Indlæg
Kultur
Kristeligt Dagblad, 24. februar 2010
Gejstlig drikfældighed. En historisk dansk tradition
Af Søren Espersen
FOR NYLIG BESKREV pressen, hvorledes landets bisper ved flere lejligheder havde spist og drukket til den helt store guldmedalje. Det er selvfølgelig lidt træls, at vi alle sammen skulle betale, men at det skulle skildres som en præstestand i sådan et slags forfald, er nu ikke ganske korrekt.
Det har derimod historisk været en almindelig dansk tradition, at såvel præster som bisper altid har taget godt for sig af de våde varer.
Således beretter professor Troels-Lund indgående og underholdende herom i sin fortræffelige afhandling Dagligt Liv i Norden i det 16. Århundrede (Gyldendal, 1903), idet han anfører, at Sjællands biskop i 1566 i et brev til kongen klager over, at præsterne ustandselig holder nattesvir med bønder og borgere.
Nogle år senere, i 1579, sendte kongen så følgende skrivelse ud til landets bisper: “Vi erfarer, at der mangensteds findes stor elendighed hos provster og præster på landet og i hovedstaden, og at deres levned og lærdom ikke følges ad, men en part af dem fører et utilbørligt levned i idelig drukkenskab. Herefter nævner kongen med navns nævnelse 22 præster blot i ét enkelt sjællandsk stift, der, som det hedder “i høj grad er hengivne til druk.
PROFESSOR TROELS-LUND giver eksempler: Under Christian III slog en sognepræst i Ballerup således i drukkenskab en uskyldig stodder ihjel. En præst i Starby i Skåne kastede under gudstjenesten fra prædikestolen en bog efter en bonde og indlod sig stangdrukken midt under uddeling af den hellige nadver i slagsmål med provsten, der ligeledes var stærkt beruset. Om præsten hr. Samuel i Aastrup ved Ribe hedder det, at han ofte drak sig så drukken, at han ikke kunne prædike for hæshed. Han drak stundom hele sin løn op, og standsede ikke, førend han spyttede i kanden.
En lejlighed, ved hvilken præsterne og bisperne optrådte mange i flok - og derfor blev særligt farlige for deres omgivelser - var de såkaldte Kalente-Gilder, teologiske sammenkomster, som foregik mindst fire gange om året - og med Jule-Gildet som den begivenhed, præsterne altid glædede sig særligt til. Ved Kalente-Gildet i Roskilde Stift trakteredes med 15 retter mad, og det sluttedes altid af med, at man de næstfølgende timer afholdt det, der i annalerne beskrives som “en hæderlig sam-drik!
I året 1637 beskriver kongens søn Christian Ulrik Gyldenløve hvorledes han som besøgende i bispegården efter dette Kalente-Gilde oplevede “dagen derpå: “Jeg fandt i det første værelse ti til tolv legemer udstrakte på gulvet. Efter at være skreden henover disse, så godt det var muligt, kom jeg ind i et værelse for enden af stuen, hvor jeg så Hr. Christian og Hr. Jens med andre af deres selskab, ligeledes udstrakte på gulvet. Da jeg således så dem begravede i søvn, og omgivet af vinflasker og øldunke, trak jeg mig tilba-ge
BISKOP PEDER PALLADIUS skriver i et hyrdebrev til sine præster, at de må fortælle menighederne, at der intet er til hinder for en skål øl over tørsten specielt i forbindelse med de gejstlige sammenkomster, men tilråder blot bestemt at gøre dette på stedet, hvor man skal sove, så at man ikke drukken sætter hest og vogn til i mulm og mørke og måske selv knækker halsen undervejs ..
Samme biskop Palladius skriver i øvrigt i et hyrdebrev til menighederne i Telemarken: “Når I gøre gæstebud, og der findes nogen i selskabet, der ikke bliver drukken, hviler Guds forbandelse over værten, idet man siger: Gud nåde den, som Guds gaver ikke bider på. Hænder det derfor, at gæsterne i et gæstebud ikke bliver drukne, går værten så bedrøvet omkring, som om hans hus var blevet afbrændt.
Jeg må altså konstatere, at nutidens præster og bisper er ganske godt i tråd med historisk tradition, og det under jeg dem af et godt, dansk hjerte - kun må jeg anmode om, at de fremover selv kommer til lommerne.
##
Kristeligt Dagblad, 31. december 2009
Genmanipulation. Mennesket som skaber eller skabt i Guds billede
Af Søren Espersen
Det er som oftest troende, som stærkest vender sig imod manipulation med gener og skabelsen af nyt liv. Man vender sig som troende instinktivt imod tanken om at lege Vorherre; man har det dårligt med noget, som strider imod naturens orden - den orden, som er grundlagt af Gud. Bør mennesket på denne måde hæve sig op til at være på linje med universets herre?
I Det Etiske Råd og andre fora, som beskæftiger sig med disse essentielle spørgsmål, er dette at skabe et helt afgørende spørgsmål. Er forskere gået for langt, når de kloner dyr, som har særlig gode egenskaber, som man ønsker at fremelske? Har man overtrådt en tærskel, når man tillader génmanipulation med korn, så det bliver særlig egnet, eller så produktionen kan fordobles måske 20 eller 50 gange? Må man manipulere med gener for at redde liv eller for at afskaffe sygdomme? Hvor går i det hele taget denne udefinérlige grænse for, hvad man som troende kan acceptere?
Ja, for en troende kan disse spørgsmål - og måske også svarene - begynde i Første Mosebog, kapitel 1, versene 26 og 27: Derpå sagde Gud: Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden! Og Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.
Gud havde altså med mennesket skabt et direkte billede af sig selv. I første omgang ligefrem som udødelig; først efter syndefaldet blev mennesket dømt til at skulle dø. Først da Adam og Eva ved syndefaldet bevægede sig væk fra den oprindelige kilde, begyndte de også deres vej mod døden. De bragte dermed død og forfald ind i verden. Gud havde med Paradisets Have skabt den perfekte verden, som aldrig skulle forgå. Der skulle i den have ikke være hverken lidelse, smerte eller død.
Men hvad betyder det, at Gud skabte mennesket i sit billede? Hvad ligger der i ordet billede? Ja, umiddelbart betyder det vel, at mennesket udadtil ligner Gud - altså at vi, som han, har øjne, ører, mund - og arme og ben. Men der ligger vel mere i at være skabt i et billede!
Man siger om en pige, at hun er sin mors udtrykte billede: Mor og datter ligner hinanden, de har den samme måde at agere på, de smiler på samme måde, de har de samme øjne; men de er måske også lige hidsige af natur, de har begge den samme eller dejlige sangstemme. Her betyder billede i lige så høj grad egenskaber, evner, medfødte vaner og måder at agere på.
Når mennesket ifølge Genesis skabtes i Guds billede, har det måske derfor snarere den betydning, at mennesket har arvet Guds egenskaber. Og - det tror jeg alle vil være enige om - Guds i særklasse væsentligste egenskab er at kunne skabe.
Menneskets opgave her på jorden var således, som også Grundtvig påpegede, aldrig at skulle slutte fred med lidelsen eller døden. Lidelsen og døden var konstant og i al evighed vor fjende, som vi med alle midler måtte og må bekæmpe. Ved at studere medicin og hele tiden udvikle nye metoder til ikke alene at bekæmpe sygdomme, men også til at forlænge og forbedre livet, kan man på en måde sige, at mennesket lever op til den byrdefulde forpligtelse, det er at være skabt i Guds billede - og dermed, som han, skabende.
Vil det således være for stærkt at hævde, at når forskere og læger piller ved skaberværket, ja, så går de i virkeligheden Guds ærinde? Er det mon i virkeligheden ikke menneskets vigtigste opgave hele tiden bevidst at sætte sig imod og arbejde imod det sørgelige resultat af syndefaldet?
Vi vil under ingen omstændigheder acceptere, at det er en del af en guddommelig plan, at et forældrepar skal frarøves deres barn på grund af sygdom. Vi vil i stedet bruge vores lidelse, medfølelse og vrede til at ændre på planen. Og når det så ikke lykkes, så er vi dog blevet en erfaring rigere, som betyder, at vi måske kan ændre planen næste gang.
Vi må som udgangspunkt altid have i baghovedet, at Guds opfattelse af retfærdighed ikke nødvendigvis er lig med menneskets retfærdighedsopfattelse. I gammel kristen såvel som jødisk teologi kæmper mennesket med Gud, man udfordrer Gud - men man underkaster sig ikke!
Såvel Abraham som Moses og Jakob brødes med Gud. Abraham gik ligefrem gang på gang i rette med Gud: Burde du, der dømmer over hele jorden, ikke selv øve ret? spurgte han indigneret. Og indimellem skete det jo, at Gud overgav sig - og ændrede sin opfattelse.
Generation for generation bliver lægerne og forskerne dygtigere. Og hver generation møder af den grund nye etiske udfordringer. Der er ingen tvivl om, at der hele tiden må sættes rammer for forskningen, og at der hele tiden må drages grænser. Det er, fordi vi nu engang lever i den tidsalder, vi er sat i, og fordi vi er børn af den tidsalder, der som alle tidsaldre af natur er konservativ i sit udsyn. Vi ved dog inderst inde med os selv, at rammerne om nogle år vil ændres, og grænserne om nogle år vil være flyttet. For sådan er det altid gået. Men det er kun godt, at også vores generation sætter rammerne og grænserne om vores tidsalders forskning.
Jeg tror blot, at det ville være særdeles værdifuldt for menneskehedens videre færd, om troende mennesker ikke fuldstændig overlod den videnskabelige scene til ateister og agnostikere og selv hele tiden nøjedes med at slå syv kors for sig. Og måske er 1. Mosebog, kapitel 1, versene 26 og 27 det gode udgangspunkt for samtalen om, hvad det vil sige at være skabt i Guds billede.
##
Politiken, 31. oktober 2009
Jeg savner sgu PH
KULTURRADIKALT SVIGT: Jeg fatter ikke, at kulturradikale har droppet alle deres idealer og har allieret sig med deres naturlige fjender: sexforskrækkede middelalder-mullaher, hættemåger, homofober, abortmodstandere, øl-hadere og mandschauvinister.
Af SØREN ESPERSEN, MF (DF)
For halvandet års tid siden, i marts 2008, skulle det progressive og debatskabende egnsteater Cantabile 2 i Vordingborg opføre forestillingen ' Bombshells - Sexbomber på afveje'.
Og jeg skal da ellers lige love for, at det blev noget af en forestilling! Ja, det vil sige: Selve forestillingen var der vist ikke mange i Vordingborg, der så, men alle på egnen, der holder af et godt grin, husker tydeligt den tragi-komiske forestilling, der knyttede sig til plakaten, der skulle reklamere for ' Bombshells'.
Måske skulle jeg lige forklare, at Cantabile 2 forud for forestillinger altid er rundt til de lokale butikker med A3-plakater.
Således også med plakaten for ' Bombshells'.
Det var nu ellers ikke, fordi der var noget særligt opsigtsvækkende ved den plakat, og alle vi, som holder af saftig erotisk kunst, bemærkede den knap. Der var fire unge piger på plakaten, og alle havde faktisk tøj på. Der kan måske siges at have været lidt frækt ved hende helt ude til højre - for hun var klædt ud som brud, og hun var i gang med klæde sig på, så man kunne se hendes strømpebånd. Og det var så det...! N ogle dage efter havde teaterets chef, Nullo Facchini, fået besked om, at nogle mennesker ' af anden etnisk herkomst' havde følt sig stødt over plakaten.
Den progressive og debatskabende teaterdirektør fik øjeblikkelig hedetur og skyndte sig offentligt at proklamere, at samtlige plakater, der var delt ud til butikkerne, øjeblikkelig skulle samles ind igen.
