Grundlovsfesten tale 2000
"Værre end brændende byer, er den krig, som ingen kan se
som lægger et giftigt slimslør på bjørker og jord og sne"
Der var gået fem uger, siden Norge var blevet invaderet af tyskerne, da digteren Nordahl Grieg fra det nordlige Norge læste sit digt op i den illegale norske radio.
Datoen var den 17. maj, Norges frihedsdag, og digtet "Eidsvoll" var en hilsen til det besatte Syd-Norge fra det frie Nord-Norge, hvor der stadig kæmpedes.
Nordahl Grieg var blandt dem, der var med i de voldsomme kampe, som stadig rasede nordpå. Han lovede i digtet sine sydlige landsmænd, at hele Norge en dag atter ville blive frit - og at soldaterne oppe nordpå ville have deres døde kammerater med ned sydover den dag, nordmændene igen var et frit folk.
Som "pacifisten Nordahl Grieg" havde han allerede vundet sig et navn i Norden. Han var jo manden bag blandt meget andet det sødladne digt, "Kringsat af Fiender", som allerede da blev brugt af fredsfolket - nøjagtig som det i dag bruges i de kredse.
Men nu pludselig var pacifistens daglige påklædning altså blevet den kongelige norske kampuniform. Og da alt var blevet forgæves selv i Nord-Norge, satte Nordahl Grieg sammen med sin konge og sin kronprins over Nordsøen, hvor han på ankomstdagen til England meldte sig til Royal Air Force. Senere i krigen mødte han døden i sit bombefly over Berlin.
Men hvad var det, der så afgørende var passeret i den unge digters lilv, siden han nu med ét havde skiftet holdning? Han, der havde bildt sig selv og andre ind, at "granaternes glidende bånd" kunne standses med ånd - og nu i stedet optrådte i en kampuniform? Og hvad var det, der gjorde, at Griegs digtning fra at være nydeligt og pænt drømmerisk rimeri med ét fik format, fik ansvarlighed og blev mægtigt?
Datoen, den 9. april 1940 er svaret.
Den dag forstod Grieg, at Fred uden Frihed er djævelens værk. Som lys uden varme. Han forstod den morgenstund, at fred faktisk er det allerletteste i verden at opnå - bare man konsekvent bøjer nakken.
Hitler talte altid om fred. Hvordan 1000-års riget, når der altså vel at mærke var renset godt ud i riget, skulle blive det fredeligste af det fredeligste, og benævnte modsvarende Winston Churchill som "The War Monger" - krigsmageren. Churchill var jo frem for nogen manden, som fra starten var på kollisionskurs med nazisterne, og vel den eneste vestlige politiker, som allerede i 1933 forstod, at dette ville og måtte ende med krig. For tyranner er jo nok vældig gode til at skabe fred, men altså og til at skabe ufrihed.
"Værre end brændende byer..." hed det i Nordahl Griegs selverkendende digt. Med andre ord: Værre end det allerværst tænkelige eksisterer der altså noget, som er endnu værre - nemlig det tyranni, den tvang, den politiske korrekthed, den bedreviden, som lægger sit kvælende, lammende slimslør over hele menneskets tilværelse.
Den knugende oplevelse at at være belagt med dette kvælende slimslør, er mange af os her til stede i dag i høj grad bekendt med. Og det er ikke tilfældigt, at Grieg valgte at betegne fænomenet "slimslør". Han kunne måske have valgt bre at skrive, at tyskerne havde indført censur i Norge, og at det var han så modstander af. Censur er mere lige til at forholde sig til: Dét og dét er forbudt i følge loven. Dét og dét må du ikke skrive. Dét og dét må du ikke sige.
Men han brugte ordet slimslør, og kunne således lige så godt have kaldt det "politisk korrekthed". For det er jo netop kendetegnende for et slimslør, at det ikke sådan er til at sætte præcise fingre på. Dertil er slimsløret alt for raffineret.
