foredrag

Foredrag

 

 

 

 

 

 

 

Foredrag - Søren Espersen

Alle foredrag ca. 1½ - 2 timer.

- kontakt: dfsesp@ft.dk

"Valdemar Rørdam - nationalskjald og landforræder"

 

"Der er Vers af ham, som forlanger, at vi kalder ham vor Tids største Digter". Sådan skrev Kaj Munk om Valdemar Rørdam i 1940. Fem år senere foragtede Danmark Rørdam som landsforræderen. Mens der tændtes lys over landet, og folket jublede, var den 74-årige Valdemar Rørdam færdig. Han døde kort tid efter, nedbrudt af sorg og elendighed. Rørdam steg til kolossale højder i det danske folks bevidsthed, oplevede den totale fornedrelse og blev siden systematisk gemt væk. Søren Espersen forsøger at finde en forklaring på den skæbne, der blev den forkætrede digter til del.

"Israels Selvstændighedskrig - og de danske frivillige"

 

1947-49 deltog omkring 3.500 mænd og kvinder fra 43 lande som frivillige på den jødiske side i det, der skulle blive kendt som Israels Selvstændighedskrig. Først som indrullerede i den jødiske undergrundshær, Haganah, og efterfølgende som hvervede soldater i Israels officielle hær, Zahal. 46 af de frivillige var fra Danmark - et stort antal i forhold til landets ca. 7000 jødiske borgere. Enkelte af dem blev for at være med i opbygningen af den jødiske stat, men hovedparten af dem rejste tilbage til Danmark, hvor de følte sig hjemme. Foredraget er samtidig beretningen om det meget sammensatte jødiske samfund i Danmark - og naturligvis historien om det moderne Israels fødsel.

"Skåne - det glemte Danmark"

 

Skåningerne er i de senere år for alvor begyndt at interessere sig for de 1000 år, hvor de var danske. Og også herhjemme skal vi fortælle historien om det glemte Danmark. Vi skal fortælle, at der er en forklaring på, at de skånske kirker ligner de sjællandske. At der er en forklaring på, at det skånske sprog er noget specielt - og ikke blot en snurrig svensk dialekt. At der er en forklaring på alt det, man går og undrer sig over, hvis man som skåning begynder at grave i traditionerne, i kulturen, i væremåden - også i småtingene: Hvorfor man fejrer Mortensaften i hele Skåne og Sankt Hans Aften mange steder i Skåne, men ingen af delene i andre steder i Sverige. Hvorfor det i Skåne hedder "jordbär" og ikke "jordgubbar", hvorfor Søren er et almindeligt navn i Skåne, men ikke i resten af Sverige. Meget falder på plads, hvis historien bliver fortalt ordentligt - med ret og rimelighed.

"Israel - at turde være sig selv..."

 

Da fhv. statsminister, Ehud Barak for nogle år siden besøgte Auschwitz, sluttede han, med sin strålende karriere i det israelske forsvar i baghovedet, bevæget sin ultrakorte tale af med at sige: "Vi kom 50 år for sent..." For bare en halv snes år siden var der få jøder - eller kristne for den sags skyld - der ville have nogen som helst vanskelighed ved at retfærdiggøre eksistensen af en jødisk stat. At jøderne naturligvis skulle have deres eget hjemland, hvor de kunne være sig selv og leve et jødisk liv,, var en selvfølgelighed, for der var ikke noget at diskutere. I dag forholder det sig anderledes.

"Politisk spin - evnen til at tale om noget andet..."

 

ad er, og hvad er ikke spin, og hvorfor ? Hvorfor snakkes der så meget om det - kan vi overhovedet komme uden om det? Det flyver og farer med myter og spekulationer omkring spin - men ofte ikke med særlig megen viden. Søren Espersen, som selv tidligere har arbejdet som "spindoktor", betragter overordnet spin som det at sætte sin egen dagsorden i stedet for kun at følge de dagsordener, andre sætter for én. Spin er evnen til at tale om noget andet. Men det er væsentligt at pointere, at spin ikke er at lyve, for lyver man i det politiske liv, er man færdig.