Kvababbelsen skyldtes, at han var blevet ganske rædselsslagen ved tanken om at komme til at genere nogle anden-etniske-herkomster og derved måske sætte sin polerede anstændighed over styr. Men tænk, hvis det havde været nogle Indre Missions-folk, der havde følt sig stødt ! Mon dog Facchini så havde rendt rundt i Vordingborg og samlet plakater ind? Næppe. Nej, jeg gætter på, at han derimod offentligt var stået frem som frisindets ridder - og med glødende skorpioner havde tugtet de frelstes rygstykker.
For dette er jo det kendetegnende ved nutidens progressive kulturradikale: De er så fulde af fup og dobbeltmoral! Tag nu bare deres hånlige beskrivelse af min herlige gamle ven og våbenbror Jesper Langballe, når de kalder ham ' den sorte præst'. Se, nu ved jeg jo, at det er han fløjtende ligeglad med, for heldigvis ejer han ikke evnen til at blive fornærmet. Af samme grund ville det også være utænkeligt, at han selv gad forklare, hvorfor betegnelsen ' sort præst' i hans tilfælde er aldeles misvisende.
For lad os lige kigge på, hvad en sort præst egentlig er. Ja, kendetegnene på sådan en kedelig karl er jo alment accepterede, og kan kort skitseres sådan: Til hvert af disse udsagn vil Jesper Langballe svare med en skraldende latter, for de må da have spist søm.
Til hvert udsagn vil Abdul Wahid-Petersen derimod klappe i sine små imamhænder og råbe: ' Allahu Akbar!'.
M en hvem er det så lige, der er sort? Jo, rigtigt! Abdul agerer i al sin færden netop som en ægte, tørvetrillende intolerant, sort præst.
Hvad angår frisind og tolerance er Abdul hundrede gange værre end Indre Missions stifter Vilhelm Beck. Og min respekt for Vilhelm er samtidig hundrede gange større, for i det mindste snoede Vilhelm sig ikke som en orm, når det gjaldt om at sige det, han så som sandheden. Vilhelm stod der med åben pande og var ærlig! Det bemærkelsesværdige, det overraskende ved hele historien er, at det er folk som den triste, sorte og humorforladte Abdul, som nutidens kulturradikale hylder eller i bedste fald holder oppe, mens de fra en kant af fordømmer Jesper.
Og midt i al denne forvredne kulturradikale dobbeltmoral spørger jeg mig selv, hvor salig Poul Henningsen ville stå, hvis han oplevede, hvordan hans nutidslærlinge ter sig i et snoende og slibrigt forsøg på at fedte for en flok elendige middelalder-muslimer? Det kan vi ikke vide, og jeg vil ikke tage ham til indtægt.
Kun husker jeg, at PH sagde det så stærkt: »Alle taler om, at man ikke må såre folks følelser. Men hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis det var fornuften, man ikke måtte såre«. Hans pointe var, at selvfølgelig skal der provokeres og chokeres - også gerne for provokationens egen skyld.. Det er og bliver grinagtigt, at det i vore dage er de kulturradikale, der som kønsløse og sarte planter stærkest påberåber sig anstændighed og progressivitet, og modsat benævner os andre uanstændige, reaktionære eller sorte.
Men man kan fra kulturradikal side hoppe og danse alt det man vil, og forsøge at gøre sort til hvidt - men de kulturradikales nye allierede er og bliver triste puritanere, langskæggede middelalder-mullaher, sex-forskrækkede dogmatikere, hættemåger, homofober, abortmodstandere, ølhadere og mandschauvinister.
Sikke dog nogle kulsorte kammerater! J eg har elsket at læse om Poul Henningsen, når han pryglede løs på den borgerlige anstændighed og puritanismen.
PH bragte frisk luft ind over landet, da han hentede Josephine Baker til Danmark. I dag ville en puritansk Nullo Facchini-type nok fjerne plakaten med hende i bananskørtet - og derudover kun al hendes dejlige nøgenhed - for ikke at genere nogle anden-etniske-herkomster.
Jo, jeg må tilstå, at jeg har så vældig vanskeligt ved at forstå årsagen til, at nutidens kulturradikale og socialister har sat sig for at please det puritanske, humorforladte, bornerte, småborgerlige samfundssystem, som kaldes islam. Jeg bryster mig ellers af at være god til at sætte mig ind i andre menneskers tankegang, men dette ligger uden for min fatteevne.
O g dog er der måske et par forklaringer, som giver mening.
Denn er første er frygt. Nullo skulle jo ikke have sit teater ødelagt - og han skulle jo ikke passes op på gaden i Vordingborg eller på anden måde generes.
Den anden forklaring er angsten for at ' gå Dansk Folkepartis ærinde'. De tav i kvindegrupperne og blæste på deres undertrykte muslimske søstre - for de ville så nødigt gå Dansk Folkepartis ærinde.
Og sådan glemte og gemte alle de progressive, alle de kulturradikale, alle socialisterne alt det, der egentlig var børnelærdom hos dem: kritikken! Den skånselsløse kritik mod alle kulsorte. Den nødvendige kritik af dogmatikere, som var ved at kvæle landet med alle deres puritanske krav. Den afgørende religionsskritik.
De glemte rent ud sagt, hvad de var sat i verden for. De allierede sig med deres naturlige fjender. For de ville jo så nødigt gå Dansk Folkepartis ærinde Jatil hænderne over dynen!, Jatil dødsstraf!, Ja til en fundamentalistisk tro!, Ja til religiøs underkastelse!, Nej til sex inden ægteskabet!, Nej til fri abort!, Nej til onani!, Nej til latterliggørelse af religion! Nej til kvindelige prædikanter!, Nej til homoseksualitet!, Nej til registrerede partnerskaber!, Nej til alkohol!.
##
Politiken, 16. oktober 2009
Dansk eksport til Nazityskland og til det røde Kina
Af SØREN ESPERSEN MF (DF)
MIN UVENLIGE og udiplomatiske sammenligning mellem den måde, nutidens Kina og 30' ernes Tyskland optræder på i diplomatiet og i forhold til trusler om handelsrestriktioner i forhold til de lande, som nægter at danse efter deres pibe, er blevet modtaget med forbavselse.
Ja, faktisk er folk som Holger K. Nielsen og Mogens Lykketoft blevet aldeles forbandede på mig. For hvor vover jeg! Deres raseri skyldes sikkert, at de ikke helt kender deres historie - når de ikke kan spotte så lysende klare lighedspunkter.
Lad mig derfor give de to socialister en kort historielektion: Først et citat af datidens fremragende journalist Franz von Jessen, i den beskrivelse han gav af et pressemøde hos udenrigsminister P. Munch, som engang midt i 1930' erne havde indkaldt journalisterne for at bede dem være forsigtige i den måde, hvorpå de omtalte Nazityskland. Mødet var indkaldt af hensyn til eksporten Det andet citat er af P. Munch selv: »På sin venlige måde og med sit sympatiske smil søgte han også i en klogt afvejet fremstilling at få os til at forstå, at i tider som disse havde dansk presse langt mindre brug for penne end for filtsko. Gå stille, tal sagte, list lydløst uden om problemerne, hvor farlige de end kan se ud, og hvor nær de end synes at rykke os ind på livet «. » Derfor er det klogest for et land som Danmark at bevare det objektive sindelag, og et sådant ønske næres også, tror jeg, af det danske folks store flertal.
Det er af stor vigtighed i en farlig situation, at der ikke andetsteds findes mistillid til os. Jeg beder pressen lægge sig disse synspunkter på sinde«.
P. MUNCH havde lige fra starten af sin embedsperiode som udenrigsminister holdt møder med Presselogen, og specielt i forbindelse med følsomme handelsforhandlinger med den store nabo mod syd havde den radikale udenrigsminister ofte anmodet journalisterne om ikke at omtale dette eller hint, da det ville kunne svække mulighederne for at opnå et godt handelsresultat.
Som P. Munch udtrykte det: »Er det et strengt krav at skulle tie og tåle, så ville det dog være endnu tungere at bære ansvaret for en udfordring til faren«. Og den socialistisk-radikale regerings opfordringer til pressen om at vise forståelse for Danmarks vanskelige sag havde effekt: Mere og mere forsvandt udfordrende omtale af nationalsocialismen fra den danske presse.
Det første offer var Berlingske-journalisten Nicolai Blædel, som - efter vedholdende at havde advaret om nazisternes aggressive fremfærd over for jøder - efter nazistisk pres blev fyret som ugentlig kommentator i Danmarks Radio.
SOM DET forholder sig med Kinas nutidige ambassadør, var også Tysklands ambassadør emsig med til det danske udenrigsministerium at anbringe klager dels over fornærmende avisartikler, dels over, hvem der aflagde besøg i Danmark, eller hvem der opholdt sig her.
Rasende protester til regeringen - af den type, vi kender dagens kinesere for - var der, ligeledes slet skjulte trusler om handelsboykot samt chikane over for de restauratører eller andre, som lagde hus til møder, hvor Nazityskland kom under verbale angreb. I dag er det helt normalt, at de hoteller og restaurationer, som lægger hus til delegationer fra Taiwan eller Tibet, bliver chikaneret af den kinesiske ambassade. Det er eksempelvis sket i forhold til Marienlyst ved Helsingør. Folk fra den kinesiske ambassade ringer op og fortæller kort, at såfremt mødet finder sted, vil Kina ikke længere benytte den pågældende restauration.
DENGANG I 30' erne opfordrede mange førende danske erhvervsfolk til, at man nu fra pressens side udviste mere rummelighed og forståelse for den tyske nazisme.
Som Børsen skrev: »Man vil ikke kunne finde sig i, at man udefra blander sig i, hvad dansk presse skriver, men vi har tidligere gjort os til talsmænd for den opfattelse, at det ikke kan være dansk presses opgave yderligere at vanskeliggøre det handelspolitiske mellemværende ved utidig at blande sig i politiske forhold i vort sydlige naboland«. Nej, Lykketoft og Holger K. - der er ikke noget som helst nyt under solen. Det er meget forstemmende at måtte konstatere.
Yderligere forstemmende er det, at folk som jer ikke fatter det, og givetvis aldrig kommer til det.
Information, 21. august 2009
Urskov kvæler digternes kulturlandskab
De danske digtere hylder det landskab, som den danske kultur har skabt - ikke urskovsfolkets ufremkommelige vildnis af sumpe og rådnede træer, hvor kun myg og insekter bryder sig om at være
Af Søren Espersen
Vi var nået op på nordsiden på vandreturen rundt om Tunø, da vi ved Nørreklint fik øje på en kampesten med en inskription, der fik blodet til at fryse i mine årer:
»Skynd dig kom - om føje år, Tunø som en urskov står,« hed det.
I de første sekunder, efter at jeg havde set det omvendte H.C. Andersen-citat, lo jeg, idet jeg antog, at det var en joke, men forstod så, at det var alvor. En eller anden urskovsgruppe havde bakset med at anbringe kampestenen dér for at markere, at deres indledende kamp mod Tunøs kulturlandskab var begyndt.
Tendensen er den samme overalt: Målet er, at vort kulturlandskab skal kvæles af urskov. Jo vildere, jo bedre. Og slutmålet er et sted, hvor mennesker slet ikke kommer eller må komme. Tonen er slået an, og politikerne danser med.
Efter at min kone og jeg var sejlet bort fra Tunø, skulle jeg med til min folketingsgruppes tre-dages sommergruppemøde. Noget af det bedste ved de møder er, at vi får sunget så mange sange fra Højskolesangbogen - ikke mindst sommerdigtene. Og så slog det mig: Hver og én af digterne hylder jo Danmarks kulturlandskab! Og modsat: Urskoven skal man lede længe efter i dansk digtning - hvis den overhovedet er der.
