Indlæg
Lov & orden
Chikane: Lad Pia Kjærsgaard færdes frit
Politiken, 12.10.2007, Debat, Side 10
Af Søren Espersen, MF (DF)
I talrige forbindelser og i årevis har min partiformand, Pia Kjærsgaard, været udsat for chikanerier. Vi taler om stort set alt lige fra overfald, fysisk blokade, dødstrusler, indtrængen på privat område, anvendelse af kasteskyts – til hadefuld råben og hylen.
Derfor besluttede regeringen, at Pia Kjærsgaard underlægges beskyttelse. I sit eget land kan hun intetsteds gå eller opholde sig, uden at bevæbnede bodyguards er lige i nærheden. Beskyttelsen opretholdes 24 timer i døgnet året rundt, og den gælder også i det private – om hun er til fødselsdagsfest i Jylland, om hun er med børnebørnene i Tivoli. Om end sikkerhedsvagterne alle er flinke at omgås og gør deres allerbedste for netop ikke at være for ’synlige’, er den konstante bevidsthed om, hvorfor de er der, en daglig, intens belastning for Pia Kjærsgaard og hendes familie.
Det er kun få af de mange chikaner mod Pia Kjærsgaard, der bliver kendt for en større kreds, og kun en promille, der kommer til offentlighedens kendskab. Tre af chikanerierne har dog fået stor presseomtale: Nørrebro 1998, Flensborg 2002 og altså nu her i 2007 ved Folketingets åbning på Christiansborg Slotsplads. Selv var jeg til stede såvel på Nørrebro som i Flensborg, mens jeg til gengæld ikke var på Slotspladsen forleden.
Jeg har dog hæftet mig ved, at den efterfølgende offentlige omtale, når det gælder reaktionen fra redaktører og politikere, har antaget den samme karakter: En generel beklagelse af, at Pia Kjærsgaard ikke kan få lov til at gå, hvor hun vil – men så med tilføjelser som: » … men var det nu også klogt af hende at gå der?« – eller »hun burde jo have vidst, at det ville provokere … «. Underforstået: Pia var jo selv ude om det.
I forbindelse med Nørrebro, hvor Pia Kjærsgaard måtte søge tilflugt inde i en bank – ellers var hun givet blevet flået – meldte der sig ret hurtigt en stemning om, at det da også var dumt at gå tur i Griffenfeldsgade. Så måtte hun jo næsten kunne forstå, at der var nogen derude, der følte sig provokeret. I Flensborg, hvor autonome typer var ved at få fat i hende, og behjertede folk fik hende gelejdet i sikkerhed ind i en opgang, mente den radikale Elisabeth Arnold, at overfaldet givetvis var noget, Pia Kjærsgaard og jeg havde iscenesat for at få publicity.
Hér i forbindelse med episoden på Slotspladsen havde socialdemokraten Svend Auken en lignende opfattelse: Hun var faktisk selv ude om det – hun kunne jo bare have ladet være med at gå ned på Slotspladsen. Politikens ledende artikel 10. oktober har samme indstilling. SF’eren Villy Søvndals første reaktion på chikanen var at stå og smågrine fra Folketingets talerstol, indtil han senere på dagen fandt en helt anden vinkel ...
Andre politikere har i forbindelse med de tre nævnte episoder været klare i deres fordømmelse af chikanen – uden at komme med tilføjelser. Men generelt sagt er det min opfattelse, at Folketinget svigter, når chikanerierne mod Pia Kjærsgaard kommer til offentlighedens kendskab. Dette er ikke fair. Fra Borgen må og skal der komme 179 stensikre fordømmelser – uden tilføjelser. Og fra pressen må det ske på samme usvigelige måde. Ellers svigter vi vort fælles ansvar. Alle må have en vilje til, at her til lands kan vi alle færdes frit – uden at blive chikaneret.
DF sørger for frisk luft
Jyllands-Posten, 13.09.2007, Side 8
Af Søren Espersen, Folketingsmedlem (DF)
UNDER OVERSKRIFTEN ”DF øger terrortruslen” søger Jens S. Mikkelsen i sit indlæg i JP (11/9) at påvise, at Dansk Folkeparti bærer skylden for terror i Danmark.
Det skulle vi i følge Jens S. Mikkelsen gøre ved at have et sort menneskesyn. »Konsekvenserne heraf ser vi nu – terror!«, anfører Jens S. Mikkelsen.
Vi har ganske rigtigt terrorgrupper her i landet, som et kyndigt og myndigt politikorps heldigvis hidtil har taget sig kærligt af, inden de har haft held med deres forehavende. Men at det faktum, at der findes hjernevaskede islam-tosser også her til lands, skulle have sin årsag i Dansk Folkepartis eksistens, og at Dansk Folkeparti i mere end en halv snes år med sit nødvendige opgør med islamismen har sørget for frisk luft og frisk debat i Danmark, er der slet intet belæg for at mene.
