Indlæg
Islam - Indvandring & Asyl
Herunder et udvalg af Søren Espersens debatindlæg i aviserne om islam, indvandring og asyl - i omvendt kronologisk rækkefølge
2011
Jyllands-Posten, 4. januar 2011
Hvad stiller vi dog op med dette islamiske djævelskab?
Af SØREN ESPERSEN folketingsmedlem (DF)
Fire muslimer havde brugt måneder til at planlægge, hvordan de, bevæbnede med maskinpistoler, skulle mase sig ind på Jyllands-Posten med det formål at »dræbe så mange som muligt«. Kun et beundringsværdigt politiarbejde af danske PET og svenske Säpo forhindrede massemordet.
Et par dage forinden forhindrede britisk politi en gruppe muslimer, som var i gang med forberedelserne til at sprænge House of Parliament i Westminster - med Big Ben --i luften.
Før det var det politiet i Frankrig, som forhindrede et muslimsk angreb, før det var det i Belgien, før det var det i Spanien, før det var det i Aarhus, før det var det i Indonesien, hvor angrebet lykkedes, før det i Malaysia, før det i England, før det i Bombay, før det i Israel, før det i. ja, listen har siden angrebet på USA i 2001 været nærmest uendelig. Terrorangrebene, forsøgene på terror og forhindringen af terror har siden kunnet tælles i tusinder.
Der konspireres
Men hvad i alverden stiller vi i Vesten op med dette islamiske djævelskab? Hvordan ruster vi os til den fortsættelse, som med statsgaranti kommer, og hvor ondskabsfulde muslimer lige præcis i disse sekunder sidder og planlægger næste kapitel af død og ødelæggelse.
I deres boliger sidder de og konspirerer - i Stockholm, i Herlev, i Aalborg, i Bombay, i Luton, i Marseille, i Hebron, i Berlin, i Oslo.
Som SS-officerer er deres kendetegn, at de er uden hæmninger og uden menneskelige følelser. De første gav deres liv til Hitler, de senere til Muhammed.
Dør om dør med de boliger, hvor mordene planlægges, sidder vi så - alle vi vesterlændinge - og undrer os. Ligesom vore hjerner og hjerter ikke havde kapacitet til at fatte, hvorledes SS-folk af kærlighed til en dengang levende Hitler kunne tvinge småbørn i gaskamrene, lige så lidt fatter vi, hvordan man kan elske en aldeles stendød Muhammed så højt, at man alene for hans æres skyld er parat til at begå massakre.
Muhammed før børnene
Under en flyrejse til Amerika var min kone faldet i snak med sin sidekammerat, en ung, sympatisk læge fra England, og deres samtale faldt på religion. Han, som var muslim, forklarede under deres samtale venligt min kone, at han elskede Muhammed højere end sine to børn. Han sagde det uden at vakle det mindste.
Min kone fattede det jo ikke.
Men hun og jeg kom senere til at tale om, at lige præcis i dét sekund, hvor man af hjertet ved, at man elsker en død mand højere end sine egne børn - dér er man, uanset hvor sympatisk, veluddannet og integreret man måske fremstår, blevet islamisk ekstremist.
Og vel kan vi heldigvis gøre meget, såvel fra politisk side som fra politimyndighedernes side, men det rækker ikke nok - og på et tidspunkt går det jo galt her i Danmark. Og hvis vi stadig skal tro på påstanden om islam som fredens religion, ja, så må imamerne nu ind i billedet.
Det er ikke nok
Det er altså ikke nok, at Islamisk Trossamfund hver gang terrorister slår til i Danmark, udsender sin sædvanlige pressemeddelelse, hvor man »fordømmer og beklager«. Nej, der må skrappere midler til. Og jeg venter altså stadig på, at den første imam ved fredagsbønnen fortæller sin menighed, at jihad-manden, der begår terror, ikke som hidtil antaget dagligt får 72 villige jomfruer at forlyste sig med i Paradis, men derimod kommer lige lukt i helvede, når han sprænger sig selv i luften. Jeg venter stadig på, at man smider ekstremister, som erklærer at holde mere af Muhammed end af deres egne børn, ud af Islamisk Trossamfund.
Jeg venter stadig på, at den første imam udsteder fatwaer over folk, som sysler med terror.
Måske kunne det ligefrem blive Abdul Wahid Pedersen, der kunne blive denne første imam, der tog fat på alt dette ved fredagsbønnen? Hvor ville vi alle blive stolte, om det blev en dansk imam, som indledte muslimernes egen krig mod islamisk terror.
Politiken, 1. januar 2011
Minder det om noget fra 30' erne?
Af SØREN ESPERSEN MF ( DF)
»DET MINDER om noget fra trediverne!...«. Det er en sætning, som ofte anvendes, når modstandere af DF skal beskrive partiets udlændingepolitik.
Jeg har aldrig forstået meningen med frasen, men antager, at ideen jo må være, dels at sammenligne Dansk Folkepartis holdninger med det tyske nazipartis, dels at sammenligne udlændingelovgivningen med tredivernes berygtede Nürnberglove, som var begyndelsen til holocaust. Men i de utallige historiebøger og tusindvis af kilder om perioden, som jeg en menneskealder har læst, kan jeg altså, selv med lup, ikke se ligheden.
Ja, faktisk forholder det sig således, at Nürnberglovene og det tyske naziparti i ét og alt er de diametrale modsætninger til de nyere danske udlændingelove - og Dansk Folkeparti.
LAD MIG LIGE punkt for punkt påvise modsætningerne: Ghettoer var i trediverne brugt til at spærre jøder inde. Vi ønsker ikke, at muslimer skal flytte i ghetto. Derimod ønsker vi at opløse ghettoerne, så indbyggerne kan komme ud i samfundet til os andre.
Man påtvang gule stjerner på jøder, så man kunne kende dem og hetze moddem. Vi ønsker at afvikle muslimske pigers tørklædetvang og rive deres slør af, så de unge piger kan indgå i en naturlig dansk hverdag.
Man boykottede jødiske forretninger. Vi handler med stor fornøjelse i muslimskejede forretninger - så indehaverne ikke skal på kontanthjælp, men kan betale skat.
Man gjorde det til en forbrydelse for jødiske piger at gifte sig med kristne mænd. Vi synes, det kunne være alle tiders, hvis en muslimske piger ville gifte sig med kristne danske mænd.
Man forhindrede jøder i at erhverve fast ejendom. Vi tilskynder muslimer til at flytte væk fra lejeghettoerne og få eget hus i et pænt villakvarter.
Man holdt i tredivernes senere år folk indespærrede og forhindrede dem i at komme ud af landet. Vi er travlt optaget af at sørge for, at folk ikke kommer ind i landet.
Man ekskluderede jøder fra fællesskabet.
Vort største ønske er, at muslimer inkluderer sig i fællesskabet.
Man måtte ikke gå på badstuer eller have sportsligt samkvem med jøder. Vi tilskynder muslimske familier til at rive badeforhængene ned.
Jødiske børn blev forbudt adgang til at blive spejdere eller komme i sportsklubber.
Vort i særklasse allerhøjeste ønske er, at raske muslimske drenge og piger melder sig ind i Det Danske Spejderkorps eller FDF.
De jødiske familier, som fik tilladelse til at forlade Tyskland, blev inden afrejsen frarøvet alle deres penge. Vi giver udenlandske familier, som vil forlade Danmark, hundredtusindvis af kroner med på lommen.
Jøder blev diskrimineret og behandlet efter særregler. Vi behandler alle danske statsborgere fuldstændig ens.
Jødiske børn skulle gå på jødiske skoler.
Vi gør en indsats for at få opløst koranskolerne, så de muslimske børn kan komme i ordentlige danske skoler og blive en del af fællesskabet.
Jøderne fik at vide, at de intet var værd, og at samfundet ikke havde brug for dem. Vi fortæller unge muslimer, at vi i dén grad har brug for alle kræfter.
Jøder fik frataget muligheden for visse erhverv. Vi kæmper for, at muslimerne tager fat inden for alle erhverv.
Nürnberglovene var racelove. Man skulle have en ' ren' raceattest, der beviste, at der ikke var så meget som en tipoldefar, som var af ' uren race'. I nutidens Danmark er det kun enkelte pinlige socialister som folketingsmedlem Kamal Qureshi, der officielt deler folk op i ' brune' og ' hvide'.
I tredivernes Tyskland var den største rædsel assimilering. Vor allerstørste lyst er netop assimilering - eller i det mindste en ordentlig integration. I tredivernes Tyskland gjaldt det ekskludering.
For os gælder det inkludering.
2010
Jyllands-Posten, 15. oktober 2010
Vor tids "Wandervogeln"
Hvor er de elskværdige, de unge i Hizb-ut-Tahrir. Ligesom de unge tyskere i 1930' erne.
Af SØREN ESPERSEN folketingsmedlem (DF)
En af mine bekendte havde taget imod den bredt rundsendte invitation fra Hizb-ut-Tahrir til at overvære den islamiske bevægelses store konference forleden i Bella -Centret. Efterfølgende gav han mig en levende beskrivelse af konferencen.
Beskrivelsen af Hizb-ut-Tahrirfolkene var entydig: Elskværdige unge mennesker. Hjælpsomme ud over alle grænser, smilende, glade, rare og høflige. Klart veluddannede med et fint og velartikuleret sprog. Velklædte, omsorgsfulde og velsoignerede. Ordentlige unge mennesker.
Og budskabet, de stærkt og sympatisk fremkom med - ja, det var fredens budskab: Vi må og skal finde ud af det med hinanden - kristne og muslimer. Lad os dog søge dialogen og derigennem opnå venskab. Ja til studier i de hellige skrifter. Nej til vold, chikane og terror, nej til kriminalitet. Ja til uddannelse, til ordentlig optræden - ja til hjælp til de svage, de ældre og til at føre vildfarne unge kriminelle ind på dydens rette vej.
Ja til at styrke familien og familiebåndene - som selve samfundets grundlag.
»Amen!« og »Herligt!«, hørte jeg mig selv råbe ud i stuen - for hvor er det dog rigtigt, det hele. Jeg kunne jo bare sætte glade flueben ved budskaberne - rub og stub.
Hvor har man dog, fløj det gennem hovedet på mig, helt og aldeles urimeligt gået og sagt grimme ting om Hizb-ut-Tahrir.
En slags spejdere
Jeg ved så ikke helt præcist, hvorfor ordet "Wandervogeln" i dét øjeblik dukkede op på min nethinde - eller fra hvilken godt gemt skuffe i min hjernes forunderlige arkiv ordet pludselig kom fra og derefter ligesom gled sammen med ordet Hizb ut-Tahrir.
Wandervogel-bevægelsen var sådan en slags spejderbevægelse grundlagt omkring år 1900 i Berlin.
Bestemt ikke mange pletter at sætte på dén bevægelse; den blev eksempelvis inspiration for den jødiske ungdomsbevægelse, Hashomer Hatzair - og derfor er det egentlig uretfærdigt, at den her i Danmark efter Besættelsen fik sådant et grimt stempel. Men det artede sig nu engang således, at det først skulle blive sidst i 1930' erne, at vi danskere stiftede bekendtskab med disse unge, tyske vandrefugle - og på det tidspunkt var bevægelsen så helt og aldeles overtaget af nazisterne.
Danskerne elskede dem
Og lad mig sige det med det samme: Danskerne elskede disse friske, unge vandrefugle, som man nu fra sommeren 1938 begyndte at møde rundt om i det lille kongerige, og som vinkede til os, når vi kørte forbi dem ved strande, på landevejene og i landsbyer og byer. For de var da ganske og aldeles entydigt elskværdige. Hjælpsomme ud over alle grænser, smilende, glade, rare og høflige. Klart veluddannede med et fint og velartikuleret sprog. Velklædte, omsorgsfulde og velsoignerede.
