sig over, at VK-regeringen har flere samarbejdsmuligheder end det gode samarbejde med DF, som har resulteret i en yderst positiv udvikling for Danmark siden 2001.

Men TB tænker slet ikke på, at DF også står mere frit efter valget - frit til at søge alternative flertal for de mærkesager, som VK-regeringen ikke måtte være lydhør overfor.

Men mest sandsynligt er det, at Dansk Folkeparti under dygtig ledelse af Pia Kjærsgaard igen formår at samarbejde konstruktivt med regeringen og andre partier om Dansk Folkepartis mærkesager til gavn for Danmark. Imens kan TB stå forbitret i et hjørne med sine perfide bemærkninger.

Sylen: Tilbagtog fra Dybbøl

Ekstra Bladet, 20.09.2007, bagsiden

Af Søren Espersen (MF)

MIN FRISKE og hjertevarme kollega Villy Søvndal skal roses for, at han aldrig er kedelig, og jeg glæder mig altid til at skændes med ham ...

Villy er specielt god til det med metaforer – altså at finde et billedligt udtryk for det, han egentlig vil sige. Ikke tilfældigt, at Villy – opvokset i et solidt kristent hjem – benytter sig af metaforer eller lignelser. Inspirationen hertil fik han fra Vorherre selv – og fik det indpodet i sig i sit trygge barndomshjem i Linde ved Struer.

Så vidt så godt!

Men, Villy, du bør som Vorherre have orden i tingene, når du slynger dine lignelser rundt i æteren.

For eksempel, da du forleden brugte metaforen "det største tilbagetog siden Dybbøl i 1864". At du inden for få år har brugt metaforen mindst fire gange og i vidt forskellige sammenhænge, er så hvad det er. Men historisk duer det ikke.

Da jeg ved, at du altid lytter eftertænksomt, når jeg står dig bi med råd, dåd og vejledning, bør du nu spidse øren. For det, du jo nok har ment alle de mange gange, er "det største tilbagetog siden Dannevirke i 1864."

For det var jo netop det skammelige og æreløse tilbagetog fra Dannevirke, natten mellem 5. og 6. februar 1864 – skabt af slappe politikere – som kom til at stå som ’tilbagetoget’. I folkets øjne betragtedes tilbagetoget som forræderi. Så sørgmodig og skamfuld over sin egen rolle var daværende statsminister, D.G. Monrad, at han senere på året emigrerede til New Zealand.

Efter tilbagetoget trak de danske tropper sig op til Dybbøl, hvor de tappert forsvarede sig fra 15. marts og en måned frem til Stormen på Dybbøl, 18. april. Mere end 1700 danske soldater mistede livet under de heroiske kampe, som endte med det smertelige nederlag og tabet af Sønderjylland.

Så, Villy, husk det nu til næste gang, du letsindigt flagrer tilbage i historien ...

Sylen: En kær lille beijingeser

Ekstra Bladet, 17.09.2007, bagsiden

Af SørenEspersen, MF

VIL DEN skønånd, der i 1990’erne fandt på, at vi ikke længere måtte kalde Kinas hovedstad Peking, men Beijing, venligst melde sig! Jeg har en høne i sur-sød sovs at plukke med ham. For navneskiftet er jo på alle måder bimmelim.

Mindst lige så åndssvagt, som dengang en kloge-Åge fandt på, at nu måtte vi ikke længere sige Cambodia, men Kampuchea. Og så lige for, at det ikke skal være løgn, skal vi nu igen i dag sige Cambodja. Skiftet tilbage til Cambodja havde så trods alt en betydning, idet navnet Kampuchea i den grad var blevet besudlet af den socialistiske nutcase-massemorder Pol Pot.

Men at skifte fra det gode gamle Peking til Beijing? Ja, det er der intet belæg for, for kineserne benævner og skriver på deres eget sprog deres gamle stad på den samme måde, som de har gjort i tusinder af år. Byen har således slet ikke skiftet navn, og hundreder af millioner af kinesere aner ikke, at mange i Vesten tror, at der har fundet et navneskifte sted.

GANSKE vist begyndte enkelte kinesere selv engang, når de skulle anføre deres hovedstad med latinske bogstaver, indimellem at stave navnet Peijing eller Beijing – simpelt hen fordi byen på kinesisk udtales noget i retning af pey-chjing. På samme måde ses Nanking i dag ofte stavet Nanjing, mens Tientsin ses omdøbt til Tianjin.

I øvrigt er de snusfornuftige kinesere akkurat ligeglade med, hvordan vi udtaler deres byer – vi kan under alle omstændigheder alligevel ikke udtale dem korrekt.

MEN NU har altså den indtil videre ukendte skønånd herhjemme altså fundet på, at vi skulle ændre alle vore kort og skolebøger. Lad skønånden træde frem, så jeg kan give ham et rap over fingrene!

Og nu, vi er ved rap – så spiser vi gudskelov stadig Peking-and og ikke Beijing-and. Og vi klapper den kære lille pekingeser. Ikke om jeg ville klappe en beijingeser!

Sylen: Ædruelige vidner

Ekstra Bladet, 04.05.2007, bagsiden

Af Søren Espersen MF

MENS JEG var på B.T., solgte vi på dårlige dage 210.000 aviser – i dag sælges langt under det halve.

AFMATNING på avismarkedet? Javist, når det gælder B.T., er hovedårsagen, at færre og færre orker at læse artikler, der ikke er gennemarbejdede. B.T. er dermed blevet ligegyldig. Jeg ved det fra mig selv: Jeg får landsaviserne på mit skrivebord hver morgen. B.T. ryger nederst i bunken. Folk gider bare ikke den avis.

TAG NU B.T.-baskeren om Morten Messerschmidt: ’Hylder Hitler i Tivoli’ – en ’plapre løs’, ’von hören sagen’ smædevise uden substans. En sladderhistorie, der nu stykke for stykke pilles til smulder af landets seriøse medier. B.T.s offer er denne gang en ung politiker, som svines til – og hvis liv dermed er forandret til ukendelighed.

I CHEFREDAKTØRERNE Hans Morten Rubin og Leif Jensens dage kunne man sagtens være gået i struben på en ung MF, men ikke før man var sikker på historien. Var man som journalist dengang kommet tilbage med rygter af denne art, var man blevet sendt af sted for at skaffe beviser. Og her ville man ikke nøjes med, hvad en meget forhenværende socialdemokratisk minister vistnok mente at kunne have erfaret, efter at han havde opholdt sig i Grøften i syv stive klokketimer.

MAN KAN lige høre advokaten i byretten: ’Og hvor meget alkohol mener De så at have indtaget i dén periode, hr. fhv. minister?’ – ’Er De ikke helt sikker? siger De – men var det over eller under 15 genstande?’ Jo, det bliver en grotesk retssag, når B.T. skal føre sandhedsbevis for, at Messerschmidt hyldede Hitler i Tivoli.