Jeg vil i den forbindelse henlede Jens S. Mikkelsens opmærksomhed på blot enkelte af de lande, som i de seneste 25 år faktisk har oplevet den islamiske terror.
Jeg kunne som eksempler nævne Israel, Egypten, Jordan, Malaysia, Indonesien, USA, Storbritannien, Pakistan, Indien, Spanien, Yemen, Saudi-Arabien, Irak, Afghanistan og Rusland.
Mig bekendt har Dansk Folkeparti ikke filialer i nogle af disse lande.
Skam få christianitterne!
Jyllands-Posten København, 7. juni 2006, 8. sek., side 14
Af Søren Espersen, MF (DF)
Jo, det var det nye, spændende, humanistiske samfund, der skulle skabes, da slumstormere i begyndelsen af 1970'erne løb ind på den gamle Baadsmandsstrædes Kaserne og skabte Christiania. Ingen regler og reglementer, ingen borgerlighed, ingen orden, ingen dannelse.
Men som det går alle steder, hvor junglens lov får mulighed for at herske, er det de største slyngler, der ender ved roret.
Uorden og lovløshed har i årevis været kendetegnende for Christiania. Men i løbet af den seneste uge er den ultimative bund nået. Det skete, da christianitterne holdt hånden over en håndfuld koldblodige mafiamordere, som, bevæbnede med køller, bankede livet ud af en 19-årig, der havde tilladt sig at sælge en klump hash i Fristaden. Han var ikke selv medlem af hashmafiaen, som jo har monopolet, så han måtte likvideres. Nu er en 21-årig tyrkisk christianit som den første blevet anholdt.
Politiet oplyser, at man overhovedet ikke har fået nogen respons fra nogen på Christiania - ligesom ingen har ønsket at medvirke til opklaringen af likvideringen. Christianitterne havde ganske vist torsdag aften et stormøde, hvor man »opfordrede de skyldige til at melde sig selv«. Hvor storslået! Og hvor afslørende for hele det uappetittelige morads derude.
Christianitterne ville det borgerlige samfund og de borgerlige love til livs, da de stormede kasernen dengang i 1970'erne. Det skal jeg sandelig også love for nu er blevet resultatet. Skam få christianitterne!
Der er allerede en 5. kolonne i landet
Næstved Tidende / Vordingborg Dagblad / Sj. Tidende
15. juli 2005
Af Søren Espersen
MF for Dansk Folkeparti
Det er ganske fjoget af Enhedslistens Per Clausen, MF, når han her i avisen bliver forarget over, at jeg har advaret mod en 5. kolonne i landet. Og i øvrigt ganske typisk Per Clausen, at han straks lægger mig ord i munden, som jeg aldrig har sagt - og tillægger mig meninger, jeg ikke har.
For jeg har nemlig aldrig hverken sagt eller ment min advarsel om 5. kolonne som et generelt angreb på muslimer - det er noget Per Clausen, som jo svømmer rundt i et hav af fordomme omkring Dansk Folkeparti, gætter sig til. Derimod er der vist ingen, der er i tvivl om, at selvmorderne - hvad enten de nu slår til i New York, i Tel-Aviv, i Jerusalem, i Madrid eller i London - er udsprunget af det samme betændte islamistiske miljø, og at der derved i vore vestlige demokratier går 5. kolonne-folk rundt, som vi bliver nødt til at være på vagt overfor.
Også i Danmark findes disse ekstreme islamister, som vil det danske demokrati til livs og er parate til at bruge alle midler. Vi har faktisk medlemmer af Hibz-ut-Tahrir, Hamas og Hizbollah, som går lyslevende rundt på Nørrebro. Det vil være naivt ikke at tage sine forholdsregler i forhold til disse fanatikere.
Det står i øvrigt hen i det uvisse, hvorledes Per Clausen og Enhedslisten havde tænkt sig at bekæmpe terrorismen.
En demokratisk pligt at kritisere Højesteret
Politiken 17. september 2003, 2. sektion, side 6
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef
Sommerens morsomste føljeton har været de forargede skrig fra samfundets indspiste elite, når der er blevet rusket op i deres privilegier og sat spørgsmålstegn ved institutioner og monopoler. Og hvor har det dog været pinligt at høre på deres skingre råb:
- Højesteret må ikke kritiseres!
- Konventionerne må ikke kritiseres!
- Danmarks Radio må ikke kritiseres!
- DR's journalister må ikke kritiseres!
- Morten Kjærum må ikke kritiseres!
- Ole Sippel må ikke kritiseres!
- Forskningen må ikke kritiseres!
- Biskopperne må ikke kritiseres!
- Salmebogskommissionen må ikke kritiseres!
Og endnumere pinligt, når de snøftende kom løbende for at få hjælp fra alle mulige højere rangerende:
- Statsministeren må gribe ind!
- Folketingets formand må gribe ind!
- DR's bestyrelsesformand må gribe ind!