Og det gælder alle vore store: Thøger Larsen, Aakjær, Drachmann, Holstein, Grundtvig, Rode, H.C. Andersen, Grundtvig, Johs. V. Jensen, Johs. Helms, Johs. Jørgensen, Rørdam og Alex Garf. Fra en kant af hylder de netop det landskab, som den danske kultur har skabt - ikke urskovsfolkets ufremkommelige vildnis af sumpe og rådnede træer, hvor kun myg og krybende insekter - samt de fugle, der æder dem - bryder sig om at være.
Hyldest til havren
Eksemplerne er i tusindvis: Det er »køer og heste og får på græs henover brede agre«, det er »korn, korn, korn« - og imens »det dufted af hyld og hø ?«, det er hyldesten til havren: »jeg blev sået, mens glade lærker sang«, det er »når koen sin middag i kløveren gumler«, det er »dejligst vi finde, ved vugge og grav, den blomstrende mark i det bølgende hav«.
Eller hvad med: »..de marker så bølgende brede, hvor kornakset modnes og gyldnes af sol«, eller »den danske mark i en bølgen går som åndedræt af en venlig kvinde« - »venner! hvad vi fik for muld« - eller hele digt: »Han kommer med sommer«, »Hvor er det længe siden«, »Der dukker af disen min fædrene jord« og »Midsommervisen«.
Én lang hyldest til kulturlandskabet - til dér, hvor en dansk urtidsbonde første gang satte ploven i jorden og indledte sin og sit folks skabelse af det, der er blevet til Danmark - dét, som vi med et dækkende udtryk kan benævne dansk kultur.
»Hvad udad tabtes skal indad vindes«. Sætningen tilskrives Dalgas. I løbet af 100 år lykkedes det dengang i 1800-tallet Hedeselskabet at omdanne sure sumpe samt knoldet, ufrugtbar hedejord til god jord, som skabte overlevelsesmuligheder for titusindvis af bønder og deres familier og gav danskerne mad på bordet. I de forrådnede sumpe blev der renset op og drænet, og resultatet blev grønne kornmarker, blomstrende roemarker eller god græsning til køerne.
Men i dagens Danmark er man i gang med at gøre myggene glade igen. Opgaven er at 'genoprette' naturen. Aamosen på Sjælland er et godt eksempel: Mere end 20.000 hektar landbrugsjord er det planen, at man igen vil lave om til krattede sumpe, hvor ingen vil kunne færdes. Man vil fjerne drænene, og alt skal sættes under vand.
Da projektet Aamosen blev igangsat, medførte det sørgmodige protester fra folk i området, som ikke kunne forstå idéen i at genindføre sumpene. I hundredvis af breve strømmede ind til det daværende Vestsjællands Amt - med nødråb om, at det ville blive et farvel til kronvildt, rådyr, fasaner, agerhøns, harer og skovduer, ligesom det ville blive døden for højstammede træer og dyrerige læbælter.
Man pegede på, at vegetationen, som i Aamosen er græs, buske og træer, ville dø, og at det etablerede, rige dyreliv og planteliv helt ville forsvinde. Enkelte bønder pegede blot - enfoldigt - på det urimelige i, at noget af Danmarks allerbedste agerjord ville drukne.
Jo, indsigelserne strømmede ind. Der kom så mange, at man måtte udgive to hvidbøger, hver på knapt 200 sider, for at få plads til dem. Men man kunne jo lige så godt have skrevet til julemanden, for det var uden effekt.
Millioner af myg
I et gammelt leksikon findes en beskrivelse af, hvordan Aamosen var inden dræningen. Det beskrives som »højtstående grundvand og jævnlige oversvømmelser, karakteriseret ved forrådnede plantedele med sur lugt ...«. Over for mig har den daværende ejer af Kongsdal Gods, Iakob Estrup, beskrevet området:
»Når det frøs, kunne vi løbe 12-14 kilometer på skøjter, helt fra Undløse til Bromølle. Det var da hyggeligt. Til gengæld var det ikke et område, der kunne græsses på. Det var for blødt til kreaturer. I øvrigt var der om sommeren slet ingen, hverken kreaturer eller mennesker, der havde lyst til at være der, for der var i millionvis af myg i sumpen.«
Ja, at omdanne Danmarks frodigste landbrugsjord til sure, myggebefængte sumpe ligner et overgreb på dansk kultur. Hvordan mon fremtiden vil vurdere, at vor generations indsats var at ødelægge frugtbar landbrugsjord og omdanne det til golde sumpe, hvor ingen kan komme, og hvor ingen må komme?
Nu er projekt Aamosen af økonomiske årsager for tiden sat på vågeblus. Jeg foreslår, at man én gang for alle lægger sumpprojektet i mølposen.
Det var Jean-Jacques Rousseau, som skabte begrebet 'tilbage til naturen'. Alting skulle være oprindeligt, og naturen skulle krybe ind over kulturen. Overklassen, som jo altid har løbet rundt efter tidens mode, klædte sig efter sigende ud i simple kofter og tog på landet for at hoppe fra tue til tue. For den franske kulturs vogtere, bønderne, må det have været en underlig oplevelse. Man kan da håbe på, at de har grinet lidt, men langt mere sandsynligt er det, at de har følt sig nedvurderet og hånet.
Ubønhørlig kamp
Men hvorfor er det lige, at dagens urskovsfolk mere og mere minder mig om parisiske overklasseløg, som er taget på søndagstur? Og er dette urskovsfolk i virkeligheden ikke værre end deres forgængere, idet de jo ikke kan nøjes med at tage ud og hoppe rundt. Frugtbar jord og højtstående og smukt kulturlandskab skal afvikles, for at urskoven vil kunne krybe ind over - og tage over.
For urskoven vil jo tage over, hvis den får lov at sprede sig frit. Det er jo kendetegnet på den ofte ubønhørlige kamp, som vore forfædre har måttet føre, og som netop viser, at hele menneskehedens eksistens og udvikling i sig selv er 'kulturkampen'. At skabe så stærk en kultur, at naturen kan holdes i ave, således at naturen bliver en fornuftig og nødvendig følgesvend - men ikke den, der sætter kursen. Det er ikke tilfældigt, at det netop er i de områder i verden, hvor naturen har været mest ubønhørlig og vildest, at kulturen har blomstret først og størst og har udviklet sig finest og smukkest.
Men selv inden for Danmarks grænser kommer diversiteten til udtryk: Forskellen på hvordan man lægger stråtag i Sydsjælland og på Falster, den måde man stakker hø på, den måde, man lavede bindingsværk på, den måde, hvorpå man indrettede markerne, var forskellig næsten fra sogn til sogn. For mig er diversitet netop glæden ved at køre gennem landet: Det er for mig danmarkshistorien og giver mig beretningen om det folk, jeg er en del af.
Urskovsfolket har ingen anerkendelse af mangfoldigheden. Ja, det vil sige: man vil nok hævde, at man netop arbejder for mangfoldigheden, når det gælder insekter, fugle og frøer (kampen for den butsnudede frø er således legendarisk ? !), men menneskets kulturelle mangfoldighed vil man ikke vide af. Den kulturelle diversitet er derimod en træls hæmsko for den, der blot ønsker, at uskoven skal krybe ind over det hele, gøre alt ens og dermed gøre det af med kulturen.
Det var dette kulturhad, der kom til udtryk, da ur- skovsfolk på Tunø arrogant baksede en kampesten på plads med den ultimative hån mod kulturen og vore digtere, da de lod indhugge:
»Skynd dig kom - om føje år, Tunø som en urskov står.«
##
Politiken, 21. marts 2009
De røde lejesvende manipulerer
Hvis Ingolf Gabold skal lave en tv-serie mere, vil alt være som det plejer: De venstreorienterede er stædige og ærlige, mens de højreorienterede er magtgale og racistiske. De røde lejesvende har kronede dage i DR.
Af SØREN ESPERSEN, MF (DF)
Nu venter vi med spænding på ' Borgen' - Danmarks Radios nyeste tv-dramaserie, der som fiktion skal beskrive livet i Folketinget. Ja, det vil sige ' spænding' er der ikke så meget af.
Jeg ved nemlig allerede nu præcist, hvordan den serie bliver drejet. Serien er jo, som det øvrige tv-drama, vi hidtil er blevet præsenteret for, tilrettelagt af Danmarks Radios de røde lejesvende - personificeret af selveste den røde mester, Ingolf Gabold.
Først lige lidt om baggrunden for min sikre viden: Ingolf Gabolds samfundssyn er gennemgående banalt: De højreorienterede er magtgale, korrupte, uden social ansvarlighed, ufølsomme, klima-benægtere og racistiske. De venstreorienterede er alt det modsatte - og de kæmper stædigt og ærligt imod overmagten - og gør det med følsomhed og kærlighed og ofte med livet som indsats.
Det farlige ved Ingolf Gabolds manipulation med samtidshistorien er, at det konsekvent kaldes fiktion. Derfor er det let for De Røde Lejesvende at henholde sig til den kunstneriske frihed, som alle jo hylder. Men når dagens Danmark er kendetegnet ved historieløshed, er faren for, at fiktion opleves som historisk sandhed, enorm.
Et par eksempler: Tænk på ' Krøniken': En blæver-sød Palle From (alene efternavnet...!), som var socialdemokrat, og kæmpede mod den kyniske overmagt, bestående af beregnende og koldhjertede højreorienterede, som kun ønskede det danske folk alt ondt.
Eller tænk på det nyeste skud, ' Livvagterne' med det urealistiske plot, hvor PETfolkene skal beskytte venstreorienterede danske politikere mod dødstrusler.
Virkeligheden er, at det er Pia Kjærsgaard, Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader og Kurt Westergaard, der beskyttes mod islamister og autonome, mens mig bekendt ingen venstreorienterede politikere beskyttes. Altså rent digt, pjat og løgn. Typisk Gabold! Og nu kommer så ' Borgen', som - mærk jer mine ord! - får følgende persongalleri: 1. Hun er den purunge, nyvalgte muslimske politiker, som bærer hijab-tørklæde, er menneskekærlig og god og kan slet ikke forstå, at nogen kan finde på at dømme hende på hendes tørklæde: »Jeg er jo bare en dansker, som har valgt at bære tørklæde«, siger hun, og »jeg vil bedømmes som socialistisk politiker - og ikke som muslim«. Hun kæmper mod fordomme - og viser sig i løbet af serien som en både brav og retsindig pige. Den del af ansigtet, man kan se, er i øvrigt kønt.
2. Han er den idealistiske journalist og er personligt led og ked af at arbejde i det ormebefængte miljø på Borgen.
Han har valgt journalistikken for at kæmpe for det gode i mennesker og for at gøre verden et bedre sted at leve. CO2 har hans store interesse, og han kan næsten ikke holde det ud med al den forurening - og den måde, vi behandler muslimerne på. Han er regeringens største skræk, og de er bange for, at han vil afsløre hele deres komplot.
3. Hun er en rigtig led, beregnende og kold heks, populistisk og kynisk. Hun er partileder, og hun finder hele tiden måder til at gøre livet for indvandrere så uudholdeligt som muligt.
Til gengæld lefler hun konstant for den dårlige smag, og er bare ude på at lukke Danmark fuldstændigt inde bag lås og slå - så ingen udefra kan komme ind.
Hun er nepotistisk og korrupt - og lader sig, mens hun slikker sig om munden, bestikke af kapitalistiske producenter af nye kampfly.
4. Han er den ubestikkelige partiformand, som er ved at slide sig selv op i kampen for en ny regering, et bedre miljø, kærlig tolerance over for fremmede og en verden uden kampfly.
Kun to ting elsker han højere: Sine to, halvstore børn fra sit kuldsejlede ægteskab - Laurits og Julie. Han kan næsten ikke holde ud at svigte, når der er arrangementer på deres skole, men bliver ofte nødt til det. Han prøver så at forklare dem, hvor vigtigt miljøet er. Og det forstår Laurits og Julie..
