Det Grønlandske Selskabs debatarrangement tale
Søren Espersens tale ved Det Grønlandske Selskabs debatarrangement med Jonathan Motzfeldt, GEUS, Øster Voldgade 10, Kbh., torsdag den 10. januar 2008
Tak til Det Grønlandske Selskab for invitationen til at tale her i dag, for muligheden for at høre Jonathan Motzfeldt tale - og for muligheden for at være med i den efterfølgende debat.
Grønland og Rigsfællesskabet har optaget mig og engageret mig i al min tid.
Jeg fik så at sige Grønland lige ind ad døren derhjemme i Himmerland, da jeg var 5 år gammel i 1958, da en af mine søstre kom slæbende med en eskimo-dreng, hun havde fundet på Tønder Seminarium. Han lod godt nok til at gå frivilligt med - og et år senere stod brylluppet. Jeg kan huske, at jeg var dybt imponeret af, at han, så ung som han så ud, allerede havde hår på benene.
Min søster og han er stadig - 50 år efter - lykkeligt gift, og om en måned fylder han 75.
Han blev jo dermed min bror - og hans familie deroppe i Grønland har vi lært at kende - og vi har i gennem alle årene snakket og grinet og råbt og diskuteret om Grønland, om Danmark, om Rigsfællesskabet, og jeg har i tidens løb haft glæde af gode Grønlands-ture.
Og engagementet hos mig er - som man måske vil vide - aldeles usvækket...!!
Men nu til sagen!
Da jeg sad og forberedte mig til denne aften, fløj det pludselig gennem hovedet på mig:
Hvornår har man nogensinde i de seneste mange mange år hørt en grønlandsk politiker formulere sætningen: "Hvad kan vi gøre for Rigsfællesskabet?"
Min påstand er, at en sådan sætning ikke i årevis er blevet fremsat...
Derimod har man gang på gang hørt danske politikere sige: "Hvad kan vi gøre for Rigsfællesskabet" - og som regel fulgt op af: "Fortæl os det - så vi sammen kan gøre det så godt som muligt."
Hvis jeg med ét ord skal beskrive, hvordan jeg mener, grønlandske politikeres attitude, når sagen drejer sig om Danmark og Rigsfællesskabet, generelt kan beskrives, er det med ordet "klynk".
Klynk....
Klynkeri - og en konstant jamren over, hvor forfærdeligt, Danmark siden tidernes morgen har ageret i forhold til sin tidligere koloni:
Så er en landingsbane for kort, så har man ikke gjort nok i hval-forhandlinger, så mangler der fængselspladser, så tvinger man Hjemmestyret til at købe alle varerne i Danmark, så blev man sparket ud af kajakkerne, så har man snydt Grønland med Thulebasen, så fik man tvunget Grundloven ned over hovederne i 1953 --- ja, og i 1721 gik det hele lige så godt - og så sejlede Hans Egede til Grønland og ødelagde det hele... !
Min gode ven, Lars-Emil Johansen, er en af de værste af slagsen: Han har haft lommeregneren fremme, og har fundet ud af, at Danmark SKYLDER Grønland 65 milliarder kroner - og de skal afleveres - for det er de penge, Danmark har sparet på NATO-medlemskabet for at lade amerikanerne bruge Thule. Lars-Emil har ikke fortalt os endnu, om pengene kan betales i rater - eller om han skal have dem på én gang...
En anden af mine gode venner, borgmesteren i Ilullisat, Anthon Frederiksen, udtrykte det engang under en debat således: "Danskerne har i århundreder grinet hele vejen til banken..."!!
Ja, hvor HAR vi dog moret os...
Dette, kære venner, er altså Rigsfællesskabet Anno 2008 - Det er sådan, man fra mange ledende grønlandske politikeres side ser på Danmark - som nogen, der går og griner hele vejen til banken.
Men det er uantageligt at forfladige Rigsfællesskabet på den måde. At gøre Rigsfællesskabet til noget så vulgært. Ja, det er ligefrem uanstændigt...!
Desværre er der mange unge grønlændere - som desværre er ligeså historieløse som vor egen danske ungdom - der er hoppet på fup-historierne.
Jeg møder disse unge i mange sammenhænge - såvel her som i Grønland, og bliver dybt frustreret over at høre dem jamre og klynke på samme måde som deres politiske forbilleder - i stedet for friske og frejdige at tage fat på problemerne. Og jeg får af og til lyst til at tage fat i kravetøjet på dem- og sige: Så tag jer dog sammen!