MORTENS advokat behøver ikke strenge sig an. Han kan nøjes med at indbyde Grøftens 43 tjenere, der var på arbejde den dag, og som ikke i et eneste splitsekund var vidne til ’Hitler-hyldest’  De 43 tjenere har i øvrigt ét særkende i forhold til andre vidner på åbningsdagen: De var ædru!

Efterlysning: Spoorendonk, har du gemt dig?
Jydske Vestkysten, 9. januar 2006
Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)

Dette er en efterlysning: Hvis nogen i Sydslesvig og omegn har set SSW's Anke Spoorendonk, bedes de rette henvendelse til mig, for jeg vil meget gerne i kontakt med hende, men jeg tror nu efterhånden på, at hun simpelthen har gemt sig. I et åbent brev den 28. november stillede jeg i aviserne Flensborg Avis og JydskeVestkysten dette spørgsmål til Anke Spoorendonk: "Er Pia Kjærsgaard stadig ikke velkommen i Sydslesvig?" Da jeg ikke hørte noget, gentog jeg spørgsmålet i de to aviser den 19. december. Og her knapt fire uger senere har jeg endnu ikke fået svar.

Det er ret vigtigt, at Anke Spoorendonk hurtigst muligt svarer, for vi er nu tæt på tiden, hvor vi folketingspolitikere får sendt invitationer til 2006-festen i Sydslesvig.

Jeg har faktisk blot bedt om et ja eller et nej - så det kan ikke tage mange sekunder for Spoorendonk at svare.

Det er for farligt at sætte aktiv dødshjælp i system
Kristeligt Dagblad, 30. maj 2006, side 9
KRONIK: De fleste danskere har i udgangspunktet forståelse for Diana Benneweis' handlinger, men historien viser, at når eutanasi sættes i system, så breder det sig på en uacceptabel måde

Af Søren Espersen
Medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti

For nylig kom det frem, at Diana Benneweis for en halv snes år siden havde taget livet af sin far, Eli Benneweis, idet den gamle cirkusdirektør, som havde pådraget sig uhelbredelig cancer, led forfærdeligt under sine smerter. Sammen med en veninde, som var hjemmesygeplejerske, gav Diana Benneweis sin far en overdosis morfin, hvorved Eli Benneweis barmhjertigt blev udfriet fra sine uudholdelige smerter.

Det er vel kun få mennesker i dette land, der vil bebrejde Diana Benneweis det, hun gjorde. Jeg tror, de fleste af os har forståelse for Diana Benneweis, som havde et kærligt forhold til sin far og som tilmed på et tidspunkt havde givet sin far et løfte om, at han aldrig skulle ende som "en grøntsag".

Måske vil mange af os ligefrem kunne fremkomme med lignende eksempler på, at pårørende - enten ligefrem os selv eller andre i vor nære vennekreds

- har været med til at yde deres elskede døende den hjælp, som de sukkede efter. Så heller ikke fra min side nogen bebrejdelse i forhold til det, der angiveligt skete for 12 år siden, og som gav Eli Benneweis fred for smerter og elendighed.

Diana Benneweis' beretning om medlidenhedsdrabet - det, der også kaldes eutanasi og i dagens debat ofte aktiv dødshjælp - måtte naturligt føre til endnu en stor offentlig debat om muligheden for i lovgivningen at indføre regler om eutanasi, som man allerede har i flere europæiske lande, blandt andet Holland, Schweiz og Østrig. Fra mange sider efterspørger man nu en lovgivning, hvorved pårørende til uhelbredeligt syge, som selv ønsker at dø, eller som de pårørende ønsker skal dø, ved lægelig indgriben skal kunne hjælpes hertil. At eutanasi af og til finder sted, uden at offentligheden - som det skete i forhold til Eli Benneweis tilfælde - får underretning herom, bør der ikke herske tvivl om. Når eutanasi forekommer, er det tværtimod en handling, der forbliver en velbevaret hemmelighed for kun de allernærmeste pårørende og måske den nært knyttede læge eller sygeplejerske, som i et øjeblik med fuldt overlæg vendte sig bort fra patienten.

Men at det af og til foregår på en sådan uautoriseret måde er én ting. Noget ganske andet ville det være, hvis eutanasi lovgivningsmæssigt blev sat i system og blev en del af danske lægers opgave. Etisk ville ikke alene lægestanden, men hele det danske samfund blive stillet over for ganske forfærdelige dilemmaer. Og det, der startede som et godgørende krav og en godgørende lovgivning, ville kunne udvikle sig til det stik modsatte, hvorfor man nødvendigvis aldrig må tillade, at en sådan lovgivning bliver en realitet i Danmark.

Uden på nogen måde at ville drage sammenligninger mellem på den ene side ordentlige, moderne vesteuropæiske demokratier som Holland, Schweiz og Østrig og på den anden side Tyskland i 1930'erne, er det nødvendigt i den diskussion, som vi i dag herhjemme fører omkring eutanasi, at lære af den historiske beskrivelse, der førte til indførelse af lovgivningsmæssig eutanasi i det Tyskland, som i dag for alle ordentlige mennesker fremstår som et rædselsregimente.

Beskrivelsen af, hvordan Eutanasi Programmet blev en del af lovgivningen i Tyskland og netop startede i det godes tjeneste, står at læse i historikeren, Lucy S. Dawidowiczs monumentale bog "The War Against the Jews 1933-45", og hvori netop Eutanasi Programmet nøje gennemgås fra den allerspædeste start, hvor et enkelt menneske blev udfriet af sine lidelser - og til der, hvor det endte: et uvirkeligt massemord på sagesløse.

Til Adolf Hitlers kanslerkontor dumpede der i november 1938 et brev ind ad brevsprækken fra en ulykkelig far til en deform dreng, som led forfærdeligt under sine smerter. Brevet blev fra kanslerkontoret sendt videre til Karl Brandt, som i nogle år havde fungeret som Adolf Hitlers personlige læge, idet dr. Brandt blev bedt om dels at undersøge det pågældende barn nærmere, dels at vurdere, hvordan man kunne komme den ulykkelige far i møde.

Efter at have undersøgt drengen og fået bekræftet, at hans liv aldrig ville kunne blive andet end uudholdelige smerter, havde dr. Brandt nogle uger senere et møde med Adolf Hitler - et møde, der efter sigende skal have gjort dybt indtryk på rigskansleren, og hvorunder denne gav ordre til, at dr. Brandt skulle følge faderens ønske og udføre medlidenhedsdrabet på barnet. Samtidig lod Adolf Hitler den noget tøvende og uvillige dr. Brandt forstå, at skulle han eller hans stab på nogen måde blive involveret i retlige tiltag i forbindelse med deres udførelse af eutanasien, skulle de henvise til ham. Yderligere indkaldte Adolf Hitler drengens forældre til en personlig samtale, hvor han fratog dem ethvert ansvar for det, der skulle ske - og gjorde dem klart, at han, Hitler, alene påtog sig ansvaret og byrden.