5. Hun er minister-spindoktor - og en rigtig giftig én af slagsen. Hun er fuldstændig ligeglad med andres følelser og bruger i en lukket kreds tit og gerne udtryk som ' perler' og det, der er værre. Hun er liberal/konservativ og har en kæmpevilla oppe i Hellerup.
Hun bruger al sin tid på at grave snavs op om den menneskekærlige journalist, så hun kan bringe ham i miskredit over for hans redaktør, som hun i øvrigt boller med.
6. Han er en desillusioneret, veteran - borgerlig MF'er -men med hjertet på det rette sted, som kender spillet og er derfor nøglen til, hvordan den onde regering endelig kan bringes til fald.
På sine gamle dage er han blevet led og ked af at have været med til al den ondskab mod socialisterne, og nu angrer han - og er blevet ' deep-throat' for den menneskekærlige journalist. Det er især tanken om de indespærrede asylbørn i Center Sandholm, der har ændret ham for altid.
7. Hun er ansat i Center Sandholm, og kan næsten ikke holde til at være der mere - så forfærdeligt synes, hun det er for flygtningebørnene.
En dag, den ubestikkelige partiformand med det kuldsejlede ægteskab er på udvalgstur i Centeret, mødes deres øjne i indbyrdes forståelse, medfølelse og kærlighed.
De elsker børnene deroppe, og begynder snart også at elske hinanden. Sammen indleder de nu kampen mod uretfærdigheden og den lede partileder.
Yderligere skal vi i ' Borgen' stifte bekendtskab med a) Den kyniske MF'er - medlem af regeringspartiet, som kun har ladet sig vælge for at berige sig, b) Den perverse liderbuk - ligeledes fra regeringspartiet, som seksuelt udnytter sin sekretær, c) Den unge, idealistiske socialist, som hele tiden bliver grinet ud, når han samler ind til Læger uden Grænser, d) Den torterede, tidligere Guantánamofange, som nu bruger al sin tid på at skabe dialog mellem kristne, jøder og muslimer, og e) Den sorte præst, som tordner mod islam - og i øvrigt slår sine børnebørn.
P. S.: Skulle du, Ingolf Gabold, komme i bekneb for flere arketyper, er jeg også her leveringsdygtig.
Også når det gælder plottet, vil jeg hurtigt kunne rable noget af mig. Jeg gør det med glæde - og er med garanti langt billigere end dine sædvanlige røde lejesvende...
Underligt nedgørende film om
frihedskæmpere og modstandskamp
Jyllands-Posten, 12. april 2008
Af Søren Espersen, MF (DF)
Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt - "Flammen" og "Citronen" - var helte, og deres navne er for altid indskrevet i Danmarkshistorien blandt de største. Frihedskæmperne i BOPA og Holger Danske og Danmarks Frihedsråd reddede med deres kolossale indsats Danmarks ære. Det kan Ole Christian Madsens film ikke ændre på, men jeg skal da ellers lige love for, at han sætter alt ind på sagen!
Filmen som sådan bør roses. Skuespillerne er gode, og filmen er i det hele taget vældig godt lavet og underholdende. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor Ole Christian Madsen ikke fortalte historien om Flammen og Citronen, når filmen nu engang hedder "Flammen og Citronen".
Og jeg kan ikke forstå, hvorfor Ole Christian Madsen ikke fortalte historien om Danmarks Frihedsråd og modstandsgruppen "Holger Danske", når han nu giver sig ud for at fortælle den historie. Begge historier er jo fremragende historier - og rummer alt, hvad man overhovedet kan forlange af drama.
I stedet har Ole Christian Madsen valgt at fortælle et eventyr om et par sølle frustrerede, knugede og traumatiserede menneskelige vrag, som fjumrer rundt uden helt få løst deres likviderings-opgaver - og når de endelig løser dem, så viser det sig ved fintællingen, at det er ganske uskyldige mennesker, de har likvideret; i virkeligheden nogle guttermænd, som bare ville fred og forsoning.
Fintællingen viser videre, at den slibrige politichef, Axel Winther, som koster rundt med Flammen og Citronen, alene har penge i hovedet, og med alle drabene bare er ude på at hytte sit eget skind ved at slette alle spor. Yderligere viser fintællingen, at Gestapo-Chefen i København på alle måder er en rigtig ædel fyr med en nobel karakter, som ikke tolererer, at man driver gæk med Flammens og Citronens lig. Og endelig viser fintællingen, at Danmarks Frihedsråd, som er modstandsbevægelsens øverste organ, hele tiden modarbejder frihedskæmperne, og holder med den skumle, pengeglade Axel Winther. Ja, og så er Frihedsrådet, får vi at vide, i øvrigt fredsapostle, som gerne vil have et godt forhold til tyskerne - og helst ikke have skyderi og den slags i gaderne.
Alt sammen da vældigt underholdende. At det så ikke har en pind at gøre med hverken Flammen, Citronen, frihedskæmperne eller modstandskamp, gør det hele til noget underligt noget, og hvad Ole Christian Madsens dybere mening har været, har jeg ikke noget bud på. Nu glæder jeg mig egentlig bare til at den rigtige film om Flammen og Citronen en dag bliver lavet. Jeg mener nemlig, at de to danske frihedshelte har fortjent at blive taget alvorligt.
Fra Berlin til Beijing
Jyllands-Posten 30. september 2006, 1. sektion, side 13
Af Søren Espersen, folketingsmedlem, udenrigsordfører (DF)
HISTORIENS dom over De Olympiske Lege i Berlin 1936 er klar: Alle indser i dag, at det var en fejltagelse, at verdens elitesportsfolk og lande ved deltagelse i Hitlers paradeforestilling gav naziregimet det blå stempel.
Hvordan vil mon historiens dom være over De Olympiske Lege i Beijing 2008? Er vi nu med vidtåbne øjne - og med de samme argumenter om fred og forsoning - i færd med at begå den samme fejltagelse, og er der dermed en lige linje fra Berlin 1936 til Beijing 2008?
Mens man dengang - delvis kunne undskylde sig med uvidenhed om de reelle forhold i Nazityskland, som på daværende tidspunkt havde fungeret i knap tre år, er der denne gang utrolig stor viden om de forhold, som det kommunistiske regime byder indbyggerne i Kina. Det er ingen hemmelighed - regimet har eksisteret i over 50 år - og når det gælder de basale frihedsrettigheder, er intet blevet bedre med årene.
Amnesty International har netop - med godt 650 dage til OL i Kina - udsendt en rapport om landet, som fortæller historien om et ganske forfærdeligt land. Godt 10.000 mennesker henrettes årligt efter uretfærdig og summarisk rettergang. Man henretter for berigelseskriminalitet, man henretter af politiske og religiøse årsager. Forholdene i de tusindvis af grusomme KZ-lejre er veldokumenterede - og der går vedholdende rygter om, at man i visse KZ-lejre, med videresalg for øje, fjerner organer fra sunde fanger. Man kunne nævne Tibet, man kunne nævne den totale mangel på pressefrihed og ytringsfrihed, og man kunne nævne kommuniststyrets chauvinistiske facon over for det frie og demokratiske Taiwan.
Forholdene i kommunist-Kina i dag er af en sådan beskaffenhed, at i en sammenligning med dagens Kina og Nazityskland i 1936 ville situationen faktisk falde positivt ud til Tysklands fordel. Det var faktisk først flere år efter 1936, at Hitler for alvor påbegyndte massehenrettelserne, folkefordrivelserne og folkeudryddelserne. Alt det har kommunist-Kina været i gang med i årevis. Og det lige for øjnene af os alle - vi kan bare åbne for CNN.
Det er min opfattelse, at der går en lige linje fra Berlin i 1936 til Beijing i 2008. Og det er min opfattelse, at vi alle sammen på ny sejler lige lukt ind i en ny katastrofal fejltagelse - og at historiens dom dermed også vil fældes over vor generation.
Som en havelåge mellem venner - om grænsen
Flensborg Avis 30 juni 2006, side 22
Søren Espersen er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Kronikken er identisk med den tale, han holdt ved det danske årsmøde i Bredsted den 10. juni.
Af Søren Espersen
At holde forbindelsen ved lige mellem danske nord for grænsen og danske syd for grænsen - og år for år at styrke forbindelsen - er en sag, der ligger over partipolitik. Det er en sag, som samler Folketinget på en måde, som vi ikke kender det fra noget andet område inden for politik.
De danske årsmøder drejer sig da også kun om to ting: ÊFor det første at sikre sammenholdet og fællesskabet i det danske mindretal hernede, og for det andet at vedligeholde og markere samhørigheden mellem mindretallet og danskere nord for grænsen.
I dag er der fred og fordragelighed mellem tyskere og danskere. Tyskland er blandt vore bedste venner, og danskere og tyskere arbejder godt sammen med hinanden på begge sider af det, der så i 1920 blev grænsen. I årenes løb er der i dette grænseland skabt en fin forståelse mellem to folkeslag, som i århundreder har bekæmpet hinanden. Fra andre grænseregioner rejser man ligefrem til Sønderjylland for at tage ved lære. Så vidt kan vi alle blive enige. Men hvorfor det er gået så godt, kan vi nok blive uenige om:
Min forklaring er, at når der langsomt og møjsommeligt er skabt dette gode forhold mellem danskere og tyskere, skyldes det, at grænsen ligger fast, og at den er accepteret af såvel dansk som tysk.
At man mellem naboer kan have et fortrinligt forhold over hækken, at man kan besøge hinanden, hygge sig med hinanden og respektere hinanden - fordi begge parter ved, hvor skellet går. Situationen her i det dansk-tyske grænseland har således bestyrket mig i min opfattelse af, at en grænse netop er fredsskabende og tillidsskabende, mens problemerne folkeslag imellem netop opstår, hvor der hersker tvivl om grænserne.
En solid havelåge
Den dansk-tyske grænse har fungeret som en solid havelåge mellem venner: Let at komme igennem, hvis man har rent mel i posen - men vanskelig at gennemtrænge, hvis man har skumle hensigter. Sådan var det - og sådan burde det være. For sådan skabtes rammerne om det glimrende samarbejde mellem tysk og dansk.ÊOm end jeg godt kan frygte det, håber jeg så sandelig ikke, at den nye, mere forvirrende situation, der er skabt i forbindelse med Schengen-aftalen, vil ændre på det gode dansk- tyske forhold, vi har kendt i så mange, mange år.
Ikke Sønderjyllands grænse
Sønderjyderne på begge sider af grænsen har jo en ganske særlig interesse i, at grænseforholdene er optimale, men jeg må dog i den forbindelse slå fast, at grænsen ikke er Sønderjyllands grænse, men Danmarks grænse.
Dette er meget vigtigt at understrege, idet der hernedefra ofte har været ytret bemærkninger om, at politikere - ved at inddrage grænseproblematikken - har taget sønderjyderne som gidsler eller ligefrem "slået plat" på sønderjyderne.
Grænsen mellem Danmark og Tyskland går ganske rigtigt gennem Sønderjylland - den nordlige del af Sønderjylland, som ofte benævnes Nordslesvig, og den sydlige del af Sønderjylland, som i daglig tale kaldes Sydslesvig.
Men grænsen er immervæk Danmarks grænse, og når blandt andet jeg som dansk politiker er så optaget af grænsesagen - så er det ikke for at inddrage sønderjyderne i den danske politiske hverdag. Så er det, fordi grænsen af 1920 er Danmarks grænse - Himmerlands, Københavns, Fyns og Sjællands grænse - altså: Danmarks grænse!
Fra vor side - os nord fra - er det en selvfølgelighed, at det danske folk her, syd for den dansk-tyske grænse, suverænt vælger deres repræsentanter og talsmænd, og at vi i folkestyrets navn respekterer dem, der vælges.