Ordentlige unge mennesker! Og - ja, budskabet var fred, som skulle opnås gennem venskab, dialog og ordentlig adfærd og ved at styrke familien som selve samfundets grundlag.
Disse herlige vandrefugle blev modtaget på gårdene, hvor de fik lov at overnatte på hølofter eller karlekamre - og hvor bondemanden og hans kone nok kunne finde på at byde såvel på kyllingesteg som om morgenen på friske rundstykker, kaffe og nymalket mælk - for samtidig at få en god snak om den store, store verden.
Det var først et par år senere, at det gik op for bondemanden og hans kone, hvad det var, de havde lukket indenfor på høloftet - og for alle vi andre blåøjede naivister og nyttige danske idioter, hvad det var, vi havde haft for os.
For selve formålet med at sende Wandervogeln rundt i Danmark havde jo, viste det sig, alene været en total kortlægning og undersøgelse, ikke alene af militære installationer og vitale institutioner, men så sandelig også af det danske folks mentalitet og substans.
Joh, de velopdragne og ordentlige Wandervogeln havde flittigt tegnet, fotograferet, vurderet, analyseret og beskrevet, så alt kunne være i orden til den 9. april 1940.
Det siges, at vandrefuglene lo, da de gik hjem over grænsen til Tyskland.
Jyllands-Posten, 22. august 2010
Hvad blev der egentlig af Indre Mission?
Af SØREN ESPERSEN folketingsmedlem (DF)
Man kan sige meget om pastor Vilhelm Beck, men der var sør'me gang i den mand. Han havde sat sig for, at hele Danmark skulle vækkes og omvendes til kristendommen - at alle i landet boende skulle blive kristne og stiftede med det formål "Kirkelig Forening for den Indre Mission".
Man kan synes, at formålet var noget omsonst, for dengang i 1861 var Danmark jo rent faktisk et kristent land. I dag, da hen ved en tiendedel af befolkningen har underkastet sig Muhammed, er dette ikke længere tilfældet - og nu er der så til gengæld hårdt brug for missionærer.
Men hvad blev der så egentlig af Indre Mission i disse for kristendommen så trange tider? Jeg tog mig for at undersøge sagen - for hurtigt at konstatere, at foreningen lever i bedste velgående og har i hundredvis af aktive - og i titusindvis af medlemmer. Jeg kunne fastslå, at der er umanerligt mange bibelmøder i det jyske trekantsområde og på Bornholm, ligesom der er et væld af bibelcampings i Vestjylland og på småøerne.
Sluttelig kunne jeg til min overraskelse fastslå, at der ingen som helst aktivitet er på Nørrebro, i Vollsmose, i Gellerupparken - eller på andre af de helt oplagte missionsmarker blandt hedninge.
Nok at tage fat på
Ja, Kirkelig Forening for den Indre Mission er stadig en kæmpebevægelse herhjemme. Med tilstrækkeligt med penge og med masser af ivrige unge mennesker, som brænder for troen på Kristus.
Men undskyld jeg spørger: Mener I det stadig det med, at alle i landet boende skal blive kristne? Og i bekræftende fald: Hvorfor er I så ikke præcis i de områder, hvor der er så hårdt brug for at omvende folk til kristendommen - frem for i afsidesliggende naturområder at lave teltmøder, hvor I bekræfter hinanden i jeres urokkelige tro? Som nævnt er der ellers nok at tage fat på. Det skønnes, at knapt 500.000 inden for landets grænser har underkastet sig Muhammed.
Hele bydele er faldet, der oprettes koranskoler, og flere og flere danskere underkaster sig.
Hvad mon salig Vilhelm Beck ville have sagt til, at der i dén situation ikke drives mission i Danmark? Mon han ikke ville have tordnet mod dagens uduelige ledelse af Indre Mission? Han havde nok undret sig over, at der stadig - og så hedder det vist Ydre Mission - sendes i hundredvis af danske missionærer af sted til eksotiske rejsemål i Afrika og Asien for at prædike evangeliet, mens ingen missionær ulejliger sig med at tage S-toget sydpå til Ishøj for at banke på døre dér og fortælle om Guds kærlighed og Danmarks lykke.
Derfor bliver jeg, selv efter min omfattende research, nødt til igen at stille spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af Indre Mission?.
»Mener I det stadig det med, at alle i landet boende skal blive kristne?«.
Kristeligt Dagblad, 15. juni 2010
Opgøret med islamismen - Det står og falder med Israel
Af Søren Espersen
FOR 117. GANG har europæerne frådende kastet sig over Israel. Anledningen denne gang er, at Israel har tilladt sig at forsvare sig mod en flåde på syv skibe lastet med 700 bevæbnede passagerer, som uden lovlige indrejsepapirer og med fuld skrue styrede direkte ind mod israelsk farvand med det formål på kysten at ilandsætte de 700 passagerer samt uden om toldmyndighederne at indføre 10.000 ton ikke nærmere definerede varer.
Det er helt ubegribeligt lykkedes de tre iscenesættere - to arabiske terrororganisationer, Hamas og Hizbollah, samt den tyrkiske IHH - at bilde europæerne ind, at de 700 passagerer ikke var andet end hjertensgode, humanistiske nødhjælpsarbejdere, som med blomster i hår havde begivet sig af sted for at skabe fred i verden.
Jeg er klar over, at verden pr. definition vil bedrages, men jeg kan til stadighed overraskes over, hvor let det gang på gang har været for disse betonislamister igennem de seneste år, når det drejer sig om Israel, at tage så mange europæere ved næsen på én gang!
Mens det stadig kniber for islamisterne at overbevise amerikanerne om det fornuftsbetonede i, at det latterligt lille Israel, hvis de vil have fred, må afgive land til araberne, som har 22 millioner kvadratkilometer at boltre sig på, har man ganske anderledes let spil i Europa.
Det er ikke let for mig at sige dette, men for mig er der ingen tvivl om, at den første væsentlige del af forklaringen skal søges i det faktum, at en smitsom europæisk sygdom, jødehadet, igennem tusind år har ligget til overvintring i dybet af Europas folkesjæl - og at det til enhver tid, med lidt kradsen i overfladen, kan kaldes til udbrud.
Den anden væsentlige årsag til den europæiske støtte til betonislamisterne er, at europæerne har bildt sig selv ind, at striden mellem israelere og arabere er alle konflikters moder. Løses først denne konflikt, får den vestlige civilisation fred med islam, hvorfor Israel med sin vedvarende stædighed bliver selve hindringen for fred.
Den tredje væsentlige årsag er, at vi moderne europæere er groet ud af kristendommen, som fra barnsben har fået sagtmodighed, menneskekærlighed og tolerance indpodet i os. Sympatisk og efterstræbelsesværdigt, men jo også en farlig cocktail, når det drejer sig om totalitære regimenter som islamismen, nazismen og kommunismen. Ved mødet med den kyniske totalitarisme kommer det moderne Europa altid hjælpeløst for sent.
Og dermed er vi simpelthen ikke - selv så kort efter, at nazismen og kommunismen efter hårde opgør blotlagdes og afsløredes - i stand til klart at se, at opgøret med islamismen, dette civilisationens nye opgør, står og falder med Israel. Falder først Israel, er vejen til Europa åben og blotlagt.
2009
Politiken, 19. juni 2009
I de gode gamle dage...
For hundrede år siden assimilerede de jødiske indvandrere sig i det homogene danske samfund. Det bør tjene som forbillede for nutidens indvandrere.
Af Søren Espersen, MF for Dansk Folkeparti
MENS jeg for nogle år siden arbejdede med min bog, ' Israels Selvstændighedskrig og de danske frivillige', havde jeg en stor bunke private breve liggende - de breve, som de frivillige soldater havde sendt hjem til familien og bekendte i Danmark.
De fleste af disse frivillige var anden-eller tredjegenerationsindvandrere - børn eller børnebørn af ludfattige jødiske indvandrere, som i stort tal var kommet til Danmark fra Rusland, Ukraine, de baltiske lande samt Polen. Deres forældre eller bedsteforældre havde klumpet sig sammen dér, hvor der var billige boliger at få - og det var dengang i Københavns indre bys mest usle slumgader - Adelgade, Aabenraa, Borgergade, Prinsensgade, Landemærket - samt på Nørrebro.
Lejlighederne var gamle og forsømte, gårdene smalle og ildelugtende - og kun lidt lys nåede ind i 2. eller 3. baggård. De unge mennesker, som var produktet af disse elendige omgivelser, iagttog sabbatten og de jødiske helligdage; de overholdt stort set de jødiske spiseregler - kosherreglerne - om end de ikke var særlig flinke til at aflægge besøg i synagogen.
Som oftest var dagligsproget i deres hjem jiddisch.
En læge ved Rigshospitalet, som af og til kom i nærkontakt med disse elendige indvandrerfamilier, fortalte nogle år senere til forfatteren, Randerspræsten Paul Borchsenius, hvor overrasket han var over den utrolige fattigdom: »Børnene lå i kludebunker i stedet for i senge - som oftest loppebefængte. Det var gyseligt at opleve, hvor fattige mennesker kunne være. Overrasket var jeg da også ved nogle år senere at iagttage, hvor hurtigt de fleste af disse jøder arbejdede sig op. I løbet af ganske få år var mange af dem bedre stillet end de faglærte danske arbejdere«. Ja, det var bestemt overraskende for alle, hvor hurtigt disse arbejdsdrenge, håndværkslærlinge, skræddere, skomagere, hattemagere kom i gang med at kunne forsørge sig selv - og efter få år generelt havde fået sig etableret i et godt job eller måske med egen virksomhed.
Men først og fremmest var disse unge mennesker jo blevet danskere - og ikke mindst københavnere - og det med ' stort K'. Det første, der slog mig, da jeg begyndte at læse brevene, var, at hver og én af brevskriverne skrev et fint og formfuldendt dansk. Nydelig håndskrift! Uden stavefejl, stort set uden kommafejl. Og vi taler altså om unge, som allerhøjst havde gået i skole til 7. klasse.
Unge indvandrere, som for de flestes vedkommende var opvokset i usle lejligheder i anden eller tredje baggård på Nørrebro. Det var ikke sådan, at de havde glemt deres jødiske liv, for det fortsatte de skam med stor interesse. De oprettede snesevis af jødiske foreninger - håndværkerforeninger, sportsforeninger, ungdomsforeninger, sangforeninger og teaterforeninger, hvor de fandt sammen om deres jiddische sange og de traditioner, der var deres.
UD AF brevene fra de jødiske soldater hjem lyser dog en stor kærlighed til Danmark og det danske folk, som de selv var blevet en del af, og som de var stolte af at være en del af. Jovist kæmpede de i Israel, så det jødiske folk, som de også var en del af, kunne få en plet, hvor jøder ikke behøvede at blive forfulgt, men det gjaldt jo ikke dem selv i Danmark - den kamp tog de for deres trosfæller i alle de andre lande.
Selv skulle de hurtigst muligt hjem til Danmark igen og fortsætte deres danske - og deres jødiske - liv.
For disse indvandrere havde jo nemlig ladet sig assimilere! Tanken var ikke et sekund, at de skulle blive boende i deres elendige lejligheder i Indre By og på Nørrebro for dér at klumpe sig sammen med andre jøder; næh, så snart muligheden bød sig, var drømmen at få en lys, luftig villa med en lille have ude på Amager, i Valby, på Østerbro - eller måske ligefrem længere oppe ad Strandvejen.
Tanken var ej heller, at det danske samfund skulle ændre sig, således at det tilpassede sig de jødiske skikke og traditioner.
Var de som lærlinge så heldige at få en jødisk mester, kunne de jo slippe for at arbejde på sabbat, men var de sat i lære hos en kristen mester, ja, så arbejdede de selvfølgelig også om lørdagen, for sådan gjorde man altså dér.