- Kulturministeren må gribe ind!
- Kirkeministeren må gribe ind!
- FN må gribe ind!
- Beate Winckler må gribe ind!
- Romano Prodi må gribe ind!
- Paven må gribe ind!
Kun Vorherre er endnu ikke blevet anråbt.
Det vil jeg så til gengæld her - i dyb gudsfrygt - tillade mig at gøre, idet jeg udtrykker et klart og rungende: Vorherrebevares!
Vorherrebevares for etiscenesat dobbeltmoralsk klynkeri fra disse selvsmagere, der så alt-alt for længe har forvaltet et meningstyranni i landet. Hold op, hvor har de været forfærdelige i al deres krukkede hulhed. Hvor er det dog hult, når de kulturradikale ikke finder sig i kritik.
Var hele kulturradikalismen ikke netop officielt det kritiske opgør? Var det ikke netop det at kritisere alt og alle, skikke, traditioner, massemedier, monopoler, institutioner, der var selve kulturradikalismens sjæl?
Fik vi ikke at vide, at vi alle sammen skulle rende os i traditionerne? Var det ikke præcis det, det drejede sig om for de kulturradikale?
Jo, såmænd var det så. Eller rettere: Sådan blev det i hvert fald pakket ind.
Og i børnehaverne, i skolerne, i gymnasierne, på universiteterne fik vi alle sammen at vide, at vi endelig skulle kritisere alt det, vi overhovedet kunne.
Lige indtil de kulturradikale forbød kritik. Det skete i øvrigt klokken otte om aftenen, den 20. november 2001.
Fra det øjeblik af kunne de kulturradikale pampere nemlig ikke længere forvente at fortsætte deres meningstyranniske regimente. Dette uforglemmelige tidspunkt, hvor de ikke længere selv kunne forvente at forvalte alle skikkene, alle traditionerne, monopolerne, massemedierne og alle institutionerne.
Fra og med klokken otte om aftenen, den 20. november 2001 var skikkene, traditionerne, monopolerne, massemedierne, institutionerne med ét blevet fredhellige, og måtte som sådan ikke længere kritiseres.
Jeg føler trang til at citere en rigtig kulturradikalist, Poul Henningsen, da han - overraskende fremsynet - udtalte: »Er moral godt, så er dobbeltmoral dobbelt så godt«.
Men vi måtte altså blandt andet ikke kritisere en skrupskør afgørelse fra Højesteret. Højesteret - ha, ha, ha! Var det da ikke Højesteret, som engang stik imod grundlovens ånd og bogstav bl.a. bestemte, at alle kommunister skulle interneres og at dødsstraf skulle indføres med tilbagevirkende kraft?
Er det i øvrigt ikke Højesteret, som aldrig i evighed kunne finde på at gå imod den til enhver tid siddende regering og håndhæve grundloven, når det drejer sig om Danmarks forhold til Den Europæiske Union?
Selvfølgelig må Højesteret kritiseres. Højesteret skal kritiseres, og bliver det i øvrigt som noget helt naturligt uge efter uge i Ugeskrift for Retsvæsen. Det er nærmest en demokratisk pligt at kritisere Højesteret, og det er denne pligt, Dansk Folkepartis leder i sommer på forbilledlig vis har varetaget.
Hvad vi i Dansk Folkeparti derimod ikke kunne finde på, er at sidde Højesterets domme overhørig! Og se, dét er noget ganske andet. Og præcis det, hele denne hysteriske sommerdiskussion burde have drejet sig om:
Som en selvfølgelighed at rette sig efter landets love i et og alt.
Med et buk at bøje sig for Højesterets afgørelser.
Lydigt og til punkt og prikke at følge myndighedernes anvisninger.
I ærbødighed og respekt for det danske folkestyre.
Og i dybeste modsætning til, når de kulturradikale tidligere opfordrede til civil ulydighed.
Satanist-datter må tvangsfjernes
Berlingske Tidende 28. december 2001, 1._sektion, side 9
Af Søren Espersen, DFs pressechef
Jeg er varm tilhænger af, at antallet af tvangsfjernelser nedsættes. Dog har jeg helt forståelse for, at en tvangsfjernelse kan være nødvendig - nemlig dér, hvor barnet fysisk eller psykisk mishandles eller udsættes for perversiteter. Jeg forventer derfor, at myndighederne i Aalborg omgående sørger for, at Amina Lap og Ole Wolfs lille datter tvangsfjernes. I hvert fald såfremt oplysningerne i artiklen »En djævelsk jul« i Berlingske Tidende 23. december om satanistægteparret i Aalborgs midtby er korrekte. Et ægtepar, som opdrager deres datter til den inkarnerede ondskab og til at bekende sig til selve det onde, og som udstyrer deres lille datter med »en plysdjævel« i stedet for en dukke, er ikke egnede til at være forældre. En rask tvangsfjernelse af den lille pige ville spare hende for senere traumer og et forkvaklet liv.
##
|