På samme måde må det være selvfølgeligt, at de tillidsfolk, som det danske folk nord for grænsen vælger, må nyde samme respekt her. Kun på den måde vil der fortsat kunne være en naturlig sammenhørighed. Og kun på den måde kan vi på en ordentlig facon tage del i hinandens debatter.
Deltag i debatten
For selvfølgelig skal vi tage del i hinandens debatter. For selv om det er jer, der sætter dagsordenen for debatten i Sydslesvig, afskærer det ikke os nord fra for at tage del i diskussionen. Ê Tilsvarende gælder også modsat: Jeg anser det for en selvfølgelighed, at sydslesvigerne giver deres besyv med om for eksempel den pågående etiske og samfundsmæssige situation i Danmark. Mit håb er blot, at de to hovedårsager til, at årsmøderne fortsat afvikles - og som jeg nævnte tidligere - aldrig må overskygges af politiske fløjkampe og almindeligt dagligdags politisk fnidder-fnadder. Dertil er den sydslesvigske sag for vigtig og for overordnet.
Dannebrog skal ikke gemmes væk - og der skal spilles fodboldlandskamp
B.T., 18. februar 2006, 1. sek. side 28
Af Søren Espersen, MF (DF)
Som følge af at en aldeles ukendt og i alle sammenhænge ligegyldig arabisk fodboldklub agter at afbrænde et Dannebrogsflag forud for en af deres hjemmekampe, forlyder det, at man nu overvejer at aflyse fodboldlandskampen mellem Israel og Danmark den 1. marts. Det hedder sig, at "frygten" blandt danske fodboldlandsholdsspillere nu er stigende, og en af spillerne har udtalt, at nu, hvor der åbenbart skal brændes danske flag af, er det en virkelig god grund til at aflyse kampen.
Jeg vælger at tro, at landsholdsspillerne - som ellers virker som nogle fornuftige fyre - er blevet godt og grundigt manipuleret af medierne. For det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at voksne danske landsholdsspillere ikke tør spille en fodboldkamp, fordi der brændes nogle danske flag af. I så fald skulle amerikanske sportsfolk aldrig nogensinde have deltaget i nogen sportsbegivenhed siden Vietnamkrigen i 1960erne. For amerikanske flag er blevet afbrændt i gaderne verden over lige siden. Hvor mange israelske flag, der er blevet brændt i tidens løb, tror jeg ingen har tal på.
For det første er Israels nationale fodboldstadion i Ramat Gan givetvis verdens mest sikre sted at spille fodbold. Er der nogen, der kender til at skabe sikkerhed, er det israelerne, som hvert sekund på dagen må være årvågen overfor den muslimske terrortrussel. Så spillerne burde faktisk være mere nervøse for at spille fodbold i Århus eller i København.
For det andet - og det er det vigtigste - er det pinligt at høre på, at vi danskere nu skal til at gemme Dannebrog væk. Vi skal i disse tider gøre det præcist modsatte: Vi skal i alle sammenhænge vise Dannebrog så meget som overhovedet muligt. Det er lige præcis nu, hvor intolerante horder træder på vores flag og afbrænder vores flag, at vi som danskere har en ganske særlig forpligtelse til i alle tænkelige sammenhænge at vise flaget.
Tid til nye flagdage
Jyllands-Posten 17. maj 2005, 1. sektion, side 9
Det kunne være begyndelsen på en større revision af de officielle flagdage, når Dansk Folkeparti foreslår, at 29/8 bliver officiel flagdag.
Af Søren Espersen, MF (DF)
I FORBINDELSE med 60-året for landets befrielse foreslog jeg på vegne af Dansk Folkeparti, at 29/8 skulle være officiel flagdag, så vi hvert år kunne markere opgøret med Besættelsens samarbejdspolitik. Forslaget fremsættes i Folketinget til efteråret. Men samtidig var det måske tiden at begynde en revurdering af landets officielle flagdage. Skal også vi almindelige danskere fortsat holde flagdagene i hævd, er det nemlig vigtigt, at hver officiel flagdag markerer en begivenhed, hvis betydning for landet og senere generationer er uomtvistelig og så at sige har en tidløs betydning.
En vrimmel af flagdage
Det er ikke tilfældet i dag, hvor det vrimler med mindre betydningsfulde flagdage, som typisk er blevet til i en tid, da Treårskrigen og 1864 var meget tæt på. Man burde drøfte, om nogle skulle ud og andre, som hidtil ikke har været flagdage, skal ind. Det følgende er min opfattelse og alene et oplæg til den drøftelse, vi nu må have: Vi deler normalt vore flagdage op i tre kategorier: De kongeliges fødselsdage, kristne højtider og nationale flagdage. Hvad angår de kongelige fødselsdage bør der i fremtiden alene flages på dronningens, prinsens, kronprinsens fødselsdage, mens alle andre udgår som flagdage. Af kristne højtider bør der kun flages langfredag (på halv stang), påskedag, pinsedag og juledag. Og så kunne vi uden videre sige farvel til palmesøndag, skærtorsdag, 2. påskedag, store bededag, Kristi himmelfartsdag og 2. juledag. Nytårsdag, som jo i kristen henseende hverken er fugl eller fisk, kan vi også spare flagningen.
Farvel til syv
Når det gælder de nationale markeringer, bør vi sige farvel til følgende syv flagdage: 29/1 for Holmens Hæderstegn, 2/2 for kampen ved Mysunde i 1864, 10/2 for afstemningen i Sønderjylland i 1920, 9/4 for Besættelsen i 1940, 9/5 for kampen ved Helgoland i 1864, 6/7 for slaget ved Fredericia i 1849 og 4/10 for stormen på Frederikstad i 1850.
Seks nye
Til gengæld må vi indføre seks nye nationale flagdage, som alle har haft kolossal betydning for landets skæbne: 11/2 for stormen på København i 1659, da svenskernes erobringsforsøg mislykkedes, 1/4 for Niels Ebbesen Dagen i 1340, som blev begyndelsen på det folkelige oprør mod de holstenske grever, 20/6 for Stavnsbåndets ophævelse i 1788, da kong Chr. VII underskrev forordningen, der gjorde bønderne frie, 3/7 for slavernes frihed i 1848, da Peter von Scholten på Sankt Croix underskrev negerslavernes frihedsbrev, 29/8 for opgøret med samarbejdspolitikken i 1943 og 30/10 for Reformationen i 1536, da kirkegodset konfiskeredes, og den protestantiske reformation blev en kendsgerning. Desuden vil jeg foreslå, at følgende flagdage bibeholdes: 2/4 for slaget på Reden i 1801, 18/4 for stormen på Dybbøl i 1864, 1/7 for slaget i Køge Bugt i 1677, 25/7 for slaget ved Isted i 1850, 5/5 for Befrielsen i 1945 samt 5/6 for grundlovsdag og genforeningsdag i 1920.
Qureshi må sige undskyld
Jyllands-Posten 23. april 2005, 1. sektion, side 9
Af Søren Espersen, Folketingsmedlem (df)
FOLKETINGSmedlem Kamal Qureshi fra SF har flere gange demonstreret manglende værdighed i forhold til det embede, han bestrider eksempelvis, da han kom marcherende ind til en af dronningens fester i en morgenkåbe - men med sit væmmelige racistiske sprogbrug er han denne gang gået langt ud over anstændighedens grænser. I en af sine pressemeddelelser (af 14/4) - og ved andre lejligheder, bl.a. i radioen - beskriver han unge indvandrere med det nedsættende ord brune unge. Ved at bruge sådan et degraderende udtryk om medmennesker af en anden etnisk baggrund end dansk, sætter Kamal Qureshi sig i selskab med en række af de mest forfærdelige repræsentanter for det hvide apartheid-styre i det gamle Sydafrika, som på samme måde delte mennesker op imellem brune og hvide. Vil Kamal Qureshi bevare bare en lille flig af anstændighed, må han sige undskyld for sit racistiske sprogbrug.
Tøger Seidenfaden udleverer sit land - og Dansk Folkeparti
Politiken 11. februar 2005, 2. sektion, side 11
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef, MF
Igennem minesnart ti år som pressechef på Christiansborg har jeg som en del af mit daglige arbejde talt med flere hundrede tilrejsende udenlandske journalister. Jeg har formidlet interview med mit partis topfolk, nogle af journalisterne har interviewet mig - andre har jeg bare været behjælpelig med den information, de havde behov for. Specielt op til det nyligt overståede valg har der været ekstra travlhed med journalister fra udlandet.
De fleste har været fair. Journalister verden over har stort set den samme vilje til at citere korrekt - og de almindelige journalistiske normer for fairness er stort set universelle. Og alligevel er de stort set alle sammen mødt frem med en vældig portion fordomme og en begrænset viden om Dansk Folkeparti.
Fordommekommer jo ikke af ingenting. En journalist, som rejser til et fremmed land for at rapportere eksempelvis om Dansk Folkeparti, har inden afrejsen hjemmefra været i sit eget lands avisarkiver for at se, hvad kolleger tidligere kan have skrevet om samme emne - eller han kan have været på internettet for at hente internationale artikler.
Det næste skridt, journalisten tager, er - ved ankomsten til Danmark straks at vandre ind på den nærmeste avisredaktion.
Det er en helt selvfølgelig journalistisk arbejdsmetode - som jeg i min tid altid selv brugte, når jeg ankom til et mig relativt ukendt land.
For det første er det jo hyggeligt at møde udenlandske kolleger; de synes som regel også altid, at det er sjovt at hjælpe - og de er altid leveringsdygtige i værdifulde oplysninger, hvad enten det nu drejer sig om en hyggelig restaurant, et godt hotel - eller hvem man henvender sig til for at skaffe de oplysninger, man har brug for, eller det interview, man har sat sig for.
Helt naturligthører jeg lige altid, hvem de ellers skal snakke med - og hos hvem, de gæstende journalister har været, før de kom hos mig. Jeg ved, at der er travlt på en avisredaktion - så jeg aner ikke, hvordan Tøger Seidenfaden får tid til at snakke med alle de udenlandske kolleger, men det er en kendsgerning, at Politikens chefredaktør særdeles ofte i årenes løb er blevet nævnt blandt disse første danske kilder.
Enten som én, de fremmede direkte har interviewet om danske forhold - eller en, som har været dem til stor hjælp med at udrede de politiske og kulturelle forhold i Danmark.
Og hvergang, Det Seidenfadenske Konversationsleksikon bliver nævnt som grundlæggende kilde til viden om dansk politik og kultur, sukker jeg i mit stille sind, for så kender jeg jo melodien.
Bevares - jeg svarer pænt på det, jeg bliver spurgt om, men jeg ved, at det, jeg fortæller dem om Dansk Folkeparti, stort set er spildte Guds ord på Balle-Lars. De er grundigt præpareret.
Ofte kender disse fremmede journalister på deres første tur til København ligefrem sider af Dansk Folkeparti, som jeg - der dog trods alt er en slags ekspert på området - ikke kender.
Særlig sofistikeret viser Tøger Seidenfaden sig - denne primære kilde til de fremmede avisers fordomme - når han efterfølgende lader Politiken citere den udenlandske artikel for sin sværten Dansk Folkeparti og Danmark til - idet Politiken i overskriften konstaterer: 'Sådan ser udlandet på Danmark'. . . Sidst var det Financial Times Magazine (22.1.), der havde lagt vejen om ad Seidenfadens kontor.
Nej, sådanser udlandet ikke på Danmark, men sådan tager Danmark sig ud igennem Tøger Seidenfadens briller fra hjørnekontoret på Rådhuspladsen, og han har jo sin egen politiske dagsorden.