Slimsløret af politisk korrekthed er typisk ligefrem så raffineret, at det med den ene hånd officielt og meget højlydt gør sig til talsmand for den fuldkomne frihed og det fuldkomne folkestyre - og så samtidig med den anden hånd benytter alle midler, lovlige såvel som ulovlige, til at lamme friheden og til reelt at sætte folkestyret ud af kraft.
Fænomenet har mange eksempler:
Morsomt er det eksempelvis at tænke på, at det fuldstændig ufrie og aldeles udemokratiske Østtyskland benævnte sig "Den tyske demokratiske republik". Grinagtigt er det ligeledes, at en nutidig bevægelse kalder sig Anti-Fascistisk Aktion, når man tænker på, at selve substansen af den forenings væsen ER fascismen, og når man tænker på, at medlemmerne ustandselig betjener sig af fascistiske metoder overfor anderledes tænkende.
Sådan er det altså almindeligt i de kredse at kalde sig selv det stik modsatte af, hvad man i virkeligheden er. Det hedder med succes at skabe en illusion. H. C. Andersen beskrev mesterligt netop den illusion i sit eventyr Snedronningen.
Om trold-spejlet, som havde den egenskab, at alt, hvad der spejledes deri blev forvrænget til det ukendelige: Alt det, der var smukt og kønt fremstod aldeles hæsligt og forkert, mens modsat alt det onde og hæslige blev ophøjet til det korrekte.
Således er det lykkedes at gøre selve Danmark til noget hæsligt. At gøre en patriotisk og uselvisk indsats for sit fædreland til noget uværdigt og hæsligt. At få pæne, gæstfrie og dannede danskere til at tro, at de i virkeligheden er det usleste og mest ondskabsfulde kryb.
Det er - set i troldspejlet - blevet mondænt, nydeligt og demokratisk at løbe rundt med hætter ned over ansigterne, bevæbnet med køller, molotov-cocktails og sten - og slå løs på pæne folk eller at ødelægge folks ejendom. Og det er tilsvarende blevet stærkt fascistisk, racistisk og nazistisk eksempelvis at benytte sin grundlovsrettighed til, i civiliserede vendinger, at give udtryk for sine holdninger og at deltage i den offentlige debat.
Hvordan er Danmark da kommet så galt af sted? -
Og bliver det i virkeligheden værre og værre?
Ja, meget tyder på, at vi indtil nu kun har set toppen af isbjerget i forhold til, hvad der venter os.
For første gang i Danmarkshistorien - bortset fra Besættelsesårene har man nemlig nu - med den danske regerings velsignelse - etableret et regulært menings-politi. Det er EU, der har etableret dette modbydelige bæst, som man nydeligt og pænt har kaldt "Center for Overvågning af Racisme og Xenofobi".
Den tyske kvinde Beate Winckler er af EU-Kommissionen blevet udpeget som den, der skal lede centret, overvåge og sætte ind mod - og hun siger det direkte: Dansk Folkeparti. Hun er blevet leder af det såkaldte "Center for Overvågning af Racisme og Xenofobi" (EUMC), som netop er åbnet i Wien.
Ved sin side har den tyske vagthund som presse- og informationschef fået dagbladet B.T.s tidligere redaktør, Bent Sørensen. Når Dansk Folkeparti er blandt partierne, der overvåges af tyskeren, er det ikke alene fordi DF er erklæret modstander af indvandringen, men i høj grad fordi Dansk Folkeparti tillader sig at være modstander af Europas Forenede Stater. I de kredse er det nemlig også en forbrydelse. Blandt de partier, der dermed yderligere må formodes at til overvågning herhjemme er derfor Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EF-Unionen.