Skoleeleverne på den jødiske skole, Carolineskolen, blev også hurtigt klar over, hvad dagens parole var - nemlig dansk, dansk og dansk! Man kunne jo godt sludre med kammeraterne på jiddisch på vej til skole, men i det øjeblik, man gik ind gennem skoleporten, slog man over i dansk. Det sørgede den jødiske gårdvagt for. Der vankede simpelthen lussinger, hvis der blev talt jiddisch på skolens område - frikvarter eller ej.
Forældrene gav deres unger nogle klare og utvetydige budskaber: Se at blive dansker! Tal dansk uden den fremmede accent, vi desværre ikke slipper for. Få dig en uddannelse eller et håndværk, så du kan komme frem i Danmark og blive en respekteret og agtet borger i det land, der nu er vores. Gør din far og mor ære. Gør det jødiske folk ære og gør Danmark ære.
Gør din pligt over for det danske samfund.
Spørg, hvad du kan gøre for dit nye fædreland. Kort sagt: Assimilér dig! AF DERES forældre blev de således stillet over for ubønhørlige, personlige krav. Og de stillede krav til sig selv. Til gengæld blev der ikke et sekund fra indvandrernes side stillet nogen som helst krav om, hvordan Danmark og det kristne danske folk skulle indrette sig på dem! Der blev på intet tidspunkt stillet krav om, at de danske folkeskoler skulle indføre modersmålsundervisning i jiddisch. Der blev ikke stillet krav om specielle foranstaltninger i forbindelse med skoleårets forløb.
Der blev ikke stillet krav om særlige indretninger på arbejdspladserne - eller at det omkringliggende samfund i institutionerne skulle spise kød, der var slagtet på en særlig måde. Der blev ikke stillet noget som helst krav om, at den kristne del af det danske folk skulle lære en hel masse om jødiske traditioner eller sætte sig ind i det jødiske lovsystem - så vi andre bedre ville kunne forstå de nytilkomne.
Det var således ikke Danmark, der havde en opgave, der skulle løses. Det var indvandrerne, der havde en opgave, der skulle løses! Skoleeleverne fik ikke bevilget fridage omkring de jødiske højtider, Pesach, Rosh Hashana og Jom Kippur. Samfundet følte sig ikke på noget tidspunkt kaldet til at oprette en hær af behandlere, indvandrerkonsulenter eller integrationsmedarbejdere med det formål at undervise danskerne i, hvordan de skulle te sig over for de nye.
For det var jo netop ikke Danmark, der havde en opgave.
Det var indvandrerne, der havde en opgave! Assimilation er egentlig oprindeligt et medicinsk udtryk, som betyder ' at gøre lig med' eller at ' optage' eller at ' indoptage'.
Det handler i det medicinske sprog om næringsstoffernes optagelse og omdannelse til at blive en del af organismen.
Organismen har brug for næringsstoffer.
Men det er værd at bemærke, at det er næringsstofferne, der skal optages i organismen - ikke omvendt! I vore dages udlændingedebat er assimilation blevet noget nær et fyord. Og jeg har egentlig aldrig forstået hvorfor. For det er jo netop en assimilation, vi i fredens, sikkerhedens og fordragelighedens navn bør forlange af de fremmede, som her 100 år senere end den store jødiske indvandring begyndte at strømme ind i landet.
TIL FØRSTE-, anden-, tredje-og snart fjerdegenerations indvandrere vil jeg sige: I skal være velkomne i Danmark. Men jeg har denne klare besked til jer: Assimilér jer - eller find et andet land! Stat, kommune samt i hundredvis af behandlende skønånder har i årevis kappedes om med lavpandede, floromvundne floskler at virke mest selvudslettende, underdanige, menneskekærlige og omsorgsfulde.
Dog ikke i forhold til det danske folk, men i forhold til alle de andre folkeslag i verden. Frem for at stille krav om assimilering. Det naturlige krav, som kun få af nutidens indvandrere desværre stiller til deres egne børn. Mange opfordrer derimod det direkte modsatte.
I de allerseneste år er man fra myndighedernes side så småt begyndt at sadle om - og netop at stille krav. Det er ikke nogen let omstilling for et embedsmandsværk, som siden 1983 har været hjernevasket til at arbejde for, at det er det danske folk, der skal ændre sig - frem for de fremmede.
Men tænk, at det skulle tage så mange år, før det selvfølgelige blev indlysende.
Tænk på alt det, landet kunne have undgået.
Tænk, hvor meget Danmark og det danske folk kunne være sparet for! Og selv om Dansk Folkeparti i hvert fald ikke et sekund kan lastes for den situation, landet står i, er det alligevel os, der sammen med regeringen skal rydde op. Vi er i fuld gang. Men vi er først lige begyndt. Opgaven, vi har påtaget os, er at normalisere forholdene i Danmark. At normalisere.. Det lyder da ikke særlig ekstremt - næh... Men det er værd at understrege, at det er det normale, vi er på vej tilbage til, når det gælder udlændingepolitikken i dette land. Det er det unormale - det abnorme - kaos - der har været gældende herhjemme siden den katastrofale udlændingelov i 1983. Det, der nu er i gang, er altså, at Danmark er ved at blive normaliseret.
Normalisering er at sige farvel til det forskruede. Normalisering er at vende ekstremismen ryggen. Normalisering er at holde op med at leve i en fantasiverden.
Normalisering er igen at få begge ben ned på jorden. Efter 25 års unormalitet - abnormitet - er Danmark igen så småt ved at finde sine ben.
Når man efter 25 år genfinder sine ben og begynder at mærke, at de kan bære, følger også en hel masse psykiske bivirkninger af positiv karakter. Det væsentligste er, at man får en bunke selvtillid. Man finder ud af, at man ikke har noget at være flov over.
Man finder ud af, at man er lige så dygtig, kærlig og god som andre, der hævder, de er det. Man finder ud af, at folk lytter til det, man siger.
Og så finder man ud af, at man rent faktisk har en masse at bidrage med, materielt og åndeligt - ikke alene i sin nærmeste omgangskreds, men i et meget større forum. Man bliver med ét i stand til at gribe dagen. Til at sætte dagsordenen. Til at være der, hvor det sner. Og vi danskere bliver stolte og glade, når vi er dér!.
Jeg glæder mig, når jeg oplever Danmark i front på den internationale scene.
For vi har fået selvtillid - Danmark har fået selvtillid. Når vi bliver truet og angrebet af mørkemænd, er det jo af den ene grund, at de ikke kan tåle vores frihed.
Hvis vi var i lænker eller lå på knæ, var der jo ingen, der ville gide true os. Lige så forhadt vi er i mørkemændenes lande - lige så elskede og beundrede er vi i den frie verden. Tænk, hvis det var omvendt...! MIMI Jacobsen talte i sin tid ustandselig om at »eksportere danske værdier« - og Poul Nyrup Rasmussen talte hele tiden om Danmark som foregangsland. Begge dele er nu lykkedes! Men nu er de to jo også væk fra politik... Lad os bare sige, at der i disse år er ekstra grunde til at være stolte over at være danskere. Lad os bare ranke ryggen og erkende, at vort lille land nu er foregangsland i Europa.
Jyllands-Posten, 31. maj 2009
Forholdet til islam styres af frygt
Af ren og skær frygt har vi givet islam en særstatus i forhold til andre religioner.
Af SØREN ESPERSEN folketingsmedlem (DF)
Forleden var jeg inviteret til en PETkonference, som skulle handle om dialog, ekstremisme, terrorisme og ytringsfrihed. PET's chef, Jakob Scharf, holdt sin tale, som drejede sig om, hvordan vi med vor retorik ikke skulle drive muslimer ud i det ekstreme.
Jeg spekulerede på, at når konferencen netop blev arrangeret af landets sikkerhedstjeneste, er årsagen, at vort forhold til islam nu beklageligvis alene styres af frygt.
For hvis dette blot var en almindelig etisk, dialogsøgende, filosofisk diskussion om forholdet mellem religioner, ville konferencen naturligt være blevet arrangeret af et filosofisk/teologisk fakultet.
Men det er altså PET, som nu - med en anbefaling af, at vi indfører en slags "newspeak" - tager sig af retorikken. Det gør man, fordi Scharf har fundet ud af, at hvis vi i den vestlige verden vil undgå, at islamister sprænger os i stykker, bør vi tale, skrive og tegne pænt om islam og alle dens profeter.
Thorsen sårede mange kristne
Det er værd at bemærke, at dette udelukkende er en diskussion om forholdet til islam. Således erindrer jeg ikke, at PET i sin tid arrangerede dialogkonferencer for at blødgøre fortvivlede kristne, som følte sig såret over Jens Jørgen Thorsens maleri af Jesus med erigeret lem. Og hvorfor dette ikke skete? Ja, årsagen er jo den enkle, at disse fortvivlede kristne netop ikke fór frem med trusler.
Jeg husker min søde fars reaktion, da han med sorg havde set maleriet i Aalborg: Far satte sig om aftenen til at skrive et venligt forfattet brev til Thorsen, hvori han protesterede mod maleriet - og fik nogle dage senere et lige så pænt svar med en forklaring.
Ja, sådan reagerer dannede mennesker i en fri, demokratisk, vestlig verden. Her behøvedes ingen sikkerhedskonferencer, og Thorsen kunne resten af sine dage gå frit omkring uden sikkerhedsvagter.
Da Wilders blev forhindret i at rejse til England, skete det ikke, fordi man frygtede, at Wilders med kølle ville begynde at smadre London og slå løs på pæne folk med bowlerhat, men fordi det muslimske medlem af House of Lords, Lord Ahmed, havde truet med, at såfremt Wilders kom ind i landet, ville han sørge for, at der ville stå 10.000 rasende muslimer foran Westminster for at modtage Wilders - og så var det ikke godt at vide, hvordan det ville gå alle de pæne folk med bowlerhat.
Tingene vendt på hovedet
Den britiske regering vendte altså tingene på hovedet: Den straffede den pæne mand, som aldrig havde krøllet et ben på en flue, og den belønnede bøllen, der truede med vold og hærværk. Her er virkelig brug for "newspeak".
»Efter mordet på van Gogh slog det mig, at jeg ikke turde pisse på Koranen for åben skærm. Det gjorde mig utroligt vred. Jeg kan ikke se, hvilken scene det skulle indgå i, men tanken om, at jeg ikke turde, slog mig en lille smule ud.« Sådan er skuespilleren Frank Hvam citeret for at sige. Og citatet er jo modigt selverkendende: At pisse på Bibelen er en omkostningsfri happening; at pisse på Koranen er en dødsdom.
Derfor er det PET, som tager sig af den frie verdens retorik og kunstneriske udfoldelser, når det kommer til dialogen med den muslimske verden, mens dialog med andre religioner trives i normale filosofiske, kunstneriske og intellektuelle sammenhænge.
Og således har vi af ren og skær frygt givet islam en særstatus.
Den frygtsomme Jakob Scharf minder om udenrigsminister P.
Munch, som i forbindelse med sine møder med pressen i 1930' erne om ikke at udfordre nazismen, sagde: »Er det et strengt krav at skulle tie og tåle, så ville det dog være endnu tungere at bære ansvaret for en udfordring til faren.« Om der er noget nyt under Solen? Næh.
Berlingske Tidende, 28. april 2009
Islam og demokrati er uforenelige
»Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.«
Søren Espersen svarer på Naser Khaders Erasmus Montanus-argumentation.
Af SØREN ESPERSEN, MF ( DF)
Ja, der er i millionvis af demokratisk indstillede muslimer! Og, ja, man kan sagtens have de allerfineste demokratiske idealer, hvis man er muslim! Så tror jeg egentlig, det er slået fast.
Men jeg vil så nu bede Naser Khader om at gnide øjnene, rense ørerne, skubbe sine fordomme om Dansk Folkeparti og min person til side - for så hører han bedre det, jeg nu siger. Ja, der er måske så ligefrem en mulighed for, at også han vil kunne forstå det. Indtil nu har han i hvert fald ikke fattet noget af, hvad jeg har sagt, når jeg på PET-konferencen fremholdt islam som uforenelig med demokrati.