Men jeg synes, Tøger Seidenfaden, at det er skammeligt på den måde at udlevere sit eget land - bare med det usle formål at hyppe sine egne kartofler.
Debat: "Da vi bombede kristendommen ud af Kosovo"
Kristeligt Dagblad, mandag den 10. januar 2005
Man kan kun undre sig over det globale ramaskrig over talebanernes kulturvandalisme i Afghanistan, når man sammenligner den med muren af tavshed over den systematiske destruktion af kirker og klostre i Kosovo
Af pressechef, journalist Søren Espersen
"1500 års kristendom i den serbiske provins, Kosovo, er forbi. Den sluttede, da den sidste serbiske soldat havde forladt provinsen, mens den muslimske undergrundshær, UCK, fejrede begivenheden sammen med soldater fra NATO."
Jeg skrev dette i min ledende artikel i tidsskriftet Dansk Folkeblad i 1999 - under overskriften "Det omvendte Korstog". Lederen skabte dengang vild forargelse, og jeg blev stillet til regnskab i aviser, i tv og i radio, for artiklen var jo skrevet på et tidspunkt, hvor alle, efter den mest bastante ensidige medie-hjernevask i mands minde, syntes, at det var alletiders at NATO hjalp muslimerne med at smide de kristne ud af Kosovo.
Vi havde jo hørt om, hvordan serberne havde myrdet i titusindvis af albanere og lagt dem i massegrave, og disse efterretninger var årsagen til, at også danske fly blev sat ind for at straffe serberne. Massegravene blev dog aldrig fundet. For der var ingen.
Fra den daværende danske socialdemokratiske regering blev sejren over serberne fejret, idet man nu så frem til et multikulturelt samfund i Kosovo, hvor muslimske albanere og kristne serbere fredeligt kunne leve side om side. Såvidt drømmene!
For da NATO havde kastet den sidste bombe, kunne UCK med de storalbanske drømme uhindret tage magten i Kosovo. Den efterfølgende historie gør den afghanske taleban-regering til de rene kulturelle dydsmønstre, for de fik trods alt kun ødelagt et par uerstattelige kulturskatte.
UCK er gået anderledes grundigt til værks. Siden afslutningen på freds-bombningen, den 13. juni 1999, fik UCK ikke alene bortjaget mere end 400.000 serbere og myrdet i hundredevis, men systematisk har den albansk-muslimske hær udplyndret, brændt og med dynamit sprængt 110 kirker og klostre - herunder et halvhundrede fredede bygninger fra før middelalderen. Enkelte af dem virkeligt kulturhistoriske perler.
Der er således tale om en kulturhistorisk vandalisme, hvis sidestykke i moderne europæisk historie kun kan findes i forbindelse med nazisternes ødelæggelse af de mange uerstattelige jødiske synagoger i Østeuropa. Og vandalismen har altså igen fundet sted lige midt i vort eget Europa - og ikke en kat har løftet et øjenbryn i den anledning.
Såvel den nuværende regering som den tidligere har været tavs. UNESCO, som havde travlt med at redde de buddhistiske statuer i Afghanistan, har ikke reageret. EU, som engang var fyr og flamme for at overtale Taleban til at holde sig i skindet, har ikke ytret så meget som et hjertesuk over det, der altså er foregået lige nede ad vejen og lige for næsen af vore egne soldater.
Jeg undrer mig: Hvorfor er det så interessant, at der øves vandalisme mod buddhistiske statuer i et fjerntliggende Afghanistan - og hvorfor er det modsvarende uinteressant, at der øves en endnu mere omfattende vandalisme mod kristendommens kirker og klostre og oldgamle kristne symboler i vores egen baghave?
Og hvorfor er det i øvrigt uinteressant, at kristendommen ikke længere er eksisterende i Kosovo? Vi taler om et land, som blev kristent 600 år før Danmark. Vi taler om en kristendom, der tappert overlevede 500 års muslimsk styre i det ottomanske imperium, og en kristendom, som overlevede 2. Verdenskig, hvor Kosovo også blev styret af etniske albanere - dengang facistiske og allierede med Mussolini og Hitler.
Et land, som altså så endte med at blive afkristnet ved hjælp af styrker fra NATO og senere under FN-troppers opsyn, og hvor ikke en af kultur-barbarerne er blevet straffet - endsige stillet for retten.
For nu har vi alle sammen åbenbart accepteret, at Kosovo er blevet en del af det muslimske Storalbanien. Og hervar der ikke plads til kristendommen. Nøjagtig som jeg, til udelt forargelse, forudså i min ledende artikel i Dansk Folkeblad i 1999.
Søren Espersen er Dansk Folkepartis pressechef
Krøniken - en soap-opera
Politiken 15. februar 2004, 3 sektion, side 10
(
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef, medlem af DR's bestyrelse
Jeg undrer mig fortsat over, at jeg af Politikens lederskribent bliver påduttet holdninger, jeg ikke har om Krøniken. Hver gang - senest 6.1. - skriver jeg høfligt tilbage og korrigerer, og lige lidt hjælper det. Nå, skidt - jeg prøver igen!
Nu mener Politiken (lederartikel, 8.2.), at: »Det er selve det solidariske og kollektive velfærdsprojekt - stærkt præget af den socialdemokratiske samfundsopfattelse, Espersen synes at anfægte ...«. Og nederst i lederen: »... meget kan man sige om fremtidens Palle From - han kan sådan set være både socialdemokrat og medlem af Venstre, men tilhænger af Dansk Folkeparti bliver han garanteret aldrig«.
Inden jeg kommenterer de to mærkelige ledercitater, ønsker jeg om Krøniken at slå fast:
For det første: Krøniken er en soap-opera. For det andet: Jeg gider ikke se soaps - undtagen 'Friends'! For det tredje: Jeg ser udelukkende Krøniken, fordi jeg som DR-bestyrelsesmedlem føler mig tvunget til det. Og for det fjerde: Når jeg har råbt vagt i gevær, er det, fordi historieløse seere kunne få den vrangforestilling, at det er historie, de oplever.
Og så til ledercitaterne. Nej, jeg anfægter ikke det solidariske og kollektive velfærdsprojekt. Et sådant har jeg hele mit liv været varm tilhænger af. Politisk har jeg altid arbejdet for det, og det vil jeg fortsat gøre.
Det andet citat er i virkeligheden meget sigende for Politiken og meget sigende for den måde, Krøniken bliver opfattet på. Man er begyndt at tro på, at Palle From eksisterer! Man taler nu ligefrem om, at det er 'palle-from-effekten', der har flyttet et par procentpoint fra Venstre og over til Socialdemokratiet. Hvor pinligt kan det blive?
Politikens lederskribent er ligefrem af den opfattelse, at Palle From ikke bliver medlem af Dansk Folkeparti. Ha-ha-ha ...!, hulker jeg, mens jeg triller rundt på gulvet af grin.
Se, Politiken: Palle From er altså ikke virkelighed og Krøniken er ikke virkelighed. Det hele er fiktion. Det har I selv på Politiken gentagne gange slået fast som argument for serien.
Men hvordan kan Politiken så allerede efter femte afsnit, hvor vi er i et fiktivt 1951, vide, at den fiktive Palle From ikke 50 fiktive år senere (!) - nu som fiktiv 70-årig - ikke som i titusindvis af tidligere socialdemokrater - i det virkelige liv - stemmer på Dansk Folkeparti?
Mon det er, fordi han er for flink? Altså fiktivt ...
Når fiktion forvandles til historisk sandhed
Politiken 6. januar 2004, 2. sektion, side 7
Af Søren Espersen, DFs pressechef, medlem af Danmarks Radios bestyrelse
Forrigemandag læste jeg Steffen Heibergs omfangsrige kulturkronik i Politiken om DR's 'Krøniken', hvori han raser over den forhåndskritik, jeg har tilladt mig at rejse af serien, og hvor jeg for gud ved hvilken gang bliver lagt ord i munden, som jeg aldrig har udtalt - og påduttet holdninger, som jeg ikke har.
Og jeg spørger: Hvorfor fanden kan Steffen Heiberg og andre ikke nøjes med at forholde sig til det, jeg rent faktisk har sagt og skrevet? Hvorfor skal det forvrænges, fordrejes og forskrues? Det er trivielt til det ulidelige.
Jeg har aldrig foreslået, at fiktion »underlægges historisk kontrol« - den vending, Steffen Heiberg frækt anvender.
Ej heller er jeg ude på at begrænse ytringsfriheden, ligesom jeg ikke har den fjerneste hensigt om at lægge hindringer i vejen for den kunstneriske frihed.
Derimod har jeg rejst en debat om faren for, at fiktion bliver til historisk sandhed - som det i høj grad er sket med 'Matador'.
Et digtserie, der med tiden blev til meget mere end fiktion. For nye generationer er 'Matador' blevet virkeligheden om førkrigstiden og besættelsestiden i Danmark. Man viser 'Matador' i skolerne, når børnene skal lære om den periode: Sådan var det.
Men 'Matador'er ikke andet end dygtigt digt. Tag læge Hansen - i Ove Sprogøes skikkelse. Medlem af Det Radikale Venstre - og frihedskæmper. En umulig kombination! Jeg siger ikke, at der ikke var medlemmer af Det Radikale Venstre, der var frihedskæmpere. Men det var en lige så stor sjældenhed som snestorm i Athen.
Reglen var, at den typiske frihedskæmper enten var kommunist eller national-konservativ. Og så var der nogle undtagelser, der bekræftede reglen.
Mens 'Matador' således hiver de radikale op af Scaveniussumpen, får de national-konservative deres bekomst - og bliver sparket den anden vej. De bliver alle som én latterliggjort som fantaster - hvis de da ikke ligefrem gøres til nazister. Igen: Der vil givet have været typer som de skildrede, men det var undtagelserne. Og således har 'Matador' gjort undtagelserne til normalen. Præcis der hvor det går galt, idet der derved skabes en forvrænget og forskruet opfattelse af mellemkrigs- og besættelsestiden.
På samme måde frygter jeg det vil gå med 'Krøniken', som tilmed beskæftiger sig med en periode, som næsten er samtidshistorie. Derfor har jeg spagfærdigt sagt (og det er alt, hvad jeg har sagt!): Hvis det var mig, der skulle lave den historiske fiktionsserie, ville det egentlig være trygt for mig, at der var et par vidende historikere eller journalister, som kunne give et kyndigt indspark hist og her. Inden fiktionen løb af med mig. Og inden fiktion blev til historieskrivning.
Debat: Fiktion eller historieskrivning
Jyllands-Posten 15. december 2003, 1. sektion, side 11
Af Søren Espersen, Pressechef (df), Medlem Af Danmarks Radios Bestyrelse
MIN bestyrelseskollega fra DR, Venstres Karsten Madsen, hævder i sit indlæg i JP 10/12, at jeg er ude på at begrænse ytringsfriheden, og at jeg vil lægge hindringer i vejen for den kunstneriske frihed. Anledningen til Karsten Madsens påstand er mine udtalelser om Krøniken, DR's kommende storproduktion.
Men Karsten Madsen fordrejer sagen og forskruer mine synspunkter til det ukendelige. Ved en hyggelig julekomsammen for knapt et år siden fik vi i DR's bestyrelse lejlighed til at se et kvarters tid af den kommende serie. Den lille bid var - som DR efterhånden har for vane - imponerende flot, og jeg udtrykte, at jeg ikke var i tvivl om, at serien ville lægge gaderne øde, når den blev sendt.
Fortsættelse af Matador
Serien skulle, hed det sig, være en slags kronologisk fortsættelse af Matador - og være en skildring af livet i Danmark fra ca. 1949, da vi indtrådte i NATO, og frem til 1972, da vi kom med i EF. Mens vi nippede til rødvinen, stillede jeg så henkastet spørgsmålet: Hvem er egentlig historisk og journalistisk konsulent på serien? Til dette fik jeg svaret: Der er ingen. Det her er jo fiktion.