Det tragiske ved det hele er, at det faktisk er lykkedes for politikere som Anthon Frederiksen, som Lars-Emil Johansen, som Kuupik Kleist, som Johan Lund-Olsen, som Minninguaq Kleist og andre at få den grønlandske ungdom til at få en fornemmelse af, at grønlænderne er ofre og danskerne er bødler.
At give grønlænderne offerrollen som »et undertrykt folk«
Desværre er det ikke kun unge grønlændere, der tilsyneladende er hoppet på den med offer og bøddel. I hvert fald er der bunkevis af førende danske politikere, der er ved at falde over hinanden og egne ben for til enhver tid, undskyldende og hændervridende at stå parat med pengeposen for at bøde på alle de uretfærdigheder, vi har påført Grønland.
Det pudsige er dog, at når man har de samme danske politikere på tomandshånd, er de knapt så hændervridende... Men det er en helt anden historie, som jeg venter med til mine erindringer....
Men jeg bliver altså her i dette ærværdige selskab nødt til at sige:
Hvis det er på DEN måde - man vil be-lyve sit folk til at kræve selvstændighed, synes jeg det er billigt.
Hvis man får gennemført selvstændighed ved at fuppe folk til foragte Danmark, synes jeg det er forargeligt. Og så siger jeg ikke held og lykke med foretagendet.
For så er projektet blevet til på en uværdig måde.
Uværdig for Rigsfællesskabet.
Uværdigt for det grønlandske folk.
I forbindelse med Selvstyrekommissionen er jeg blevet betegnet som "grønlandskritisk"...., og det er blevet sagt, at jeg "stikker kæppe i hjulet på alt, der berører Grønland". Det er beskrivelser, jeg finder såvel dybt irriterende som unfair.
Vel er jeg og Dansk Folkeparti ej grønlands-kritiske, og vel stikker vi ikke kæppe i hjulet på ”alt, der berører Grønland”.
Vi har - og det kan Jonathan sikkert bevidne - arbejdet nidkært og engageret i kommissionen, fulgt møderne, læst på stoffet, deltaget aktivt, medvirket! - men er altså, efter en grundig analyse og flere grønlands-debatter i vores folketingsgruppe (til forskel fra andre partier, der end ikke har drøftet sagen i folketingsgrupperne!), nået frem til, at vi ikke kan anbefale, at Grønlands Selvstyre med et pennestrøg får foræret alle ressourcer, som vi mener, tilhører Rigsfællesskabet og bør komme os alle til gode.
Ligeledes er vi stærkt indignerede over den elendige sociale situation, der mange steder findes i Grønland, og som Hjemmestyret har det fulde ansvar for.
Samtidig er vi rasende over den nepotisme og den korruption, der kendetegner Grønland.
Vi mener faktisk, at vi har fuld ret, ja ligefrem pligt, til at reagere i disse sager. Dels fordi der er tale om danske statsborgere, dels fordi danske skatteydere er medfinansierende.
Er det ikke netop meningen med folkestyret, at der kan fremkomme forskellige opfattelser?
Og er vores indstilling til Rigsfællesskabet ikke fuldt ud lige så legal en opfattelse som de andres? Jeg spø’r bare.
Om arbejdet i Selvstyrekommissionen kan jeg sige: Dansk Folkeparti kommer til at stå uden for kommissionens indstilling. Vi beklager oprigtig dette, for det ville have været det rigtige, om samtlige delegerede kunne stå sammen om at give Grønland selvstyre, så det var en smertelig beslutning for mit parti.
Udover den væsentlige årsag, at vi ikke finder at kommissoriet med indstillingen er opfyldt, er en anden væsentlig baggrund for vores beslutning, at man generelt fra grønlandsk side har haft øjnene stift rettet mod at forberede Grønlands Selvstændighed – således forstået, at Selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt til egentlig selvstændighed.
Dansk Folkeparti har ikke budt denne dagsorden velkommen, og i forløbet til tider været utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som direkte strider mod kommissoriets ånd og bogstav.
Kimen til problemerne blev givet lagt, da Regeringen og Landsstyret udstak kommissionens arbejdsform. Her blev kommissionen delt i to arbejdsgrupper: Stats- og Folkeretsgruppen samt Erhvervs- og Økonomigruppen. Fra dansk side sad i den første gruppe Venstre, De Radikale og Enhedslisten, i den anden Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Konservative samt SF.