Til aviserne siger Beate Winckler, at hun frygter anti-Europa-partier, altså partier, der tillader sig at "udtrykke skepsis overfor EU-idéen". Winckler forestiller sig et forbud mod overhovedet at kritisere Europas samling. Partier, der gør det, skal bekæmpes ved at oprette et charter om europæiske partier. Ideen kommer også med i betænkningen til den kommende regeringskonference. Heri siges det klart, at der skal skabes europæiske partier, som netop skal være for indvandring og for EU - og at de skal skabes for fredens og humanismens skyld.
Der vil formentlig vise sig et flertal for at få paragraffen indføjet som Artikel 13 i EU's grundlov - den traktat, som ingen herhjemme vil tale om. Såvel Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen som statsminister Poul Nyrup Rasmussen og De Konservatives Bendt Bendtsen har slået fast, at man ikke vil diskutere den nye traktat før afstemningen om kronens afskaffelse er overstået.
Men Centeret har store planer: Man agter at indbringe alle medlemslandeordninger, som centret har under mistanke for at være diskriminerende, for EF-domstolen. Det kan dreje sig om adgang ikke alene til jobs, men også til sociale sikringsordninger, bistandshjælp, sundhedsydelser, uddannelse etc.
I Frau Beate Winckler har overvågningscentralen fået en særdeles kynisk chef, som forudses at blive frygtet i de medlemslande, som endnu bekender sig til frihed og selvstændighed og dermed ikke helt har overgivet sig til EU. Til avisen European Voice skriver Winckler om sit nye kald bl.a.:
- Der er så meget at gøre. Jeg vil give Europa en sjæl! For Europa har ligeså meget brug for en sjæl som for en fælles valuta. Vor primære opgave bliver at forsyne EU med data om racister, fremmedhadere og anti-semitter samt at hjælpe de enkelte medlemsstater til at finde metoder at bekæmpe dem på.
- Jeg ønsker, at centeret skal blive kendt rundt om som "EU's øjne og øren".
- Vi arbejder for EU's værdier og til EU's gavn. Vi skal bekæmpe partier og bevægelser, som arbejder anti-europæisk.
Man tror, det er løgn...!
Informationschef Bent Sørensen ændrede i sin tid på B.T. avisens normale objektive nyhedsdækning. I forbindelse med sin tiltræden som EU-vagthund berettede han overfor Frederiksborg Amts Avis, hvordan hans personlige holdninger betød mere end de journalistiske principper:
- I begyndelsen af 90'erne havde B.T. et image som en sort og reaktionær avis. Men jeg betingede mig, at vi ændrede det fokus, siger Bent Sørensen. Vi besluttede, at vi, hver gang vi bragte en problemhistorie om indvandrere fra for eksempel Vollsmose eller Ishøj, også skulle prøve at finde konstruktive eksempler på, hvor det gik godt.
Og Bent Sørensen fortsætter:
- EU er i mine øjne et fredsprojekt, som er bygget op om fælles værdier, og derfor er reaktionen over for Østrig fuldstændig korrekt. Vi vil se meget mere af den slags...
Ja, vi vil virkelig se meget mere af den slags, for det er stærke kræfter, vi er oppe mod... Og derfor gælder det om, at vi også ruster os.
Vi lever jo nemlig i en, for vort land, meget spændende og afgørende periode:
En helt ny EU-traktat, som fundamentalt vil ændre Danmarks suverænitet, er ved at blive brygget sammen, og skal ratificeres i Nice omkring juletid.
- Danmark er ved at blive omdannet til et multi-etnisk samfund. 15.000 - 20.000 udlændinge opnår hvert år dansk indfødsret. Det danske folk er generelt utrygt ved situationen.
- Og endelig skal danskerne tvinges til at afskaffe kronen.
Man kan mene, at det er latterligt, at danskerne igen skal til at stemme om afskaffelse af kronen, da vi allerede to gange tidligere klart har tilkendegivet, at vi søren-spilleme vil beholde vores egen mønt.