Og det er da udmærket. Fiktion er fiktion. Men hvorfor så kalde Krøniken Matators fortsættelse?
Matator var også fiktion, siges det. Ja, det er muligt, men Matator er med tiden blevet meget mere end fiktion.
For to-tre nye generationer er Matador blevet sandheden om førkrigstiden og besættelsestiden i Danmark. Man viser Matador i skolerne, når børnene skal lære om den periode, og det er betænkeligt, for Matador er ikke sandheden om førkrigstiden og besættelsestiden i Danmark - det er muligt, at det er noget, der ligner, men sandheden er den ikke.
På samme måde vil det gå med Krøniken, som tilmed beskæftiger sig med en periode, som næsten er samtidshistorie, og hvor eksempelvis jeg - som i dag er 50 - vil kunne huske noget nær halvdelen af den periode, der skildres. Hvad er mon fiktion, og hvad er virkelighed?
Ja, vi, der var børn og unge dengang, har i bedste fald et tåget billede af, hvordan det var, men vore børn - som nu skal til at se Krøniken, vil - som det skete med Matador - opfatte det som sandheden om perioden.
Derfor har jeg spagfærdigt sagt: Hvis det var mig, der skulle lave denne historiske fiktionsserie, ville jeg egentlig føle mig tryg ved, at der var et par vidende historikere eller journalister, som kunne give et kyndigt indspark hist og her. Inden fiktionen løb af med mig. Og inden fiktion blev til historieskrivning.
Ikke allierede
I øvrigt vil jeg her gerne medvirke til at demontere myten om, at Karsten Madsen og jeg er allierede i Danmarks Radios bestyrelse. Det er vi ikke. Og jeg tror faktisk, at nogle bevidst har forsøgt at skabe den myte i et forsøg på at skade Dansk Folkeparti og mig.
Nej til mordet på Rådhusklokkerne
Berlingske Tidende 3. december 2002, 2 sektion, magasin, side 5
Af Søren Espersen, medlem af DRs bestyrelse (DF)
Danmarks Radios nyeste idé, at ophøre med at transmittere rådhusklokkerne hver dag klokken 12, er endnu et udtryk for, at radioens ledelse føler sig hævet over den befolkning, som er påtvunget at betale Danmarks Radios udgifter. Det er ikke acceptabelt, at det af radiodirektør Leif Lønsmann seriøst overvejes at afvikle klokkerne. Rådhusklokkerne er en institution i institutionen - et historisk og kulturelt fænomen, som man ikke bare lige myrder. Jeg betragter beslutningen som endnu en understregning af, at det haster med at få demokratisk indflydelse på den politiske virksomhed, Danmarks Radio driver. Jeg ser en klar linje i dette - begyndende med fjernelsen af nationalsangen - nemlig at endnu et dansk symbol skal fjernes.
For resten er det også journalistisk dumt: Det pudsige er nemlig, at netop rådhusklokkerne giver den efterfølgende radioavis en vældig troværdighed. Hvis jeg var direktør for en af de mange kommercielle stationer, ville jeg - såfremt DR gør alvor af beslutningen - straks gribe chancen og snuppe klokkerne.
Dagen derpå (2): Peter Lincks tåbelige marketingstunt
Politiken 15. december 2002, ps, side 8
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef
Efter Dagens bratte deroute er det let nok at være bagklog - for hva' sagde jeg! Det er heller ikke mit ærinde. Mit ærinde er følgende: Dagen vil blive husket som et marketingstunt, skabt af og myrdet af en i særklasse usympatisk spradebasse ved navn Peter Linck. Det er ikke medarbejdernes skyld, at Dagen gik ind, men udelukkende udgiveren Peter Lincks skyld. Jeg føler helt ind i hjertet med chefredaktør Kresten Schultz Jørgensen og hans mange dygtige medarbejdere, som havde lagt evner, masser af energi og entusiasme i det, der for dem var blevet beskrevet som noget, der kunne blive en arbejdsplads og måske et livsværk. Peter Linck, derimod, har jeg alene en dyb foragt tilovers for. Han smed ganske vist i projektet nogle millioner ind - som han givet kan trække fra et eller andet sted og surfe videre, men han lagde en bunke skæbner i ruiner på sit amatøragtige, kælne avisprojekt.
Han påtager sig det fulde ansvar, siger han til aviserne. Ja, hurra hurra. Hvordan havde han forestillet sig, at det kunne ende anderledes, end det gjorde? Hvordan er det overhovedet lykkedes ham at få nogen til at tro på, at man fra en af Danmarks dyreste adresser og med medieverdenens største lønninger kan udgive en daglig avis med kun 50 millioner i startkapital?
De investorer - herunder Dagspressens Finansieringsinstitut, der i al deres enfoldighed har betalt halvdelen af dét beløb, må man håbe får deres velfortjente straf for at have lagt en masse menneskers liv i ruiner - samt at have snydt en masse kreditorer for deres penge. Enhver diskenspringer, som bare har læst et mindstemål af medielitteratur, ved, at man ikke kan starte et dagblad i Danmark uden mindst en kvart milliard på bankbogen - og samtidig være parat til at køre i to år med drønende underskud - og samtidig være parat til at miste hver en skilling. Ellers kan man godt glemme det. Men Peter Lincks tåbelige projekt troede man altså på. Man troede på ham, da han fortalte, at bare man fyrede en masse penge af i busreklamer i København en måneds tid inden udgivelsen - så ville avisen blive en succes. Han troede, at man ville kunne markedsføre og sælge et dagblad, på samme måde som man sælger en pigepopgruppe. Men sådan leger man gudskelov ikke i mediebranchen. Yuppien Peter Linck må man håbe, man har set det sidste af i dansk medieverden. Det tror jeg egentlig også, vi har. Investorerne vil vel ikke være så torskedumme én gang til.
Ensidig DR-dækning
Berlingske Tidende 27. juni 2002, 2_sektion,_magasin, side 7
Af Søren Espersen Pressechef (DF)
Medlem af DRs bestyrelse
Danmarks Radios utilfredsstillende dækning af Mellemøstenstoffet er ikke af ny dato og har således ikke specielt med den nuværende blodige konflikt at gøre. Der er tale om en årelang, hadefuld holdning til Israel, og DRs reportager har med deres skæve vinkler og værdiladede sprog for længst fældet dom over det israelske folk og dets demokratisk valgte ledere. Dette er ikke journalistisk acceptabelt, men det bliver endnu værre, fordi der er tale om en licensfinansieret public service-kanal. Der findes ikke noget udenrigspolitisk emne, der i dén grad kan optage sindene herhjemme som konflikten mellem israelere og arabere, og derfor er det så vigtigt, at DRs dækning ikke bliver ensidig. Og det er jo det, der er galt med DRs dækning.
Det er en tendens - en særlig DR-ånd - som begyndte i 70erne. I 1978 var der en større underskriftsindsamling til fordel for terrorbevægelsen PLFP, som havde Israels udslettelse på programmet, og som bl.a. betjente sig af blodige flykapringer. Blandt dem, der anbefalede at man skrev under, var Jens Nauntofte, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Ejvind Larsen. Alle kendte folk, der har sat dagsordenen for DRs dækning af Mellemøsten og som skabte ånden. Senere kom så andre til, men de fulgte ånden. Jeg er ikke den eneste, der har gjort opmærksom på problemet. I 1984 skrev Kristeligt Folkepartis Flemming Kofod-Svendsen en bog om problemet, "Sandheden er det første offer" om DRs dækning af krigen i Libanon. Kofod-Svendsen, som dengang sad i Radiorådet, gik meget grundigt tilværks og brugte Aktive Seere og Lytteres omfattende arkiv. Kofod-Svendsen kunne aflevere en grundig dokumentation for flere hundrede fejlagtige oplysninger, fordrejninger, følelsesladet terminologi, sammenblanding af begreber og manglende alsidighed. Han slog i sin konklusion fast, at der her var tale om en bevidst, styret misinformation af lyttere og seere. Men til trods for sin fremragende dokumentation, gjorde rapporten intet indtryk i DR. Den gav ikke en gang anledning til selvransagelse i udenrigsredaktionen. Jeg tror, at man var ligeglad.
Når man efter en så grundig dokumentation kan være så ligeglad, hvordan kan nogen så i dag forvente sig andet end total afvisning på indvendinger - der kun er baseret på fornemmelser - fra nyhedschef Lisbeth Knudsens side? Det er naturligvis muligt at komme med dokumentation, for efter at jeg tog sagen op, har jeg fået i hundredvis af henvendelser med eksempler, der underbygger mine fornemmelser. Jeg var derfor ikke specielt overrasket over Lisbeth Knudsens rygmarvsreaktion, som enhver nyhedschef må have, at holde med sine folk indtil det modsatte er bevist. DR-bestyrelsen har dog i den forbindelse et problem. For hvordan kommer man igennem over for DR-ledelsen, hvis der beviseligt er noget galt? For selv når beviserne er fremlagt, går DR-livet videre som hidtil. Det er betingelserne for en DR-bestyrelse, som "har det overordnede programansvar" og som efter nytår får endnu mere ansvar.
Direktionen kan jo bare fortsat afvise, hvis der bliver rejst indvendinger med hensyn til partiskhed og usaglighed. Den mulighed, der så er tilbage, er at bestyrelsen giver udtryk for, at man ikke længere har tillid til direktionen. Det hele bliver nemlig sluttelig et spørgsmål om tillid. For mit vedkommende kan jeg ikke have tillid til, at den nuværende direktion sørger for en ordentlig nyhedsdækning, når det gælder Mellemøsten. For en ordentlig mellemøstdækning findes ikke på Danmarks Radio, og det kan da ikke være meningen, at jeg gang på gang skal tvinges over på BBC, CNN, TV2 eller tyske kanaler, når der er sket udviklinger i Mellemøsten, som jeg gerne vil have beskrevet på en ordentlig og sober måde. Jeg håber, at der med det nye medieforlig bliver anderledes handlemuligheder for en bestyrelse, som, når det gælder programansvaret i dag, er sat ud af spillet. Det bliver interessant at konstatere i hvor høj grad, der lægges yderligere kompetencer over til bestyrelsen - således at denne reelt kan leve op til sin forpligtelse om at sørge for alsidighed og objektivitet.
Danskheden er oldgammel
Vejle Amts Folkeblad 18. januar 2002
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef
Cand. mag Børge Fruerlund Jensen slår i en artikel i Vejle Amts Folkeblad fast, at det først var i vort århundrede, at den danske nationalfølelse satte sig fast i den brede befolkning. Børge Fruerlund Jensen følger dermed den dårlige latin, der er kommet på mode blandt nyere historikere som Søren Mørch, Uffe Østergaard og Ole Feldbæk når disse hævder, at dansk nationalfølelse er cirka 150 år gammel.
For et par år siden var det Ove Korsgaard, som på baggrund af den berlinske udstilling, »Mythen der Nationen« førte an i denne tidens trend blandt historikere. Dogmet hedder i sin korthed, at dansk nationalfølelse opstod omkring tiden med den nationalliberale, og i virkeligheden var en slags mode, som vi herhjemme havde importeret sydfra - fra de lande, som betød noget.
Således, siger disse nye historikere, kan vi danskere ligeså godt påtage os endnu en mode, som hedder internationalismen. Man er af den opfattelse, at national digtning satte ind omkring 1830, ligesom de mener, at fædrelandsfornemmelsen før den tid kun havde at gøre med en loyalitetsfølelse overfor den til enhver tid siddende monark.