I stedet prøver han i Berlingske Tidende, lørdag den 25. april, at lege Erasmus Montanus ved at sige: Søren Espersen siger, at demokrati og islam er uforenelige, Talebans leder, Muslim Khan, siger, at demokrati og islam er uforenelige - ergo er Søren Espersen lig med Muslim Khan.
For nogle år siden ville jeg, når talen faldt på islam og islamisme, sætte en uoverskridelig mur mellem begreberne: at islam var en religion på linje med jødedom og kristendom; at der netop var tale om en tro. Og - på den anden side - at islamisme var en politisk bevægelse med sharia som arbejdsprogram.
Islamismen var det således legalt at tale midt imod og bekæmpe, mens angreb på islam var utidigt - for det var jo netop folks tro, man så krænkede.
Men det er dag for dag blevet vanskeligere for mig at argumentere for den »uoverskridelige mur«. Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.
Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. For Karen Blixen, som kendte islam, var der heller ingen skelnen. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam, han advarede imod som et problem for demokratiet og friheden.
Det demokratiske problem er således ikke »muslimer«. Demokratiets problem er derimod islam. For det forholder sig jo således, at i det øjeblik et land - eksempelvis ved et demokratisk valg - får et muslimsk flertal, er det farvel til demokratiet.
Det har man oplevet i forbindelse med Tunesien, med Algier - og det har man gang på gang oplevet i Tyrkiet, hvor kun en stærk hær, indtil nu i hvert fald, har forhindret sharia-ulykken.
SITUATIONEN I DAG BEVISER min påstand om, at demokrati og islam er uforenelige størrelser: Ikke ét eneste af verdens godt 50 lande med muslimsk flertal har demokrati - langt de fleste af disse lande er derimod bestialske diktaturer.
Er dette blot en mærkelig tilfældighed, Naser Khader? Eller kunne det måske teoretisk være noget i islams natur, der strider mod demokrati? Et eksempel: I Nigeria er islam på fremmarch, og så hurtigt som om et par årtier vil Nigeria have muslimsk flertal.
Denne fremmarch, hvor man i il-tempo vinder sjæle, drømmer ingen om at betegne islamisme. Nej, her hedder det sig, at flere og flere bliver så klar over, at Muhammeds lære er den rigtige, at de konverterer. Ja, vel konverterer de.
Men var det alene en religiøs vækkelse og en tro, hvorfor skulle man så, i takt med at folk konverterer til islam, ændre samfundets love og regler? Hvorfor skal strafferetten ændres? Hvorfor skal forfatningen ændres? Hvis det bare handlede om tro, hvorfor skulle så Nigerias britisk-inspirerede demokrati sparkes væk for at afløses af sharia? Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisninger på alle livets forhold - herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik - medmindre man da vil optræde kættersk - nødvendigvis må afskaffe demokratiet.
Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik? »NÅR SOMALIERNE STÅR OVER FOR vejrkatastrofer, samles de alle og beder. Naturkastrofer er et tegn fra Allah for at straffe menneskene, fordi de ikke opfører sig ordentligt på jorden. Men hollænderne bebrejdede deres regering for ikke at have vedligeholdt digerne ordentligt - og gik så straks i gang med at udbedre digerne. Det lod ikke til, at der var nogen, der bad.« Citatet er fra Ayaan Hirsi Alis bog »Opbrud og Oprør«, hvor hun beskriver sit opgør med islam - ved netop at sammenligne det velstående, tolerante, ordentlige og velorganiserede Holland, hun kom til, med det elendige, tilbagestående land, Somalia, hun havde forladt.
Ayaan havde gradvist sværere ved at forklare, hvordan det kunne være, at de lande, hvor alle tilbad Allah og underkastede sig Allah, og uden at stille spørgsmål levede efter islamiske forskrifter, på alle måder var så aldeles miserable, mens lande som Holland, der ikke underkastede sig noget som helst, og følgelig måtte være udsat for Allahs vrede, var så fremgangsrige og velorganiserede - og så tolerante. Hun kunne forklare, at et menneskeskabt system var så meget mere stabilt, demokratisk, fredeligt og godt end det system, som var udtænkt af Allah.
DET FORFÆRDELIGE TRAUME ER, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden.
Islam vil have Paradis indført her og nu.
Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på. Når den muslimske verden er så tilbagestående og udemokratisk, skyldes det, at det er lykkedes for islam at fastholde befolkningerne i uvidenhed. Man lærer, at alt er dikteret af Allah, at alt er skæbnebestemt, og initiativ dermed ligegyldig. Den arabiske verden vil forblive fattig og tilbagestående, medmindre islam mister sit tag. Man kan ynke de mange afrikanske og asiatiske lande, hvor islam marcherer. Den skæbne, der venter dem, når det muslimske flertal er sikret, er et mareridt.
Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam marcherer.
Godt 50 lande er allerede faldet til islam. Ikke ét er demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud?.
Kristeligt Dagblad, 25. februar 2009
Engelsk politisk korrekthed. Ville Churchill mon blive lukket ind i landet i dag?
Af Søren Espersen
VILLE SIR WINSTON Churchill mon være blevet afvist i lufthavnen af premierminister Gordon Brown og de britiske myndigheder, hvis Churchill i dag havde været så skamløs at citere sig selv for at have skrevet følgende:
"Hvor grusomme er ikke de forbandelser, som muhamedanismen påtvinger sine tilhængere. Dels er dette fanatiske vanvid lige så farligt for et menneske som rabies er for en hund, dels er der denne rædselsslagne, skæbnebestemte dorskhed.
Resultatet skinner tydeligt igennem i mange lande. Mangel på forudseenhed, sjuskede landbrugssystemer, træge handelsmetoder og usikkerhed omkring ejendomsret - dét er tilstanden overalt, hvor profetens tilhængere regerer eller lever.
En nedværdigende sensualitet berøver livet dets ynde og finhed - og det kommende liv dets værdighed og hellighed. Det faktum, at i muhammedansk lov må enhver kvinde tilhøre en eller anden mand som hans absolutte ejendom - enten som datter, hustru eller elskerinde må jo nødvendigvis forhindre ophævelsen af slaveriet, indtil det øjeblik, hvor den islamiske tro ikke længere har magt mellem mennesker.
Den enkelte muslim kan sagtens udvise glimrende egenskaber, men islams religiøse indflydelse lammer den sociale udvikling i forhold til de mennesker, som bekender sig til troen. Der findes i det hele taget ingen stærkere bagstræberisk bevægelse i verden, men det er en bevægelse, som er langt fra at være hendøende, tværtimod er muhammedanismen en aggressiv og militant tro, som stadig hverver nye tilhængere.
Den har allerede spredt sig ud over det centrale Afrika, og er, for hvert skridt den tager, i stand til at hverve nye, frygtløse krigere. Og var det ikke fordi den kristne verden er godt beskyttet af videnskabens stærke arme - dén videnskab, som den selv engang forgæves kæmpede imod , så ville Europas moderne civilisation falde som det gamle Roms civilisation faldt."
(Fra Winston Churchill: "The River War", 1899)
Jyllands-Posten, 2. februar 2009
En uhyggelig tendens
Af Søren Espersen folketingsmedlem (DF)
»Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede.« Sådan står der i grundlovens § 79, hvilket som oftest betegnes som retten til at demonstrere.
Denne ret til at demonstrere har vi således stadig. Men det er min påstand, at der i dag kun er tale om en ideel ret. Reelt har vi i Danmark tabt retten til at demonstrere. I hvert fald hvis man er ubevæbnet og mener det modsatte af de grupper, som i dag har tiltaget sig den reelle magt over gaderne - de arabiske-autonome grupper.
Såvel Mussolini som Hitler havde forstået, at den vigtigste fase i magtovertagelse fra et demokratisk system netop måtte foregå på gaderne. Det kunne ske sideløbende med officielt at bekende sig til samfundets demokratiske spilleregler - for Hitlers vedkommende ved fromt ved valgene at opstille som oftest nydelige kandidater uden blod og snavs på hænderne.
Og Hitler sørgede ved de store hærværksoptøjer i 1920'erne altid for dybt at beklage, at »enkelte ustyrlige elementer« havde forløbet sig i den ellers fredelige og rolige demonstration, og at der straks ville blive indledt en undersøgelse for at finde frem til de formastelige. Han fandt dem selvfølgelig aldrig.
Mussolinis og Hitlers bagtanke ved at iscenesætte de vilde og voldelige optøjer var at vinde kampen om gaderne. At skabe så tilpas megen frygt hos borgere, borgergrupper eller partier, som var demokratisk indstillede, at disse ikke længere turde gå på gaden for at demonstrere.
For farligt at samles
Disse demokratisk indstillede mennesker havde nok lyst til at vise, at der var andre opfattelser af tingene; men at gå frem i samlet trop med bannere, det var simpelt hen for farligt. Politistyrkerne i Berlin og andre storbyer ville nok gøre deres bedste for at prøve at undgå, at nogen kom til skade, men over for de stadigt større nazistiske moddemonstrationer blev det snart en umulighed.
De seneste års begivenheder viser, at der i Danmarks - og Sveriges - storbyer i dag kun er demonstrationsret for de mennesker, som nærer ønske om at slås - og som har våben med. For fredelige og sagtmodige, ubevæbnede demonstranter er der ikke længere nogen ret.
I ugevis siden nytår har talstærke arabiske-autonome demonstrationer bølget igennem byerne - under perverse slagord som "Død over jøderne". Det er i øvrigt uappetitligt kun 60 år efter Holocaust igen at måtte høre disse nazistiske råb i vore gader.
Tillader kun egne synspunkter
Men når så nogen vil gøre opmærksom på et andet synspunkt, må de eskorteres i sikkerhed af politiet, for de arabiske-autonome tillader ingen andre synspunkter i gaderne end deres egne. Mange hundrede af Israels sympatisører blev i øvrigt hjemme. De var med rette skræmte over det, der måtte vente dem i Københavns gader.
Såvel fra de autonome som fra de arabiske gruppers pæne politiske bagland lyder der altid beklagelse, når enkelte ustyrlige elementer fra deres kreds har forløbet sig.
Og det pæne bagland forsikrer altid, at man bare ønsker en fredelig og rolig demonstration.
Da horderne og bøllerne fik skræmt de sagtmodige og ubevæbnede væk fra gaderne i München, Berlin og Hamborg dengang i 1920'erne og 1930'erne, var det første fase i deres magtovertagelse - og forbi med folkestyre og demokrati. Det er så uendeligt trist at se historien gentage sig.
2008
Egon Clausens naive myter
Jyllands-Posten, 07.01.2008, 1. sektion, Side 10
Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)
Myterne i udlændingedebatten er sejlivede. En af de mest seje er, at Danmark altid har været et indvandrerland. En myte, som Egon Clausen bliver ved med at gentage (JP 30/12 2007), hvor han for 119. gang fortæller om roepolakker, jøder, hollændere, kartoffeltyskere og huguenotter.
Ja, sangen er velkendt. Den er i 25 år som fast rutine blevet sunget af godhedsindustrien og indvandringsmafiaen hver gang, der sattes spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lade Danmark løbe over ende.
Jo, vel er der gennem tiderne kommet fremmede mennesker til Danmark; men det er sket i et så begrænset antal, at de har kunnet opsluges på fornuftig og rimelig måde i den danske kultur og i det danske samfund generelt.
Men lad os se på tallene for Danmarks indvandring op til 1983, hvor den nye udlændingelov vendte op og ned på alting og åbnede dørene for masseindvandring.
Jøderne: I løbet af 373 år med jødisk indvandring indvandrede cirka 7.000 jøder i Danmark - svarende til en årlig indvandring på 19 personer.
Polakkerne: I perioden fra 1893 til 1930 - altså over 37 år - rejste 91.133 polakker ind i Danmark. Heraf var 95 procent sæsonarbejdere og forsvandt igen efter endt arbejde. Eksempelvis blev indrejste i året 1914 14.452, men kun 1.442 blev vinteren over. Facit er, at på 102 år indvandrede cirka 5.000 polakker i Danmark - svarende til en årlig indvandring på 49 personer.