Efter denne første eutanasi i Tyskland, blev ud over Karl Brandt også SS-Obergruppenführer, dr. Philipp Bouhler autoriseret til at foretage eller lade foretage tilsvarende indgreb. Allerede nogle måneder senere, i foråret 1939, påbegyndte man det egentlige Eutanasi Program, som fik til opgave "definitivt at lindre smerten" hos såvel psykisk som fysisk deforme børn og unge.

I indenrigsministeriets regi blev ledere af børneklinikker og hospitaler bedt om at indberette tilstedeværelsen af sådanne børn og unge i deres institutioner. Eutanasi Programmets centralledelse besluttede så i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt der skulle foretages eutanasi. Til det omfattende programs styring og den endelige udførelse af eutanasi blev 21 specielle børneafdelinger oprettet rundt om i landet.

Efter starten var lagt med de uhelbredeligt syge børn, udvidedes programmet til også at omfatte uhelbredeligt fysisk og psykisk syge voksne. I juli 1939 oprettedes en styringsgruppe bestående af dr. Hans Lammers, som var departmentchef i rigskansleriet, med SS-Obergruppenführer, dr. Leonardo Conti, som var departementchef i indenrigsministeriet og med psykiateren dr. Herbert Linden. Yderligere bibeholdtes i gruppen Karl Brandt og Philipp Bouhler. Autorisationen til gruppen kom i form af en skrivelse, dateret september 1939, og hvor det hedder: "Gruppen er bemyndiget til i særlige tilfælde at give læger tilladelse til - efter en grundig human vurdering og med det formål at lindre uhelbredelige smerter - på nænsom måde at udfri patienten."

Tre landsdækkende organisationer blev oprettet med henblik på at transportere disse såkaldte uhelbredeligt syge. Patienterne blev i første omgang kørt til et af fem såkaldte observatorier, og derefter til et af seks egentlige eutanasi-centre - Bernburg, Brandenburg, Grafeneck, Hadamar, Hartheim og Sonnenstein. Særlige skrivegrupper blev oprettet, som havde til opgave at forfatte brevene til de pårørende om, hvordan deres kære tragisk var kommet af dage. Der var tale om fantasifulde breve, som indbefattede dødsårsager som trafikulykker, madforgiftning, fald fra vindue, selvmord, nyresvigt, hjerneblødning og hjertestop. I ganske mange tilfælde var det dog de pårørende, der selv bad om, at aktiv dødshjælp skulle benyttes i forhold til en uhelbredeligt syg. Den modstræbende tøven, som dr. Karl Brandt havde givet udtryk for, da han først modtog Adolf Hitlers beslutning om at sætte den første eutanasi i værk, blev, som ugerne og månederne gik, bortvisket. Det samme blev tilfældet for de i hundredvis af læger, som nu i større eller mindre grad blev dagligt beskæftiget med eutanasi.

Der rapporteredes, at lægernes tolerancetærskel i forhold til, hvornår de følte, at de etisk korrekt burde foretage det dødelige indgreb, gradvist ændredes, således at de som månederne gik helt havde mistet fornemmelsen for det opstillede, ideelle krav om "en grundig human vurdering ?"

Det er min klare holdning, at det netop i forbindelse med eutanasi er institutionaliseringen - det lovgivningsmæssige - der er så forfærdelig farlig. Der er nemlig et verdenshav af afstand mellem det beskrevne tyske regimente af "human offentlig effektivitet" og så den følsomme og forståelige situation, hvor Diana Benneweis i kærlighed giver sin lidende far lidt ekstra morfin.

Vi må derfor aldrig institutionalisere eutanasi.

Søren Espersen er MF for Dansk Folkeparti. Synspunkterne i denne kronik er hans egne og ikke partiets.



Det skabende menneske
Kristeligt Dagblad 31.  marts  2005, side 8

 GENTEKNOLOGI Hvert menneske er en skabende kunstner, og når mennesket holder op med at være originalt, mistes livet

Af Søren Espersen, MF

Holder vi lige for en stund dyrevelfærd ude af diskussionen, er det altovervejende menneskers tro, der kommer genteknologien på tværs - eller måske snarere troende menneskers følelser og fornemmelser for troen. Det er derfor, folketingsgruppernes formænd normalt stiller medlemmerne frit, når vi skal i gang med den følelses- og fornuftsmæssigt komplicerede lovgivning om genteknologi, som vi alle helst ville slippe for at skulle tage stilling til.

Men vi slipper desværre ikke, for lovgivning må der hele tiden til på netop dét område, da de videnskabelige landvindinger foregår i et rasende tempo, og lovgiverne er i sagens natur altid mange måneder eller år bagefter. Hvor lovgivere på andre områder ofte er bag nyskabelser eller måske ligefrem iværksætter tigerspring fremad, er det for lovgiverne, hvor det gælder genteknologi, altid et spørgsmål om at sætte bremser i, om at begrænse eller måske ligefrem at stoppe op og forbyde.

Blandt troende er genteknologi af det onde. Troende - hvad enten det nu er kristne, jøder eller muslimer - vender sig instinktivt mod, som det udtrykkes, at mennesket sætter sig i Guds sted, og man taler om, at videnskabsmænd leger Gud. Og når vi mennesker leger Gud, gør vi os skyldige i gudsbespottelse. Islam kender jeg desværre ikke så meget til i denne forbindelse, men i den gængse mosaisk-kristne tradition er Gud skaberen, og skaberværket må der ikke ændres på eller manipuleres med.

Udtrykket "det skabende menneske" har således ikke noget med Guds skaberværk at gøre, men opfattes traditionelt på en anden måde. Deri ligger, at et menneske har en kunstnerisk evne, at vedkommende kan male, skrive eller lave skulpturer - eller måske være mester for en særlig flot pryd- eller nyttehave. I haven er det dog selv blandt troende til nød tolereret, at gartneren gerne må fremelske eller skabe nogle særligt velsmagende pærer eller en særlig smuk rose.

Men den troendes tolerancetærskel overskrides, når der manipuleres med levende væseners gener. Når dyr eller planter klones, når der skabes helt nye arter, eller når for længst uddøde arter bringes til live igen. For skabermonopolet er pr. definition Guds. Men samtidig er vi mennesker jo i overensstemmelse med skabelsesberetningen "skabt i Guds billede".