Ved en gruppes afrapportering til den samlede kommission, var det stort set umuligt for de partier, der ikke var repræsenteret i den pågældende gruppe, at opnå indflydelse på emner, som allerede - og ofte under store besværligheder - havde været drøftet, og hvor man ofte havde måttet indgå kompromisser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side.
Ud over møderne i de to arbejdsgrupper har man så yderligere har haft særmøder i henholdsvis den samlede danske delegation og i den samlede grønlandske delegation.
Dette har givet karakter af, at det var to lande, der forhandlede med hinanden - hvilket jo ofte ikke afspejledes i de meget forskellige politiske holdninger, der findes ikke mindst i den danske delegation.
Men da der således alligevel blev tale om to holdninger overfor hinanden - en grønlandsk og en dansk, er det vor opfattelse, at eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem Landsstyret og Regeringen - hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af forhandlingerne.
Ansvaret for at det blev som det blev ligger alene hos Regeringen og Landsstyret. Disse to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden.
Men som nævnt har en stor del af den grønlandske delegation haft øjnene stift rettet mod egentlig selvstændighed for Grønland. Vi har ikke kunnet tiltræde den dagsorden, da vi er af den opfattelse, at en egentlig grønlandsk statsdannelse ikke tjener nogens interesser.
Vi ser gerne Rigsfællesskabet fortsat. Der er så meget, der binder danskere og grønlændere sammen – historisk, følelsesmæssigt og familiemæssigt, at det for begge parter efter tre århundreders tæt samhørighed vil være en historisk katastrofe, at bryde båndene.
Jeg har sagt det tidligere i aften - men det er urimeligt, at det i stor stil er lykkedes for en lille gruppe af grønlandske politikere dels ved drømmerier om store oliefund, og dels ved hjælp af urimelige angreb på Danmark og det danske folk har haft held til at rejse kunstige barrierer mellem grønlandsk og dansk – en barriere, som ikke generelt afspejler grønlandsk sind, og som jeg ikke tror på har vundet gehør i det grønlandske folks flertal.
Vi finder, at grønlandsk selvstændighed, alene baseret på håb om selvbårenhed som følge af store oliefund, bør give anledning til stor utryghed i det grønlandske folk.
Og vi finder, at hvis det en dag skulle lykkes de grønlandske politikere at få trukket Grønland ud af Rigsfællesskabet, vil det gøre Grønland til en sårbar deltager i den internationale sikkerhedspolitik.
Yderligere afgørende for vor beslutning har været de økonomiske forhold.
I kommissionsindstillingen hedder det: ”Indtægter fra råstofudnyttelse i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre.” Det har forbavset os, at øvrige medlemmer af den danske delegation har kunnet acceptere dette forhold omkring ejendomsretten, og således ikke har handlet i overensstemmelse med Danmarks interesser.
Det burde nemlig være evident, at Danmarks Riges undergrund som en selvfølge tilhører Danmarks Rige, og at alle borgere i Rigsfællesskabet får del i de værdier, der måtte findes i undergrunden. Sådan forholder det sig jo allerede, når det gælder de værdier, der hentes op fra Danmarks undergrund samt i forhold til de værdier, som skabes af danske borgere – og som solidarisk, år efter år, videregives, så de også kommer Grønland til gode.
Sådan har det altid været: Enorme subsidier blev forud for Hjemmestyret overført fra Danmark til Grønland i årene mellem 1953 og 1979, hvor de grønlandske kommuner opnåede fuld udligning i forhold til danske kommuner. Også i årene frem til 1953, mens Grønland endnu havde kolonistatus, overførtes store subsidier fra Staten til Grønland. I alle årene, som det fremgår af DIIS-rapporten fra 2007, ”Afvikling af Grønlands Kolonistatus 1945-54”, har Danmark på intet tidspunkt i historien profiteret på Grønland, som tilfældet ellers normalt har været i forholdet mellem koloniherre og koloni.
Danmark har derimod til stadighed - uegennyttigt og ihærdigt - arbejdet på, år efter år, at forbedre forholdene for Grønland og for det grønlandske folk. Alene af den grund ville det være etisk uantageligt, om Danmark ikke, i tilfælde af umådelige råstofindtægter fra den grønlandske undergrund, skulle få andel i værdierne.
Tak for ordet.!
##
| 