Hollændere: I alt indvandrede cirka 800 hollændere til Danmark. De kom for 400 år siden - svarende til en årlig indvandring på 1,5 personer.
Huguenotter: Et andet navn for reformerte franskmænd. 500 af dem endte for 435 år siden i Danmark - svarende til en årlig indvandring på 1,1 personer.
Tatere og sigøjnere: De første kom til Danmark omkring år 1500. Talmæssigt er det umuligt at sige, om 100 eller måske 500 i løbet af disse 495 år fik endeligt ophold i Danmark.
På den baggrund er det ikke underligt, at historikeren Georg Nellemann i 1965 i sin afhandling for Nationalmuseet "Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere" i forordet noterede:
»Danmark har ikke haft mange minoriteter eller indvandrere, følgelig har vi heller ingen tradition herhjemme for forskning i sådanne befolkningsgrupper.«
Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en anerkendt historiker, set i lyset af de seneste 25 års myter om, at Danmark altid har været et indvandrerland.
2007
Sylen: Koran-Dope
Ekstra Bladet, 22.09.2007, bagsiden
Af Søren Espersen, MF
FORLEDEN under en flyrejse sad jeg og bladrede i et magasin og faldt over en artikel om fængslede islamiske terrorister rundt om i verden – bl.a. dem i Guantanamo.
De stillede ikke store materielle krav til tilværelsen, fortalte artiklen. Generelt var fangerne asketer, de sørgede under fængselsopholdet hele tiden for at holde sig selv i gang fysisk – de dyrkede ustandselig vægtløftning, situps og pushups, og kunne de indimellem komme til at løbe lidt omkring, jamen, så var det bare lykken...
FÆLLES for dem alle, da de ved indsættelsen blev forespurgt om særlige behov, var, at de uden tøven svarede: Koranen!
Og skulle det da egentlig ikke bare mangle, om disse troende mænd ikke i deres eneceller skulle have deres hellige bog med, tænkte jeg. Skulle enhver ikke som en menneskeret have lov til at fordybe sig i sin tro og i sin tros grundlag? Der findes vel ikke den fængselsinspektør, der ville nægte en fange denne sparsomme luksus – hvad enten nu det var Bibelen, Toraen eller Koranen. Det skulle da bare lige mangle..!
MEN HVAD nu, hvis en fange havde begået sine forbrydelser, fordi han var dopet og hjernevasket – og hvad nu, hvis selve substansen af fangens dope var hans hellige bog? Hvad nu, hvis det netop var hans intense studier af Koranen, der havde sendt ham på jihad – burde man så måske overveje at tage hans Koran-dope fra ham? Gør man ikke en narkoman en bjørnetjeneste ved at forsyne ham med hans foretrukne dope?
FRA ÅR tilbage husker jeg historier om unge, der af sekter var blevet religiøst dopede – og om hvordan, de af behjertede mennesker blev af-dopet og bragt tilbage til et ordentligt menneskeliv. Sådant et ordentligt liv kunne man også godt unde de Koran-dopede, og man kunne starte førstehjælpen ved at tage bogen fra dem og give dem noget andet at læse i...
Sylen: Islamiske Kloge-Åger
Ekstra Bladet, 21.09.2007, bagsiden
Af Søren Espersen (MF)
Det er blevet almindeligt at inddrage herboende imamer i alverdens ting – at spørge dem til råds.
Når indvandrerbander hærger skolebørn og pensionister, når der er terrortrusler i farvandet, når ARLA og Dansk Industri skal fedte for araberne, når slemme danskere kommer til at tegne Muhammed under grillfesten – ja, bare det lugter det mindste af islam, så skal disse langskæggede middelaldergespenster partout hidkaldes for at spille Kloge-Åger og komme med vise råd.
Det var statsministeren, der begyndte uvæsenet med at indkalde imamer som rådgivere. Det var dengang, de nede i de varme lande rendte rundt og satte ild på Dannebrog og ambassaderne.
Med pomp og pragt blev imamerne dengang modtaget på Marienborg. Husker De Hamid el-Moustis imposante, kommunistrøde fez? Ja, jeg glemmer i al fald ikke det ubetaleligt kostelige syn... Og hvem husker ikke den opblæste Mohammed Mehdi Khademi, der som en anden hane spankulerede ud og med verdensmands-mine kundgjorde: ’Jeg bad statsministeren om at forbyde medierne at bringe artikler, der sviner muslimer til og nedgør dem.’
I dag er sætningen i al sin prangende, storskrydende enfoldighed og intellektuelle ubehjælpsomhed gået over i danmarkshistorien som bevingede ord.
Men statsministerens letsindige leg med imamer betød, at også andre røg på limpinden: Politiet, kommunerne, biskopperne, integrationsmyndighederne – i dag er det blevet god tone at spørge imamerne til råds.
Men forestiller man sig virkelig, at man i bekæmpelsen af islams skadevirkninger vil kunne alliere sig med de imamer, hvis religiøse og politiske hovedopgave det er at fremme islam? Det er lige så dumt som at indkalde Jonni Hansen som konsulent til bekæmpelse af nazismen.
Sylen: Stenings-Pedersen
Ekstra Bladet, 19.09.2007, bagsiden
Af Søren Espersen, MF
OM END landsbyen Rodskov på Djursland af størrelse er uanseelig, har den dog to gange i historien ladet høre fra sig.
Første gang, da Niels K. Kristensen lod sin herlige roman fra Treårskrigen, ’Rasmus fra Rodskov’ udspille sig her – og hvor vi dog elskede den knægt!
Rodskovs anden store stund var, da Reino Arild Pedersen lod sig føde i en pæn, kristen seng. I dag er han kendt under sit påtagede navn, Abdul Wahid Pedersen. Det besværlige Reino Arild smøg han af sig under en ørkenvandring.
I dag er Reino Arild blevet en stor mand. Om ikke i Rodskov, så dog i hvert fald i det københavnske parnas. Som guddommelig åndelig vejleder udtaler han sig om både stort og småt. Men hvordan nåede han nu de højder?
Jo, nogle år efter konfirmationen kunne Reino slet ikke få hold på sig selv; han fik guitar, fik globale syner og begyndte at sværme, og snart var ikke kun Rodskov, men også Europa blevet for lille. Reino måtte ud og tumlede med sin guitar rundt mellem sekter og kulter, inden han som hindu-pilgrim satte kurs ud til det fjerne Østen, hvor han daskede rundt fra tempel til tempel i sin higen efter verdensfreden. Efter fire år slentrede han om ad Arabien, hvor såvel fred som frelse ventede.
Nu kastede han både Reino Arild og guitar væk, og gjorde sig rede til at kaste med sten. For i islam ér der jo grænser for, hvad man behøver finde sig i! Eksempelvis at ugifte kvinder og mænd dyrker munter lagengymnastik. Fy-fy-skamme, og så frem med stenene!
Stenings-Pedersen har dog lovet, at der ikke bliver stenet, før vi alle sammen bor i et ægte islamisk land. Det er pænt af ham, for så bliver det nok ikke i min levetid. Til gengæld er jeg jo blevet noget urolig for, hvad Pedersen og Muhammed går og forbereder med hensyn til mine døtre og deres piger ...
Kronik: Hvor islam går frem, breder ørkenen sig
Jyllands-Posten, 26.06.2007, Side 9
Af Søren Espersen, Folketingsmedlem For Dansk Folkeparti
For nogle år siden ville jeg, når talen faldt på islam og islamisme, pr. automatik og helt overbevist om argumentets rigtighed, sætte en uoverskridelig mur imellem begreberne: At islam var en stor verdensreligion på linje med jødedom og kristendom; at der netop var tale om en tro. Og – på den anden side - at islamisme var en politisk bevægelse med sharia som arbejdsprogram. Islamismen var det således legalt at tale midt imod og bekæmpe, mens angreb på islam var utidigt – for det var jo netop folks tro, man så krænkede.
Jeg er så småt ved at ændre opfattelse! Det bliver dag for dag vanskeligere for mig at argumentere for den ”uoverskridelige mur”. Jo mere jeg beskæftiger mig med problematikken, jo mindre mening giver det for mig at adskille islam og islamisme. Mere og mere bliver det meningsløst for mig fortsat at hævde forskellen.
Forfatteren Ayaan Hirsi Ali skelner ikke. I sin nyeste bog skriver hun ligeud, at den 11. septembers massemordere var islams krigere, og at deres gerning var islam i sin rendyrkede form. For Karen Blixen , som kendte islam , var der heller ingen skelnen. Det var selve religionen islam , hun sidestillede med nazismen – hvilket senere blev gentaget af forfatteren Henrik Norbrandt. Og for nobelpristageren og statsmanden Winston Churchill var det islam , han advarede imod.
Lad mig fremdrage nogle eksempler på, hvorfor ”muren” også for mig smuldrer. Tag først Enhedslistens nye folketingskandidat, Asmaa Abdol-Hamid. Hun skildrer sig selv som en dansker, som bare tror på Allah. Den samme sang lyder fra imamerne. Men hvis vi nu forudsatte, at islam bare var en tro – og ikke politik, hvorfor opfordrer imamerne så til, at alle deres trosfæller bør stemme på Enhedslisten? Er det mon fordi, de alle sammen på en og samme dag – er blevet venstresocialister og kommunister? Eller er forklaringen, at Asmaa er muslim?
Naturligvis er den sidste forklaring den rigtige. Jeg tror da ikke på, at de forsamlede imamer lige på én gang, uafhængigt af hinanden, har fundet ud af, at Enhedslistens arbejdsprogram med fri abort, lesbiske ægteskaber og andet godt pludselig er blevet deres politik. Nej, de er ligeglade med, hvilket parti, Asmaa tilsluttede sig. Havde hun valgt de konservative, ville imamerne have opfordret til, at man stemte konservativt. Og jeg spørger: Var islam i dette tilfælde religion – eller politik?
Et andet eksempel: I Nigeria er islam på fremmarch, og så hurtigt som om et par årtier, vil Nigeria have muslimsk flertal. Denne fremmarch, hvor man i iltempo vinder sjæle, drømme ingen om at betegne islamisme. Nej, her hedder det sig, at flere og flere så klar over, at Muhammeds lære er den rigtige – så de konverterer.
Ja, vel konverterer de. Men var det alene en religiøs vækkelse og en tro, hvorfor skulle man så, i takt med at folk konverterer til islam , ændre samfundets love og regler? Hvorfor skal strafferetten ændres? Hvorfor skal forfatningen ændres? Hvis det bare handlede om tro, hvorfor skulle så Nigerias britisk-inspirerede demokrati sparkes væk for at afløses af sharia?
Sagen er jo, at det her ikke handler om tro. Det handler om, at islam indeholder anvisning på alle livets forhold – herunder samfundets indretning. Det handler om, at demokrati ikke kan eksistere, fordi formen strider mod Mohammeds lære. Det vil sige, at et islamisk flertal pr. automatik, med mindre man da vil optræde kættersk – nødvendigvis må afskaffe demokratiet.
Og jeg spørger igen: Er islam religion, eller er islam politik?
»Når somalierne står overfor vejrkatastrofer, samles de alle og beder. Naturkastrofer er et tegn fra Allah for at straffe menneskene, fordi de ikke opfører sig ordentligt på jorden. Men hollænderne bebrejdede deres regering for ikke at have vedligeholdt digerne ordentligt – og gik så straks i gang med at udbedre digerne. Det lod ikke til, at der var nogen, der bad.«
Citatet er fra Ayaan Hirsi Alis bog, ”Opbrud og Oprør”, hvor hun beskriver sit opgør med islam – ved netop at sammenligne det velstående, tolerante, ordentlige og velorganiserede Holland, hun kom til, med det elendige, tilbagestående land, Somalia, hun havde forladt.