Det afgørende spørgsmål er således nu, hvad der ligger i det at være skabt i Guds billede. Drejer det sig alene om, at vi rent fysisk ser ud som Vorherre, eller drejer sig om, at vi også er udstyret med Guds egenskaber? Ja, noget kunne i hvert fald tyde på, at vi mennesker ud over det rent objektive har flere ting tilfælles med Vorherre. Man kan ligefrem sige, at Vorherre ustandselig viser "menneskelige egenskaber" - hvorved forstås egenskaber, man bestemt ikke forbinder med det ufejlbarligt guddommelige.

Men benytter vi mennesker den i særklasse allervigtigste af de fællesegenskaber, vi har med Gud, nemlig den skabende egenskab, gør vi os angiveligt skyldige i gudsbespottelse.

For vi mennesker kan jo skabe. Og kunne vi ikke det, havde vi jo ikke nødig at lave lovgivning på genteknologiens område. Kunne man, for diskussionens skyld, forestille sig en situation, hvor vi mennesker, i og med at vi netop ikke benytter de skabende evner, vi altså indiskuterbart har tilfælles med Vorherre, netop gør os skyldige i gudsbespottelse?

Kunne man, for diskussionens skyld, forestille sig, at det netop var vor jordiske pligt med vore skaberevner at gøre alt det, vi kan, for at udrydde sygdomme og at sørge for længere og bedre menneskeligt liv? Det store menneskelige liv leves kun, når der skabes. Hvert menneske er en skabende kunstner, og når mennesket holder op med at være originalt, at producere eller at skabe - når i stedet det monotone bliver dagligdag - ja, så mistes livet og lidenskaben.

Søren Espersen er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti

Sikke en befrielse
Jyllands-Posten 13. marts  2005, indblik, side 8
Af Søren Espersen, folketingsmedlem, Udenrigsordfører (DF)

Vi er mange, der har glædet os til at være med til at fejre 60-årsdagen for Danmarks befrielse. Og jeg tror, at vi i år bliver ekstra mange, som om aftenen i Mindelunden 4/5 vil glæde os over alle de dejlige traditioner, der er blevet en del af denne aften. Men netop ved 60-årsfejringen har man forsøgt at dryppe malurt i glædesbægeret. For hvordan var det nu - det der med besættelse og befrielse? Men det overrasker ikke, at man i kulturradikale studiekredse omkring Det Radikale Venstre forsøger at skabe et nyt billede af besættelsestiden. Et sådant ville jeg også forsøge at skabe, såfremt jeg i dag var medlem af det parti, som fremfor noget andet parti afgørende svigtede før, under og efter Danmarks besættelse. Statsministeren blev omdrejningspunkt, da han skrev denne sætning: »Under nazisternes besættelse blev mange danskere stillet over for valget mellem at gøre det rigtige, at tage klar stilling og dermed udsætte sig selv for en stor personlig risiko. Eller at bøje nakken, følge med strømmen og prioritere sin egen velstand og sikkerhed.« En lektor, Niels Wium Olesen, kommenterede - og kaldte det »skandaløst, at statsministeren forenkler historien og gør den til en kamp mellem gode og onde.« Han fandt videre, at »der er gode, valide, demokratiske argumenter for at samarbejde med besættelsesmagten«.

En pædagog, Hans Kirc-hoff, fandt, at »statsministeren udlægger et ensidigt syn på det umådeligt nuancerede problem, det er at tage stilling til, om man skal samarbejde med fjenden eller gøre modstand«. Sådan anskuer altså nogle danskere i dag fortællingen om landets befrielse og besættelse. Men jeg føler mig forulempet over denne sofistikerede kulturradikale manipulation, der søger at lægge et slim-slør hen over vore unges øjne og hjerter. For hvad er budskabet: At det er lige fedt, om man samarbejder med fjenden - eller at man gør modstand. At frihedskæmperne ikke nødvendigvis gjorde det rigtige. For i en sofistisk diskussionsklub er alt jo lige fedt. Her er det smartheden og letheden, det gælder. At kunne formulere sig mest elegant; ekvilibristisk at kunne gøre op med myter, tradition, kultur og historie. Her skøjtes let henover liv og død og godt og ondt. Her risikeres intet, her ofres intet, her sættes intet på spil - for det er som altid andre mennesker, der eksperimenteres med i det kulturradikale laboratorium. Man kan hævde, at vi andre almindelige danskere har et unuanceret syn på Danmarks besættelse og befrielse. Og - ja - det da ved Gud, vi har! Jeg behøver årsager til at skulle foretrække Frits Clausen for Frode Jacobsen. Jeg ved unuanceret og uintellektuelt, at jeg holder med Christmas Møller fremfor Erik Scavenius. Min naive taksigelse 4. maj vil gå til Kim Malthe-Bruun - og ikke til Flemming Helweg-Larsen.

Mine børn har lært, at heltene - det var folk som Kaj Munk, Børge Outze, Mogens Fog, Anders Lassen, Flammen og Citronen. I min indsnævrede horisont ved jeg, at Den Danske Brigade var af det gode - og Frikorps Danmark af det onde. Jeg er uden forbehold stolt og glad, når jeg på Yad Vashem i Jerusalem ser hyldesten til Danmark - og jeg er uden reservationer fuldt overbevist om, at de fiskere, bønder, præster og studenter, der hjalp jøderne over til Sverige, var gode - og gjorde det gode. For statsministeren havde jo ubetinget ret, da han sagde, at frihedskæmperne gjorde det rigtige - og at de, der bøjede nakken, gjorde det forkerte. Jeg ønsker alle nogle rigtigt dejlige maj-dage, når vi fejrer 60-årsdagen. Der er meget at fejre. Meget at mindes med såvel tårer som smil. Masser at være stolte af som danskere - uden forbehold. Sikke en befrielse!


Dansk Folkeparti fortsætter hvor Socialdemokratiet slap. En bygning vi rejser...
Berlingske Tidende 23. februar  2005, 2 sektion, magasin, side 12

Af Søren Espersen, medlem af Folketinget Dansk Folkeparti

En bidende kold februardag i 1999 havde Pia Kjærsgaard indbudt til en pressekonference på Christiansborg med det formål at præsentere sit partis nye spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget. Det blev en mediebegivenhed, for det var rygtedes, at det var Mogens Camre, der nu var med hos Dansk Folkeparti. Efter at have tjent 19 år i Folketinget for Socialdemokratiet – herunder i en længere periode været sit partis finanspolitiske ordfører og helt inde i sit partis inderkreds – havde han samme morgen sendt sit afskedsbrev til sin kredsformand. Nu ville han ikke mere.
Let var det ikke at sige farvel til et parti, som har været en central del af ens liv – hele livet. Og Mogens Camre har da også selv fortalt, at det var såvel med vemod som med dyb eftertænksomhed, at han sendte det brev dén morgen.