Men når det er sagt, kan man glæde sig. For afstemningen den 28. september er i virkeligheden alletiders chance for det danske folk, som én gang for alle - og effektivt - kan få sagt fra overfor den skrækkelige udvikling frem mod Europas Forenede Stater. Og jeg kan forsikre for, at det ikke kun er herhjemme, man med fryd venter på et dansk nej. Englænderne holder vejret i spænding og krydser fingre for et dansk nej, svenskerne venter og håber. Selv flertallet af tyskerne, som for længst har fået nok af den svage euro, og tilsvarende længes efter deres gode, stærke D-Mark, håber på endnu et dansk mirakel i september.
For danskerne vil et nej til euroen samtidig være et nej til den snærende unionsudvikling. Og et nej til alt det, de i disse uger og måneder sidder og brygger sammen til os frem mod topmødet i Nice i december.
Det bryggeri foregår i dybeste hemmelighed. Ikke et ord, ikke en skrivelse får vi om, hvad der sker på de lukkede kontorer i Bruxelles. Planen er helt klar: Vi danskere må intet få at vide før dagen efter afstemningen den 28. september.
Alligevel kommer der af og til et pip ud, som ikke skulle være kommet ud. Så er det den åbentmundede Joska Fischer, som dummer sig - så er det Prodi, der dummer sig, mens Poul Nyrup Rasmussen febrilsk forsøger at glatte ud, og smilende lader som om det slet ikke er noget, man behøver at tage alvorligt.
Og i mens vokser det danske folks skepsis. For selvfølgelig bliver der færre og færre af os, der for alvor stoler på Danmarks statsminister.
Han var jo manden, som engang sagde:
"Så længe Socialdemokratiet er i regering, er vi garant for, at efterlønnen ikke forringes."
Og han var manden, som han engang sagde:
"Vi vil nedbringe ventetiderne til hospitalsbehandling, men også for ældreomsorg og børnepasning."
Og han var manden, som engang sagde:
"De fire forbehold bliver der ikke rørt ved, så længe jeg har noget at skulle have sagt i politik."
Og han var manden, som engang sagde:
"Med dette garantibevis i hånden kan du på hvilket som helst tidspunkt inden du fylder 67 år bruge din ret til fuld efterløn"
Og han var manden, som engang sagde:
"Der er intet statsretsligt til hinder for, at vi kan melde os ud af ØMU-samarbejdet, hvis vi ønsker det."
Jamen, ER det ikke morsomt! Hvem tør stadig stole på den mand. Ja, jeg gør i hvert fald ikke!
I dag fejrer vi så for 151. gang Grundlovens fødselsdag.
I forbindelse med det runde jubilæum sidste år lød der mange toner fra ledende politikere om at Grundloven burde revideres - så den "kunne komme i takt med tiden", som det blev udtrykt.
Tonerne florerer stadigvæk på Christiansborg. Men de politikere, der så stærkt går ind for en grundlovsændring har jo desværre ikke fattet, at en Grundlov netop ikke skal være i takt med tiden !
Danmarks Riges Grundlov skal være det fundament, hvorpå alle andre love skrives - og der behøver man ikke at justere. Grundloven, som er så enkel som tænkes kan - og så fornuftig som tænkes kan - er således folkets sikkerhed for, at deres førstefødselsret til landet ikke sættes over styr.
Grundloven er folkets sikkerhed for at de fundamentale frihedsrettigheder respekteres. Den er først og fremmest folkets garanti for, at man ikke bliver løbet over ende af smarte teknikere og bedrevidende humanister, som vil gøre Danmark til hele verdens legeplads.
Derfor er det vigtigt, at vi herfra sender en stor og varm fødselsdagshilsen til Grundloven i dag.
Jeg har været meget glad og beæret over at blive inviteret til at tale her ved Hammershus - I skal have tak for invitationen. Jeg glæder mig til den fortsatte fejring af Danmarks Riges Grundlov.
God Grundlovsfest! | 