Ayaan havde gradvist sværere ved at forklare, hvordan det kunne være, at de lande, hvor alle tilbad Allah og underkastede sig Allah, og uden at stille spørgsmål levede efter islamiske forskrifter, på alle måder var så aldeles miserable, mens Holland, som ikke underkastede sig noget som helst, og følgelig måtte være udsat for Allahs vrede, var så fremgangsrige og velorganiserede – og så tolerante.
Hun kunne forklare, at et menneskeskabt system var så meget mere stabilt, fredeligt og godt end det system, som var udtænkt af Allah.
Det er ofte sagt, at vi danskere burde lære noget mere om islam – så vil integrationen af muslimer gå bedre. Det lykkedes mig at tage studentereksamen i 1973, uden at jeg i mit skoleforløb havde fået kendskab til islam . Det var ikke fordi, jeg ikke hørte efter. Sagen var, at ingen af mine lærere havde følt nogen anledning til at undervise i denne fjerne religion.
Da jeg så, i takt med at der kom muslimer til landet, begyndte at tænke på sagen, omfattede jeg i min bevidsthed islam med den allerstørste respekt, positivisme og tolerance. Det gør jeg altså ikke mere. Og det underlige er, at jo mere jeg med årene er kommet til at kende islam , desto mere vrangvillig og negativ er jeg blevet.
For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om, hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves, men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller kun underkastelse
Det forfærdelige traume er, at islam ikke kan vente med Paradis til efter døden. Islam vil have Paradis indført her og nu. Og når man har det mål for et samfunds indretning, ender det med tyranni. Det kender historien smertelige eksempler på.
Forleden lavede et institut en undersøgelse af danskernes forhold til islam . Det viser sig, at de negative holdninger overfor islam efter Muhammed-krisen er stærkt stigende, og at tilliden til islam i almindelighed er faldende. Det er ikke overraskende, at det forholder sig således. Det giver god mening.
For det skulle da bare mangle, at den hetz, som dengang blev rettet mod Danmark, ikke ville have nogen effekt på den måde, hvorpå vi opfatter islam .
Vi havde jo tidligere haft bange anelser: Den måde, hvorpå islam havde opført sig i forbindelse med kunstnere som Rushdie, Aayan Hirsi Ali og van Gogh havde nok sendt overraskelse ind over den vestlige civilisation, men danskerne generelt opfattede først rigtigt, hvor galt det er fat med islam , da det var Danmark det vulgære og urimelige had gik rettedes mod.
Og islams reaktion på tegningerne: Vold. Og det er bemærkelsesværdigt, at hver gang islam anklages for at være voldelig, er der straks masser af islams tilhængere, der løber ud i gaderne og forøver vold – i protest mod den frække påstand...
Enhver teologisk debat , som rummer kritik af islam , ethvert kunstnerisk tiltag, som udstiller profeten, enhver politisk ytring, som imødegår islam , vil kunne udløse skrigeriet, prygleriet og smadreriet.
Det er, set i det lys, ikke underligt, at de arabisk-islamiske lande ikke på nogen måde har kunnet bidrage til civilisationen – dér sker intet! Hvor er de nyeste arabisk-islamiske landvindinger inden for bygningskunst, humanistisk tænkning, filosofi, skulptur, litteratur, videnskab, teknologi? De er ikke eksisterende.
I de 20 lande i Den Arabiske Liga sker der intet. Produktionen er ikke vokset de sidste 30 år – faktisk er produktionen faldet. Bare lige for at sætte det i relief: Spanien alene har et større bruttonationalprodukt end samtlige arabiske stater tilsammen.
I et land som Saudi-Arabien bliver de astronomiske olieindtægter aldrig investeret i forsknings-, uddannelses- eller udviklingsprojekter, men anvendes alene til fysiske størrelser – ikke mindst militært udstyr, indkøbt i Vesten. Det samme gælder i de andre arabiske lande. Løb Saudi Arabien tør for olie, ville landet blive et af verdens fattigste og mest forarmede lande.
Den personlige frihed er begrænset. Styreformerne er islamiske diktaturer med censur – bøger er ofte bandlyste. Oversættelser finder stort set ikke sted. Igen til Spanien: Der oversættes ligeså mange bøger til spansk på et år, som der har været oversat til arabisk i de sidste 1.000 år.
De unge arabere har ingen job- og uddannelsesmuligheder, og alle drømmer om en fremtid i et europæisk land. Men ved ankomsten hertil, medbringer man – utroligt nok – islam , netop det regime, der bærer skylden for den manglende udvikling.
Når den arabiske verden er så tilbagestående, skyldes det, at det er lykkedes for islam at fastholde befolkningerne i uvidenhed. Man lærer, at alt er dikteret af Allah, at alt er skæbnebestemt, og initiativ dermed ligegyldig.
Den arabiske verden vil forblive fattig og tilbagestående, med mindre islam mister sit tag. Man kan ynke de mange afrikanske og asiatiske lande, hvor islam marcherer. Den skæbne, der venter dem, når det muslimske flertal er sikret, er et mareridt.
Det er vores opgave at sikre, at det ikke bliver i Danmark, at islam marcherer. 53 lande er allerede faldet til islam . Ikke ét er demokratisk. Hvorfor skulle et eksperiment her falde anderledes ud? Hvor islam går frem, breder ørkenen sig.
Sylen: Tyrkerne fatter faren
Ekstra Bladet, 03.05.2007, bagsiden
Af Søren Espersen, MF
TYRKIETS hærledelse har meddelt, at den er parat til at gribe ind, såfremt parlamentet vælger Abdullah Gül fra det religiøse parti AKP som landets nye præsident. Güls hustru går med tørklæde, og det faktum, mener hæren, vil sende et helt forkert signal om den tyrkiske stat. Den stat, som Kamal Atatürk for knap 100 år siden fik revet ud af muhamedanismens formørkelse – og frem mod civilisationen.
MÅSKE BURDE den evigt lalleglade og ulideligt lette Elsebeth Gerner Nielsen tage sine artsfæller, den autonome rebel Pernille Rosenkrantz-Theil samt den for tiden socialistiske Asmaa Abdol-Hamid i hånden, så de sammen kunne rejse en tur til Tyrkiet. Rejsens formål: ’At studere – og forhåbentlig forstå – tørklædets fare’.
DISSE TRE dansende damer har med den særlige overfladiskhed, der kendetegner dem, haft en førende rolle i den samtale, vi herhjemme for tiden fører om tørklædet – og ville have godt af en gang Tyrkisk Peber.
MUSLIM-WANNA-BE ’en, Elsebeth Gerner samt fuldblodsdittoen Asmaa ville dog, inden de fik adgang til Ankaras Universitet for at påbegynde deres nødvendige studium, blive nødt til at smide kostumerne, for på alle Tyrkiets universiteter er tørklædet strengt forbudt – og heller ikke i resten af det officielle Tyrkiet ville de tildækkede være velkomne.
De tre ville således hurtigt blive klar over, at i Tyrkiet er dette ikke en lallende, overfladisk caffè latte-venindesnak – i Tyrkiet er det her alvor!
SÅ ALVORLIGT ser man på Abdullah Güls planlagte islamistiske attentat på civilisationen, at Atatürks arvtagere er parate til at lade de militære køretøjer rulle frem i gaderne. Sådan har hæren flere gange været nødt til at reagere, når islamisterne stak næserne for langt frem. I den vestlige verden bør vi takke den tyrkiske hær for denne utrættelige kamp mod formørkelsen.
Sylen: Velkommen i Helvede
Ekstra Bladet, 01.05.2007, bagsiden
Af Søren Espersen, MF
HVER GANG en jihad-terrorist sprænger sig selv og en hel masse uskyldige i luften, hører vi den samme jammer fra diverse imamer.
Alle er de klar til at fortælle os: ’Islam er fredens religion, og det strider mod islams lære at tage livet af andre – og jihad er bare noget med at finde ind til Allah... ’
FINT NOK – det må vi andre så stole på.
Men så er det altså, at vi står og mangler lidt hjælp fra d’herrer imamer! For den internationale imam-klub ville uden større problemer kunne standse alle de gakkede jihad-terrorister, hvis de altså bare ville.
HVORDAN? Jo, der går jo et rygte rundt i jihad-kredse, at hvis man bare slår tilstrækkeligt mange mennesker ihjel, så skulle der hver morgen i al evighed vente 72 villige jomfruer på den anden side, og der vil aldrig mangle vådt eller tørt... Ja, det er ikke engang kun et rygte – det er man sikker på, hvis man er en jihad-terrorist.
OG DET ER da klart, at det med jomfruerne og god mad er noget, der trækker, hvis man er en småfrysende teenager i Leeds, som har vanskeligt med det med damer... Og hvad er det så lige, der skal ske med jomfruerne, efter at de har fået snuppet mødommene? Bliver de syet sammen igen – eller bliver de bare smidt væk?
For resten ville jeg gerne vide, hvad der venter kvindelige selvmordsbombere. Man kan godt få ondt af sådan en kvinde, hvis der hver morgen i Paradis, når hun vågner, står 72 fnysende veludrustede hanner klar til at fejre hende!
NÅ, MEN vi vil jo gerne være fri for selvmordsbomberne. Og mit forslag til imamerne er nu, at de i de kommende fredagstaler slår fast, at da det strider mod islams lære at tage livet af andre – så vil det med sikkerhed forholde sig sådan, at hvis man sprænger sig selv og andre i luften, så ender man i helvede. Den besked burde kølne jihad-interessen.
Sylen: Tillykke med den sorte præst
Ekstra Bladet, 30.04.2007, bagsiden
Af Søren Espersen, MF
JESPER LANGBALLE går under navnet ”den sorte præst”.
Se, det er han fløjtende ligeglad med, for heldigvis aner han ikke, hvad det vil sige at være fornærmet – og er derfor uinteresseret i, hvad han bliver kaldt. Af samme grund ville det være utænkeligt, at han selv gad forklare, hvorfor betegnelsen ”sort præst” i hans tilfælde er misvisende.
DET SKAL dog ikke afholde mig fra at gøre det; og samtidig vil jeg henlede læserens opmærksomhed på, at en vaskeægte kulsort præst efter næste valg, tilhyllet som en anden pinlig ayatollah, vil stå og udspy sin intolerance fra Folketingets talerstol. Hun hedder Asmaa Abdol-Hamid.
MEN HVAD er en sort præst egentlig? Kendetegnene på sådan en karl er alment accepterede, og kan kort skitseres som følger: ”Ja til hænderne over dynen!”, ”Ja til dødsstraf!”, ”Ja til en fundamentalistisk tro!”, ”Ja til religiøs underkastelse”, ”Nej til sex inden ægteskabet!”, ”Nej til fri abort!”, ”Nej til onani!”, ”Nej til kvindelige prædikanter!”, ”Nej til homoseksualitet!”, ”Nej til registrerede partnerskaber”, ”Nej til alkohol!”
I HVERT tilfælde svarer Jesper Langballe med en høj latter af foragt. Men i hvert tilfælde ville Asmaa med henførte, himmelvendte øjne – og eventuelt ledsaget af en hellig rallen – svare med et ”Allahu Akbar!”, Allah er større! Hvem var det nu lige, der var sort?
JO, ASMAA agerer netop som en ægte, tørvetrillende intolerant, sort præst. Sin unge alder til trods er hun, hvad angår frisind og tolerance, værre end Indre Missions stifter Vilhelm Beck. Meget
værre! For i det mindste havde Vilhelm Beck dog af og til noget humor – og i det mindste snoede han sig ikke som en orm, når det gjaldt om at sige sandheden. Til Frank Aaen og co. vil jeg bare sige: Held og lykke med vækkelses-prædikanten!