På pressekonferencen fremkom Mogens Camre bl.a. med dette udsagn: »Det 20. århundrede var Socialdemokratiets århundrede. Det 21. århundrede bliver Dansk Folkepartis århundrede«. Næste dag stod udsagnet at læse i hver en avis i kongeriget – og det grinte man så i øvrigt meget af på caféerne resten af det forår. I fagbevægelsens pompøse hovedkvarterer grinte man også – det samme gjorde de politiske journalister. Ude hos trendsætterne i velhaverkvartererne morede man sig kosteligt. Og i Socialdemokratiets ledelse på Christiansborg kunne man næsten ikke holde op med at le – så sjovt syntes man, det var.

På landets arbejdspladser, derimod, var der ingen der lo. Det gjorde man heller ikke på landets plejehjem – eller blandt de hjemløse og syge. Og bag gardinerne hos de tilbageblevne, pressede og trykkede danskere i indvandrerghettoerne i Vollsmose, Gjellerupparken eller på Nørrebro kunne man heller ikke finde noget at grine af.

Dérude i virkelighedens verden kunne man jo på egen krop bevidne, at Socialdemokratiets århundrede var forbi, at løbet var ved at være kørt, at en æra var ovre – men at man et andet sted kunne skimte en stærk og markant fornyelse.

Camre var så langt fra den første socialdemokrat, der vendte blikket mod det projekt, som Pia Kjærsgaard med en stærk personlig integritet og en indædt viljestyrke havde indledt – ej heller skulle han blive den sidste.

De ældre af de socialdemokrater, som nu så i retning mod Dansk Folkeparti, havde for manges vedkommende en erindring om det, der engang havde været Socialdemokratiet, og som hædersmænd som H.C. Hansen og Hans Hedtoft var symboler på: Denne sobre og solide arv af social bevidsthed, ansvarsfølelsen for landet, omsorgen for de svage – glæden og stoltheden over det at være dansk. Disse socialdemokratiske værdier indbefattede således mådehold, at gøre sig umage, at udføre sine pligter til punkt og prikke, at være venlig og redelig over for andre. At være socialdemokrat af sind betød forpligtelse mere end rettighed.

De yngre socialdemokrater – lærlingene og de ufaglærte arbejdere, som ikke kan have haft kendskab til H.C. Hansens Danmark, men som instinktivt fra arbejdspladserne søgte over til Dansk Folkeparti, mærkede med det samme, at de hér blev taget alvorligt i deres bekymring over landets udvikling.

Hos Socialdemokratiet var der ikke mere hjælp at hente; de cand.polit.er, teknokrater og kloge-åger, der nu havde lagt deres klamme hænder såvel på fagbevægelsen som på H.C. Hansens parti, kunne ikke drømme om at bruge tid på at lytte til almindelige danskere. Socialdemokratiets ledere vidste jo præcis, hvordan verden var skruet sammen, og i øvrigt var det jo som oftest nogle aldeles stue-urene ting, man måtte lægge øren til, når man indimellem vovede sig ned på gulvet til ordinære arbejdere.

Og som det gik omkring det forrige århundredeskifte: Da parnasset ikke lyttede til arbejderne, tog arbejderne sagen i egen hånd. Man begyndte at søge derhen, hvor der blev lyttet. Det var en svær beslutning, for solide og gode socialdemokrater løber altså ikke bare af gårde. Tradition var én ting, men partiloyalitet, at holde fast ved sit parti i medgang og modgang, lige så selvfølgeligt.

Så det er tunge beslutninger, der er blevet truffet. Men erkendelsen var, at Socialdemokratiet ikke længere førte en politik, der var til fordel for det almindelige danske folk. Den frie indvandring til Danmark blev selve symbolet på Socialdemokratiets historiske svigt.

»En bygning, vi rejser...« er navnet på en bog om Socialdemokratiets og arbejderbevægelsens historie i Danmark, og som udkom i slutningen af 1950erne.

Det omfattende værk er pragtfuld læsning – og som dansker må man være stolt af denne væsentlige del af landets dejlige historie, for den fortæller om helte og hædersmænd, som under store personlige omkostninger kæmpede for at gøre Danmark til

et af verdens bedste, rigeste og tryggeste lande.

Der er grund til at takke de mennesker. Og i Dansk Folkeparti kan vi gøre det ved at fortsætte rejsningen af bygningen til fordel for det almindelige danske folk. Fra den nye socialdemokratiske gucci-generation skal vi ikke forvente assistance.

Vi er trætte af Lykketofts læserbrevsmaskine
B.T. 15. april 2004, 1. sektion, side 23

Af Søren Espersen, Dansk Folkeparti

På Ellebakken 29 i Birkerød bor Mogens Lykketofts »Læserbrevsmaskine.« Herfra fabrikerer han på livet løs, som han har gjort det i en menneskealder. De sidste otte år har han haft den i partiet særlig fortjenstfulde tillidspost at drysse ildelugtende pulver ud over Dansk Folkeparti i almindelighed og Pia Kjærsgaard i særdeleshed.

For nylig blev han her i B.T. afsløret som manden bag en stribe læserbreve, der skulle give det udseende af, at vanvittigt mange mennesker rundt om i landet var utilfredse med Dansk Folkeparti.

Vi har længe været ilde berørt over Henning Tjørnehøj, som fortsætter sine pinligheder. Således den 13. april i B.T., under overskriften »Pia svigter de ældre«, idet han sluttede sin artikel af med denne kryptiske bemærkning: »Hvorfor er du så tavs, Pia? Er det magtkampen med Thulesen Dahl og Peter Skaarup, der tærer på kræfterne?«

Punkt 1: Siden Danmark ved et nådigt forsyn den 20. november 2001 fik smidt Socialdemokraterne på porten, har Dansk Folkeparti sørget for, at der tilføres de ældre meget store ekstra midler. Nu cirka 1.000.000.000 kroner ekstra om året! Selv med udfoldelse af al Tjørnehøjs studentikose sofisme lader dette faktum sig ikke ændre.

Punkt 2: »Magtkamp i Dansk Folkeparti... Pia mod Thulesen og Skaarup?« Med denne afsluttende bemærkning i sit læserbrev har Henning Tjørnehøj vist en helt ny side af sig selv, som man slet ikke troede, han besad efter i 30 år at have skrevet sine sure og vrisne indlæg: Manden har sør’me humor...!

Pia Kjærsgaard viste værdighed og ro
B.T. 14. marts 2003, 1. sektion, side 20

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

B.T.s redaktør Nina Vedel-Petersen har under overskriften »For koldt, Pia« begået en af de mest nedrige perfiditeter, der er set på tryk i en dansk avis. Uforfalsket pinlig følelsesporno fra Nina Vedel-Petersens side og rendyrket had mod Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard. Nina Vedel-Petersens ærinde med kommentaren er kort fortalt, at Pia Kjærsgaard er en kold skid, fordi hun ikke stod og legede Tude-Marie, da hun til TV blev interviewet om Folketingets formand, Ivar Hansens bratte død, men i stedet viste værdighed og ro.