Den svenske konge, Carl XI, gav dem ret, da han i 1660'erne ikke kunne forstå, at de danske i Skåne gjorde så megen modstand som de gjorde, idet han fremhævede, at det da for dem kunne være ligegyldigt, om deres konge hed Christian eller Carl. Ikke desto mindre var det altså ikke ligegyldigt for skåningerne - og man må uvilkårligt sætte spørgsmålstegn ved, om de nye historikere i det hele taget har ret, når de kalder dansk nationalfølelse et attenhundredetals-modefænomén.
Det følgende skal godtgøre, at Børge Fruerlund Jensen og hans følgesvende tager fejl, og at nationalfølelsen er oldgammel, og at den til enhver tid siddende monark alene har været et samlende symbol på nationalfølelsen. Jeg tager mit udgangspunkt i den nationale litteratur, som Absalons skriverkarl, Saxo i 11-hundredetallet indledte, da han beskrev »Danernes Bedrifter«. Allerede i forordet til storværket gennemgår Saxo metodisk det landområde, der er dansk - til forskel fra de mange andre riger og lande, som den danske konge besidder.
Der er for Saxo en verden til forskel.I de følgende eksempler på dansk national digtning fremstår en række tidsbilleder, der viser hvorledes danskhedsfølelsen har ytret sig i perioder, hvor der stilledes særlige krav til vort folk: I fremgang - eller under store kriser.
Hver især står digtene eller prosaen som udtryk for stemninger og meninger i det danske folk, mærket af den tid, hvori de blev til. Fællesfor dem er, at de levende fortæller om nationalfølelse - og fælles for dem er, at de blev til århundreder før 1830, som af de nyere historikere betragtes som indledningen til nationale følelser. Saxo er nævnt, og i øvrigt så godt kendt, at det ikke skønnes nødvendigt at medtage denne i eksemplerne. Ingen aner, hvem den munk var, som skrev sit »Klagedigt over Danmarks Riges tilstand«. Kun ved vi, at digtet er skrevet i sommeren 1329, og sandsynligvis er blevet til i Ryd Kloster ved Flensborg Fjord. Digtet er skrevet på munkenes sprog, latin, og er oversat til dansk af C.F.E. Reinhardt og Vilhelm la Cour. I de 21 vers fremhæver forfatteren, at danskernes ulykke ved det totalt splittede fædreland skyldes, at folket har svigtet Gud. Nationalfølelsen er oldgammel, og at den til enhver tid siddende monark alene har været et samlende symbol på nationalfølelsen. Ulykken skyldes således egne danske fejl - deres svaghed overfor udenlandske skikke og penge, og deres indbyrdes uenighed. Klagesangen er også et vækkelsesdigt, et digt, som skal kalde folket til dåd og genrejsning af fædrelandet ved at skildre en hæderfuld fortid som idealet overfor nutidens elendige forhold.
21 vers bliver det som nævnt til - og uden at en monark overhovedet påkaldes. Det er danerne, det drejer sig om. Danerne og Danmark.
»Ak, nu øves ikke dåden mere i Danmark, men kun svig; igen mer med mod og glæde kæmper for sit fædreland. Du er slave nu af løgn, ingen agter på dit ord, men du bøjes, du foragtes værgeløs mod fald du stunder, mange er dine tab.« Et par århundreder senere, i 1597, var det den skånske herremand, Tycho Brahe, som i sit Digt til Danmark græder af sorg over det fædreland, der har vendt ham ryggen og frosset ham ud:
»Danmark, hvad har jeg forbrudt? Hvormed har jeg krænket dig, hjemstavn, siden du er mig så hård, streng imod mig og min færd...«Èn lang kærlighedserklæring til det danske fædreland - og det oven i købet fra en person, som om nogen kunne kaldes international. Brahe var overalt i verden anerkendt som sin tids største videnskabsmand; han talte de store sprog, og kunne gøre sig gældende overalt. Men - som han selv fremhæver - det var fædrelandet, han udøvede sine enestående bedrifter for. Det var af fædrelandet, han ville have anerkendelsen. Resten derude i det fremmede var ganske vist ære og værdighed, men uden glæde for ham.
Sådan elskede Tycho Brahe sit fædreland og sådan var hans nationalfølelse ca. 250 år før de nye historikere mener, at nationalfølelsen kom på mode...80 år efter, i 1679, nedfældede den skånske præst Steen Jacobsen sin historiske skildring af »Den Nordiske Kriigs Krønnike« - om end svenskerne først lod den offentliggøre i 1897. Krønniken var nemlig én lang fædrelandshistorisk skildring - spækket med den nationalfølelse, som først burde være på mode langt senere. I 1690 skrev provst Laurits Kok sin herlige fædrelandssang, »Danmark, dejligst vang og vænge«, som endnu står i Højskolesangbogen, og som kendes af de fleste. 14 vers, som stråler af stolthed over nationen og over fædrelandet, som dronning Tyre Danebod fik sat skik på ved opførelsen af forsvarsværket Dannevirke.
Digtet er velkendt, og behøver ikke citeres. Johannes Ewalds digt i skuespillet »Fiskerne«, Orlogssang fra 1778 - bedre kendt som Kong Christian stod ved højen mast - handler dels om danskernes traditioner som marinenation og er en kavalkade over søkrigene mellem Danmark og arvefjenden Sverige. Digteren havde ikke drømt om, at sangen skulle blive nationalsang mange år senere. Han ønskede at skildre den danske nations historie og dens mål: Indsatsen af det danske sind mod stormens magt. Ægte nationalt. Den grundstemning, der bar digtet, var ikke alene digterens, men så sandelig også tidens. Ved Grundtvigs digt »Danmarks trøst« fra 1820, »Langt højere bjerge så vide på jord«, er vi ganske vist i betænkelig nærhed på det, ny-historikerne kalder det magiske år, 1830. Det er dog kun en fortsættelse af den nationale digtning og det nationale sindelag, som havde været almindeligt flere århundreder forinden.
Man kan dog med fuldret hævde, at det om nogen var Grundtvig, som blev katalysatoren for det, vi i dag forbinder med »det danske«. Grundtvig blev trøsteren og opildneren af det danske folk, som var ved at fortabe sig selv - et hjemsøgt og usikkert folk. Den opgave, som han i virkeligheden bare tog op som så mange andre digtere før ham havde gjort det. I hundredevis af digtere - i hundredevis af år - længe længe før nationalfølelsen i følge Børge Fruerlund Jensen kom »på mode«..
Lad dem få fred - om Grauballemanden og Egtvedpigen
Fyens Stiftstidende 5. januar 2002
SYNSPUNKT
Søren Espersen, Køng Mark 30, Lundby, er pressechef for Dansk Folkeparti.
For nylig i tv var jeg vidne til en meget uvirkelig og underlig forestilling: Man havde slæbt Grauballemanden ind på et sygehus, hvor han skulle igennem en røntgenfotografering og en scanning - og hvor han i øvrigt skulle dissekeres efter alle kunstens regler. Det gamle oldtidsfund - som engang var en levende mand - har i årevis ligget i en montre på Moesgaard Museum, men nu proklamerede museumsfolkene stolt, at han, så snart han var blevet scannet, skulle i en helt ny og meget mere prangende montre på en helt ny udstilling, lavet specielt til ham. Nu skulle Grauballemanden komme til ære og værdighed...
Gad vide, om lige nøjagtig dén skæbne var det, Grauballemanden engang anså for ære og værdighed: At få sit lig udstillet for nysgerrige. Jeg kan jo ikke vide det, men jeg har lov at gætte på, at han ville have ment, det var det modsatte: vanære og uværdighed. Usømmelig omgang med lig er strafbart. Men når nysgerrigheden og nyfigenheden får overtaget, og når den usømmelige omgang bliver kaldt historie, kan selv statslige institutioner åbenbart slippe omkring overtrædelse af straffeloven. Og oven i købet få ros for det. Og vi andre, der besøger museerne glor og glor.
Men vi kan ikke i år 2002 være bekendt at udstille lig til offentlig beskuelse, hvorfor jeg opfordrer til, at vi nu lader Egtvedpigen, Grauballemanden, Tolderlundmanden og alle de andre "oldtidsfund" få fred. Hvis det ikke kan være anderledes, så tag de billeder, der skal tages. Foretag de scanninger, der skal foretages. Lav nogle ordentlige afstøbninger af, hvordan de tog sig ud. Men giv dem så en ordentlig begravelse på de steder, hvor vi i sin tid krænkede gravfreden ved at hive dem frem. Det er ikke så mange år siden, at man hev en hel eskimofamilie op fra dens hvilested, hvor de havde ligget i fred og ro siden 600-tallet. Ligene var så velholdte, at selv den minste lille ansigtsfold omkring øjnene, ja, selv øjnene var synlige. Grønlænderne vil have dem til Godthaab, og lover, at gøre udstillingen af dem så "ægte" som mulig. Man vil opbygge en hule, der ser nøjagtig ud, som da man fandt familien, og man vil sørge for permafrost i kæmpemontren, så far og mor og børn på efterårsferie langt ud i fremtiden kan glo eskimofamilien lige ind i øjnene.
Idéen åbner jo bestemt vide perspektiver for historieundervisningen. Hvad med at fryse nogle lig ned af dem, der døde i World Trade Center for nylig og udstille dem i nogle montrer? Det ville da være en virkelig god måde at åbne folks øjne for det, der skete. Eller hvad med Vietnamkrigen? Jeg er sikker på, at det vil være muligt at finde nogle vietcong'er, der var med dengang - og så balsamere dem, når de er døde. Ja, måske kunne det ligefrem være interessant at få udstillet liget af en museumsmand fra dette århundrede. Hvem melder sig...?
Kulturradikalisme som fodnote
Politiken 29. december 2001, debat, side 2
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef
Politikens julehilsen til læserne var et farvebillede af en landsbykirke i sne - men med en muslimsk moskékuppel på i stedet for kirketårnet (Pol. 24.12.). Ha-ha, hvor vi alle morede os! Det må da vist være en af kulturradikalismens absolut sidste pinagtige krampetrækninger, inden den ender som en kuriøs fodnote i danmarkshistorien.
Historisk dokumentation
Jyllands-Posten 18. oktober 2001, 1. sektion, side 10
Af Søren Espersen, pressechef, Dansk Folkeparti
JP 16/10 OMTALER EN artikel i Dansk Folkepartis tidsskrift, Dansk Folkeblad nr. 5/01, hvor det under overskriften Das Vaterland & Jihad dokumenteres, at Waffen SS blandt andet bestod af muslimske kompagnier. Artiklen er illustreret af fotos bl.a. ét, hvor islams leder, den daværende Stormufti af Jerusalem besøger de muslimske SS-folk. I artiklen i JP beskrives dokumentationen som: holdninger i Dansk Folkeparti. Der er aldeles ikke tale om holdninger. Der er tale om historieskrivning, om historisk dokumentation. Og siden hvornår er JP begyndt at se skævt til historisk dokumentation?
Avisen burde i stedet juble over en så veldokumenteret, grundig journalistisk feature om historiske fakta, hvis konsekvenser rækker langt ind i den nuværende jødisk-arabiske konflikt. Er det virkelig uden betydning for nutiden, at muslimer og nazister dokumenteret havde et tæt samarbejde før, under og efter Anden Verdenskrig? Er det uden betydning, at i hundredevis af nazigangstere fandt asyl i den arabiske verden efter krigen? Er det uden betydning, at araberne og nazisterne havde og har et fælles mål: tilintetgørelse af jøderne? Og er det uden betydning, at Mein Kampf i 60 år har været på bestsellerlisterne blandt palæstinensiske arabere? Naturligvis ikke. Derfor er det også pinligt og uværdigt, at Venstre-topfolk i JP tager afstand fra artiklen og kommer med advarende pegefingre. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad man i Venstre mener, men de skal ikke bilde sig ind, at de skal redigere Dansk Folkeblad endsige forbyde historieundervisning.
##
|