Danske byer skal ikke plastres til med moskéer
B.T., 30.01.2007, Side 30
Jurister diskuterer, hvorvidt man ifølge Grundloven kan ekspropriere et område i Århus, så dette kan benyttes til opførelse af en islamisk moské. I Grundlovens § 73 hedder det, at ekspropriering kun kan finde sted, hvor "almenvellet" kræver det; og det er der jo slet ikke tale om her. Et folkekrav om en moské har jeg i hvert fald ikke noteret mig. Tværtimod ville en stor islamisk moské i en dansk by jo ligefrem være til skade for almenvellet, og jeg er overbevist om, at et stort flertal af det danske folk – almenvellet – ville betakke sig for at få danske byer plastret til med sådanne bygninger.
Søren Espersen , MF, Dansk Folkeparti
2006
Undgå løfter på andres vegne
B.T., 2. juli 2006, 1. sektion, side 33
Af Søren Espersen, MF (DF)
Det er helt på sin plads, at samtlige de ni sammensvorne muslimer blev dømt skyldige i overlagt mord - et skarpt signal til muslimer generelt om, at vi ikke accepterer likvideringer. En mand fra det muslimske miljø spurgte i forbindelse med dommen jamrende, hvad han skulle gøre, hvis han nu havde lovet sin datter væk, og hun nægtede.
Ja, det er da egentlig et meget relevant spørgsmål, for man skal da holde, hvad man lover. Problemet er jo præcis også alene dette, at man lover noget på andres vegne. Det kan man selvfølgelig ikke. Så et godt råd til muslimske fædre her i landet: Lad fra nu af være med at love jeres datter væk - så bryder I jo ingen løfter..!
Fra frisk pust til forudsigelighed
Jyllands-Posten, 4. april 2006, 1. sektion, side 11
Khaders forening startede som et frisk pust, men endte som en joke af triviel forudsigelighed, mener skribenten.
Af Søren Espersen, folketingsmedlem (DF)
DET VAR ET frisk pust og en absolut glædelig begivenhed, da det radikale folketingsmedlem Naser Khader stod frem og stiftede foreningen Demokratiske Muslimer.
Her så man en mulighed for, at muslimer, som bekendte sig til demokratiet, ville kunne få ansigt og mæle - og tale de ekstremistiske imamer midt imod. De imamer, som i den grad i årevis havde forpestet landet og medvirket til tvangsægteskaber, til slørtvang, til undertrykkelse af kvinder, og som på det seneste havde været hovedansvarlige for, at danske ambassader blev stukket i brand.
Fra Dansk Folkepartis side roste vi Naser Khaders initiativ, idet det netop glædede os, at islamismen nu fik en ny og væsentlig modstander - nemlig en gruppe af muslimer. Det skulle så i øvrigt vise sig, at kun en håndfuld af disse muslimer vil lade sig fotografere.
Men Naser Khaders initiativ startede altså som såvel en øjenåbner for mange - som et frisk pust. I dag må jeg konstatere, at initiativet er endt som en joke af triviel forudsigelighed. Jeg må konstatere, at det ikke er fra Demokratiske Muslimer, at danskerne skal forvente nytænkning.
For nok er Naser Khader da en flink fyr, men han er altså også medlem af Det Radikale Venstre og er i ét og alt og i sjæl og sind radikal og kulturradikal. Og derfor - efter ganske få uger, hvor han svævede højt og frit over andegården og sagde forfriskende ord, er han selvfølgelig igen plumpet ned i den klamme forudsigelighed i den radikale folketingsgruppe. Dér, hvor dagsordenen jo ikke har det allermindste med at bekæmpe islamister at gøre, endsige få dem smidt ud af landet, men alene har at gøre med at pludre videre med Abu Laban og de andre religiøse banditter, vise human forståelse for middelalderlige kulturfænomener - og så i øvrigt bekæmpe Dansk Folkeparti med næb og kløer.
Det sidste er Naser Khader nu også - efter sine få frie uger i frisk luft uden for andegården - som en gammel slidt plade begyndt på igen, hver gang han får en mikrofon stukket op i ansigtet. Hvilket han jo som bekendt ofte gør. Også resten af de få Demokratiske Muslimer, der tør stå frem, har som første prioritet at bekæmpe Dansk Folkeparti. Så her - har man bragt sig helt på linje med imamerne og deres ekstreme tilhængere. Det er efterhånden svært at se forskellen.
Så overstadigt lykkelig er Naser Khader over igen at befinde sig blandt vennerne i det trygge grønne miljø i den radikale gruppe, at han nu ifølge pressen har indvilget i at blive minister. Så må man jo da håbe for ham, at han engang får tilbudt stillingen.
Mange har i Naser Khader set manden, der vil kunne forandre dansk udlændingepolitik, men jeg bliver nødt til at erindre om, at Naser Khader i ét og alt står last og brast med det parti, der bærer hovedansvaret for, at i titusindvis af ekstreme muslimer i årtier har fået lov til at møve sig ind i Danmark. Yderligere skal jeg erindre om, at de radikale hverken har mulighed for eller vilje til at gøre noget som helst ved problemet. De radikale har altid ladet stå til. Og de vil fortsat lade stå til - med Naser Khaders fulde opbakning - nu, hvor han er tilbage i andegården.
Naser Khader og De Radikale
Berlingske Tidende, 24. februar 2006
Af Søren Espersen, MF (DF)
Det var en underlig oplevelse at se og høre den radikale Naser Khader i »Profilen« på DR TV (22.2.), hvor de Radikale skildredes som dem, der nu skal til at lave udlændingepolitik i Danmark. Man forstod det sådan, at godt nok skulle imamerne bekæmpes, men først og fremmest skulle Dansk Folkeparti skubbes væk fra samarbejdet med VK-regeringen, og så skulle de Radikale til. Ja, Naser Khader udtrykte det ligefrem på den måde, at dette med at få DF verfet væk var det allervigtigste for ham og de Radikale – så skulle der igen indføres en anstændig udlændingepolitik, sagde han. Yderligere fastslog han, at han var radikal med liv og sjæl – og at han gik ind for de Radikales politik.
Jeg synes, det oven på dette helt virkelighedsfjerne show er vigtigt at slå nogle ting fast.
Vigtigst, at det præcis er Det Radikale Venstre, som er selve hovedårsagen til den katastrofale situation, Danmark stod i op til det forløsende folketingsvalg i 2001. Det var under Det Radikale Venstres herredømme, at 20.000–25.000 fremmede strømmede ind i landet hvert eneste år. Fuldstændig uden begrænsninger kunne bl.a. middelalderlige imamer og andre ekstremistiske islamister drøne over grænsen og bosætte sig her, hvor de kunne prædike deres had til den vestlige civilisation i almindelighed og Danmark i særdeleshed.
Det var Det Radikale Venstre, der igen og igen forsvarede disse ekstremister – og rasede mod Dansk Folkeparti, når vi advarede mod dem. Man mente ligefrem, vi var racistiske, når vi helt korrekt og nødvendigt gik løs på islamisterne. Med dette i erindringen bør derfor ingen lade sig lulle i søvn af Khaders velsmurte stemme og tilforladelige udseende. Ikke mindst fordi det jo ingenlunde er ham, der repræsenterer flertallet partiet. Det gør derimod folk som MFerne Morten Østergaard, Simon Emil Ammitzbøll, Elsebeth Gerner-Nielsen og Elisabeth Geday.
I erkendelse af at Khader lige præcis i disse uger kan gå på vandet, holder man i denne firebande p.t. en meget lav profil, og bliver de endelig spurgt, er det goddag-mand-økseskaft-svar, man hører fra dem. Men tag ikke fejl: Firebanden, såvel som de mange ekstremistiske islamister, der allerede er en del af de Radikales medlemsskare, skærer tænder i disse uger, men holder for tiden gode miner til slet spil. På én gang at ville bekæmpe islamismen, være tilhænger af en stram udlændingepolitik og være radikal med liv og sjæl, er en umulig kombination. Selv ikke Naser Khader kan skræve så langt, uden at bukserne revner.
Sluttelig om Radikales drømme om at verfe Dansk Folkeparti væk: Jamen, Venstre og Konservative er jo efter eget udsagn meget glade for samarbejdet med Dansk Folkeparti – i erkendelse af at det netop er VOK-samarbejdet, der har bremset op på de katastrofale resultater af Det Radikale Venstres og Socialdemokraternes regeringsførelse. I øvrigt er der jo simpelthen ikke mandater nok til et VKR-samarbejde. Men skulle miraklet ske ved næste folketingsvalg, er det mit indtryk, at Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen er for kloge til at ville give Det Radikale Venstre så meget som spidsen af en lillefinger.
Tænk, hvis det havde været Krarup i stedet for Bondam!
Jyllands-Posten København, 3. januar 2006, 8. sek., side 14
Af Søren Espersen, MF (DF)
"Gadens helte" var det tilnavn, den radikale borgmester Klaus Bondam forestillede sig, at Københavns nye gadefejerkorps af indvandrere skal have. Indvandrerne, som intet arbejde har, skal - uanset deres uddannelsesniveau - ud med kost og fejeblad. Se at komme i sving!
Politiken, som bragte historien om Bondams nye idé på forsiden, havde fået indvandrerkonsulenter og andre eksperter til at udtale, at ideen var ganske aldeles interessant; en overordentlig spændende nyskabelse.
Lige efter kom jeg i et vildt sekund bare lige til at tænke på, hvordan man mon ville have reageret - dels fra de radikale, dels fra indvandrerkonsulenterne og fra Politiken, såfremt det nu var Søren Krarup, - og ikke Klaus Bondam - der først havde fået den vildt nyskabende idé at jage højtuddannede indvandrere ud i kulden med kost og fejeblad? Svaret blafrer i vinterstormen.
2005
Indvandring? Ja, tak!
Politiken 11. september 2005, 3. sektion, side 8
Indvandring? Ja, tak! Men ikke for enhver pris. Hvad får indvandrerne ud af at være her - og hvad får Danmark ud af at have dem? Er det til glæde for begge parter - ellers kan det være lige meget?
Af Søren Espersen, MF, Dansk Folkepartis udenrigsordfører
Indvandring? Ja, selvfølgelig. Indvandring er jeg varm tilhænger af. Indvandring har landet i øvrigt haft siden Arilds dage, men Danmark blev af den grund alligevel aldrig et indvandrerland.
I hvert fald ikke før udlændingeloven af 1983, som Hans Gammeltoft-Hansen skal lastes for - hvilket er årsagen til, at Dansk Folkeparti altid stemmer imod, når han skal genvælges som ombudsmand. Først når han en dag har fået sagt det danske folk undskyld for sit forsøg på at gøre Danmark til indvandrerland, vil jeg storsindet overveje tilgivelse.
Men hvordan kan jeg nu på én gang være varm tilhænger af indvandring og glødende modstander af Danmark som indvandrerland? Ja, den sag har alene at gøre med antallet af indvandrere.
Da bl.a. jeg i begyndelsen af halvfemserne begyndte at tale om antal, blev mange forargede. Det var dengang endnu profant at tale om antal. »Hvordan kan du nævne antal i forbindelse med mennesker?«, lød spørgsmålet, og man fortsatte: »Det her er ikke et spørgsmål om antal, kun et spørgsmål om holdninger, kun et spørgsmål om anstændighed«.
Jeg havdedet helt modsatte synspunkt: Det her var og er udelukkende et spørgsmål om antal - i hvert fald hvis vi vil bevare vore sædvaner. Og det siger egentlig sig selv: 400 kinesiske indvandrere til København kan da aldrig i livet ændre hovedstaden, men med 400.000 kinesiske indvandrere til København, er det en anden sag. København bliver ikke nødvendigvis et dårligere sted at bo, men under alle omstændigheder bliver det en ganske dramatisk forandret hovedstad.
Danmarks Statistik fortalte for nogle år tilbage, at såfremt den muslimske indvandring fortsatte uændret, ville Danmark ved år 2060 have muslimsk flertal i landet. På samme måde som med kineserne i hovedstaden siger det jo sig selv, at et muslimsk flertal i landet alt andet ufortalt vil medføre ændrede sædvaner i Danmark.