Deraf udleder redaktøren - som ikke har noget personligt kendskab til Pia Kjærsgaard, idet hun aldrig nogensinde har mødt hende endsige talt med hende, at så ejer Pia Kjærsgaard ikke medfølelse, så er hun følelsesforladt, så er hun ufølsom, så er hun et politisk dyr. Dybde-psykologisk analyserer Nina Vedel-Petersen sig videre frem til, at Pia Kjærsgaard er så stålsat på ikke at vise, at hun har dårlig samvittighed over Ivar Hansens død, at hun påtager sig denne kølige, afmålte facon. Underforstået: Det var Pia Kjærsgaard, der som følge af den i forrige uge rejste kritik af Ivar Hansen, jagede ham i graven. Og så er hun ikke engang ked af det. Jo, Nina Vedel-Petersen, Pia Kjærsgaard er meget ked af, at Ivar Hansen er død. Hun har siddet i Folketinget med ham i knapt 20 år og havde - uanset de var politiske modstandere - et særdeles hyggeligt og venskabeligt forhold til ham igennem alle årene.-

Jeg kan oplyse, at så sent som fredag aften i sidste uge havde Pia Kjærsgaard og Ivar Hansen et længere møde på hans kontor, hvor de underiagttagelse af gensidig respekt på en uformel og sober og måde drøftede den kritik, Pia Kjærsgaard havde rejst af Ivar Hansens ledelse af Folketingets Præsidium. De skiltes i god forståelse, idet begge udtrykte vilje til at få tingene til at køre på en, for tinget, værdig måde, idet de med dette formøde lagde grunden til det møde i Udvalget for Forretningsorden, der skulle have fundet sted den efterfølgende onsdag. Det var sidste gang, Pia Kjærsgaard så Ivar Hansen.

Og til Nina Vedel-Petersen kan jeg oplyse, at Pia Kjærsgaard - som alle andre, der kendte Ivar Hansen - var stærkt berørt, da meddelelsen om hans død kom. Og - det kan jeg bevidne - hun var følelesmæssigt måske endnu mere i vildrede end andre. For det siger da sig selv, at det ikke kan have været særlig rart at have rejst kritik af en person, som så kort tid efter, afgår ved døden. Det er menneskeligt og naturligt at man må spørge sig selv: Har det, jeg har foretaget mig eller sagt, haft nogen indflydelse på at den pågældende er død? Og svaret må i alle tilfælde være: Ja, alt hvad vi siger eller gør har indflydelse på de mennesker, vi omgiver os med. Vi har indflydelse på deres liv og vi har indflydelse på deres død. Sådan er menneskelivet. Men vi skal ikke af den grund belaste os selv med dårlig samvittighed.

På Christiansborg er kritik af politiske modspillere og medspillere selve dagligdagen. Der bliver givet og taget, og vi spørger ikke hvad vi mener. Ivar Hansen var berørt af den kritik, bl.a. Pia Kjærsgaard rejste af ham - som Pia Kjærsgaard selv i årenes løb har været berørt af den kritik, der har været rejst af hende.

På Christiansborg lader vi ikke hinanden noget at høre. Vi slås med hinanden af et godt hjerte, mens vi lever. Og så dør vi iøvrigt allesammen til sidst. Ivar Hansen døde alt for ung. Og dem, der kendte ham, blev kede af det - herunder Pia Kjærsgaard. Og en tilfældig amatør-psykolog, som kalder sig redaktør, skal ikke understå sig i antyde anderledes.

B.T.s svar

Kære Søren Espersen. Der er nu ingen grund til at hidse sig sådan op. Alt hvad jeg skrev, var, at det havde klædt Pia Kjærsgaard at vise de følelser, hun utvivlsomt har i forbindelse med Ivar Hansens død.
Mange hilsner
Nina Vedel-Petersen

Mere end en tilfældighed
Vejle Amts Folkeblad 29. januar 2003

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

I Vejle Amts Folkeblad den 24. januar besvarer LO-tillidsmand Tenna Koppel mit indlæg forleden omkring Dansk Folkepartis manglende deltagelse i et politisk kursus på LO-skolen. Tenna Koppel bebrejder mig at jeg hævder, at hendes oprindelige indlæg var et af LOs masseproducerede læserbreve. Tenna Koppel meddeler, at hun skriver sine indlæg selv, hvilket jeg så selvfølgelig tror på, idet jeg beklager, at jeg har skrevet noget, der åbenbart ikke passer. Samtidig må jeg dog forklare, hvorfor jeg fik en mistanke., at der stod en veltilrettelagt LO-Socialdemokrati-aktion bag smædeskrivelserne mod Dansk Folkeparti. . Sagen er, at jeg undrede mig over tilfældigheden i, at der i en række af landets dagblade har været indlæg fra forskellige LO-tillidsfolk, som var med på præcis det kursus, hvor Dansk Folkeparti altså af gode grunde ikke deltog. Er det tilfældigt, at Tenna Koppel i Vejle Amts Folkeblad erklærer sig »skuffet over DF-fravær« - samtidig med at en anden LO'er fra det præcis samme LO-kursus i Lolland-Falster Folketidende også erklærer sig »skuffet over DF-fravær« - samtidig med at yderligere skuffede melder sig i Horsens Folkeblad, i Ringkjøbing Amts Dagblad, i Holbæk Venstreblad, i Næstved Tidende, i Nordjyske Stiftstidender - samt i en halv snes andre blade landet over? En tilfældighed?
Måske....

Vi gider ikke LO
Ekstra Bladet 29. december 2002, 1. sektion, side 21

Af Søren Espersen, Pressechef, Dansk Folkeparti

Ebbe Bay har været kursist på LO-Skolen og er i Ekstra Bladet 2. Juledag blevet bedt om at lægge navn til en fællesudtalelse om Dansk Folkeparti. LO er, hedder det, blevet 'dybt skuffet' over, at DF ikke ville komme med til deres kursus. Jeg har på vegne af Dansk Folkeparti gentagne gange forklaret LO- bosserne, hvorfor vi ikke længere gider deltage i LO's indstuderede shows. Men uhæderlige som disse mennesker er, har de i Ekstra Bladet glemt at fortælle årsagen. Så nu tager vi den én gang til for prins Knud: Dansk Folkeparti vil kun diskutere med LO, hvis det foregår ved offentlige møder. Vi vil ikke være med til lukkede møder eller kurser, fordi vi tidligere har erfaret, at de ikke er mere lukkede, end at de har kunnet ses refereret i fagbevægelsens egne blade under latterlige overskrifter som: 'DF kom i modvind, da de mødte fagbevægelsen' - selv om det altså bestemt ikke var fagbevægelsen, der var til stede, men indforskrevne partisoldater, pampere og professionelle forklappere.