Bl.a. jeg har så forlangt diskussionen af, hvorvidt det danske folk så også er til sinds at acceptere sådanne markant ændrede sædvaner i landet. Da forvirrede politikere under Gammeltoft-Hansens taktstok stemte udlændingeloven af 1983 igennem, var sådan en diskussion end ikke oppe at vende. Man debatterede aldrig med det danske folk, hvordan landet mon ville blive, og om vi nu ville kunne klare det. Man diskuterede aldrig, hvorvidt et multietnisk samfund var ønskeligt.
Nogle, bl.a. Den Danske Forening forsøgte at rejse diskussionen - men ingen ville tale med dem. Når en landsby forståeligt nok protesterede over med ét at få sit indbyggerantal fordoblet af ikke-dansktalende i og med at et flygtningecenter blev anbragt i landsbyen, blev landsbybeboerne verbalt overfaldet af chefredaktører og meningsdannere. Måske ville landsbyen med held have kunnet absorbere 8-10 udlændinge og gjort dem til en del af samfundet - men nu kom der 400. Og så blev opgaven uløselig.
Det varaltså alene antallet, der tog pusten fra folk. Selvfølgelig! Men det var altså en diskussion, der ikke var tilladt. Det er den nu. I dag diskuterer vi frit ikke alene antal, men endog, hvad indvandrerne kan bidrage med: Hvad får indvandrerne ud af at være her - og hvad får Danmark ud af at have dem? Er det til glæde for begge parter - ellers kan det være lige meget.
En af de mest sejlivede myter, som det er lykkedes at få skabt, er, at Danmark altid har været et indvandrerland. Jeg hører den ofte gentaget, når jeg er på skoler og gymnasier: »Vi har jo haft roe-polakker, jøder, hollændere, huguenotter og kartoffeltyskere - så historisk er Danmark et indvandrerland«.
Men myten er fup. For vel er der igennem tiderne kommet fremmede mennesker til landet, men det er sket i et så uendelig lille antal, at de helt og aldeles har kunnet optages på fornuftig og rimelig måde. I 1965 udsendte historikeren George Nellemann sit projekt for Nationalmuseet, 'Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere', og skrev i sit forord: »Danmark har ikke haft mange minoriteter eller indvandrere, følgelig har vi heller ingen tradition herhjemme for forskning i sådanne befolkningsgrupper«. Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en anerkendt historiker, set i lyset af fuphistorien om landet, som i hundreder af år har indbudt fremmede. Se lige disse tal:
Af jøder kom der ca. 7.000 på 373 år - årligt gennemsnit: 19
Af polakker kom der ca. 5.000 på 102 år - årligt gennemsnit: 49
Af hollændere kom der ca. 800 på 477 år - årligt gennemsnit 1,5
Af kartoffeltyskere et lignende antal.
Af huguenotter kom der ca. 500 på 435 år - årligt gennemsnit 1,1.
I alt altså omkring 15.000 indvandrere - i løbet af flere hundrede år. Oven i købet folk fra den vestlige kulturkreds. Til sammenligning kom der i et enkelt år, 2001, mens masseindvandringen var på sit højeste, ca. 22.000 - herunder familiesammenførte. Langt de fleste af disse indvandrere fra Den Tredje Verdens lande.
Hvad bidrogde i øvrigt med til Danmark, alle disse grupper fra den tidligere indvandring? Ja, lad mig bruge et enkelt eksempel. I 1815 var der i Danmark i alt 2.400 jøder - heraf 750 voksne mænd. Disse 750 voksne mænd havde grundlagt eller ejede 34 fabrikker. 25 af dem var grosserere, 50 var studerende eller læger og 140 var håndværkere med egen forretning.
Det var dengang. Men også i vore dage er der mange succeshistorier i forbindelse med indvandringen, og selvom VOK-flertallet har strammet en del op, har det danske erhvervsliv aldrig nogen problemer med at skaffe adgang for den specialist-arbejdskraft, man ønsker.
Uanset hvor indvandreren så kommer fra i verden. Hvert år kommer der et sted mellem 1.000 og 2.000 indvandrere ind i Danmark på denne måde. Nogle rejser igen efter nogle år, andre bliver i landet, gør Danmark til deres nye hjem, og bliver gæstfrit budt indenfor af danskerne. Jeg kender i snesevis af sådanne indvandrere, hvis talenter i høj grad er medvirkende til Danmarks fremgang og fortsatte lykke.
Men deter naturligvis ikke alene de af erhvervslivet håndplukkede udlændinge, der i årenes løb har gjort det godt i Danmark, og hvis tilstedeværelse vi skal glæde os over. Også mange folk, der i tidens løb er kommet hertil som flygtninge, har medvirket til, at Danmark er et godt land at være i.
Mange er gledet ind i samfundet på den mest naturlige måde, de har arbejdet utrætteligt, de har ved deres viden, deres evner og deres gåpåmod gjort deres til, at Danmark er blevet et af verdens mest velhavende lande. Langt de fleste mennesker i dette land kan, ofte med stolthed, pege på en eller anden i slægten, som på et tidspunkt er kommet hertil fra et fremmed land. I dag er det kun det sjældne familienavn i en helt dansk familie, der røber den fremmede herkomst.
Det var her i Politiken, at Pia Kjærsgaard i en Kronik i fjor skrev følgende: »Vi skylder disse indvandrere tak. Og med denne tak være også sagt, at vi selvfølgelig nu og i al fremtid både skal og vil give fremmede adgang for at flytte til landet og slå sig ned her. Intet land hverken bør eller kan være en utilgængelig og isoleret ø«.
Jeg er som sædvanlig enig med Pia Kjærsgaard.
Fakta: Djævlens advokat.
Søren Espersen er journalist af uddannelse og forfatter til bøger om dansk historie og politik. I mange år har han været pressechef for Dansk Folkeparti, og siden sidste folketingsvalg har han været valgt for samme parti, hvor han bl.a. varetager udenrigspolitiske spørgsmål. Som medlem af et parti, der har markeret sig kraftigt imod indvandring, har vi bedt ham om at reflektere over spørgsmålet: Kan der slet ikke siges noget til gunst for netop indvandring?
2002
Foragter danskerne
Ekstra Bladet 22. januar 2002, 1. sektion, side 22
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef
I journalist Thomas Qvortrups indlæg 'Racisme og diskrimination' (læserbrev 21. 1.) anfører han, at Pia Kjærsgaard og hendes kumpaner (det er vist bl.a. mig ...) har plantet frygt i den danske befolkning og er populister. Jeg er ikke bevidst om at have
plantet frygt. Jeg har derimod påpeget det fortvivlende i hvert år at lukke 15.000-25.000 fremmede mennesker ind i landet og gøre dem til indbyggere - uden at det danske folk er blevet spurgt. Jeg har yderligere ført en politisk kamp for at få ændret den danske udlændingepolitik, idet jeg dybt inde i mit hjerte er angst for Danmarks og det danske folks fremtid. Denne kamp har ikke været uden omkostninger. Populistisk kan projektet derfor dårligt betegnes.
Thomas Qvortrup beskriver i øvrigt danskerne på en meget nedladende måde: 'De kan nu læne sig tilbage i lædermøblementet bag kakkelbordet ...' underforstået: 'De er ikke for kloge. De har ingen smag. De er småborgerlige'. Nu skal jeg jo ikke gøre mig klog på. hvilket møblement der pryder Thomas Qvortrups lejlighed i Asminderødgade. Men lad mig gætte på, at indretningen er særdeles smagfuld og ikke det mindste småborgerlig. Det ønsker jeg dig tillykke med, Thomas Qvortrup. Jeg under dig at have smagfulde møbler. Til gengæld kan jeg ikke ønske dig tillykke med den foragt, du nærer for det folk, du selv er ud af - og en del af. Det må være forfærdeligt at have det sådan.
2001
Pia med slør
Politiken 27. november 2001, kultur_og_debat, side 4
Af Søren Espersen, Dansk Folkepartis pressechef samt redaktør af Dansk Folkeblad
Erik Pontoppidan undrer sig i Politiken (24.11.) over, at ingen har bragt fotoet af Pia Kjærsgaard med slør i forbindelse med Dansk Folkepartis leders besøg i Iran i fjor. Erik Pontoppidan mener ligefrem, at det billede skal frem - og at den, der kan skaffe billedet, må være kandidat til 'Årets pressefoto'. Den pris tager jeg med glæde, for jeg har faktisk for længst bragt billedet i Dansk Folkeblad - DF's tidsskrift - som jeg redigerer. Billedet var jo netop en klar illustration af, at Pia Kjærsgaard ved at iføre sig sløret under sit besøg i Iran er tro over for sit og DF's princip: 'Skik følge eller land fly' - og at man som besøgende i et fremmed land naturligvis skal optræde med respekt over for stedets traditioner. Ville udlændinge her i landet bare forholde sig på samme værdige måde til Danmarks traditioner, var meget nået.
Information svigter egne idealer
Information 11. juli 2001, 1. sektion, side 9
Af Søren Espersen, pressechef Dansk Folkeparti
I lørdagens (den 7. juli) leder, 'Stormens høstkarl' belæres jeg om, hvor forfærdelig jeg er, fordi jeg har været med til at foranstalte en underskriftsindsamling mod moskéen i Njalsgade. Man må mene om mig, hvad man vil, men den argumentation, der fra Informations side benyttes for at kritisere, at jeg og en gruppe borgere på Amager har besluttet sig til at stritte imod moskéen, er mere end underlig. Ja, en svigten af Informations egne idealer. Lederen, som er skrevet af David Rehling, spørger nemlig forarget: Hvad skal denne folkelige modstand til for - der er jo allerede lavet en lokalplan: Citat: »Der er intet lokalplanforslag at gøre indsigelse imod, for der er en fuldt gældende, eksisterende lokalplan...« Med andre ord hedder det altså i en leder i Information: Når der én gang er vedtaget en lokalplan, når der én gang er vedtaget en lov, når politikerne én gang har besluttet noget, må den folkelige opinion tie.
Så er der ikke længere noget at protestere imod. Så er sagen uddebatteret. Så sår man bare ufred, hvis man beskæftiger sig med det. Tjah, måske burde Børge Outze i sin tid alligevel ikke have sat sig op imod myndighederne, da han grundlagde dit blad - eller hva', David Rehling. Politikerne havde jo talt, og havde manet til besindelse - ja, de havde ovenikøbet gjort det frie ord ulovligt. Hvor vovede Outze så at medvirke til en folkelig modstand...
Behørigt vedtaget
Eller hvad med de franske atomprøvesprængninger, som jeg også mener du, David, i sin tid harcellerede over og forsøgte at skabe en folkelig modstand mod. Hvordan kunne du dog finde på det! De sprængninger var jo behørigt vedtaget i parlamentet - ja, hvem ved: Måske var der ligefrem lavet en lokalplan! Eller hvad med Greenpeace, David, som jeg ved, at du også har et varmt hjerte for. Hvad er meningen med, at de kunne finde på at rejse en folkelig modstand mod udskibning af gen-modificerede produkter fra Århus Havn. Herregud. Produktet var jo fuldt lovligt - vedtaget af politikerne - og jeg tror da bestemt, der var lavet en lokalplan for Århus Havn. Er ordet 'lokalplan' nu på det moderne Information blevet et så helligt mantra, som mirakuløst overtrumfer alle protester, alle argumenter, al folkeligt engagement? I så fald er det ikke mere det Information, jeg kendte.
Hvem provokerer?
Jyllands-Posten 7. marts 2001, 1. sektion, side 9
Af Søren Espersen, DFs pressechef
Dansk Folkepartis Ungdom har fået stryg for en plakat. Den provokerer, siges det. Men hvem er egentlig mest provokerende: DFU, som laver en plakat eller landets magthavere, som hvert år tillader 20.000 vildtfremmede indvandrere at strømme ind i landet?
##
|