Ærligt talt: Vi har andet at give os til. 20-25 procent af SID's medlemmer stemmer på os. Blandt arbejdere mellem 18 og 40 år er der flere, der stemmer på DF end på Socialdemokratiet. Måske skulle LO forholde sig til det faktum - i stedet for at bruge medlemmernes penge på at bekæmpe Danmarks eneste ægte arbejderparti.

Gjorde det en forskel?: Valget gjorde Danmark til foregangsland
Jyllands-Posten 3. oktober 2002, 1. sektion, side 9

Poul Nyrup Rasmussen talte altid om, at Danmark skulle være foregangsland. Vi andre gjorde noget ved det, skriver dagens kronikør i sin vurdering af Danmark under regeringen Fogh Rasmussen med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag og understreger, at det er partiets ambition at få del i regeringsmagten, for det er nu engang dér, det sker.

Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef

Som ugerne gik efter folketingsvalget - vel helt frem til maj-juni i år - kredsede journalisterne på Christiansborg om Dansk Folkeparti på denne måde: Det holder ikke, det her! Der bliver ballade i DF! Vælgerne svigter, når det går op for dem, at DF har taget et lovmedansvar! Og da de første meningsmålinger efter valget viste en for DF vigende tendens - fra valgets 12 pct. til 10,5 pct., var det for analytikerne som ventet: DF-eventyret var ved at krakelere. Man konkluderede, at DF nu var ved at miste pusten, og at årsagen skulle findes i, at DF's vælgere ikke er realistiske, og at de derfor reagerede imod, at partiet påtog sig et politisk ansvar med de kompromisser, det måtte indebære. I øvrigt helt i modstrid med de mange udsagn, vi modtog fra vore vælgere efter valget, og som enslydende gik på, at man tværtimod forventede, at DF ville føre realpolitik og søge indflydelse.

Nu, hvor Dansk Folkeparti i meningsmålingerne atter ligger omkring valgresultatet, kan jeg vel tillade mig at stille det spørgsmål, om DF overhovedet gik tilbage. Vi var dengang overbevist om, at meningsmålingsinstutterne havde et troværdighedsproblem. Tallene viste nemlig præcis det samme som målingerne, der blev foretaget lige inden valget. Her lå DF generelt på mellem 10,0 og 10,5 pct., mens det altså ved valget som nævnt blev 12,0. Hvad der dog mest af alt bestyrkede os i, at meningsmålingsinstutterne havde et problem, når det gjaldt - og gælder - Dansk Folkeparti, var den såkaldte exit-poll, der af TV 2 blev lavet på selve valgdagen. En exit-poll bør give det mest akkurate resultat, man overhovedet kan tænke sig, og viste på valgaftenen ved halvotte tiden, at DF ville få 16 mandater. Et par timer senere viste de reelle prognoser, at DF fik 22-24 mandater - i stemmetal en forskel på 160.000 - 200.000 vælgere. En så stor forskel må ikke kunne finde sted i en exit-poll-måling og bekræftede de helt specielle forhold, der gør sig gældende omkring Dansk Folkeparti. Mange af vore vælgere ville ganske enkelt ikke fortælle, hvad de havde stemt.

Siden er det gået lidt op, og lidt ned - og nu op igen. Og det har været underligt at skulle forholde sig til. Mest grinagtig var en weekend, hvor vi fredag formiddag overfor Søndagsavisen/Sonar skulle forklare, hvorfor vi vi nu stormede frem, mens vi lørdag, dagen efter, overfor Jyllands-Posten/PLSRambøll skulle forklare hvorfor vi nu styrtdykkede... Så er det altså svært at holde tungen lige i munden! Specielt når enhver ekspert inden for de dele véd (men aldrig siger det offentligt!), at en meningsmåling, bestående af 900-1200 adspurgte allerhøjest kan fortælle noget om imellem hvilke to procentsatser, et parti befinder sig: Man ved, at SF lige nu ligger et sted mellem 4 og 10 pct., man ved, at DF liggger mellem 9 og 16 pct., og man ved, at de konservative ligger mellem 6 og 13 pct. Alt andet er gætterier og tilsnigelser.

Hvorfor eksempelvis en fremgang fra 10,0 til 11,8 i virkelighedens verden ligesågodt kunne være en tilbagegang fra 10,0 til 8,1. Men fra meningsmålingerne tilbage til de politiske analyser efter valget. Slog Dansk Folkeparti til? Kunne man stole på os? Krakelerede vi? Flygtede DFs vælgere? Og hvad kom der egentlig ud af regeringsskiftet? Ja, allerede i avisernes og TV-kommentatorernes allerførste analyserende kommentarer i dagene efter folketingsvalget, november 2001, var det gennemgående, at kun få havde tiltro til Dansk Folkepartis rolle som VK-regeringens parlamentariske grundlag. Med de seneste knapt 10 måneders politiske udvikling i baghovedet, er det pudsigt i dag at bladre tilbage i redaktørernes mange advarende pegefingre.

Nogle citater: Kjeld Hybel, Politiken 7/12 01: "Men det andet store spørgsmål, som danskerne kan sidde over andestegen og filosofere over, er, hvor længe Pia Kjærsgaard vil opføre sig pænt. Det er ikke sikkert, at baglandet i DF bliver ved med at være lige så forelsket i magten som chefen og den øvrige partiledelse." Vibeke Vestergaard, Børsen, 10/12 01: "Spørgsmålet er, om disciplinen i DF er hård nok til, at gruppen ikke bliver sprængt som SF, hvor rebellerne dannede VS. Faren lurer...... Andre uden for partiet vurderer, at de to flammetalende sortkjoler bliver svære for DFs ledelse at styre." Torben Krogh, Information 13/12 01: "Helt uundgåeligt giver det Pia Kjærsgaard en central placering. Spørgsmålet er, om det, hun har at byde på, kan bruges til noget som helt fornuftigt af den nye regering." Hans Engell, Ekstra-Bladet 16/12 01: "Selv om Pia Kjærsgaard for tiden er storsmilende og oser af selvsikkerhed, kan facaden hurtigt krakelere." Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad 31/12 01: "Spørgsmålet er, om Pia Kjærsgaard og hendes partifæller kan tøjle såvel temperament som drømme i forhold til regeringen." Hans Engell, Ekstra-Bladet 30/12 01: "Mere besværligt bliver forholdet til DF, som er sikkerhedsnettet under regeringen... Medansvar kan også være et åg for et parti, der lever af vælgernes indimellem labile stemningsskift."

Det interessante ved disse kommentarer - og jeg kunne have citeret 50 andre med samme indhold - er en, fra analytikernes side, dyb mistro til Dansk Folkeparti. En mistro, som jeg har vanskeligt ved at finde årsagen til, idet jeg på intet tidspunkt af partiets knapt syv-årige levetid mindes, at vi har svigtet. Med mindre da, at disse analytikere af gammel vane fortsat sætter lighedstegn mellem Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti. Men skulle dét være årsagen, er det useriøst af analytikerne. De har ikke villet have ulejlighed med at kortlægge partiet ordentligt. De har ikke arbejdet omhyggeligt nok. Med et moderne udtryk fra fodboldbanen: De har læst Dansk Folkeparti forkert. At der trods masser af interne spændende og indædte politiske debatter og - af og til - forskellige politiske opfattelser, hersker en fortræffelig stemning i DF's folketingsgruppe, hvor alle gør en, for Christiansborg helt usædvanlig, daglig indsats for at bakke hinanden op og støtte hinanden, har jeg eksempelvis vældig svært ved at få journalisterne til at begribe. De smiler indforstået, når jeg siger det - som om de havde gennemskuet mit smarte spindoctor-trick, som nok skal dække over, at det hele går ad Pommeren til. Jeg har ikke kunnet få dem til at forstå, at partiets folketingsgruppe, hovedbestyrelse og amtsformænd er rørende enige om, at det for landet er helt afgørende, at DF er med til at bestemme udviklingen herhjemme. Og at vi netop ikke søger populære standpunkter. Hele DF's historie er jo præcis det modsatte: Én lang cykeltur op ad bakke - og så én på kassen igen og igen. Labile stemningsskift - Vorherrebevares! Det har været vanskeligt at forklare og forsikre om vor vilje og evne til at tage del i magten.

At vi i denne valgperiode er udmærket tilfredse med den store indflydelse, vi har fået som regeringens parlamentariske grundlag, men at det naturligvis - hvis vælgerne ellers giver os styrke til det - er vores ambition at få del i regeringsmagten, for det er nu engang dér, det sner. Når vi ikke længere finder det nødvendigt at forsøge at overbevise journalisterne om det, hænger det sammen med, at resultaterne det første trekvarte år efter valget taler for sig selv. Man må være snæversynet for ikke at kunne få øje på det vi, takket være et fortrinligt, ansvarligt og tillidsfuldt samarbejde med VK-regeringen, har nået. Jeg nævner i flæng: Finansloven, som bl.a. betød halvanden milliard mere til sygehusene, indførelse af frit sygehusvalg, en halv milliard mere til hemmehjælpen, en fleksibel barselsorlov med fuld dagpengeret, afskaffelse af en lang række puljer, centre overflødige smagsdommerinstitutioner, og ikke mindst et længe ønsket skattestop. Medieforliget, som skabte ro på et forvirret marked. Aftalen om udlændingepolitikken, der allerede inden loven trådte i kraft den 1. juli, har betydet en halvering af asylansøgere til Danmark, som blandt andet afviklede den statsbetalte undervisningen i fremmede modersmål, ophævede de factobegrebet, strammede reglerne om familiesammenføring. Yderligere sørgede DF for, at der blev givet 150 millioner kroner til landets allersvageste grupper, genindførelse af efterlevelsespensionen, at Rigsarkivet bliver i hovedstaden, og at den bebudede 650 millioners-nedskæring på uddannelsesområdet blev aflyst.

Midt i det hele er det afgørende at forstå, at Dansk Folkeparti har til hensigt, at tage de nødvendige hug for at stå last og brast med regeringen, når det gælder om at finde finansieringen til det hele. Og at vi klippefaste er parate til at medvirke til - og forsvare de nødvendige besparelser. VOK-samarbejdet har altså fungeret i de knapt 10 måneder, der er forløbet. Og fungeret godt. Samtalerne mellem ministrene og DF's ordførere gennemføres generelt i en omgængelig og tillidsfuld tone. Ingen i Dansk Folkeparti kan forestille sig, at noget skulle kunne komme i vejen for et fortsat samarbejde valgperioden ud. I alle tre partier er der stor vilje til ved forhandlinger at nå frem til de resultater, der kan ændre den fortvivlende udvikling, en halv snes socialistiske år har medført herhjemme, og ingen i de tre partier kunne drømme om at overlade styringen til Poul Nyrup Rasmussen, Marianne Jelved, Mogens Lykketoft og Frank Jensen igen. Det ville da osse være dumt: For på mange områder - ikke mindst på udlændingeområdet - har de danske beslutninger dannet grundlag for alt, hvad der for tiden foregår rundt om i Europa. Poul Nyrup Rasmussen talte altid om at Danmark skulle være foregangsland. Vi andre gjorde noget ved det.

Om en landsforræders anseelse i udlandet
Politiken 21. marts 2001, kultur_og_debat, side 5

Af Søren Espersen, pressechef, Dansk Folkeparti

Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfaden, var forleden indkaldt som vidne i sagen mellem Jan Sonnergaard og Mogens Camre/Pia Kjærsgaard. I forbindelse med vidneafhøringen nævnte Seidenfaden landsforræderen Corfitz Ulfeldt. Kort efter kom Seidenfaden ind på, at han hvordan han anskuer begrebet 'landsforræder' - nemlig som én, der »skader Danmarks anseelse i udlandet«. Således blev det i retten fremhævet, at det er Tøger Seidenfadens opfattelse, at Pia Kjærsgaard og Mogens Camre skader Danmarks anseelse i udlandet - og som sådan må tåle at blive kaldt landsforrædere. Men denne måde at anskue dette strafferetlige begreb på - altså at man er landsforræder, hvis man skader Danmarks anseelse i udlandet - er da vitterlig at vende alting på hovedet.

Specielt da, hvis man i næsten samme stund omtaler landsforræderen over dem alle, Corfitz Ulfeldt. For var der nogen danskere på dette tidspunkt i historien, der var overmåde populær i udlandet, var det jo Corfitz Ulfeldt og hans lige så landsforræderiske hustru, Leonora Christine!

I Sverige fik dette forfærdelige ægtepar overdraget kostbare gaver - herunder et slot i Skåne, og efter at have svigtet sit folk og fædreland kunne forræderparret kry rejse rundt blandt hele den europæiske elite og gøre sig til. Der var altså ikke nogen ude i Europa, der følte, at Leonora og Corfitz Ulfeldt på nogen måde skadede Danmarks anseelse. Tværtimod var ægteparret overalt betragtet som de ægte europæere, der var alt for progressive og kloge til den lille provinsielle andedam, Danmark. Så ægteparret Ulfeldt skadede overhovedet ikke Danmarks anseelse i udlandet. Men landsforrædere dét var de pinedød alligevel! Derimod er jeg overbevist om, at eksempelvis Niels Ebbesen i høj grad skadede Danmarks anseelse i Tyskland, da han kappede hovedet af 'den kullede greve', men det gjorde ham da vistnok ikke til landsforræder - eller hva', Tøger Seidenfaden?

##